Ole Olsen Aaset
Pengetrangens Afhjælpelse
Stortinget, 12. februar 1821
Kilde: Storthings Forhandlinger i Aaret 1821, del I, s. 92-97.

Hr. Præsident!

Flere bekjendt, at Agerdyrkningen i de senere Aar har gjort betydelige Fremskridt, især i visse Dele af Landet, og i de fleste Egne tvende paafølgende frugtbare Aar; men, med alt dette, saa har dog Norges Indbyggere ikke kunnet ophjælpes og opretholde sig, og betale sine trykkende svære Udgifter, Told, Skatter med andre betydelige Onera; ligesom det maa være Enhver i denne Repræsentation bekjendt, at Landet og Kjøbstædernes Indbyggere ere i den største Forlegenhed og Nød til Udgifternes Bestridelse, ja i en synkefærdig Tilstand, med stoppede Hjælpekilder, deres Handel og Skibsfart i Staae, især Trælast-Handelen; den daglig i høi Grad tiltagende Pengetrang, som foraarsager og stopper Landets Productions-Grene.

Hvis fornemste Aarsag er, kommen fra Fortiden, Tidsomvæltning i det Dansk-Norske Pengevæsens totale Undergang (inden Foreningen med Sverig), den Danske Regjerings Misgreb, ved at have en Dansk-Norsk Flaade i Kjøbenhavn uden Forsvar, en Armee i Holsteen uden Nytte, derfor maa nu den Norske Nation lide af de ulægte Saar - forladt, lammet og opslugt Levninger af enhver vindskibelig Mands Formue. 

Den Norske Banks Pengemasse staaer i intet Forhold til Norges Folkemængde, om Roullancen var 4 Millioner Species, da Folkemængden er omtrent en Million, saa bliver der da kun 4 Spdlr. til ethvert Individ, og naar for Exempel 4,000 Mænd i Landet havde 1000 Spd. hver, saa udgjør samme Bankens hele circulerende Seddelmasse, og Resten af Folkemængden ikke fuldt en Million, slet intet. Men i al Verden, hvorledes kan da disse opretholdes og betale sine Udgifter til Staten, Told, Skat og Onera, samt producere sine Producter uden Penge? Hvis Mangel maa være indlysende for enhver, som nogenledes er udrustet med sunde Natur-Pund. Og, naar det er indlysende at Norges Pengemasse ikke staaer i forhold til Folkemængden, og hvorfor afhjælper man ikke den? men hvorfra, og paa hvilken retteste Maade finder man Fond til Pengemassens Forøgelse, matte jeg spørge? Omendskjønt jeg troer at det findes Udveie, naar Storthinget kun bliver enig om hvilken forholdsmæssig Sum? Og hvorfor kuldkastede man Laane- og Disconto-Indretningerne til Beløb 800,000 Spd. saa pludselig, i hvis Følge Concurs og tildeels at blive tvungen fra Gaard og Eiendom, som man har kunnet svare naar den har vedvaret nogen Tid, og dens Sedler tagne i alle Oppebørsler, saa har samme hjulpet paa nærværende ødeleggende Pengetrang for det Norske Folk, samt Statsobligationer, eller med andre Ord, 18 Maaneders-Obligationer, er ligesaa et sørgelig Budskab for Statens Vel! men Statens Eiendom og Laantagerne undergravet til Undergang, ligesom den Skibbrudne, der griber til ethvert Redningsmiddel.

Men nu har man etableret et udenlands Laan mod mageløse svære og maaskee ulovlige Renter, som vandre udaf Landet. Det jeg ikke kan begribe Hensigten at gavne til Landets Vel, og aabne de stoppede Hjælpekilder, samt forøge den Norske circulerende Seddelmasse, men maaskee et Middel til Luxux og Fliterstads at indføre i Landet og Laantagernes Formue ødelagt.

Man har sagt til Vished, at førend vi opnaaede det for Norge uheldige Aar 1807, havde Norge i Circulerings Middel aarlig over 8 Millioner gode al pari mod udenlandske Penge, med en for Landet florerende Handel og Skibsfart; men nu skal man kun hjælpe sig frem med mindre end det halve, uden at have nogen offentlig eller privat Casse at kunne erholde Laan af, som i Fortiden vare mange.

Pengevæsenets Værdie, Stigen, Falden og den synkende Cours beroer paa et Lands meer og mindre Kornavling, Producters Producering; Handelens Over- eller Underballance bliver unægtelig at forstaae saaledes: at naar udskibes meer end indskibes, da er Landets Penge gode i Overballance mod endeel udenlandske Penge; men det Modsatte indfinder sig, naar indskibes meer end udskibes; og hvorledes kan Udførselen overgaae Indførselen, naar ingen Penge haves eller kunne faaes, eller erholdes til at producere sine Producter, om de endog kunne afsættes til Fordeel i Udlandet? Saa hastig som mueligt at udfinde Udveie til at afhjælpe Landets og Folkets ødelæggende Pengetrang, maa være Storthingets Pligt at raadslaae, bedømme, drøfte og komme til Enhed derom inden andre mindre vigtige Ting forhandles?

Da Erfaring har viist os fra flere Kanter, at Mand og Mand i Landet ikke kan betale Mand og Mand sit, som har foraarsaget en uhørt Mængde Gjelds-Processer, Udpantning, Execution og Auctioner flere Gange, uden at kunne tilveiebringe noget Betalings-Middel, om han saa var vederhæftig Mand, uden Nytte for Creditor, men Debitors Gjeld daglig forøget ved Omkostninger og Renter, saaledes at være undergravet til Undergang, sadt udaf Stand til at opretholde sin Deel til Staten, sig selv og Familie, og tilsidst maa blive en Gjenstand for Fattigvæseners Omhu; men hvilket Fattigvæsen kan opretholde dem Alle, bliver nok en uopløselig Gaade.

I øvrigt, for ikke at kjede Storthinget med min Tale, opsættes det Mere jeg har at sige til en anden Tid. Ligesom Storthinget er i Besiddelse af Mænd, besjælede med større Indsigter og Talenter end jeg, bør saa hastig som muelig indkomme med Lovforslag til Odelsthinget til Pengetrangens Afhjælpelse.