Katti Anker Møller
Kvindernes fødselspolitik
Venstrekvinnelaget, Kristiania, 1919
Kilde: Katti Anker Møller: Moderskapets frigjørelse. To foredrag. Oslo 1974, s. 40 ff.

Vi har nu i lange rækker av år kjæmpet for like løn for samme arbeide. Vi har endnu ikke opnåd det over hele linjen, men vi erobrer mer og mer terræng for hvert år som går og det må vel nu snart sies kun at være et tidsspørsmål, når vi i alle stillinger, vi kan fylde, har samme løn som mænd. Den løn, som før disse vore bestræbelser begyndte, satte en mand istand til at ernære sig selv, kone og barn, og det endog ofte mange barn, den er nu den samme som en enkelt kvinde har ret til at oppebære som sin personlige løn til sit forbruk alene.

I den utvikling som her har fundet sted har den ugifte kvinde gåt av med fordelen. Vi misunder hende ikke hvad hun med rette fortjener, passe løn for sit arbeide, men vi kan på den anden side ikke la være at bli opmerksom på at den som under disse tingenes utvikling har trukket det korteste strå, det er den gifte kvinde og hendes barn i egteskapet. Det plus i mandens indtægter, som det før var forutsætningen skulde gå til konens og barnenes underhold, er efterhånden skrumpet ind, vanskeligere og vanskeligere er det blit for hende at få summen til at strække til til alle familiemedlemmenes samlede behov, indtil vi nu står overfor den situation at mand og kone og barn tilsammen ikke har høiere løn at leve av end den enkelte ugifte kvinde har alene.

Man har ganske vist ved tillempninger her og der, i skattelovene, ved dyrtidstillæg og mange andre lignende foranstaltninger gjort visse indrømmelser overfor en familiefar med stor forsørgelsesbyrde; men det kan allikevel ikke hindre at forholdet stort set er det, at der ikke længer er noget igjen i hans løn som svarer til hvad hans familieliv, det vil si, forplantningen og opdragelsen av den nye generation koster ham. Denne situation har endnu ikke tilspidset sig, den historiske avslutning på dette økonomiske forhold har endnu ikke nådd kulminationspunktet, der vil findes mange overgangsformer endnu i tiden fremover, men situationen vil dog stadig bli klarere og tidspunktet for en forandring rykke os nærmere.

Det økonomiske tryk har ført til indskrænkning i barnefødslerne - jeg vil dermed ikke ha sagt at det er økonomien som er den eneste årsak til denne kjendsgjerning. Sålænge denne foreteelse kun åbenbarte sig inden overklassen, betydde det ikke så meget for befolkningsspørsmålet, anderledes nu, når denne bevægelse snart vil nå masserne. Fra 1900 til 1915 er fødselstallet pr. år faldt fra 30 til 25 pr. 1000 indbyggere for det hele land; i Bergen til 19, og i enkelte menigheter i Kristiania til 15. Statistikken for 1914 sier at fødselstallet for første gang på mange år er under 60 000, uagtet vor folkemængde er betydelig større end før.

Mandens fortjeneste strækker ikke længer til for opdragelsen av mange barn. Den løn som blir igjen for disse formål er utilstrækkelig. Barneavlen foregår derfor i almindelighet hos os under mislige økonomiske kår.

Den pengesum som den ugifte kvinde nu ut av sin løn frit kan anvende til sit personlige forbruk, vilde ganske sprænge en familiefars budget om hans kone hadde de tilsvarende fordringer.

Det beløp som den gifte kvinde av familiens samlede budget kan avse til sig selv, kan ikke sammenlignes med hvad den ugifte kvinde kan ofre på sin egen person. Den gifte kvinde må skrue sine fordringer ned til det laveste minimum skal familielivet holdes oppe og de forskjellige medlemmer ikke lide for store savn.

Ved så godt som alt andet arbeide en kvinde nu vilde beskjæftige sig med, vilde hun være bedre økonomisk stillet end som hustru og mor.

Hvis hustruen i en familie dør og manden må leie et andet kvindemenneske til at utføre hendes arbeide, må han betale hende fra 2-3 kroner pr. dag, foruten kost og logi, en kontant sum pr. år, som den avdøde kone aldrig vilde tænkt sig muligheten av at anvende på sig selv. Enhver kvinde som vil påta sig husgjerningen i andres hjem, vil derfor få større betaling end om hun som gift arbeidede indenfor sin egen familie.

Efter hver barnefødsel må hun stemme fordringerne ned, der blir flere munde at mætte, flere kropper at klæ, mindre igjen til hende selv. Dertil kommer at en leiet husmor kun vilde ha at besørge barnearbeidet med de barn som allerede var til, men at bringe nye barn til verden, svangerskap og fødsel, med andre ord at forøke nationens folketal, har hun ingen forpligtelse til eller bry med, sådan som tilfældet vilde være for den gifte. Moderarbeidet, at bringe barn til verden og stelle med dem efter de er født, er et arbeide som vi derfor må si en kvinde utfører uten vederlag, eller så godt som uten vederlag, ialfald står hendes løn ikke i noget rimelig forhold til hendes arbeide.

Denne ordning stemmer ikke længer overens med det syn vi nu har på husmorens værdifulde opgave. Det svarer ikke længer til vor vurdering av en mors gjerning, at la netop dette arbeide være det mindst lønsomme en kvinde kan påta sig i verden.

I gamle dager var det forutsætning at barnene, når de blev store, på en eller anden måte sørget for sine gamle forældre. Barnene var dengang at betragte som en slags sparekasse, en alderdomsforsikring. Det stræv man derfor hadde med dem i deres barndom, gav i sin tid en slags renter. Det hører nu mer og mer til sjeldenheterne at barn overtager denne rolle.

Det forslag til alderdomspension for det norske folk som foreligger, er et bevis for den forandrede tingenes tilstand hvorved Staten for en del overtager denne forsørgelsesbyrde, som så mange andre.

At avle, ernære, pleie og opdrage barn er derfor nu blit ene og alene en utgift for forældrene. Fordelen av deres anstrængelser høster Staten, som nyder godt av den arbeidsdygtige person som hjemmet i form av det fuldvoksne barn overlater til samfundet.

Efter ca. 15 års bekostning og stræv av forældrene er Staten blit en arbeidskraft rikere, mens disse ikke får nogen personlig nytte eller økonomisk fordel. Sterkest føles dette naturligvis av moren, som den hele tid mest direkte har hat med barneavlen, barnestellet og barneopdragelsen at gjøre og som, hvis hun hadde valgt et andet arbeide, kunde ha været økonomisk heldigere stillet.

Det er derfor sandt, hvad riksdagsmanden og nationaløkonomen Friedrich Naumann sier i sin bok «Neudeutsche Wirtschaftspolitik»: Moderarbeidet er det eneste arbeide som i vor tid ikke betales.

Det er ikke bare det heller at arbeidet ikke lønnes, eller i bedste fald lønnes dårlig, men arbeidsydelsen på mødrenes felt står i motsat forhold til betalingen. Det er det omvendte av et præmieringssystem. Vi står os økonomisk bedre som gift ved ikke at få barn, mindre godt om vi får et eller flere og stadig dårligere om vi får mange. Et sådant system vilde vi ikke finde forsvarlig eller anbefalingsværdig på andet hold. Heller ikke kan mødrene bestemme over arbeidets mængde. Moderarbeidet pålægges hustruerne ganske på vilkårlig måte. Efter vor nuværende egteskapslov må hustruen til hvad tid som helst stå til sin mands kjønslige disposition, at negte samleie utover en viss tid er skilsmissegrund, så på den måte kan hustruen bringes i svangerskap med øket moderarbeide efter en næsten ubegrænset målestok, uten hensyn til familiens indtægter eller hvad moren selv synes hun formår at påta sig. Hendes ektefælle rår og bestemmer over hendes arbeidskraft, hun er underlagt «forsynet», som man har valgt at kalde det.

Hendes egtefælle er i virkeligheten hendes arbeidschef. Men hvilken ugift kvinde vilde år efter år i sin bedste alder og sin fulde arbeidskraft finde sig i sådanne arbeidsvilkår og sådant lønningssystem! Hvorfor skal netop moderarbeidet være så mislig økonomisk stillet og lønningssystemet så gammeldags og ubehagelig og utilfredsstillende? I virkeligheten er det jo umulig at en mors arbeide i og for sig kan foragtes.

Enhver der vil tænke sig om, må jo indse at det at sørge for menneskehetens fortsatte tilværelse, vort folks videre eksistens er det uundværligste av alt arbeide. Forplantningen er derfor den vigtigste kjendsgjerning i politik og samfundsliv.

Mens alt andet arbeide bringer vedkommende fordel, vil den ting at bli mor bringe et minus i en kvindes økonomiske tilværelse. -

Er det rimelig at alt arbeide vi utfører med vore andre organer skal lønne sig for os, men ikke det vi utfører med vort indre kjønslige utstyr, skjønt dette arbeide trækker ganske anderledes veksler på hele vor organisme og tar hver væske og hver fiber i vor krop i bruk, mere end noget arbeide vi utfører med vore ydre lemmer.

Hjernearbeidet for mænd, som man i så mange tilfælde har sat op som pendant eller motsætning til vort moderskapsarbeide, er jo det arbeide som for mænd lønner sig aller bedst.

Enhver har på det rene, og det blir aldrig undlatt at understrekes overfor os, når det gjælder konkurransen på det almindelige arbeidsområde, at endog menstruationen er en proces, som nedsætter vor arbeidskraft og forringer vor arbeidsydelse; hvad betyr da ikke i så henseende den langvarige og krævende periode som svangerskapet er.

For ikke at tale om fødsel og barselseng og diegivning, som i direkte grad beslaglægger hele vor person, men også barnestellet senere og opdragelsen er opgaver av en meget komplicert natur, både med hensyn til de fysiske og de åndelige præstationer, der forlanges av os, og er desuten av en sådan art at de vanskeliggjør os overtagelsen av andet arbeide. Men melder vi os til disse opgaver, da må vi være forberedt på at det er en pinsom og byrdefuld vei at gå og en som i økonomisk henseende lønner sig dårlig. -

Det skal være meget langt fra mig at underkjende de glæder man selvfølgelig har igjen ved at bringe barn til verden og leve i familieliv, det mægtige bidrag til lykke og tilfredshet som barn kan gi sine forældre. Men alt arbeide har sine velsignelser, en slags moralsk fornøielse, en velfortjent tilfredsstillelse, når det er lykkelig utført, men man forlanger ikke av andre mennesker at de skal nøie sig kun med disse glæder.

En lærerinde har også en slags tilsvarende glæde av sit barnearbeide. Men man undlater ikke derfor at gi hende løn for det. En familiefar elsker sin kone og sine barn og arbeider med glæde for dem, men han avstår ikke derfor fra at forlange løn for sit arbeide.

Den sidste gruppe personer, som arbeidet under sådanne kår, var vore sykepleiersker, som man forlangte skulde utføre sit arbeide av næstekjærlighet og kristen opofrelse, mens deres løn væsentlig skulde bestå i glæden over at hjælpe en syk. Men også for dem slog frigjørelsens stund. Nu regner vi det for at være en skam at by mennesker som arbeider med syke slike kår.

Kun mødrene befinder sig endnu under tilsvarende forældede lønningsvilkår, hvor man forsøker at avspise dem med sentimentale talemåter istedetfor at lønne dem reelt.

Forholdene ute i samfundet har utviklet sig på en sådan måte, at de langsomt litt efter litt har overlistet hjemmene og forringet og forværret hustruens stilling.

Husmødrene eller rettere sagt mødrene befinder sig på det første stadium av sin frigjørelse med alle kjendetegn og foreteelser som karakteriserer den begyndende klassekamp.

Som hustru og mor må en kvinde ta imot den løn hendes arbeidschef i egteskapet finder for godt at avse til hende.

Hendes underhold skal ganske vist stå i et visst forhold til mandens stand og stilling, men denne ordning beror på et skjøn, hun har intet positivt at holde sig til. Hun bestemmer ikke selv om hun skal føde 2 eller 6 eller 10 barn, hun har kun tålmodig at finde sig i hvad der i så måte vil indtræde.

Og hun kan vanskelig komme ut av forholdene uten at grundlaget for hendes økonomiske tilværelse truer med at svigte under hende.

Den hele ordning er utilfredsstillende. Det hele felt trænger en grundig revision.

Mødrenes arbeids- og lønningsvilkår må ut av sit gammeldagse patriarkalske forhold. Deres arbeide i hjemmet må få en retfærdig og rationel bedømmelse i likhet med hvad der nu er tilfældet med alle andre virksomhetsgrener for kvinder.

Mødrene må holde op at yde arbeide uten betaling. Så længe vi gjør det blir vi og vort arbeide foragtet, sådan som det er tilfældet nu. Det hjalp os ikke at få stemmeret. Vi regnes fremdeles ikke og behandles fremdeles ikke som så gromme mennesker som mændene.

Det kommer av, at vi på vort store arbeidsfelt yder så billigt og så ubegrænset. Derfor kommer vor arbeidskraft, det vil si vi selv, i lav pris og tilsvarende lav anseelse.

La os derimot sætte os ind i den forestilling, at vi i kraft av vort specielle kvindelige legemsutstyr kunde fortjene noget, at vor avleproces ikke som nu betegnet et minus for vor eksistens, en ulempe for vor tilværelse, men at vi kunde erhverve os vort livsophold ved det, da føler vi straks hvor ganske anderledes betrygget vi kunde se fremtiden imøte og hvor vor person vilde stige i kraft.

Vi kunde som mødre eksistere ved os selv og ikke længer være avhængig av en mand.

Der er ingen, som i vore dage har et så strævsomt liv som en mor i en familie med små indtægter. Hun skal hver dag søke at få pengene til at strække til - til det umulige. Med kropslige og åndelige anstrengelser arbeider hun med tilsidesættelse av sine egne behov, i håbløshet, uten evne eller utsigt til at begrænse eller regulere de krav, som stilles til hende.

Er der en stand, som i vor tid kan karakteriseres ved sin utslitthet, så er det mødrene i de små husholdninger. - Ingen er det som mere tydelig bærer præg av livets slit end den desværre så hyppig forekommende, ved barnefødsler og husarbeide overanstrengte, anæmiske og neurasteniske mor.

Skal vi i længden, i fremtiden opretholde moderskap iblandt os og ikke heller gå over til et mere indbringende, et mere behagelig arbeide, da må vi i tide søke at gjøre moderskap mere fordelagtig, mere tiltalende i enhver henseende, mere trivelig.

Vi må begynde med svangerskapet, som vel er det arbeide, som lægger størst beslag på os og føles mest besværlig og plagsomt, nedsætter vor arbeidskraft og ødelægger os som konkurrenter på det almindelige arbeidsmarked.

Ifølge mødreforsikringen er den sedvanlige utbetaling ved arbeidsuførhet for kvinder ca. kr. 1.00 pr. dag. Foreløbig kan vi begynde med denne dagløn. Det vil praktisk talt si kr. 30.00 pr. måned. Utbetalingen må ske fra svangerskapets begyndelse, da det er i den første tid av svangerskapet, at de store forandringer i organismen finder sted, og at arbeidsudygtighet, på grund av de hyppige forstyrrelser i vort velbefindende, er særlig fremtrædende. Denne sum må oppebæres også under diegivningen og hele den tid da barnearbeidet i hjemmet hovedsagelig er overlatt til moren og barnet ikke kan undvære hendes hjælp og tilsyn, indtil barnet er så stort at skolen begynder at overta ansvaret for det. Kr. 360.00 pr. år kan ikke sies at være en for stor sum for at sætte en mor bedre istand til at skape, opbygge og danne et menneskebarn. Hvor mange er det ikke som nu får løn for et meget mindre nyttig arbeide. Blir det flere barn, lønnes moren på samme måte for det næste, da hvert barn kræver sit særskilte stel, skal det gå det vel.

Vort første krav for at gjennemføre løn for moderskap eller mødreløn vil derfor gjælde en utvidelse av mødreforsikringens ydelser. Allerede nu oppebærer en mor erstatning for den arbeidsuførhet som opstår under svangerskapets sidste tid. Løn for moderskap er derfor ikke længer noget nyt princip, kun et skridt videre på den vei, som allerede er betrådt.

Vi nyder erstatning nu de nærmeste uker før og efter fødselen, i enkelte land gjælder dette flere måneder før og efter. At tilfredsstille dette krav blir bare en videre indrømmelse overfor det princip, som allerede er lagt til grund.

Vi begynder med dette krav for alle kvinder inden mødreforsikringen. Den omfatter de laveste indtægtsgrupper for familierne. Senere går vi til utvidelse av mødreforsikringens ramme, så den kan omfatte større og større grupper. På den måte kan vi efterhånden række alle de mødre, som selv steller sine barn og ikke leier arbeidet bort til andre.

Vi begynder med det beskjedne krav av kr. 30.00 pr. måned. Men når dette arbeide først blir omsat i penger, som alt andet arbeide, og en sund og for os meget nyttig sammenligning mellem dette arbeide og andet vil opstå, vil ikke kvinderne i fremtiden levere et svangerskap eller barnearbeide overhodet for en billig penge. Det vil bli det dyreste av alt kvindearbeide, som rimelig kan være.

Med løn for moderskap vil vi ha meget lettere for at opta konkurransen og stå os i kampen for tilværelsen. - Moderskap vil ikke da for den ugifte selvstændig erhvervende kvinde bli av en så overvældende katastrofemæssig karakter som nu, da det bringer mor og barn på avgrundens rand.

Nye barns ankomst vil da ikke for den gifte kvinde være en drawback i hendes tilværelse, men vil bidrage til at sikre hende utkommet, - som ethvert andet arbeide hun påtok sig.

Og hvorfor skulde det ikke det? Mænds arbeidskraft kan kun anvendes for at frembringe f.eks. jordbruksprodukter og industrigjenstande, døde ting, vi kan levere et levende, velskapt og velopdragent menneske, det er en høierestående produktion, det er rimelig den betales bedre.

Når vi nu ser fremskridtslinjerne i denne sak og tror at vi endog forholdsvis hurtig vil nå de første mål for disse vore bestræbelser, da blir det et mørkt og trist billede vi får av mødres, barns, særlig småbarns, liv i vore dage. Det mest iøinefallende er de økonomiske vanskeligheter, som nu følger så godt som ethvert moderskap, de giftes som de ugiftes, så kun få mødre kan imøtese et barns ankomst uten bekymring.

Vi ser hele den vilkårlighet, al den tilfældighet som mødrenes barneproduktion er underlagt, den likegyldighet og vårdsløshet der vises dem i det private egteskap, den mangel på systematisk omhu, hjælp og pleie som autoriteter og myndigheter lægger for dagen, under det nu av mænd ordnede samfund, hvor vore og barnenes interesse sættes i anden og tredje række.

Vi trænger en høierestående nøitral magt at støtte os til skal vort barnearbeide komme under kultur.

Den nuværende store dødelighet blandt spædbarn og barn i de første leveår, de mangfoldige aborter og fortidlige fødsler, fødselsvanskeligheter, sygdommer og dødsfald på barselseng, underlivssygdommer, som næsten anden hver kvinde som har født lider av, alt er en anklage mot det nuværende system og viser hvor ufuldkomment det hele er ordnet og stelt med fra først til sidst. Men fremfor alt åbenbarer det for os hvor avhængige, hjælpeløse, umyndige og tilbakestående vi selv er som mødre, hvor dårlig vi forstår at hævde os selv og hvor litet det endnu er gåt op for os den fremragende rolle vi spiller i samfundshusholdningen, - hvor mægtige de interesser er som repræsenteres ved os.

Elendighetsrummet på barselhjemutstillingen, som var et tro billede av tilfælde fra det virkelige liv i landets hovedstad år 1916, måler den likegyldighet, hvormed samfundet nu som helhet opfatter fødsel, barneavl og arbeidet med den opvoksende slegt i dens første levetid. Og dog er det dette arbeide som er det grundlæggende og derfor bør være det, hvorpå bestræbelserne indenfor vort offentlige liv fremfor alt må rettes.

Vi må istandbringe en høiere værdsættelse av moderskapet. Barnelivene må bli værdifuldere, kostbarere.

For at den «vare» vi præsterer skal stige i pris, er det en sikker og bestemt fremgangslinje at slå ind på og som føre til målet. Det har socialøkonomien lært os. Vi skal kun sparsomt la vor «vare», småbarn, tilflyte verdensmarkedet, eller vort hjemlige nationale marked. Den tid vi nu lever i, har til evidens bevist os, at det for alle produkters vedkommende er den sparsomme tilførsel, efterspørselen, behovet, som får en vare til at stige i pris. Så også hvad menneskeproduktionen angår. I de krigførende land ser man det aller tydeligst. Snart alle hensyn sættes tilside for at skaffe flere barn. De vante begreper om sedelighet og moral vakler. Den sterke forskjel på «egte» og «uegte» falder, selv det hellige egteskap ryster i sine grundvolde. En række foranstaltninger sættes iverk til bedste for mor og barn for at sikre en bedre svangerskapshygiene, fremme fødselshjælpen og barnepleien, og ingen summer er længer for store når det gjælder at holde mange barn ilive.

Vi må ikke indbilde os at vi kan få iverksat en større økonomisk vurdering av vort barnearbeide bare ved smukke talemåter om moderskapets hellige kald o.s.v. Al sentimentalitet må det være slut på. Vi har hat nok av ordene og vi ser med hvilket resultat. Når man kan få et arbeide for ingenting, hvem skulde da være så dum at betale for det? Det er tingenes hårde kjendsgjerning i verden som fremtvinger de økonomiske forandringer og presser lønnen op. Det er mødrenes lønskamp som nu er begyndt.

Den eneste vei vi har at gå er derfor at indskrænke barnefødslerne, således som vi allerede har begynt at gjøre det: fra 40 fødsler pr. 1000 indbyggere for ca. 50 år siden, til 25 nu for det hele land, under 20 for byernes vedkommende.

Vi må prøve at nå ned til 10 fødsler pr. 1000 indbyggere, da vil vi begynde at merke en forandring i opfatningen av kvindernes sociale stilling. Det er intet tal som formår at bringe statsmyndigheterne i sådan uro som et synkende fødselstal, især fordi alle foranstaltninger til at bekjæmpe det: religion, lovbeslutninger og politibestemmelser viser sig frugtesløse.

Det gjælder for os i de næste 50 år at fødslerne viser en stadig synken; da kan det hænde at statsmyndigheterne vil stille sig lyttende til vore krav. Men neppe før.

For at nå vort mål, for at påskynde den endelige utvikling, bør vi ikke la kundskapen om de preventive midler hos kvinder bero på en sådan tilfældighet som nu.

Et målbevisst arbeide bør utgå fra de ledende kvinder i samfundet, og først og fremst søke at række med denne kundskap til dem, som nu føder barn under de ugunstigste betingelser, arbeiderklassens kvinder, men også bøndernes, fiskernes, husmændenes, ja småkårsfolket i det heletat. Når kvinderne i almindelighet på dette område lærer at indrette sig således som overklassens kvinder allerede har gjort det i årtier, da vil vi i samlet trop kunne kræve ganske anderledes vilkår til bedste for vort moderskap, til vern for os selv og vore barn. Da skal ikke længer bekymring være den første følelse som fylder en mors hjerte ved tanken på det nye barn, og svangerskap skal bæres uten tilbaketrængte tårer og ophobet bitterhet.

Arbeidet for utbredelsen av de preventive midler må ikke længer vedbli at være et anonymt muldvarparbeide, som vi ikke tør vedkjende os. Vi må forstå og åpent erkjende at et almindelig kjendskap til disse midler er et led i mødrenes emancipation, at kundskapen om dem er nødvendig for en moderne moderskapshygiene og for fremme av en ansvarlig barneavl. De bør derfor indgå som et uundværlig led i arbeidet for at fremme en bedre folkehelse.

Det er kun en naturlig utvikling at vi efterhånden selv overtar og leder formidlingen av disse, som av alle andre tekniske midler vi har behov for inden vort store naturlige kald.

Distribueringen av dem ledsager vi med de påkrævede oplysninger, også om moderskapets kår og krav, dets pligter og rettigheter, dets sociale stilling o.s.v. Efterhånden bør også selve tilvirkningen av dem overgå på vore hender. Vi vil indføre en kvindernes imperialisme på vort eget retmæssige felt.

Mænd behersker og underkaster sig jordens naturherligheter og leder kraftstrømme på mange tusen kilowatts styrke; men vi har endnu ikke søkt at ta vore egne indre naturherligheter under vor egen kontrol. Vi er utsatte for andres egennyttige utnyttelse med tilsvarende rovdrift av livets organiske jordbund i vort skjød, og med tilfældig og ufuldkommen produktion som resultat.

Beherskningen av konceptionen er kvindernes eneste kampmiddel når det gjælder at fremme vore standsinteresser og vil kunne bringe mødres og barns liv i nye og forbedrede levevilkår. En ny æra for moderskap vil opstå.

På det åndelige område har vi grund til at frygte vi aldrig vil nå så langt som mænd. De store, rent fysiske krav, som forplantningen stiller til os, hæmmer os i konkurransen der hvor intelligensen spiller første rolle. Overklassens mænd hersker ved hjælp av sin åndelige overlegenhet, underklassens mænd behøver bare at true med sin fysiske kraft og vi kvinder skjælver. Hvad har vi at byde op mot alt dette? På begge områder er vi underlegne, og dog er vi mennesker med like ret til at leve som de og skaffe os gode og for oss tjenlige kår. Der er kun levnet os en magt: herredømmet over livskilderne. Med denne magt kan vi gjøre os tilstrækkelig gjældende. Men først må vi tilegne os den moralsk og teknisk og begge dele til fuldkommenhet. Vi må lære os til at beherske konceptionen, så den aldrig finder sted uten vi med fuld vilje ønsker at komme i svangerskap.

Vi kan da om vi vil stanse menneskeslegtens fortsættelse den dag vi ønsker. Dette er naturens særegne gave til os. Vi må lære os til at skatte den og gjøre den rigtige bruk av den først og fremst til bedste for os selv, så for vort barn og dernest til det hele samfunds gavn.

Ikke at følge med fremskridtet er en feil som hevner sig for den enkelte, endnu mer for en hel stand, og hele samfundet lider derunder. Og lidelsen har vi set i stor stil i vore dage. Krigen vilde ha vært utænkelig hvis mødrenes standsinteresser kunde ha gjort sig gjældende, hvis mødre qua mødre hadde kunnet bringe sin indsats i verdensutviklingen. Vi kan gjøre barnelivene så kostbare at krig må ophøre, bli utænkelig. Derfor må vi ta vor fulde rustning på og bidra med vor skjærv til menneskehetens fremgang.

Det er blit sagt, at det århundrede vi nu er kommet ind i er barnets århundrede. Det vilde være bra om det blev så, men det kan ikke ske før mødrene, som barnet er så avhængig av, emanciperer sig som mødre. Hustruen er mer appendix til egtefællen end til barnet, mer mandens elskerinde end mor for sit barn. Det kommer av det økonomiske avhængighetsforhold hvori hustruen er stillet under moderskap i det nuværende gammeldagse patriarkalske egteskap, hvor alle familiens medlemmer, det vil si kone og barn er avhængige av familiens chef og overhode. Mange ganger går dette godt, menneskene er ofte bedre end sine lover og institutioner. Men oftere går det mindre godt, mødrene og barnene får føle det uheldige ved sin underordnede stilling.

Det er så meget som fastslår og karakteriserer at forholdet i egteskapet er således: de offentlige bestemmelser angående egteskapets juridiske, økonomiske og moralske basis, gjængs opfatning, sæd og skik, nedarvet forestilling. Endog før kvinderne kommer ind i egteskapet er deres opdragelse lagt i samme retning, de skal avpasses for deres underordnede stilling. Som forholdene er nu må vi ofte på en uværdig måte beile til mænds gunst for at sikre os den økonomiske eksistens under moderskap. Vi utdannes derfor ikke til mødre, men der lægges stor vegt på alt som kan fange mænds opmerksomhet og sanseliv. Som mødre er vi derfor ganske uvidende når vi skal begynde på et så vigtig kald. Som stand er vi ukyndige og umyndige på vort eget arbeidsfelt. Dette er ikke underlagt vor indflydelse, vor ledelse, men vi må stille os som dem der skal retledes og motta veiledning av mænd angående vore pligter.

Et litet eksempel: De lærebøker i rationelt spædbarnstel som for tiden foreligger og som brukes av mødrene, er alle skrevet av mænd (på en hæderlig undtagelse nær). Dette er betegnende for vor inferiøre stilling på vort hovedfelt inden samfundslivet. Skrevet av lægerne Carl Looft, Einar Randers og Arthur Collett. I dem alle ofres der et væsentlig kapitel på en formaningstale til kvinderne om deres pligt til at gi sit barn bryst, der forholdes dem hvad de utsætter barnets liv for ved at forsømme denne opgave og hvilken skam det er at la adspredelse og nydelsessyke hindre dem i at utføre denne pligt, som barnets vekst og sundhet er så sterkt avhængig av. Der findes mange variationer i denne tale. Og dog er den kjendsgjerning ikke litet hyppig at brysternæringen må ophøre på grund av at moren kommer i nyt svangerskap, en tilstand som ingen mor ønsker sig så nære efter en fødsel, da hun nu helst vil vie alle sine kræfter til det barn hun netop har bragt til verden. - Men hun er oplært til at tro, at hun i egteskapet har pligt først og fremst til at føie sig efter egtefællens behov og ikke først og fremst efter barnets.

Hvorfor står der i lærebøkene om rationelt spædbarnstel intet ord om fædres pligter overfor det spæde barn? At deres nydelsestrang f.eks. ikke må hindre barnet i at få den ernæring som naturen har bestemt for det og som det ikke kan undvære uten med så skjæbnesvangre følger.

Fra lægehold, hvorfra der vel skulde angives det sunde og normale for kjønslivet og hvad der kunde fremme mor og barns vel, anføres det, at samleie kan tillates 6 uger efter en fødsel. Det er den officielle lære fra en kant, hvor man har den rikeste anledning og opfordring til at åpenbare hvad den utslitte mor og det forsømte spædbarn er utsat for og derfor ta skridt til alt som i denne retning kunde verne og beskytte dem.

Efter 9 måneders svangerskap og 9 måneders diegivning trænger en mor mindst 9 måneders hvile før hun bør begynde på et nyt barn. Og dette er endda bare minimumskravet for en sund barneavl.

Vi har endnu ikke begyndt at danne og oparbeide den moral, som gjennem mødrene skal verne om barnets ret. Lægerne, de fagkyndige funktionærer, som på vore vegne skulde ta initiativet til forbedringer, er part i saken og forholder sig passive. Vi selv er sunket så dypt i trællesind at vi i ydmykhet bærer vore lænker, tør ikke ræsonnere, og ser ikke vor virkelige pligt og ret.

Men hvordan kan mødrene, når de er så svake og avhængige, ivareta andres, barnenes, interesser, når de ikke engang kan verne om sine egne? Barnets århundrede kan ikke begynde før mødrene forstår at hævde sig selv bedre.

Det er en tydelig interessemotsætning mellem den mandlige naturdrift og det spæde barneliv, som vi først og fremst er sat til at verne om.

Jeg tar et eksempel fra det virkelige liv, et av de mange, enhver av os kan supplere det i mængdevis:

En arbeider gifter sig og får på 8 år 6 barn. Da døde konen av bukhindebetændelse. - Det var umulig for penger at få nogen tjenestepike til at flytte til ham og overta arbeidet med den store barneflok. Så giftet han sig med en pike som hadde 2 barn utenfor egteskap. Hun var ved 2 barnefødsler tilstrækkelig reduceret til ikke at avslå tilbudet. Hun blev en god mor for sine stedbarn, selv fødte hun 8 barn i egteskapet efter det hurtigst mulige tempo. Hun hadde længe skrantet, hostet og så elendig ut, måtte ofte søke læge, tilsidst fik hun pleurit og hjertefeil. Både hus- og barnearbeidet forfaldt, det var en jammer at se det hele stel. Arbeidet oversteg hendes kræfter. Allikevel kom hun i det 9. svangerskap. Da barnet var født, forbød lægen at det skulde lægges for brystet. 3 uker efter fødselen døde moren. Barnene blev spredt til alle kanter, det mindste døde før det var et halvt år gammelt.

Jeg spør, var det i dette tilfælde hensynet til mor og barn, som var sat i første række?

En kone, hun var forholdsvis velstående, hadde 7 barn. De sidste var et par tvillinger. Svangerskapene hadde været usedvanlig brysomme. Tvillingerne var ikke årsgamle og hun var på nyt i omstændigheter og fortvilelsen nær. Da jeg spurte hende, hendes mand var en forholdsvis dannet mand, om det da ikke var mulig hun for en tid kunde slippe samleie, svarte hun med en nedslåt, håbløs mine: «En mand i hans alder.»

En anden kone fik sit 3. barn, da det ældste barn endnu manglet 3 måneder på 3 år. Samleie var siden da blit hende smertefuldt, dog måtte hun finde sig i det 2 ganger om uken. Da hun klaget sin nød, spurte jeg hende, siden der ikke var anden utvei, om hun ikke kunde la sig skille fra manden. Men hun kunde ikke klare sit utkomme på egen hånd med 3 barn at passe og kanske hun ved en skilsmisse ikke fik beholde dem alle og det turde hun ikke utsætte sig selv eller barnene for.

For hvert 1000 skridt vi går i Norges land vil vi støte på en sådan utslitt, forpint og forkrøblet mor, og barn hvis retmæssige krav er sat tilside.

Mødrene må kaste lænkerne av og forlange de nødvendige forandringer, så de kan bli mødre fuldt ut for sine barn, således som mødre gjerne vil og barn har behov for. Svigter vi denne opgave, magter vi ikke at ta den op, da er kvindeemancipationen en chimære, vi forråder det kald som efter naturens orden er pålagt os og som bor i vort sind til menneskenes fremgang og frelse.

Mændene har indrettet sig efter sine behov her i verden. Nu er det vor tur. Mænd bevilger av nationens fællesmidler millioner til bedste for sine egne formål på deres arbeidsfelter. Nydyrkning av jord f.eks. får sine hundretusener, men nydyrkning av mennesker foregår ofte under de mest triste og bekymringsfulde kår, hvor man negligerer mødrenes helbred og hvor man sløser med spædbarns liv.

Under hele vor tidligere kamp for stemmeret og ret til arbeide og løn har vi instinktmæssig særlig fremholdt de argumenter for vor sak, som i mandens øine direkte eller indirekte kunde tjene hans formål.

Nu vi har stemmeretten i vor hånd kan vi åpent tilstå at vore, og dermed mener vi også vore barns, interesser undertiden er stik i strid med mandens, og just derfor har vi måttet og må vi fremdeles frigjøre os og fremsætte nye krav.

Som de kvinder, der er blandt de første som har fåt stemmeret, har vi forpligtelse til at gjøre vort bedste for at vor frigjørelse skal gå i det rette spor. Og vor frigjørelse skal føre til en moderskapets renaissance. Det er vort mål.

Når vi fra nu av vil søke at sætte os istand til at beherske tilgangen av liv og ialfald foreløbig bringe fødslerne ned til et minimum, så har denne bevægelse ikke den fjerneste likhet med den tilbakegang i nationens livskraft og levedygtighet, mangelen på moralsk kraft som man f.eks. under Romerrikets forfaldstid har villet tillægge kvindernes indflydelse, eller det moderne l- og 2-barn system i Frankrike, som skyldes andre årsaker.

Vi ønsker at beherske livskilderne for i hvert enkelt tilfælde at bli så fuldkommen mor som det er mulig under vor nuværende tidsalder at være det, men heller ikke at bli mor uten når vi ønsker det.

For at nå vort mål må vi ikke bare ordne det således at moderskap blir indbringende, så vi kan eksistere alene ved det, men vi må også sørge for at vi indenfor dette arbeide får plads for vor ærgjærrighet, forfængelighet og skapelyst og kunde få al den ære og berømmelse, alle de goder som ethvert andet arbeide gir her i verden, når det utføres godt.

Vi må også da til at begynde med søke at befri det for alle de nuværende indre og ydre ubehageligheter som kan undgåes, alle krænkende bestemmelser, og åpne et energisk arbeide for at hitføre alle de fordele som den moderne videnskap rækker os og som en større plads på budgetterne vil kunne skaffe os, alt i overensstemmelse med den bevisste moderne kvindes følelsesliv, tanker og behov.

Vi må begynde med en for moderskap itide anlagt hygiene og planmæssig legemspleie. Vi må forlange at alle unge kvinder får tilegnet sig den kundskap som er nødvendig for at de skal kunne få sunde barn og bli flinke mødre. Fødselshjælpen må være fri for alle og bekostes av Staten.

Allerede under behandling av mødreforsikringen i Stortinget faldt der fra de forskjelligste hold, særlig fra socialisterne, uttalelser som gik i denne retning og åbenbaret en dæmrende forståelse av hvor brændpunktet i samfundslivet er.

Foruten at fødselshjælpen må bli mere fagmæssig dygtig og dens funktionærer bedre lønnet, må også den smertefrie forløsning iverksættes for alle kvinder som ønsker det og ikke gjøres avhængig av den tilfældige økonomiske stilling. Al fødselshjælp, den private som den anstaltmæssige, må på kvindelige hænder, så kvinder under moderskap ikke længer behøver at behandles som kvindelige forbrydere overfor hvem alle sømmelighets- og blufærdighetshensyn sættes tilside.

Vi må også gi moderskapet en høiere social rang.

Den første indledning til moderskap, når vi gifter os og vi for alvor i større stil vil påta os dette arbeide, må da ikke være som nu, at vi stryker vort navn, dette ydre kjendemerke på vor personlighet, og under vort vigtigste arbeide i livet lever bak et halvt anonymitetens slør.

Går en kvinde ind til en anden gjerning, arbeider hun på et andet felt, tør man ikke byde hende sådanne betingelser. - En mors gjerning er ikke ringere end nogen anden virksomhet, hvorfor skal da en andens navn pryde hendes verk, selv om det er en som står hende nær og har del i verket. Navnet vil skjærpe hendes ansvar og æren øke hendes arbeide.

Vor egteskapslovgivning må forandres og bestemmelserne gjøres så klare, at ingen kvinde, fordi om hun er gift, tror hun må føde barn til verden, når hun ikke ønsker det. Økonomisk avhængighet må ikke forpligte hende. Hun må i egteskapsforholdet være befriet fra enhver følelse av tvang og underkastelse. - Samleie må ikke være en skyld hustruen betaler til gjengjæld forat manden ernærer hende, for da kjøper han samleie av hende som av en prostituert. Alle barn må bli frihets, kjærlighets og elskovs barn.

Den gifte mor tør ikke som forholdene er nu umiddelbart stille sig på barnets side og forsvare dets ret og interesser og vælge sine moderpligter og ubetinget hengi sig til bedste for dem. Den nuværende ordning av egteskapet, som fastslår hendes økonomiske avhængighet, underminerer hende i forhold til barnet og gjør hende mindre dygtig og skikket som mor.

Magthaverne, som har opbygget sin nuværende stilling på sin fysiske, intellektuelle og økonomiske overlegenhet, har ikke engang genert sig for at bruke kirkens indflydelse til at befæste sin magt og i de uoplystes og svakes sind itide indpode dem en følelse og betragtning av, at dette forhold er bestemt fra evigheten av og at kvinderne moralsk og religiøst er forpligtet til at underordne sig i egteskapet. Næsten anden hver kvinde i det norske egteskap bærer derfor uønskede svangerskap, og når man spør hende, hvorfor hun skal ha et barn, når hun ikke vil det, så svarer hun med et bibelsprog fra det gamle eller det nye testamente og hun tillater sig ikke at ræsonnere. «Gud har indstiftet egteskapet,» sier hun, og dermed mener hun egteskapet i sin nuværende form, overlevert os gjennem gamle asiatiske forestillinger med det maskuline herredømme i kjønsforholdet bibeholdt. En institution det er formastelig av hende at angripe og som hun må forholde sig til i ydmyghet.

Til denne voldtægt av de svake, uoplyste og umyndige lar kirken sig bruke endnu i vore dage, kirken som er bygget på ord som «al kjødslyst er fiendskap mot Gud», og «mitt rike er ikke av denne verden». I dette punkt er derfor den nuværende kirke, den officielle religion, mødrenes værste fiende. Vi må derfor få egteskapet ut av denne kirkens indflydelse og bygge det helt på borgerlig grund.

Når alt kommer til alt er det vor fysiske underlegenhet som mere end noget andet hemmer os i vort frigjørelsesarbeide og betegner os som mennesketype av sekundær art. Så længe kvinderne må begynde på barneavl før de er fuldt voksne, har vi intet håb om at komme bort fra den nuværende mindreværdige kvindetype. Ekteskapsalderen må derfor hæves, så kvinderne kan nå sin fysiske som åndelige modenhetsgrad før deres kræfter beslaglægges i barneavlens tjeneste.

Vi må se at komme bort fra de nuværende barneegteskaper.

Bevisstheten om vore slumrende evner som mødre, den fulde utfoldelse av vore kræfter under den ædleste kappestrid, vil fremme standsfølelsen mellem os og gi os nyt initiativ og mere kraft til at fremholde og få gjennemført vore fælles interesser som mødre.

Fosterfordrivelse, straf for fosterfordrivelse, barnefødsel i dølgsmål, barnemord og straf for barnemord vil falde bort av sig selv, når moderskapets kår blir gunstigere. Hvorfor skulde en mor føde i dølgsmål, når en fødsel av alle var anset som den vigtigste begivenhet som fandt sted i samfundet? Eller hvorfor skulde en mor hate sit barn på forhånd og lægge planer op om at ombringe det, når barn av samfundet ansåes atråværdige og en ny borgers ankomst som en rigdom og et held? Ingen mor vilde skamme sig over sin frugtsommelighet og skjule sin tilstand, når svangerskapet bragte hende økonomisk fordel og var anset ærefuldt.

Vi kunde da i fremtiden sætte alle andre hensyn tilside og efter vort eget fulde sind bli så ofte og så meget mor som vor hu står til.

Det er så betegnende for vore nuværende arbeidsvilkår som mødre at så megen skam og skjendsel, økonomisk elendighet, ulykke, sygdom og død, forbrydelse og straf følger i barneavlens spor. Vi har ingen myndigheter som ut fra vort syn, med vore instinkter tar sig av vore kår. Vi har endnu ikke skapt institutioner til at våke over barnepleien og barneernæringen, eller myndigheter til at skjærme om mødrenes helbred.

Det hele er et vanvyrdet område. Men moderskapets frigjørelse står for døren. For at fuldføre den må vi ta vor fulde rustning på: tilegnelsen av det tekniske herredømme over livets kilder.

Da vil vor magt bli uindskrænket. Og vi vil komme med magt. Det trænges, for som Bjørnstjerne Bjørnson sa: «Når kvinderne kommer, kommer de med fred, for de kommer fra børnenes vugge.»