Anton Christian Bang
Det sidste Farvel
Aasmund O. Vinjes begravelse
Gran, 6. august 1870
Kilde: A. Chr. Bang: Taler og Foredrag til særlige Anledninger. Kristiania 1907, s. 79-86.

Det turde vel hænde, at de Salmetoner, som nylig bruste gjennem dette Tempel, har hensatt os i ganske andre Stemninger og slaaet an ganske andre Strenge i vor Sjæl end de Toner pleiede at gjøre, der lød fra den Mands Harpe, omkring hvis Støv vi her er forsamlede. Thi de Toner, der lyder i Herrens Templer, det er Zions Harpetoner, det er Toner fra «Davidsharpen, stemt til Luthers Koral,» hvis Sangbund er den kristne Menigheds Liv i Troens Dragelse og Kjærlighedens Hengivelse og Haabets Himmellængsel. Men de Sange, der bruste fra den hedengangnes Digterharpe, var ikke de Udtryk for Verdensaanden og Verdenslivet? Og er det da ikke mildest talt Usandhed, naar vi lader Kirkeaanden synge Gravsange over Verdensaanden?

Nei, saaledes skal vi ikke tænke! Gaverne, som jo alle gives af Herren, er forskjellige; Oppgaverne, som betinges af Gaverne, er derfor ogsaa forskjellige. Havde saaledes den hedengangne ikke faaet den Opgave at synge Gudsfolket «aandelige Sange og Vi­ser», saa havde han dog sandeligen faaet sin Gjerning i Aandens og Tankens Verden. Denne Gjerning hørte ikke ind under det kirkelige, men under det folkelige. Den afdøde var ikke nærmest Kirkens Mand, men Folkets Mand. Og da vi tror forvist, at baade Menighedslivet og Folkelivet som saadanne er Herrens Tanker og Veie, tror, at de begge gjensidig betinger hinanden og udfylder hinanden, saa skal det siges, at ogsaa Folkets Mænd, saalænge som de kjæmper for det rette og sande eller bærer frem det gode og skjønne, er Herrens Tjenere, der arbeider med paa, at det kan opfyldes, hvorom vi beder i Bønnen: Ske Din Villie, som i Himmelen saa og paa Jorden! Og ligesom vi paa det bestemteste maa holde frem, at det folkelige maa helliges og forklares ved det kristelige, skal det ei falde tilbake til det rene Hedenskab - ligesom altsaa Folkets Mænd i det kristelige finder deres rette Indvielse til deres Livsgjerning, saa finder de ogsaa, naar Gjerningen er endt, i det kristelige den rette Indvielse til deres Hvile: Ligesom Kirken forklarer Livet, saa forklarer den ogsaa Døden. Se, Livet har mange Gaader, mange «Savn og bitre Smerter»; det er, som den afdøde engang sang:

Vi Allesamman slita saart 
med Synd og Sut, so Hjartat bankar,  
det Beste, som vi kalla Vaart,  
er blandat up med vonde Tankar, 
og derfor trenger saart vi til  
ein Gud, som kjærlig hjelpa vil.

Men disse Livets Smerter, som trykker saa saart, fremkalder saa mangen Gang Mislyd i Sjælen, Disharmoni i Tonerne. Hvad der kunde ophæve Striden, vrages saa ofte; hvad der kunde skjænke Hjertet Fred, gaaes saa ofte forbi. Men det hænder dog stundom, at jo mere Livet hælder mod Enden, desto mere maa Striden vige for Freden; Mislydene hendør, Klagetonerne taber sig, Hjertets Livssang ender i en fager Harmoni. Thi den «Gud som kjærlig hjælpe vil,» faar da virkelig Lov til at bringe Hjælp. Naar da Døden kommer, er Sjælen frelst ud af Trængselen.

Da er Synd og Sorg og Savn  
svundet bort i Jesu navn.

De Salmetoner fra Zionsharpen, som nys lød over den afdødes Kiste, de skal da minde os om, at baade Livet og Døden maa faa sin Indvielse af «Jesus Krist vor Frelsermand», minde os om, at den, men ogsaa kun den er frelst, ja frelst selv i Døden, som har fundet sin Frelser og har klynget sig fast til ham, - minde os om, at der fra Frelserens Guddoms­glorie udstraaler Lys endog ned i Gravens Muld.

Der svæver en Fredens Engel over de dødes Grave - vi taler paa menneskelig Vis -; selv Had og Avind forsones her. De, som her stod skarpest overfor hverandre, og rettede de mest dræbende Hug mod hverandre og skjød de mest giftige Pile paa hverandre, de slutter dog Kampen foran Graven. At fortsætte Kampen mod sin faldne Modstander, det ansees jo medrette for umenneskeligt. Derfor mener jeg, at selv de, som her monne være den afdødes Modstandere, der baade har faaet og givet Hug, - jeg mener, at alle nu kan staa ganske rolig og harmløse ved denne Mands Støv og kaste Blikket tilbage paa, hvad den hedengangne var, og hvad vi altsaa har mistet i ham. Og maaske turde det da hænde, at vi blev vemodige om Hjertet og Savnet bitterlig vilde trænge ind paa os.

Aasmund Olavson Vinje var, som saa mange af vore store Mænd, et friskt Skud lige op af Folkets kraftige Jordbund. Hans Liv var fuldt af Omvekslinger, hans Dage var tunge, fulde af mange Tryk, Strid og Trængsler. Og heri blev han sig selv lig til Enden. At han, som var «en fremmed overalt», uden Hjem, uden Arne, at han udaander i en fremmed Bygd, hvor han var fremmed for de fleste, det er jo saare passende.

Han var miskjendt og misforstaaet af mange, hadet af nogle, elsket af andre. Men disse, som elskede ham, fordi de troede at forstaa Betydningen af hans Livsgjerning, elskede ham, fordi han bar frem, hvad der rørte sig paa Hjertebunden og sukkede efter Forløsning, disse hans Venner holdt fast paa ham, trods alle hans Mistag og Feilgreb; og derfor er det saare passende med den afdødes Liv, at der ogsaa i hans Dødsstund var Venner om ham, at kjærlige Hænder lukkede hans Øine. Hvad han havde haabet, opfyldtes ogsaa:

Eg finner vel eit Hus, som vil meg hysa,  
naar Soli heim mot Notti vil meg lysa.

Og det er fremdeles saare passende med den hedengangnes Tankeliv, at han blev bortkaldt midt i sin kraftigste Alder, midt i sin Livsgjerning, da, naar han havde naaet saa langt frem, at han rigtig for Alvor skulde begynde. Nei, han døde ikke «tommevis», gammel og «staalsliten», men da, naar han netop lyste som bedst, da, naar manges Forhaabninger var rettede paa ham og ventede paa, hvad de syntes berettigede til at vente af ham. Da døde han. «Jeg har endnu saa meget, jeg skulde have gjort, men jeg er træt,» ytrede han Dagen før sin Død. Og det tror vi forvist, det var Herren, som saa, at den trætte Arbeider behøvede Hvile, og derfor kom ogsaa Freden og Hvilen i Form af den sidste Slummer, Dødens Slummer.

Hvad var da egentlig den afdødes Dagverk, hvad var hans Livsgjerning? Den hedengangne var, hvad vi kalder Digter, og det helt igjennem. Naar han vovede sig ud paa andre Enemerker, saa tabte han snart Fodfæste, Digternaturen løb af med ham. Han var egentlig ikke nogen Tankens Mand, skjønt han vistnok magtede at tænke Tanken skarpt i dens Forgreninger. Men hvad der for ham var det ledende, det afgjørende, hvad der bragte ham til at tage Parti, og hvad der ligesaa ofte drev ham til at skifte Parti, det var ikke begrundet i Tanker og Beregninger, men i Stemninger og Sympathier. Naar man ikke vil betragte hans Liv fra, hvad der var dets styrende Grundtanke, dets egentlige Drivtjeder, naar man ikke kan eller vil forstaa, at det er saare stor Forskjel, enten en Mand drives af nøgterne Beretninger eller af varme Stemninger, saa kommer man til at udtale Domme over den afdøde, som ikke stemmer med Sandheden, og som derfor ikke er af Sandheden. Hvad der var Liv, hvad der var Kjærlighed, hvad der var Fremgang, hvad der var Fremtidstanker, dertil hengav han sig uden Beregninger om det stemte med hans foregaaende Standpunkter eller ei, men ogsaa uden Beregninger om hvad det vilde koste ham.

Den afdøde var Digter helt igjennem. Og hvad er en Digter? En Digter er en Mand, hvem Gud har givet Evne til at forstaa og Kald til at gribe de i Folket slumrende eller gjærende Længsler, Stemninger, Følelser og Forhaabninger, - gribe disse og bære dem frem forklarede og i det hele i en saadan Form og Skikkelse, at Folket paa den ene Side kan sige: Dette er Ben af mine Ben og Kjød af mit Kjød, og at det paa den anden Side maa sige: Dette er sandelig en Afglands af Guds Herlighed og Skjønhed. Den sande Digter forstaar derfor at slaa an Strenge i Folkehjertet, som giver en forunderlig Klang, forstaar at forløse mange bundne Forhaabninger og Længsler, forstaar at løfte Sindene baade fremad og opad. Jo mere inderlig Digteren staar sit Folk nær, jo mere hans Sjæl slaar sammen med deres, for hvem han synger, desto mere kan han være Folkets Talsmand, og desto mere blir ogsaa hans Sang Folkets Sang. Men fordi Digteren staar og maa staa i dette Forhold til sit Folk, derfor har han ogsaa et overmaade stort Ansvar for, at han ikke maler urene Billeder i Skjønhedens Gevant, at han ikke slaar an Toner, der bringer det Onde inde i Hjertene til at løsne.

Se, saadan skal en Digter være, en Talsmand for det store, det ædle, det skjønne, det gode. Og hvad kan ikke en saadan Mand udrette? Hvilke Frugter kan der ikke vokse op af de Frø, han udstrør? I vort daglige Stræv, i vor Kamp med Naturen og Elementerne, i vor Strid med at efterkomme Budet: I dit Ansigtes Sved skal du æde dit Brød, under alt dette -- hvor er vi ikke fristede til at begrave vor Sjæl i Støvet, til at sænke vort Sind ned i Muldet, til at blive Trælle under Bugen, til at glemme de evige Høider, hvorfra Striden skal faa sin Indvielse, Arbeidet sin Adel, Gjerningen sit Lys. Og jeg mener, at den sande Digter her har en stor Gjerning at gjøre, idet han holder frem Skjønhedsbilderne fra oven, idet han maner til at fæste Blikket paa Idealerne i Aandens evige Rige. Og jeg mener, at naar et Folk er sunket saa dybt i Mammons Trældom, at det ikke kan forstaa dette eller vil lade sig gribe af dette, saa turde der ikke være synderlig stor Udsigt til, at Gudsordet, som jo ganske vist er det rette Lys paa vor Vei, blir annammet, saa det faar løfte Sjælene op i Naadessamfundet med Herren. Jeg mener saaledes, at den sande Digter har stor Betydning ogsaa for Gudsriget, om han ens ikke formaar at gribe Davidsharpen og synge Zions Sange for Guds Folk. Det tilkommer ikke mig her at udtale nogen Dom om den afdødes Digtervirksomhed og Digterværd; jeg vil kun sige, at hvad der i hans Sang saa forunderlig greb og anslog Strenge, som faa eller ingen før havde kunnet slaa an, det var, at hans Sang var norsk, norsk som Fuglesangen i Granskogen, norsk som Fossefaldet fra Fjeldet og Brændingerne ved Kysten. Og derfor stod han for mig som en af de største Mænd, Gud har givet vort Land.

Jeg ved vel, der lød fra hans Harpe stundom Toner, der ei var saa skjønne, jeg ved vel, det hændte, at han malede Billeder, der ei vare saa ganske rene, jeg ved det; men jeg ved ogsaa, at der var saa mange, som paa farisæisk Vis hyklede en Renhed, som de i Virkeligheden ei besad, - gjorde sig til af det skjønne, som i Grunden var dem fremmed. Jeg ved, at dette ikke var den afdødes Vis, jeg ved, at han ofte fandt Fornøielse i at anstille sig værre, end han var, medens der var saa mange, som vilde gjælde for bedre, end de i Virkeligheden var. Og jeg ved tillige, at det, som er bygget af Hø og Straa, det vil snart forbrændes; men det, som er bygget af Guld og ædle Stene, det vil baade vedvare og lyse med stedse klarere og klarere Glans. Den Mand, om hvis Støv vi nu staar, har øvet en saadan Indflydelse paa sin Tid og hugget sit Navn saa dybt ind i Historiens Tavler, at det aldrig vil udslettes, saalænge norsk Folk lever og norsk Tungemaal tales.

Naar vi taler paa menneskelig Vis, saa siger vi, at har han end maaske i mangt og meget taget feil, har han end stundom snublet, saa er nu alt saadant gjemt i Forglemmelsens Flod, og tilbage for Erindringen staar kun det store, det ædle, det ophøiede. Og det er Vemodet, som denne Stund bringer, at han, som vi alle, hvordan vi forresten tænkte om ham og for ham, ansaa for en uundværlig Arbeider i vor Aandsverden, at han nu har endt sit Dagverk, at han nu er gaaet til Hvile, at Tonerne fra hans Harpe nu er forstummede, at Lynglimtene fra hans originale Vid og Snille nu er udslukkede. Og Vemodet blir end tungere, naar vi tænker paa, hvorledes Døden i det sidste Aar har nedmeiet saa mange af vort Lands største Mænd, saa mange af dem, der var Høvdinger i Aandens Verden, som vi pleiede at se op til som Landets Støtter og Grundpiller. Disse vandrer bort, den ene efter den anden, snart er der vel kun Dverge tilbage. Men dette skal drive en Sjæl i Bøn til ham, af hvem alt stort paa Jorden kun er en mat Afspeiling, at han vil tænke paa os med Miskundhed, at han vil opvække os Mænd, der kan føre vor Sag baade med Tanke og med Gjerning, Mænd, der er fyldte af Herrens Aand, og som derfor kan føre os fremad mod Lysets evige Rige.

Men naar vi beder saa, da har vi sandelig ogsaa Behov til at bede om, at vi maa faa Naade til at paaskjønne dem, som Herren sender os, at vi maa forstaa deres Kald og deres Livsgjerning, at vi ikke paa Daarenes Vis finder Glæde i at træde under Fødeier, hvad der hæver sig over Mængden, hvad der er stort og ophøiet. Og dette har vi vel særlig Grund til ved denne Mands Baare. Historien ved at fortælle om mange store Mænd, der i deres Liv blev lidet paaskjønnede, maatte lide Miskjendelsens bitre Lod, maatte selv døie den tunge Skjæbne at mangle det daglige Brød. Men idet Historien kjærligen ridsede deres Navne paa sine Tavler til en evig Erindring, udtalte den tillige vredeligen sin Dom over den Tid, som ikke forstod at vurdere sine store Mænd. Den hedengangnes Liv og Skjæbne synes at have en stor Lighed med hines! Og det er sandelig Spørgsmaal, hvordan Efterverdenen monne ville dømme om os og vor Tid desangaaende. Et ved jeg, og det er, at vi maaske fremfor noget andet Folk har saare Behov til at sukke med Sangeren:

Hjælp os Gud, saa vi kan lære,  
naar Lys i Landet Du vil bære,  
da Dagens Time at forstaa.  
Gud, Du ved, hvor smaa vi ere,  
o, giv os Længsel, Folkeære,  
saa vi det store ei forsmaa.

Nu staar da kun tilbage at sige dig det sidste Farvel. Jeg siger dig Farvel fra den stolte Fjeldbygd, hvor din Vugge stod, hvortil dine Barndomsminder var knyttede, og hvorfra din Aand havde sit eiendommelige Naturpræg. Nogle af dine sidste Tanker dvælede ogsaa ved disse kjære Steder, tro til det sidste; hvad du engang saa i dit Digtersyn, fik ogsaa sin Virkelighed:

Og i den sidste Svevn meg eingong huggar  
dei gamle Minne og dei gamle Skuggar.

Jeg siger dig Farvel fra Fædrenelandet. Og jeg tænker mig, at Fædrenelandet i denne Stund taler til dig omtrentlig saaledes: Min Tjeneste er haard og streng; det er sjelden jeg lønner mine Tjenere med timelige Goder. Du er en af dem, som fik den mindste Løn for din Tjeneste, trods du var en af mine ypperste. Jeg har fremdeles kun dette at skjænke dig: En Grav til dit Støv og en altid blomstrende «Glemmigei» om dit Navn.

Jeg siger dig Farvel fra dine Venner viden om i Norges land, dem, som i dig saa en af Høvdingerne i Striden for deres Livstanker og Fremtidshaab for Folk og Land. Jeg ved, at de alle nu gjennomsitrer af de Smertesudbrud, som brød frem, da hin Høvding faldt:

Det er stor Skade at skulle miste slig en Mand!

Og saa forsamlede Skarer, lad os skride hen til vort Dagverk, at sænke disse Ben i Jordens Skjød. Hvordan den hedenfarne var med Hensyn til sit Hjerteforhold til Gud, derom har han faaet sin Dom af ham, som dømmer retfærdig. Men hver Gang en Sjæl gaar ind for Gud, lyder Alvorsrøsten til de omkringstaaende: Eders Time kommer ogsaa engang. Og det er sikkrere end alt; den, som dør i Troen paa ham, som bar vore Synder, han er vel faren, idet han gaar ud af Trængselen ind til Sabbatshvilen. Men den, som ikke vilde som en «arm Synder» overgive sig til den frelsende Naade, for ham er sandelig Døden ingen Vinding. Derfor lad os bede Herren om, at vi maa lære os at tælle vore Dage, at vi kan faa hans Visdom i vore Hjerter, - at vi kan lære at dø, medens vi endnu lever, forat vi kan ingdaa til Livet, naar vi engang skal dø. Ja, Herre, lad Dit Ansigts Lys skinne over os, saa blir vi frelste!

Og idet vi saaledes beder for os selv, saa lad os fremdeles bede for den afdødes moderløse Søn, bede, at han, som er faderløses Fader, vil tage ham i sin Varetægt og skjærme ham under sine Vingers Skygge, at han, hvordan end hans Kaar og Skjæbne monne ende, altid maa vandre paa Herrens Vei, i Naadens Lys, i Aandens Sandhed. Herre, se i Naade til os alle for din evige Kjærligheds Skyld. Amen!