Søren Jaabæk
Det norske Venstre
Drangseid, 5. juli 1875
Kilde: Folketidende, 11. aug. 1875.

Valgene forestaar, og der rører sig Kræfter inden vort Land, som er ugunstig stemt mod Frihedens og Selvstændighedens Udvikling. Plebisitmændene har vist hvad de vilde, og man ser tydelig Spor af deres ihærdige Bestræbelser. De er enige, og derfor stærke, medens de, der skulle befordre Friheden paa alle Hold og fremme tilbørlig Lighed for alle Folkeklasser, ofte ere vankelmodige, selvraadige, uenige.

Vi tror at det er en Hovedfejl blandt vort Lands Liberale, at de ikke vil vide af nogen politisk Fører; de vil maaske alle have Udseende af, at være lige selvstændige og i en vis Henseende lige Store. Ingen vil af Partihensyn give noget efter af sin særegne Mening, og heraf opstaar Partiforvirringen. Dette viste sig paa sidste Storthing saa grant i Stemmeretssagen og i Valgsagen for de finmarkske Byer. Lignende er det ofte. Men herved gaar Sejre tabt for det Parti, som skulde bringe Sejer hjem, og de Konservative, Plebisitmændene, ofte Reaksjonen - Tilbageskridningen - vinder lette Sejre ved Hjælp af selve de saakaldte Liberale.

Saa er Stillingen! Men saa burde det ikke være. I intet Land saavidt bekjendt med fri Forfatning, er det liberale Parti saa søndersprængt som i vort. Gaa til Danmark, og der finder man "det forenede Venstre" saa stærkt, at hele Ministeriet maa vige; gaa til Sverige, og Landmandpartiet kan næsten sætte igjennem hvad det vil; gaa til Tyskland, og "de Nationalliberale" følger sin Høvding i de velgjørende kirkelige Love til Frihed for Landet ved Kuelsen af Præstevældet. Gaa til Storbritannien, og du vil altid finde en Fører for det fremadskridende Parti. Ligedan er det i Svejts, De Forenede Stater og Italien. I Frankrig har Frihedsmændene med en mærkværdig Samstemmighed tilkjæmpet sig Sejre, uagtet de tydelig er i Mindretallet. Det eneste Land vi kan sammenligne os med i Partisønderrivelse, er Spanien, hvor heller intet Samhold kan øjnes; men derfor kommer de heller ikke noget fremad; der kan Modstanderne saa let vinde.

Man vil maaske spørge: Hvilke Førere har nu disse Landes frie Partier? Derom tror vi kan svares som følger: Danmark har Berg og J. A. Hansen; Sverige har Grev Posse; i Tyskland er selve Grev Bismarck Høvdingen i "Kulturkampen", hvorhos Lasker er en overmaade fremragende Mand. Storbritannien har haft sin endnulevende Gladstone til Fører i mange Aar, han er nu for gammel, og Lord Hartington er valgt til Partiets Fører. I Frankrig har de kjække Republikanere sin Gambetta, og den ædle gamle Thiers staar trofast bi, det kan man stole paa; Det ulykkelige sønderrevne Spanien vil ikke benytte sin ædleste Mand i Landets Tjeneste, Republikaneren Kastelar; han har, saavidt vides, forladt sit Fædreland.

Men det er for os det samme, enten Manden er Republikaner eller Monarkist, kun at han er ægte frifindet og kan rette sig efter Andres berettigede Mening inden sømmelige og forsvarlige Grændser. Vi lever i et Kongedømme og vi vil virke i det, som vi med Lov og Ærbarhed kan forsvare.

Har ikke Norge nogen Mand, som kan sammenlignes med disse nævnte Partianførere? Ligger Fejlen hos ham, hvis vi har ham, eller hos de mindre store Politikere?

Jo vi har ham - ligesaa fremragende som sikkerlig de fleste af de opregnede Navne. Vi behøver neppe at nævne hans Navn; thi Navnet Johan Sverdrup har saadan Klang, at naar man taler om Norges mest fremragende Politiker, da tviler ingen frisindet norsk Mand paa hvem der menes. Saa er det, og saa heldigt er det, at vi har ham som vor Mand i den liberale Række. Han kunne være et mægtigt Partis Fører, ligesaa dygtig, ligesaa frisindet, ligesaa stærk som Gambetta, I. A. Hansen m. Fl., og dog er han egentlig talt ikke Fører for noget Parti, saadant som man har dem i de nævnte Lande. Men Fejlen ligger ikke hos ham, thi han besidder alle Betingelser for en god Fører - efter hvad vi kunne skjønne; den ligger hos de mindre Politikere selv, hvis Selvstændighedsfølelse gjør, at de altfor ængstlig vil følge sin subjektive Overbevisning. De betragter ikke Tingene objektiv nok, heri ligger især Fejlen, saavidt vi kunne skjønne, hos mange. Deraf opstaar Splittelsen, deraf Tabene ved mangfoldige Stemmegivninger.

I andre Lande har de forskjellige Partier sine bestemte Lokaler til Partimøder, hvor kun Partiets Medlemmer kunne deltage i Forhandlingerne; men hos os er dette nu slet ikke Tilfældet; her er altsaa intet Sambaand, og Sagernes Udfald er ofte et rent Slompetræf hvilket Stemmegivningen angaaende de Finmarkske Byer tydelig viser.

Kunde Gambetta have sejret uden et tætsluttet Parti, der fulgte med ham? Kunde "Venstre" i Danmark have sejret over Reaksjonen i Folkethinget og Landsthinget, hvis ikke Partiet havde sluttet sig om sin Fører? Nej, nej!

Vi ser, især fra Danmark, at saasnart Thinget er hævet, holder mangfoldige af Thingmændene Møder med sine Vælgere; der er altid en organisk Forbindelse mellem Thingmanden og Vælgerne henholdsvis efter det Parti, de hører til; men her i Landet hører saadant til Sjeldenheder. Vort Lands Beskaffenhed gjør det ogsaa vanskeligere her at kunne samles saa ofte og fra saa fjerne Steder; men naar Driften var til det, saa vilde det ske oftere end det gjør.

Det norske Folk har neppe endnu det rette Syn for Sagens store Vigtighed. Medens Frihedspartiets Modstandere, som Plebisitrøren viste, har overmaade let for at forene sig, har Demokraterne meget vanskeligere herfor i deres Valgkredse. Medens verdslige og gejstlige lærde og formaaende og formuende Herrer paa forskjellig Vis er i Stillinger, hvori de kunne virke i sit aristokratiske Partis Interesse, er Folkepartiets Mænd gjerne i Stillinger, hvor saadant falder langt vanskeligere. Den store Fædrelandsven O. Konnel fik et aarligt Bidrag af sine Tilhængere, saaat han kunde virke ved Rejser og Taler; men for mange af de Norske smager det neppe at yde Landets mindste Mynt. At forfremme et eller flere Blade som Organer for det liberale Parti, tænker sjelden nogen paa, idet man lader dem sejle sin egen Sø saa godt eller slet som det kan ske. Men Modpartiet ved derimod meget godt at forfremme eller støtte sine Organer i Fædrelandets Tjeneste.

Vi skulde lære af Pietismen, se hvor virksomme de er; de rejser rundt, de holder Møder og Taler, trykker Smaabøger og Blade; men hvad gjør det liberale Partis Mænd? Lægger Hænderne i Skjødet!

Vi skulde lære af Missionens mange Venner; de holder Sammenkomster, de taler, de yder kraftig Midler til sin Sags Fremme; men hvad gjør Frihedsmændene i deres Vej? ak, de lægger Hænderne i Skjødet!

Og dog skulde vi virke for at samle vort Parti til fælles Optræden; vi skulde vælge os en Fører for det frisindede Parti i Thinget; vi skulde stræbe til Enhed i Valgene, nemlig frie oplyste Mænd, der har saadant Syn paa de offentlige Gjøremaal, at de sømmelig kan forene sig med Andre uden halsstarrig Paaholden paa egne Meninger i alle Dele.

Hvad Valget af Fører betræffer, da ville vi ønske, at alle Foreninger vilde udtale sig for Johan Sverdrup paa den Maade, at de anmoder sit Amts nuværende Repræsentanter om at virke for, at Sverdrup maatte blive tagen til det liberale Partis Formand ved ordentligt Valg, ligesom det t. Ex. gaar til i England. Ligesaa bør de nye Valg, som forestaa, saavidt muligt søges fremmet i den Retning, at de Valgte ville anerkjende Sverdrup som Fører for Partiet.

Hvem skal da i Amterne vælges? Personerne maa Valgmændene selv finde og forene sig om. Af Stemmelisterne vil man maaske nogenlunde se, hvem man har fundet sig tjent med; de, man ikke har fundet sig tjent med, bør forkastes. Efter vor Mening bør enhver i Amterne, som stemmede imod det videstgaaende Forslag om Stemmeretten, ikke gjenvælges; Stemmegivningen om de 65,000 Spd. til Skolelærerne drager stærkt i samme retning i Forhold til dem, der stemmede imod. Saadanne ægte frisindede Mænd som Sparre, om de end bevilger vel mange Penge ved forskjellige Anledninger, bør dog gjenvælges.

Hvad Byerne betræffer, da skriver vi ikke derom; de er Plebisiternes Arnesteder, og vil vel blive det i en lang Tid. Vi vil nævne nogle, som vi tror burde være valgt, hvis de bode paa Landet, thi saa har vi intet sagt om, at andre skal udelukkes, hvilket vi ikke vil indlade os paa. De Bymænd vi da vil fremhæve ved at tænke dem som Landsmænd er:

Danielsen fra Bergen, der er en helt igjennem Frihedsmand;

Jebsen sammesteds fra, uforfærdet, dygtig, og meget nyttelig i praktiske Gjøremaal;

Sten fra Stavanger, der besidder stor Dygtighed og Frisind i mange Spørgsmaal. Han maatte dog være med paa Bevilgning i samme Retning som de 65,000 Spd. anviser. For Almuskolen har han før ikke været den rette Mand. Han maatte være med at gjøre Almskolen mer selvstændig og folkelig og Lærerne vel aflønnede, selv ved Statsmidler.

D. Kildal, som er en frisindet Mand og ypperlig Præsident.

Bentsen, meget frisindet, og kanske det bedste Medlem, som Kirkeudvalget har havt.

Mænd som Kristiansen fra Laurvik og J. Svarts fra Drammen, ville med stort Savn beklæde Jarlsbergs og Budskeruds Amters Thingstole; begge besidder Dygtighed, der sjelden findes hos Handelsmænd, ja sjelden hos Latinere med.

Ifølge Foranstaaende vil vor Anmodning til Foreningerne gaa ud paa:

Holdt foran Valgene flittig politiske Møder og bliv foreløbig enig om hvilke Valgmænd I ville have.

Virk saavidt muligt for, at Valgmændene i Partimøde afholder Prøvevalg.

Udtal Eder for, at de liberale Thingmænd forener sig som Parti, holder Partimøder og vælger Johan Sverdrup som Fører.

Udtal Eder for, at Thingmændene bør, for at opnaa saavidt mulig Enighed, give gjensidig noget efter af sin egen Mening forat kunne optræde med Samholdets Styrke.

Bistaa rejsende Sendebud, som hertil maatte føle Kald og ansees dygtige, til at virke i Frihedens Tjeneste.

Styrk ved flittig Subskripsjon de Blade, som taler Frihedens og fornuftig Ligheds Sag mod hierarkiske og storvældige Bestræbelser.

Lader os fælles udtale os for, at Husmændene maa hæves af deres forkuede Stilling ved at tilstaa dem menneskelige og borgerlige Rettigheder; lader os videre udtale, at Arbejdere og Bestillingsmænd maa iligemaade faa Stemmeret efter det videstgaaende Forslag, som hviler, og stræb til Valg af frie oplyste, tolerante og dygtige Storthingsmænd, der ville anerkjende Johan Sverdrup som Partifører for "det norske Venstre".