Ole Richter
Halvhundrede Aars Fred og Frihed
Trondhjem, 17. mai 1864
Kilde: Ole Richter: To Taler paa Halvhundredaarsdagen. Trondhjem 1864.

Medborgere!

Halvhundrede Aars Fred og Frihed - femti Aar henrundne uden at den borgerlige Forfatning har været rokket eller Samfundsordenen rystet og uden at Fredens Veldignelser endog blot for en Dag har maattet vige for Krigens vilde Scener - visselig, det er allerede i og for sig et Billede for Sjelen, som er egnet til at stemme til taknemmelighedsfuld Eftertanke - dets Storhed kan alene maales med den Kjendsgjerning, at vort Land i Forening med Broderriget er det eneste mellem Nationerne, som vilde kunne fejre en saadan Fest, at den norske Konstitution i dette Tidsrum - alene med Undtagelse af Sveriges - er blevet den ældste skrevne Grundlov i Europa, at disse Lande ere de eneste, hvor ikke Krigens Fakkel har været tændt eller Borgerblod har flydt.

Ja, det er tilvisse en Modsætning, som er egnet til at fremkalde et gribende Indtryk, at medens de sidste halvhundrede Aars Historie for alle Europas Folk i større eller mindre Grad har frembudt en Række af Statsomvæltninger, Oprør, Krig og Voldsomheder, medens den ene Konstitution efter den anden har været omstyrtet og Throner henveiret i den stadige Vexel af Revolution og Reaktion, saa finde vi os den Dag i Dag i Ly af de samme Statsformer, hvorpaa de Fædre, der paa saa nær alt er vandret bort, for femti Aar siden satte Indseglet, og ingen Dag er oprundet uden at Freden har lyst Velsignelsen over dens Gjerning.

Dog vilde denne Modsætning være uden Værd og Betydning, dersom her intet andet eller mere var at sige, end at Norge i dette Tidsrum havde levet under en fri Forfatnings Bogstav og uden at være blevet forstyrret af udvortes Fiendehaand.

Lad os tvertimod netop paa denne Dag og idet vi fejre Forfatningens Fødselsfest, stille os skarpt for Tanken, at en skreven Grundlov i og for sig blot er en Form og at Spørgsmaalet om hvorvidt den er en Velgjerning beror paa hvorledes den har virket. En skreven Grundlov er blot Rammen - det er Folkets Liv, det er dets Aand, som afgjør om selv den bedste Forfatning blot skal blive en død og magtesløs Frase, det er endelig dets Historie og Gjerninger, som forvandler Formen til Realitet og giver Statsbygningen sit egentlige sande Indhold.

Dette er saa sandt og sikkert, at det med Tryghed tør siges, at det Folk, der bærer Frihedens Kraft i sig, selv under den daarligste Forfatning og med den sletteste Regjering, vil fremstille mere af Frihedens ægte Mærker end det, der med den bedstmulige skrevne Forfatning ikke forener de Egenskaber, den Komplex af national Dygtighed og borgerlige Dyder, der alene formaar at hævde Frihedens Væsen. Forfatningens Form kan forsaavidt alene begunstige Udviklingen af disse i Folket selv liggende Forudsætninger, men er uden dem intet og formaar neppe heller at skabe dem.

Lad os derfor - thi i dette ligger vor eneste Adkomst til at fejre denne Dag som en Glædeshøjtid - et Øjeblik dvæle ved det Spørgsmaal, om vi da altsaa tør lægge denne Maalestok paa vort Folk, om det har vist denne Bæreevne til Selvstyrelse, om den Fred og Frihed, som vi i det Ydre kunne paavise, i sit Væsen blot har været en Døsighedens Ro og en Formernes aandløse Skintilværelse, eller om den har været en kraftig Udvikling og Fremadskriden, - om disse femti Aars Historie fortæller os, at vi have en i det norske Folks sædelige og aandelige Kaldelse begrundet Ret til Frihed og Selvstændighed, og om Nutiden indeholder Spiren til fortsat Udvikling med Forjættelser for fjerne Efterslægter.

Der ligger en mægtig Borgen i denne Henseende allerede i den Maade, hvorpaa Befrielsesværket gikk for sig. Thi er der nogen Nation, som tør pege paa Frihedens Morgenrøde som en Emanation af Folkets egen Aand, som en Udstrømning af dets egen Kraft, saa er det vor. Den verken kom ved et Tilfældighedernes blinde Sammenstød, endnu mindre ved et enkelt Parties dristige Benyttelse af Øjeblikket, heller ikke blev den erhvervet for billig Kjøb. Den Deklaration om Frihed og Selvbestaaen, som udgjør Grundlovens første Ord, var en Viljesakt til den Grad skreved ud af et helt Folks Hjerte, at det for Betragteren af den Tids Begivenheder næsten tager sig ud som Udbruddet af en Naturkrafts Instinkter. Og under hvilke Omstændigheder? Under saadanne, der for den kolde Reflexion og den blotte Statskløgt fremstillede det norske Folks Rejsning mod Overmagten som Afsind eller blindt Overmod, - under saadanne, som syntes at frembyde ikke lot Vanskeligheder, men selve Umuligheden. Men til disse Kløgtens og Beregningens Varselsraad, som der ikke manglede paa, havde det norske Folk kun eet Svar: Vi har en Ret til at bestaa som en Nation, vi har en Ret til at raade over vor egen Skjæbne, og paa denne Sandhed ville vi sejre eller dø. Jeg forsøger ikke paa at oprulle noget Billede af den Tid, af Farerne som omringede os, at Landets udtømte Tilstand, af Offerne, som blev bragt - dette Billede maa idag staa for hver Mands Blik, og det er et sløvt Øie, som ikke gjennem Vaardagenes Begivenheder i 1814 ser, ikke blot en underfuld Frelse, men tillige den underfulde Kraft, som ligger i en Nations Selvhjælp, der vil hævde sin Tilværelse. Norge stod, som et af vore Broderlande nu, i sandhed ene i Verden, - stod opgivet eller endog fiendtlig angrebet af nærmeste Frænder, truet af alt hvad der var Magt og Storhed - det var forladt af alt undtagen af sin urokkelige Tro paa sin ret og sit historiske Kald, sin faste Beslutning, der lod det stride med Haab imod alt Haab.

Og denne stærke Tro frelste, blev kronet med Sejer.

Kanhænde at det for Mange fremstiller sig saa, at det for Frihedens og Selvstændighedens Sag vilde været godt, om den var vundet gjennem en endnu haardere Ildprøve, - om den Kamp paa Liv og Død, hvorpaa det norske Folk stod beredt, havde lagt sin Bloddaabs Indvielse endnu stærkere over Frihedsværket og over den skandinaviske Halvøes Forening. Men for det Synspunkt, som jeg her fremhæver, er dette ialfald uden Forskjel. Ingen, som har gransket den Tids Saga, vil tvivle om, at de Offere, som Fædrelandssindet den gang bragte i de mangfoldigste Skikkelser, vare fuldt saa store som de, der bringes paa Slagmarken: der var i den Udfordring til selve Skjæbnen, som syntes at ligge i det norske Folks Optræden, et dødelig dybt Alvor, som ikke engang havde behøvet det Valpladsenes Blod, der flød, for at vise den Beslutnings Fasthed, der stod bag den. Der blev lidt for at bygge det Paulun, hvorunder vi nu bo, ja lidt lige indtil Hungerens Kval; thi saa vidt var det kommet i dette Land, da det vovede at trodse Europas Beslutning og byde tifold Overmagt Spidsen.

Jeg siger at der i et saadant Udgangspunkt ligger en herlig Forjættelse om, at Friheden ikke kunde komme til at tilhøre det norske Folk som en blot ydre Form, - en Borgen for at den er en i vor Nationalkarakters Ejendommeligheder liggende Trang eller Nødvendighed - ja, at netop selve Lidelserne høre med til denne Borgen; thi for Nationerne som for Individerne gjælder den Guddommens evige Lov, at kun hvad der erhverves gjennem Offer, Anstrængelse og Kamp, faa sit rette Værd og Betydning.

Og tør vi ikke uden Overmod sige, at dette Varsel er gaaet i Opfyldelse, at den mellemliggende Tid uden Skamrødme tør fremstille sig som en ikke uværdig Affødning og Konsekvents af hvad der i 1814 saa mandefuldt blev grundlagt? Lad os til Besvarelse af det Spørgsmaal kun stille os for Tanken hvad Norge var den gang og hvad det er i denne Stund. Der ligger i vore naturlige Hjælpekilder visse Begrændsninger, som vi ikke kunne komme over, og som udelukke os fra Rigdommens Væddekamp med mere begunstigede Lande, men anlægge vi den mere naturlige Maalestok, som frembyder sig ved den simple Sammenligning mellem Før og Nu for vort eget Vedkommende, saa skal det erkjendes, at alt i vort Fædreland, i Aandens som i Materiens Verden, har havt herlig Fremvæxt i dette Tidsrum, at vi i meget endog have gjort Kjæmpeskridt, at der er udført Storværker, som vilde gjøre selv mægtigere Nationer Ære; og visselig, om de Fædre, som underskrev Grundloven, i dag kunde se ned paa sin Gjernings Frugt, saa skulde de erkjende, at de selv i sin dristigste Drøm om Fædrelandets Fremtid ikke vovede at haabe, at Norge efter blot 50 rundne Aar skulde have naaet saa langt.

Eller har der maaske under denne Udvikling manglet Træk af det Opoffrelsessind, den Selvfornægtelsens Aand, som danner det inderste Kriterium paa et Folks Evne til at bære en fri Forfatning? Man kan med Sandhed sige, at det første Decenium efter Rigets Gjenfødelse dannede en uafbrudt Række af Anledninger til at vise denne Borgeraand. Den norske Stat havde i alle Retninger at begynde fra nyt af, og de Anstrengelser, som blev gjort, er noget, som den nuværende Slægt lidet formaar at danne sig Forestilling om. Det er maaske ikke engang at minde om det mest fremtrædende af disse Træk, naar jeg nævner, hvad det kostede at bringe Landets fuldstændigt ødelagte Pengevæsen paa Fode, hvorledes Bonden for dette Øjemed bar sit sidste Sølvkrus til Bankens Kjelder - visselig ikke uden Suk, men dog uden Knur og uden Modvillje. De store Opoffrelser, som selv i denne fattigste Periode blev gjort for at ophjælpe Videnskab og Kunst og i det Hele taget de aandelige Interesser, er et ikke mindre mærkeligt Vidnesbyrd om Folkets Sands for hvad Nationalæren og Fordringen paa at gjælde som en selvstændig Stat byder; og det har havt sin rige Belønning i at Landet allerede ejer en Literatur og en særegen Sprogudvikling, som erkjendes at have Krav paa en selvstændig Plads ved Siden af de nordiske Broderlandes.

Heller ikke har der manglet Anledninger til at lægge for Dagen den Kjærlighed til Forfatningen eller den Aarvaagenhed og det Mandemod, som er beredt til at møde frem, naar Fare truer. Det var paa disse Træk i Folkekarakteren at de gjentagne Forsøg paa at omforme Konstitutionen, som i dens første Aar blev gjort, prællede af som imod en Muur - det var disse Frihedens stærke Vogtere som i 1821 lod Thinget raadslaa og beslutte uanfægtet af Magtens Uveirsskyer, - det var dem, som indgav Storthinget i 1836 sin Raadsnarhed og Handlekraft, og dem er det, som med Værdighed og Fasthed har hævdet Jævnbyrdigheden i Forholdet til Broderlandet - ja selve denne Dags Historie indeslutter Minder, som vise at det norske Folk baade ved at vurdere hvad den har skjænket, og besidder Mod og Udholdenhed naar det gjælder at forsvare dens Velgjerninger.

At vi ikke have manglet Øje for hvad der er en fri Forfatnings naturlige, om end fjernere og blot middelbare Konsekventser, derom bærer den borgerlige Lovgivning glædelige Vidnesbyrd. Naar jeg i den Forbindelse erindrer om Kommunalforfatningen og om Folkeskolens Ordning, saa har jeg nævnt to Ting, der ikke blot gjøre Samfundsudviklingen Ære, men som danne virkelige Hovedstøtter under Frihedens Tempelhvælv.

Saaledes, Medborgere, tør vi med frejdig Fortrøstning sige, at den store Appell, som idag for 50 Aar siden blev gjort til det norske Folk, ikke er blevet tilskamme - ja vi skal sige mere, at Alt hvad der til denne Dag er skeet, sammen med vor egen Følelse bærer Vidne om at Friheds- og Selvstændighedsværket fra Eidsvold er saaledes sammenvoxet med hele vor Erkjendelse og Tilværelse, at vi ikke vilde kunne leve og aande udenfor det. Ja, saaledes er denne Forfatning identificeret ikke blot med vor nationale Existents men med hver enkelt af os personlig, at om den tænktes med Vold omstyrtet, saa vilde den endda kunne læses i den Slægts Præg og Karakter, som har været opdraget under dens Indflydelse og Ly: denne Slægt er dens Støbning, der vil gjentage sig fuldkomnere i hver ny.

Ikke altsaa som om vi nu skulde staa ved et endelig Maal, ikke engang som om vi skulde have naaet Modenhedens Alder, nationalt og politisk taget. Meget, meget staar der igjen at gjøre, og hvad vi ved at kaste Blikket tilbage have Ret til at paastaa, er kun at Arbejdet aldrig har hvilet og at det fremdeles er i Fremadskriden. Hvad vi endvidere have Ret til at sige, er at, har end meget gaaet seent og kan der end paavises Fejl og Vildfarelser, saa have disse ikke været enten store nok eller mange nok til at forstyrre eller fordunkle det samlede Totalbillede som et glædeligt og opmuntrende. Men paa samme Tid - lad det allermindst idag være fordulgt: tiltrods for alt hvad der er udrettet, er endnu meget i dette Land et Nyrydde, som venter paa Haanden, der skal gjøre lyst og frugtbart. Endog i selve den konstitutionelle Statsbygning er der hele Partier, som til denne Dag ligge ufuldførte - det gjælder ikke blot den rene Ornamentikk, det gjælder Dele af selve Forfatningens Væsen. Jeg behøver ikke nærmere at udvikle dette - jeg skal alene exempelvis nævne den for Selvstændighedens Bevarelse saare farlige Brøst, som ligger i Mangelen paa konstitutionelle Garantier med Hensyn til den udenrigske Politikk og i visse Punkter ogsaa vort Forhold ligeoverfor Broderriget. At Forfatningen heller ikke i den borgerlige Lovgivning hidtil er kommet til fuld Gjennemførelse, er en Sandhed, som ligesaavidt skal erkjendes: det er nok her at paapege den dømmende Magts Organisation og de Samfundsspørgsmaal, som dermed staa i Forbindelse.

Men alt dette er da den Gjerning, som paaligger Fremtiden. Det er for dens Mænd heri at fuldføre hvad Fortiden og vi ufortrødent have arbejdet paa. Og sa sandt vi tør tilegne os denne Tanke, saa skal vi ogsaa paa denne Mindernes store Dag turde se Fædrene i Øjnene, og engang selv med Ro og fortrøstningsfuldt Haab for vort Land søge Hvile efter Dagværket under den samme Muld, hvor de slumre. Det Billede jeg brugte af et Nyrydde skal endogsaa med denne Bevidsthed være os en Trøst; thi deri ligger Tanken om det Sunde og Ungdomsfriske, om at der endnu intet er af Udlevethedens eller det Forældedes Mærker, og at Muligheden til den største Kraftudvikling endnu ligger foran os.

Saaledes ere de Auspicier, som vi tør tage fra vore indre Tilstande, saaledes de Varsler, som vise sig inden vore egne Landegrændser. Alligevel har der just denne Gang lejret sig en mørkere og mere truende Sky paa vor Maihimmel end nogensinde. Det er - jeg behøver knapt at sige det - den Dødsens Kamp, som i denne Tid føres paa Danmarks Sletter. Det tiltrænger ikke Udvikling, thi saa dyb og almindelig har Følelsen været af hvad denne Kamp betyder for os selv, at det kun har været med Tvivl, om ikke Landesorgen og Deltagelsen i vore Brødres Nød maatte udelukke Muligheden af en Glædesfest, at vi idag samle os. Og med Rette; thi hvad der sker i disse Dage, truer den hele nordiske Stammes Levedygtighed, og ikke mindst det norske Folks. Naar vi da alligevel fejre denne Mindedag i festlig Samlag, saa sker det i Haab og Forvisning om at den udødelige Hæder, hvormed Danmarks Hær og Folk har bedækket sig i denne Heltestrid, tilsidst skal samle sig i Triumf og Sejer for deres retfærdige Sag. Ja, lad os tro og haabe, at det Almagtens Raad, der lod Norge blive frelst som ved et Vidunder, ikke kan ville at dette Værk skal tilintetgjøres gjennem den lignende Kamp, som det danske Frændefolk nu fører, - lad os haabe, at det Aar, hvori vi fejre Enden af et halvt Sekulums Selvstændighed, Frihed og Lykke, skal danne Udgangspunktet for et lignende Jubelaar for Danmark, hvori det samtidig med Norges Hundredaarsjubilæum kan højtideligholde den Dag, der for alle Tider befriede det fra Fremmedherredømme og befæstede Nordens gamle Grændse mod Syd.

Maaske skulde disse Lidelser til for at forberede en større og herligere Fremtid for den nordiske Stamme. Maaske var denne Ildprøve nødvendig, for at Danmark gjennem den skulde lutres til fuld Bevidsthed om sit historiske Kald og om at det i Sandhed tilhører Norden; maaske var den nødvendig for at de to Folk paa den skandinaviske Halvø, gjennem Deltagelsens Smerte, Frygt og Haab, gjennem de halvt harmfulde, halvt ydmygende Følelser, som uvirksom Beskuen har indgydt os, ret skulde komme til Bevidsthed om Stammeslægtskabets Nærhed og om hvor dybt vore Interesser, ja vor egen Selvopholdelse er indvævet i Danmarks Skjæbne.

Lad os da fra de Betragtningens Højder, der tilhøre denne Dag, tilraabe vore danske Brødre, at de maa holde ud, at de ikke maa opgive Kampen for sin, for vor Tilværelse og Nordens Ære, at Hjælpens Dag vil komme og Sejrens med den. Lad os ogsaa tilraabe dem, at naar vi idag fejre en national Glædesfest, saa sker det ikke i hjerteløs Mangel paa Deltagelse, ja, at naar vi ikke have staaet sammen med dem Skulder ved Skulder for at værge om Tyra Dannebods Volde, saa skal det ikke med Retfærdighed være en Betegnelse for det norske Folks Hjertelag, men at vi ikke have Medansvarlighed i Diplomaternes Rænker.

Saa være da denne Dag indviet med Tak, med Fortrøstning og med Haab: Med Tak til Fædrene, som ikke mistvivlede i Fædrelandets dybeste Nød, til Gud, som lod deres dristige Gjerning lykkes og skjænkede den Fremvæxt; med Fortrøstning fordi vi føle, at den Aand, som gjenopreiste Norges Rige med sin Kongestol og med sit Folkeraad, lever i al Daad og Idræt indtil denne Dag; med Haab for Fremtiden fordi vi vide, at denne Aand ejer Kraft og Styrke til at hævde det Nedarvede og skabe nye og større Udviklingsbaner.

Maatte dette Haab se sin Opfyldelse gjennem Slægterne, maatte Friheden, alt som Aarene gaa, ryste rigeligere af sine Velsignelsers Overflødighedshorn ned over Folk og Land, men maatte den ogsaa med sin strenge Tugt, af dette Folk opdrage en haardfør Race, der aldrig vil betænke sig paa at ofre al anden Rigdom og timelig Vinding for Fædrelandets Selvstændighed og Ære. Ja, maa den Dag aldrig oprinde, da Nordmænd ikke med Stolthed og Selvfølelse tør pege paa hin Grundlovens første Paragraf:

"Norge skal være et frit, selvstændigt og udeleligt Rige".