Wilhelm F. K. Christie
Et ædelt Hjerte
Minnetale for J. A. von Westen Kahrs, framført i selskapsklubben Quodlibet
Bergen, 14. juni 1823
Kilde: A. M. Wiesener: Om "Quodlibet" i Bergen. Bergens Historiske Forenings Skrifter nr. 46, 1940, s. 21-26.

«M.h.H.!

Vores Forsamling, der hidindtil ofte, ja næsten bestandig, har givet Lyd og Gjenlyd af Munterhed og Glæde, er i dag alvorlig, høitidlig og stille som det passer sig med den Gjenstand vi behandle. - Tabet af en af vort Sælskabs Stiftere og troe Dyrkere, en Broder med hvem vi alle have deelt Fornøyelser og Bekymringer omtrent i en trediedeel af vor levetid, en trofast Ven, som nogle af os fra Barndommens Dage og de øvrige fra Ungdommens frieste Alder have havt kjer fremfor de fleeste og lige med de bedste af vare fortrolige, en Mand, hvis Aasyn og Adfærd bar præget af den reeneste Sjel, af det ædleste Hjerte, den af alle gode i enhver Classe inderlig elskede og agtede Kahrs. Det blev min tunge Lod, at holde Minde-Talen over ham. - Jeg kalder denne Lod tung, ikke blot fordi jeg føler, at jeg mangler Kræfter og Tid og Talenter til at skildre ham saa ædel og reen og elskelig, som han fortjente, og fordi jeg i dette øieblik optager en Plads, som enhver af mine høysterede Herrer langt bedre vilde have udfyldt, men tillige fordi de smertelige Følelser af min Vens tab trænge stærkt og voldsomt ind paa mig i det jeg saa at sige gjennemsøger hans hele Liv, ligesom paa nye opdager hvor huld og elskelig han var, og derved om jeg saa maae tale tvinger mig selv til at føle dobbelt bittert, hvormeget jeg tabte da jeg mistede denne Ven. - Et held er det imidlertid for mig, at jeg taler om en Mand, som ikke trænger til veltalenhedens kunster for at vinde Tilhørernes yndest, og at jeg taler til Mænd, der saa ofte have gjennemskuet hans reene Sjel, at de ikke behøve ved lyse Skildringer, af enkelte Træk at ledes frem til at kjende Mandens elskværdige Caracteer.

Vor afdøde Ven Johan A. W. Kahrs var født paa Fjeldberg Præstegaard d. 9de May 1772, av Forældre Provst Dittmar Kahrs, Sognepræst til Fjeldberg, og Hustrue Rebekke Kahrs, fød Koren. - I Faderens Huus, og i nærheden af dette nød han den første literaire Dannelse. Allerede i en tidlig alder 12 aar mistede han sin Fader. - I Aaret 1789 kom han ind i Bergens lærde Skoles 4de Classe, og 3 Aar derefter om Høsten 1792, blev han Student. Medens han gik i Skolen var han i Huset hos den endnu levende lærde og værdige Professor Arentz, hvis private Underviisning han nød. - Examen Artium tog han med Caracteeren Haud Illaudabilis, og Aaret derefter ligeledes Examen Philosophicum, samt nogen Tid derpaa, Examen Philologicum. - Han bestemte sig først til Theologiens Studium, paa hvilket han anvendte nogle Aar, men han forlod den begyndte Bane, og studerede siden Lovkyndigheden, i hvilken han tog Examen med Caracteeren Haud Illaudabilis i Aaret 1806. Hans Studeringer bleve afbrudte deels ved et par Reiser til Hjemmet, efter de Tiders Skik og brug, deels ved den imellem Danmark og Engeland i Aaret 1801 opkomne Krig, hvori han tog Tjeneste som Telegraph Bestyrer paa Cronborg Fæstning. - Denne Post bestyrede han saa vel, at han fik Vartpenge, 144 rd Aarlig, hvilke han beholdt saa længe indtil han blev ansat i Kongelig Embede. - Da deri Aaret 1807 atter opkom Krig i mellem Danmark og Engeland, blev han ansat som Obertelegraph-Bestyrer, først i Bergens Stift, og siden i det vidtløftige District fra Hitterøe i Christiansands Stift og vest samt nord efter til Stadt i Bergens Stift. - Med flid og duelighed, saa velsom med den største uegennyttighed forestod han denne høyst besværlige Post lige til Aaret 1814, da Norge, efter at være adskildt fra Danmark, vandt Selvstændighed og Fred. - Den Danske Konge, som var bleven gjort opmærksom paa vor Vens gode Egenskaber, udnævnte ham i Aaret 1811 til virkelig Krigsraad. - Da endeel Kobber og anden Mynt i Aaret 1815 skulde overbringes fra Bergen til Christiania, blev Bestyrelsen af og opsigten med denne Transport anbetroet vor Ven. Det følgende Aar blev han udnævnt til Overvrager i Bergen, et Embede, som gav ham rundeligt Udkomme, men desværre! maaskee for lidet at bestille. - I Aaret 1813 indtraadte han i Ægteskab med hans endnu gjenlevende, trøstesløse Enke, Ingeborg Cathrine Brunn, med hvem han avlede en Søn, Dithmar, og en Datter, Christine Cathrine. - Den første gik tidligere ind til den Hvile, Faderen nu ogsaa nyder. Datteren er den dybtsørgende Enkes eneste Trøst. - Sygdomme gjestede tit vor afsjelede Ven. Allerede i Aaret 1790 var han, som det syntes for menneskelige Øine, Dødens Offer, da Børnekopperne havde berøvet den nys saa raske Yngling fast alle Livets Tegn; men han vandt Sundhed og Kræfter igjen, dem han nød i en høy Grad, indtil han, fornemmelig ved de haarde og besværlige Reiser, som vare forbundne med hans Obertelegraph-Bestyrer Embede, og maaske ved egen uforsigtighed, som altid er egen hos dem, der have en stærk Constitution at stole paa, blev mærkeligen svækket. - I Aaret 1820 overstod han en saa haard Sygdom, som kun faa Mennesker have overvunden. Naturens orden i hans Legem forrykkedes ganske. Ikke blot hans Venner, men kyndige Læger ansaae ham tabt for denne Verden. Man talte de Timer, hvori han kunde leve, og Døden stod med de tydeligste Træk malet paa hans blege Aasyn; men Herren havde givet ham en Constitution af saadan Styrke, som kun blev faa til Deel, og denne seirede over Døden, dog ikke førend efter en haard Kamp af henved 6 Maaneder. - Nu var vor Ven atter karsk, vel ikke som forhen, dog saaledes, at vi haabede at han kunde leve med os i mange Aar. Skjæbnen vilde det alligevel ikke saa. I dette Aars begyndelse blev han atter syg. Omtrent 4 Maaneder kjæmpede han med forskjellige slags Sygdomme, stundom fleere paa een og samme Tid. - Kræfterne svandt efterhaanden ind til Livets Lys slukkedes stille og roeligt d. 9de May, samme Datum paa hvilken det første gang oprandt for ham. Hans Been hviler nu der, hvor jeg saa tit i ungdoms Dage legede med ham, da Kraft og Ynde og Godhed udmærkede ham fremfor alle hans jævnlige. - Fred over hans Støv! -

Vor avdøde Ven var begavet med sjeldne Legems-fuldkommenheder. Hans Vext var høy og rank, stærk og skjøn. - I hans Bevægelser var Lethed og Kraft parret med Anstand og Ynde. Hans Aasyn var blidt og hans Færd beskeden. Han var omhyggelig for sin Paaklædning, og vidste at klæde sig med Smag. Det var derfor intet under, at han trak alles Øine hen til sig. - I Marken syntes han at være Jægeren Adonis, i brydning Halvguden Hercules, i Dansen Apollo selv. - I Danmarks Hovedstad, hvorhen 2 Riger aarligen sendte udsøgte blomstrende Ynglinger, og hvor Samlingen af fremmed Ungdom ikke var ubetydelig, ragede han saaledes freem over alle i Skjønhed, Kraft og Ynde, at han i fleere Aar var almindeligen anseet som den smukkeste Yngling man der havde seet. - Det var ikke sjeldent at, naar han viiste sig paa Promenaden, at heele Rækker, af Qvinder saavelsom af Mænd, standsede og vendte sig for at nyde Synet af hans herlige Figur. - Hans Aasyn var ikke blot, som jeg forhen har sagt, blidt; det var tillige aabent og frit, saa at enhver strax derigjennem kunde skue ind i hans rene Sjel. - Derfor vandt han Hjerter nesten lige saa hastigt, som han trak Øynene til sig, og det hos Personer af begge Kjøn, i enhver Alder. - At see og lide ham, samt at være kjendt med ham var eet. Han var uforbeholden mod enhver fordi han ikke havde naget at skjule for nogen. - Hans Hjerte laae paa hans Tunge. - Som Kammerat var han derfor iblandt de første, man kunde ønske sig. Han var det saa meget meer, som han besad Mod og Troeskab i høy Grad. - Allerede tidligt, medens han var Discipel i den lærde Skole, fik han en sørgelig Leilighed til at give det umiskjendeligste Beviis paa disse gode Egenskaber. - To af hans Cammerater faldt igjennem Isen, medens de, tillige med ham, løb paa Skøyter. - Isen var særdeles svag, imidlertid bar den ham dog tillands. Der søgte han ikke Frelse for sig, men Midler til at redde sine Venner. - Han nedbrød Trægjerder og førte disse ud til de i Faren stedte. - Han krøb ud til selve Aabningen saa at han kunde række dem Redningsmidler, lidet agtende paa, at Isen bugnede under ham og truede med at sluge ham med i den Grav, der allerede var aabnet for hans 2de Venner. - Ved saadan Anstrængelse lykkedes det ham at holde dem begge oppe en lang Tid, den eene henimod en halv Time. - Omsider, da Folk ilede til og skaffede Reeb, krøb han atter ud til Aabningen, der naturligvis ved de Ulykkeliges Anstrengelser for at komme op var bleven større og større, og altsaa farligere at nærme sig formedelst de revner Isen havde faaet. Han ændsede ikke de paa Land staaendes Raab om at vogte sig, men tænkte kun paa sine Venners Fare. Han var nu Aabningen saa nær, at han med Sikkerhed kunde kaste Rebet hen til den endnu over Vandet værende Dreyer, men i det samme Rebet blev kastet, sank denne af Mathed og nød ikke godt af Vennens Anstrengelser, for hvilken han dog i det han gik under sagde Tak. - Hans Mod gjorde ham ogsaa væsentlige Tjenester i Livet. - I de mange Aar, hvori han ofte i den haardeste Vintertid maatte pløye Fjordene fra Knid til Hitterøe, var han mangen gang stedt i Livsfare, og stundom blot overladt til sig selv, da hans Skydsfolk saa at sige havde overgivet sig til Døden; men han samlede sit Mod, gjorde hvad Klogskab tilraadede, indgjød ved rask Handling og Tale nogle Draaber af sit Mod i de forsagte skyds Folks Bryst, og reddede dermed baade sig og dem. - Jeg taler ikke uden Erfaring i dette Stykke; thi jeg har selv været med ham paa Søen i Farens Stund. -

Hans Hjerte, hvor var det ikke ædelt! Og, hvor ømt slog det ikke for enhver! At see andre lide, og ikke at lide med dem, var ham umueligt, ligesom at have Midler i Hænde til at yde Hjelp og Trøst og ikke at tilbyde den. - Derfor berøvede han ofte sig selv, hvad han virkeligen behøvede, og derfor saae vi ham tit, endog under gunstige Omstændigheder, at trenge til andres Hjelp. -

Lys og klar var hans Forstand. - Munterhed og Lune fattedes ham ikke. - Vor Protocoll indeholder adskillige Bevis derpaa. - Han besad en sund Dømmekraft, og denne lod ham ikke længe vakle i Sager, hvori han ikke havde sit ædle Hjærte til Ledsager. -

Som ærlig, taus, troefast og oprigtig Ven, er der vel neppe nogen der kjender ham bedre, end Quodlibet's Sønner, uagtet han ogsaa savnes af adskillige sande Venner uden for denne Kreds. - At leve blandt og med og for dem, var hans lyst, og med dem deelede han villigen ethvert Livets Gode. -

Det er mærkeligt at ikke en Mand, som vor Ven, der besad saa mange Sjelens og Legemets gode Egenskaber, indgik nogen varig Forbindelse med en Person av det andet Kjøn, førend han allerede var kommen temmelig langt hen i den modnere Alder, da han dog i saa mange henseende kunde have gjort sig selv og en Kone lykkelig derved. - Et stort Held var det imidlertid, at han dog gjorde det imedens det var Tid. - I Sygdoms og Svagheds Dage høstede han ubeskrivelige Fordeele deraf. - At han blev en god og øm Mand, en kjerlig og blid Fader behøver jeg ikke at sige. Betragter jeg ham som Husbond, da var han den blideste og omhyggeligste, som gives kunde. - Det samme var tilfældet med ham, hvor han, som Embedsmand, havde andre under sin opsigt. Han herskede ikke ved strænge Ord og myndig Fremfærd, men ved at vinde Hjerter. - Alligevel havde han Kraft til at bruge Alvor, naar det, som undertiden hændte, behøvedes. - Han var derfor allid elsket og agtet af sine Undergivne.

I det sælskabelige Liv, naar Venner samledes for at muntre Sindet og rive sig løs fra Livets Alvorligheder, hvor behagelig var ikke da vor Kahrs? Hans Ansigt var en aaben Indbydelse til den Glæde, hans Tale viste, at han forstod at skabe saavelsom at dele med andre, - og gjaldt det om en Sviir, da var han troe indtil det sidste. -

Mine høystærde Herrer! de ufuldkomne Træk, som min indskrænkede Tid og mine endnu meere indskrænkede Evner have tilladt mig at drage af vor hedenfarne Ven, ere nu færdige. De vise kun svagt, hvad han var for os og for enhver: der kjendte ham. - Sande ere de imidlertid, det tør jeg paastaae; og jeg er vis paa, at ligesom vi i nærværende Øyeblik føle dyb Smerte over tabet af vor Kahrs, saaledes skulle vi ofte saa længe Fortiids Minder have noget kjært for os, i Tankerne dvæle ved de behagelige Tildragelser vi i Livet have havt med ham, og erkjendlige velsigne hans Minde.» -