Jonas Anton Hielm
Publicitets-Principet i vores Statsforfatning
Stortinget , 12. februar 1830
Kilde: Kongeriget Norges sjette ordentlige Storthings Forhandlinger i Aaret 1830, s. 30-39.

Publicitets-Principet i vores Statsforfatning, paa hvis Anvendelse eller Indskrænkning Spørgsmaalet egentlig gaaer ud, er af saa meget Vigtighed, at jeg vel tør vente Undskyldning, naar jeg udførlig yttrer mig i Sagen, om end det, som jeg har at sige, maatte ansees overflødigt med Hensyn til selve Sagens Afgjørelse. Publiciteten fik et haardt Stød ved sidste overordentlige Storthing, gjennem Ansvarlighedslovens Bestemmelse om ubetinget Hemmelighed ved de øverste Domstole. Committeen har i nærværende Sag tiltænkt den et andet. Exemplet vil drage flere efter, og Publiciteten saaledes gradviis synke i Hemmelighedens Grav, hvorfra Despotismens Morgenrøde udgaaer. I al Fald vil dog Sagen igjennem Storthingets Forhandlinger underkastes Almeenhedens Dom. Men jeg kan ikke ansee det ønskeligt, at det skeer ved Committeens Indstilling alene, eller uden at et audiatur et altera pars stilles ved Siden. Derfor agter jeg at bede Protocollen vedlagt Grundene for min Stemme skriftlig. Men for at bane mig Vei dertil maa jeg, efter Reglementets § 25 Litr. c, først fremsætte disse Grunde under Debatterne, mundtlig:

Grundlovens § 84 byder: "Storthinget holdes for aabne Dørre - undtagen i de Tilfælde, hvor det Modsatte besluttes ved Stemmefleerhed." Det er fuldkommen min Troesbekjendelse, hvad der oftere indskjærpedes Storthingene af en Stemme, hvilken vi altid bør høre med Ærbødighed, at Lovene, og fremfor alle, Grundlovene, kun rettelig paa een Maade fortolkes, nemlig bogstaveligen. Heri alene er Sikkerhed. Heri alene den Betryggelse mod Vilkaarlighed, som Staten skylder sine Borgere. Ifølge hiint Grundlovsbuds tydelige Bogstav er det Pligt for Storthinget, saa ofte det er samlet, aldrig at lukke sine Dørre, uden foregaaende Beslutning.

Men Committeen vil have Grundlovsbudet fortolket indskrænkende derhen, at Udtrykket: "Storthinget holdes" alene maa have Hensyn til dets Virksomhed efter den Kongl. Aabnings-Tale.

En saadan Indskrænkning er, savidt jeg skjønner, aldeles vilkaarlig, og stridende baade mod Ordenes naturlige og deres ved Grundloven selv paa andre Steder tilkjendegivne Betydning. Det første synes selve Committee-Indstillingen at godtgjøre. Thi uagtet Man i dens Overskrift har søgt ved Omskrivning at undgaae Benævnelsen "Storthing", saa har man dog siden i Texten gjentagne Gange maattet erkjende, at nærværende Forsamling er intet andet end Storthinget. Det hedder saaledes, at Captain Mariboes Forslag er "fremsat i Storthinget"; at "Storthinget" i al Fald ikke maa give Slip paa sin grundlovsmæssige Ret til at beslutte Dørrenes Lukning" o.s.v.; og alt dette i samme Stund, som man vil bortforklare Grundlovens Ord med den Paastand, at vi endnu intet Storthing holde.

De Grundlovssteder, som Committeen har paaberaabt for denne Bortforklaring, forekomme mig at bevise imod den, og saaledes godtgjøre, at Ordene i § 84 ere brugte i deres naturlige Betydning om enhver Forsamling af Rigets valgte Repræsentanter. Saaledes § 67, der, ved at definere Ordet Storthing, lærer, at derved forstaaes de valgte Repræsentanter som Collectiv betragtet, hvad enten de ere samlede paa eet Sted eller ikke. Overeensstemmende hermed taler ogsaa Grundlovens § 66, 74, 80, 82 a om Storthingets Forsamlinger, og § 69 o.fl. om at sammenkalde Storthinget, hvilket vilde være aabenbar Tautologie, om Storthinget ikke existerede, endog uden at være samlet; - hvormeget mere er det da til, naar det er samlet og arbeider - det er - holdes. Ogsaa den almindelige constitutionelle Talebrug stemmer hermed. Den nævner, t. Ex., Britanniens Parlament, Frankrigs Deputeredes Kammer, som 7aarige, uagtet det er bekjendt, at de ikke vedholdende i de 7 Aar ere samlede.

Ogsaa § 68, som Committeen paaberaaber, synes at vidne imod den. Thi naar den taler om, at Storthinget aabnes - det er umiskjendelig, at dets Forsamling tager sin Begyndelse den første Søgnedag i Februar, og man ikke kan negte, at Grundloven i denne Henseende ikke er overtraadt, sa vilde det lade heel modsigende, at Storthinget vel er aabnet, men dog ikke holdes.

§ 74, naar den byder, at Storthingets Forhandlinger, det er, de Forretninger, som ere Gjenstand for dets Forsamling, skal aabnes med en høitidelig Act, indeholder intet om, at det ikke holdes, før denne Act er foregaaet, men meget mere det Modsatte. Thi det tilkjendegiver, at Storthinget har adskilligt at forrette, før denne Act kan foregaae, nemlig alle de Handlinger, som indbefattes under Udtrykket: "at constituere sig." Hertil hører Udnævnelse af Præsident og Secretair, efter samme § 74; Erklæring at Storthinget har samlet sig som Storthing efter § 82 a - hvilket ogsaa visselig var den første Act, som den valgte Præsident efter sit Valg foretog, en Act, som gjentages hver Dag, naar Samlingen begynder; - Bestemmelse af sit Politie, det er, Reglementets Antagelse efter § 82 Litr. b; - Afdeling i Lagthing og Odelsthing efter § 49, samt desuden Bedømmelse, Antagelse eller Forkastelse, af de tilstedeværende Medlemmers Fuldmagter, i Forbindelse med Stadfæstelse eller Forkastelse af paaankede Kjendelser om Valgstridigheder efter §§ 64, 65 og 82 c og d. Alle disse Handlinger foretages efter grundlovens udtrykkelige Ord i de citerede §§ af Storthinget som Storthing, og kan ikke foretages af nogen anden Auctoritet. Mig forekommer det fast som en Urimelighed, om man vilde paastaae, at Storthing alligevel ikke holdes, naar disse Forretninger foretages eller, med andre Ord, at negte § 84 Anvendelse paa de Forsamlinger, under hvilke det skeer.

Forskjellen i Udtrykkene i § 68 og 74, naar det i første hedder: "Storthinget aabnes" - i den sidste, at dets "Forhandlinger" aabnes - fortjener maaske ogsaa at bemærkes, da det synes som Committeen har fundet Beviser for sin Mening i formeentlige overensstemmende Bud paa disse 2de Steder.

Hvis jeg ikke feiler i det Anførte, saa skjønner jeg ikke rettere, end at der er begaaet Feil mod Grundlovens § 84, hvis man har udelukket det hidtil Passerede fra den der anordnede Publicitet, uden foregaaende Beslutning derom, - hvad jeg imidlertid ikke anseer mig berettiget til at slutte deraf, at jeg ikke har seet nogen Tilhører paa Galleriet, - og heraf følger fremdeles, at Galleriet efter Grundloven, fremdeles bør blive aabent, under Debatterne om Fuldmagternes Antagelse og Forkastelse, saalænge Storthinget ikke udtrykkelig har fattet nogen modsat Beslutning; - samt at, hvis Galleriet virkelig har været lukket, denne Feil da snarest muligt, og for Fremtiden bør rettes.

Antaget imidlertid, at her ikke holdes Storthing, at det saaledes ikke efter Grundlovens § 84 var Pligt at respectere Publicitet, saa er det dog unægteligt, at vi, betragtet som hvilkensomhelst anden Forsamling, ikke kunne være forpligtede at skjule vores Foretagende, men maae være berettigede til at give dem den størst mulige Offentlighed, - siden det dog ingensteds er forbudet.

Vi spørge altsaa dernæst, med den ærede Committee, om der er tilstrækkelig Grund til at fatte beslutning om, at debattere over Fuldmagterne for lukkede Dørre?

I saa Henseende maa det tillades mig at bemærke, at der egentlig ikke er fremkommet noget Forslag derom, saa at der mangler formel Adgang til for Tiden at sætte dette Spørgsmaal under Votering.

Forudsat imidlertid, at jeg tog Feil i denne Formening, eller at Forslag skede om Dørrenes Lukning, da forekommer det mig, som følgende Grunde burde gjælde: En Grundsætning i vores Statsforfatning er Offentlighed. Jeg haaber denne Sætning for almeenerkjendt, at jeg tør fritage mig for Beviisførelse herom; men hvis der virkelig var Grund til at tvivle, saa maatte dette Ordinarium have Præsumtionen for sig. Uden Nødvendighed bør ikke gjøres Undtagelse fra en ekjendt almindelig Regel. Skade af Offentlighed i det omhandlede Tilfælde formaaer jeg ikke at indsee, mindst Skade for Staten; og dette alene, ikke nogen privat Mands særskilte Interesse, synes mig at kunne være Grund til Undtagelse. Offentligheds Vigtighed i politisk Henseende tør vel antages erkjendt i Almindelighed, saa at der ikke skal ringe eller ubetydelige Grunde til, for at sætte sig ud over den. Lad være at ingen Repræsentant hos os, som det ellers i almindelighed troes, behøver Offentlighedens Spore for at holdes inden Grændserne af sin Pligt, eller dens mægtige Bevæggrunde til ikke at give efter for indvortes eller udvortes Fristelser: Mistanke om, at det er andeledes, er dog Hemmelighedens naturlige Følgesvend. "Man troer at finde Brøde - siger en berømt Skribent - hvor Hemmelighed findes; thi hvorfor skjule sig, naar man ikke er bange for Lyset? En saa indlysende Sandhed falder Folket af sig selv i Øinene; og hvor den sunde Menneskeforstand ikke opdagede den, maatte Ondskaben sætte den i Gang." Den Retskafne Mand behøver intet Skjul, og den ikke Retskafne bør ikke nyde det, hvad enten han saa findes imellem dem, der skal dømme, eller dem, der skal dømmes. Derom tør jeg haabe at enhver af mine Medrepræsentanter ere enige med mig; men heraf synes at følge, at ingen kan ønske Hemmelighed, og ingen uden Inconseqvence stemmer for den.

Ogsaa af en for denne Sag særlig Grund anseer jeg Offentlighed just ved denne Behandling ønskelig: Behandling af Fuldmagterne for aabne Dørre vil nemlig bidrage til at udbrede Lys over den Fremgangsmaade ved Valgene, der af Storthinget i Tvivls-Tilfælde ansees for den rigtigste, og saaledes bidrage til at forebygge Mangler, der lettelig kunde drage til Følge for selve Constitutionens Tilværelse; en Synsmaade, der maaskee er end vigtigere, efterat Valgloven, ved Krav paa en Mængde Formaliteter, som Grundloven overlod til Godtbefindende, har gjort Valgformerne endmere indviklet.

Skulde det være Tilfældet, som den ærede Committee antyder, men som jeg i det mindste ikke har kunnet finde Spor til i de trykte Forhandlinger, at de foregaaende Storthing have, uden foregaaende Beslutning, behandlet Fuldmagterne under lukte Dørre, da kan dette dog ikke danne en Retsregel, hvorved Grundlovens § 84 skulde være ophævet, eller ethvert paafølgende Storthing være hindret fra heri at handle, som det anseer lovmæssigst eller tilraadeligst og hensigtsmæssigst. I Reglementets § 53 og 54 kan jeg ikke heller finde nogen Grund for Hemmelighed, da det maa staae lige meget i Præsidentskabets Magt, at iagttage de der givne Forskrifter, enten den Kongelige Aabnings-Tale er holdt eller ikke.

Den Erfaring, som Committeen henter fra formeentlig fortrolige Meddelelser under de foregaaende Storthinge, indeholder disses Forhandlinger intet om, og, som forøvrigt ubekjendt dermed, kan jeg, saalidt som den største Deel af nærværende Storthings Medlemmer, have nogen bestemt Mening om deres Værd og Beskaffenhed. Tingens Natur forekommer mig dog at modsige den. Ved Fuldmagternes Bedømmelse bør nemlig ikke komme andet i Betragtning, end offentlige og beviislige Ting; men der kan intet være imod at disse behandles offentligt. Kun hvis man vilde anstille Inqvisitioner imellem hinanden om de Vedkommendes private Liv eller Forholde, og lægge saakaldte fortrolige Meddelelser herom til Grund for sin Stemme, - hvilket man vistnok ikke kunde være bekjendt for Folkets Domstol - skulde Hemmelighed, saavidt jeg formaaer at indsee, være hensigtsmæssig og passende.