Carl Johan
Min Hæder er uadskillelig fra Eders Frihed
Trontale, "ved Statsraad Sommerhjelm oplæst"
Stortinget, 8. februar 1821
Kilde: Storthings Forhandlinger i Aaret 1821, del I, s. 42-46.

Gode Herrer og Norske Mænd!

Sex Aar ere henrundne siden den Tidspunct, da Eders Konge antog den Pagt, der ved at forene Eder med et Folk, som nedstammer fra samme Forfædre som I, betryggede Eders Frihed og anviste Eder Sted blandt uafhængige Nationer.

Beretningen, som bliver Eder forelagt om Rigets Tilstand, vil sætte Eder i Stand til at kunne paaskjønne Fordelene ved Eders nærværende Stilling.

Intet Folk paa Jorden har med færre Opofrelser, end det Norske, erholdt constitutionelle Rettigheder, Frihed og Uafhængighed. Men for at bevare Forsynets saa kostbare Gaver, lad os ihukomme: at intet Folk er værdigt at være frit, naar det ikke forstaaer at være det under Lovene. Lad os ei glemme, at flere Stater have længe kjæmpet mod Despotisme, Anarchie og Borgerkrig. Andre have efter mange overstandne Farer seet sig nødte til, for det almene Bedstes Skyld, at indskrænke Rettigheder, som Lidenskabernes Voldsomhed havde misbrugt.

Ved at undersøge alt hvad Statsstyrelsen har virket siden det i 1818 forsamlede Storthing, ville I blive overbeviste om Eders Regjerings faderlige Omsorg, og den utrættelige Virksomhed, hvormed den vaager for Eders Vel.

Vist nok staaer endnu meget tilbage for os at afgjøre. Vor civile og criminelle Lovbog er endnu ei udkommen. De constitutionelle Magters Ligevægt og Skjelnemærker ere ei klarligen bestemte, men den Varsomhed, jeg har vist ved alle Leiligheder, hvor min Mellemkomst som Konge har været nødvendig, bør fuldkommen betrygge Eder. Budgettet og den tilfredsstillende Oversigt over Rigets Indtægter, som bliver Eder forelagt, vil gjøre Eder bekjendte med Landets Hjelpekilder, og sætte Eder istand til at tage de Forholdsregler, der ere nødvendige for at fyldestgjøre de Pligter, der paaligge Nationen.

Opgjørelsen med den Danske Regjering angaaende den Dansk-Norske Statsgjeld er tilendebragt. Skulde Norges Andeel have været bestemt efter Constitutionens 93de Paragraph, og i Forhold til dets Folkemængde, vilde det have faaet omtrent en Trediedel af denne Gjeld at tilsvare; men ved de Grunde, som Eders Regjering har gjort gjeldende, er denne Andeel bleven nedsat til en Sum langt under hvad der var beregnet dette Land til Last.

Forsynet har velsignet Jordens Afgrøde. Landoekonomiens raske Fremskridt vil snart, haaber jeg, sætte os i Sikkerhed mod Fremtidens Begivenheder. Agerdyrkning, Manufacturer og Haandværker ere Hovedkilderne til almeen Velstand; og disse Kilder udtørres aldrig hos et tarveligt og arbeidsomt Folk. Norges Handel lider under den samme Standsning, der hersker i alle Verdens Dele. Vi ville haabe, at Tidsomstændighederne vorde gunstigere; lader os imidlertid ved Stræbsomhed, Sparsommelighed og Klogskab søge at raade Bod paa den Forlegenhed, der er en Følge af hiin Standsning.

Med de fremmede Magter vedblive den Scandinaviske Halvøes tvende Riger at staae i de venskabeligste Forholde, og med sand Tilfredshed kan jeg bebude Eder: at uagtet den ubehagelige Hændelse, som er indtruffen paa Bodøe, har jeg al Grund til at haabe, at vore Handels-Forholde ikke ville lide under denne Tildragelse, der har viist sig fra en lidet fordeelagtig Side. Den Storbritaniske Regjering har ved denne Leilighed lagt for Dagen den forligelige Aand, hvis hele Værd Vi erkjende. Vor Værdighed fordrer, at Vi svare dertil.

Magternes Sindelag mod hinanden afmaales ikke efter Staternes Kræfter, men efter Statsindretningernes Fasthed og National-Selvstændighed. Eders Konges Formaal vil altid være at opretholde denne Borgen, uundværlig for Stater af anden Rang, og betryggende Folkenes Fred. Hans Villie kan aldrig være anden end Lovenes; Hans Hæder er uadskillelig fra Eders Frihed.