Carl Christian Berner
Venstre og de unionielle Spørsmaal
Tivoli, Kristiania, 8. juli 1903
Kilde: President Berners foredrag paa Tivoli 8. juli. Kristiania 1903.

Ærede Forsamling!

Da Styret for Kristiania organiserte Venstre anmodet mig om ved denne Sammenkomst at holde et politisk Foredrag og jeg gikk ind derpaa, var det min Tanke at behandle noksaa udførlig den politiske Stilling og Venstres forskjellige Programsager. Jeg har imidlertid havt det Uheld at beskadige mit Ben, saa jeg har vanskeligt for i længere Tid at staa og tale, og jeg har derfor fundet det nædvendigt at begrænse mit Foredrag adskillig mere, end jeg oprindelig havde tænkt. Dette som en Forhaandsbemærkning.

Vi staar nu, mine Damer og Herrer, igjen foran et Valg; og Valgaaret er ganske naturlig et Opgjørets Aar. De politiske Partier faar da redegjøre for sine Opfatninger, for sine Programmer; de faar finde sig i Kritikk, og de faar paa bedste Maade forsvare sine Programmer. Der er imidlertid denne Gang indtraadt noget eiendommeligt, og det er, at Enkelte, som tidligere i et og alt har sluttet sig til Venstres Program, nu har ment at maatte ta forskjellige Forbehold. Og nogle af disse er endog gaat saa vidt, at de efter min Opfatning nærmest synes at stille sig imod det, som er Venstres Hovedopgave. Jeg skal faa Lov til at se lidt nærmere paa dette.

Da vi her i Kristiania for ikke lang Tid siden feiret Bjørnstjerne Bjørnsons Syttiaarsjubilæum, saa holdt Bjørnson en Tale, hvori han blant andet sa, at han vilde ønske, at det norske Folk vilde vise større Fornemhed, at dette maatte bli et i Sandhed fornemt Folk. Jeg likte ikke rigtig det Udtryk "fornemt"; det kan saa let bli Gjenstand for Misforstaaelse. Men jeg forstod meget vel Bjørnsons tanke, og jeg vurderte den ogsaa. Men hvad skal der nu egentlig lægges i disse Ord: [at det] særlig viser sig som et i Sandhed fornemt Folk, naar det med Ro og Værdighed kræver sin Ret som selvstændigt Folk, naar det paa en Gang fast og besindig stille de Krav, som det maa stille til fuld Gjennemførelse af sin Selvstændighed, - uden at gaa paa Akkord, uden at la sig forlede til at slaa af enten ved Modstand eller ved indsmigrende Imødekommenhed (sterkt Bifald).

Alle, som har fulgt med, vil vide, at der i vort Forhold ligeoverfor Sverige endnu skorter adskilligt paa den fulde Gjennemførelse af vor Selvstændighed. - Det er som bekjendt særlig paa Indførelse af eget norsk Konsulatvæsen, at vort Arbeide i den senere Tid har været rettet. Dette Arbeide har gjennem Aar mødt en feig Modstand fra svensk Side, støttet dels direkte, dels indirekte, - jeg beklager det dybdt - af en del af vort eget Folk. Nu er vi endelig kommet saalangt, at det ser ud til, at den Sag skal bli løst gjennem venskabelig Overenskomst mellem de to Riger. Og jeg sier: det er godt og vel.

Men om vi nu paa det sidste har med den Imødekommenhed som vi tidligere har savnet, om det saaledes er blit lyse Udsigter for Spørsmaalets Løsning ad den heldigste Vei, - saa lad os ikke derfor gaa fra Koncepterne, mine Damer og Herrer! (Bifald).

Det har været paastaat om det norske Venstre, at det har været en principiel Modstander af de unionielle Spørsmaals Løsning ad Forhandlingens Vei. Det forholder sig ikke saa. Man har fra Venstres Side aldeles ikke været imod Forhandlingsveien i og for sig; men man har spurt om, paa hvad Grundlag bydes der os Forhandling? Og naar Grundlaget har været af den Art, at det ikke paa Forhaand har anerkjendt vor Selvstændigheds Ret men i mere eller mindre Grad har bundet os paa det Punkt, - da har vi konsekvent fundet at maatte afvise Forhandling, men ogsaa kun da.

Med Hensyn paa Konsulatspørsmaalet naadde man endelig saa langt, at der blev budt Forhandlinger paa et akceptabelt Grundlag, og da blev Forhandlingstilbudet ogsaa straks modtat. Men nu tales der fra enkelte Hold om, at man fra Venstres Side er optraadt illoyalt ligeoverfor den anden forhandlende Part. Ja, en enkelt - alle ved, hvem jeg sigter til - er gaat saa langt, at han har talt om ligefremt "Løftebrud"!

Jeg afviser disse Beskyldninger paa det bestemteste. Jeg kjender fuldt ud til, hvad der er foregaat under disse Forhandlinger fra deres første Begyndelse og indtil deres foreløbige Afslutning i Mars d. A. Og jeg tør si, at alle, som fra norsk Side har deltat i disse Forhandlinger, fra først til sidst har været besjælet af et levende Ønske om at komme til en venskabelig Overenskomst med Svenskerne angaaende Konsulatspørsmaalet (Bifald).

Paa Venstres Program staar der vedkommende de unionielle Spørsmaal: "Eget norsk Konsulatvæsen, gjennemført i kommende Valgperiode" og dernæst "Arbeide for eget norsk Udenrigsstyre".

Med Hensyn paa den første Post er der om denne Tilføielse: "gjennemført i kommende Valgperiode" blit sagt, at den skulde indeholde en Trusel, den skulde være illoyal, den skulde smage af Sabelrasling!

Jeg forstaar i Sandhed ikke slig Tale. Gaar Forhandlingerne, som vi alle haaber, i Laas, fører de til et for os fuldt akceptabelt Resultat, - vel, saa blir det norske Myndigheders Opgave at søge det norske Konsulatvæsen gjennemført fuldt og helt i alle sine Detaljer, et Arbeide, som vil kræve sin Tid. Men skulde - imod vort Haab - Forhandlingerne ikke føre til et saadant Resultat, - skal vi da la Sagen ligge? (Stemmer: Nei, nei!) Har vi ikke i aarevis arbeidet for den Sags gjennemførelse? Er det ikke saa, at alle Partier i vort Land nu aabent erkjender, at ifølge Grundlov og Rigsakt har Norge fuld Ret til eget Konsulatvæsen? Naar saa er - om de fortsatte Forhandlinger ikke skulde føre til et positivt Resultat, skulde saa vi i den Grad la os kue deraf, at vi sa: ja, saa faar vi sætte os ned og vente!? Nei, det tror jeg ikke det norske Folk vil indlade sig paa. Saa "fornemt" er det dog, at det ikke vil la den Sag ligge! (Sterkt Bifald).

Hvad vil under den nævnte Forudsætning det si: "gjennemført i kommende Valgperiode?" Det vil si, at de, som har den Opfatning, at eget norsk Konsulatvæsen maa vi ha i vort Næringslivs Interesse og for vor nationale Æres Skyld, de vil gjøre Alt, hvad de formaar for at faa Sagen gjennemført i kommende Valgperiode. Men vil det si, at vi vil Krig? Nei, det er Sludder! Vi stoler saa meget paa vor Ret og paa de norske Statsmyndigheders Evne til at hævde og gjennemføre vor Ret, at de nok skal formaa ad fredelig Vei at føre os frem til Maalet. Jeg tænker, at bare det til kommende Storthing at kunne sende et Flertal, som for Alvor vil Sagens fremme, et Flertal saa stort, at der staar Respekt af det, det vil øve sin Virkning saaledes, at selv om - mod vort Haab - de nu paagaaende Forhandlinger skulde briste, vil ogsaa Svenskerne ta Lærdom af Valgene og - for Opretholdelse af et godt Forhold mellem Rigerne - være tilbøielige til paany at opta Forhandlingerne.

Hvad er det i Virkeligheden, som har bragt det dertil, at man nu kunde gaa til Forhandling med Svenskerne angaaende denne Sag paa et for Norge akceptabelt Grundlag? Jeg tænker, det er det ihærdige Arbeide, som det norske Folks Flertal har lagt paa Gjennemførelsen af denne Sag, dette, at vi gjentagende har vist Svenskerne, at den Sag lar vi ikke ligge; falder den den ene Gang, saa tar vi den op paany, og vi gir os ikke før den har fundet sin Løsning! Se, dette er ikke noget, som smager af Sabelrasling, det staar ikke paa nogen Maade i Strid med, hvad Venstre gjennem Aar har arbeidet for og har havt paa sit Program: Arbeide for Fred og Voldgift! Vi vil Fred, først og fremst med Sverige; vi vil det for begge Folks skyld. Men vi vil Fred og et samdrægtigt Broderskab til fælles Forsvar saaledes, som det sømmer sig for to Selvstændige Folk!

Om den anden nævnte Post paa Venstres Program "Arbeide for eget Udenlandsstyre" er det af Bjørnstjerne Bjørnson sagt, at deri skulde der ligge noget illoyalt - ja noget, som igrunden havde Karakteren af et Løftebrud!

Brud paa et Løfte forudsætter, at et Løfte er git. Hvem har her git noget Løfte? Bjørnstjerne Bjørnson har glemt at oplyse derom. Jeg kjender ikke nogen Mand i ansvarlig Stilling, som har afgit noget saadant Løfte som antydet. Her er der forresten en Ting at lægge Merke til: I den Udtalelse, som under 24de Marts fremkom fra de norske og de svenske Forhandlere angaaende Konsulatsagen, er det fra Svenskernes Side ligefrem sagt, at de svenske Forhandlere havde ønsket i Forbindelse med Konsulatspørsmaalet ogsaa at opta til Drøftelse Spørsmaalet om den fremtidige Ordning af Udenrigsstyret. Og de tilføiede, at de var beredt til, naar det fra norsk Side maatte ønskes, at opta til Behandling Spørsmaalet om Indførelse af en Fællesminister, norsk eller svensk; de vilde være villige til for Kongen at fremsætte Forslag til Indførelse af en saadan - ansvarlig for begge Lands Nationalforsamlinger. Nu, der er altsaa pegt paa en bestemt fremtidig Ordning af Udenrigsstyret. Som vi alle ved, er den nuværende Ordning af Udenrigsstyret - det erkjendes nu ogsaa af Svenskerne - ikke tilfredsstillende for Norge. Den Ordning, som her er pegt paa, er den samme som ogsaa det norske Høireparti har anbefalet. Men jeg tillader mig at spørge: Har der ikke i Aarenes Løb fra norsk Side ogsaa været pegt paa en anden Løsning, paa særskilt Udenrigsstyre for hvert Rige? Skal det kun være tilladt at nævne den ene Ordning, ikke den anden? Skal man være bunden til Taushed om den Løsning af Udenrigsministerspørsmaalet, som den ene Gang efter den anden har faat Tilslutning af det store Flertal inden det norske Folk? Det er, forekommer det mig, en meningsløs Fordring. Og, jeg vil tilføie: vilde en saadan Fortielse være ærlig? (Sterkt Bifald).

Der har været sagt: Ja, men i denne Fælleserklæring, som er afgit af de norske og svenske Forhandlere, er der udtalt, at Parterne er komne overens om at søge Konsulatspørsmaalet løst for sig, mens Udenrigsministerspørsmaalet lades urørt; derfor skulde ogsaa det norske Venstre i sit Program ladet denne Sag urørt. Her er der efter min Opfatning i bedste Fald en Meningsforvirring. Som Stillingen for Tiden er, maatte det staa klart for enhver fornuftig Mand, at skulde man naa frem til en Løsning af Konsulatspørsmaalet, ved Oprettelse af særskilt Konsulatvæsen for hvert Rige, saa maatte den Sag tas for sig. Man maatte ikke, som tidligere krævet af Svenskerne, sætte den i umiddelbar Forbindelse med den fremtidige Ordning av Udenrigsministerspørsmaalet. Thi den sidste Sag er endnu ikke moden til at optas til endelig Behandling og endnu mindre til Løsning, saa delte som Meningerne om denne Sag endnu er. Se, det var dette, som blev udtalt gjennem den Dagsorden, som Stortinget den 23de Januar dette Aar vedtog paa mit Forslag. Den pegte paa den eneste Vei til Løsning af Konsulatspørsmaalet gjennem fredelig Overenskomst, som for Tiden stod aaben. Men det var ingenlunde Meningen med den Dagsorden at ville Binde med Hensyn paa fremtidig Løsning af det andet Spørsmaal. Naar man nu, som nævnt, fra svensk Side ligesom ogsaa fra det norske Høires Side, har fremholdt sin Opfatning af, hvordan Udenrigsministerspørsmaalet i sin Tid bør søges løst, maa dog i Sandhed ogsaa det norske Venstreflertal ha Ret til at fremholde sin Opfatning. Det er det, som er gjort og intet andet. Man kunde med Rette ha bebreidet Venstre, at det havde gaaet ud over den rette Grænse, hvis det havde sat op eget Udenrigsstyre til Gjennemførelse i kommende Valgperiode. Men det er ikke gjort. Med fuld Klarhed over Stillingen, med fuld Bevidsthed er der sagt "Arbeide for eget Udenrigsstyre". Og hvad vil det si? Det vil si Sagens yderligere Bearbeidelse og Udredning. Thi som jeg allerede for Maaneder siden i et Foredrag paa Lillehammer har udtalt, jeg tror, et enhver sandhedskjærlig Mand maa erkjende, at ingen af de Løsninger af Udenrigsministerspørsmaalet, som har været fremholdt, endnu er tilstrækkelig udredede.

Saa har jeg set udtalt, at Arbeide for eget Udenrigsstyre, det er ingen Ting. En Udredning, hvad Betydning har den, hvad er det at sætte op? Det er underligt at høre en saadan Ytring fra en Mand, der staar Statsraad Ibsen saa nær, som Bjørnstjerne Bjørnson gjør. Jeg tænker dog, Bjørnstjerne Bjørnson vil indrømme mig, at den Udredning som Sigurd Ibsen som Ekspeditionschef i sin Tid gav af Forholdet mellem Konsulatvæsen og Diplomati, har havt sin store Betydning for Konsulatspørsmaalets Løsning, at den har bidrat sit til, at man kom til fredelig Forhandling om Sagens Løsning paa et akceptabelt Grundlag.

Hvem er det nu, som fra norsk Side har Æren for, at vi med Hensyn paa Konsulatsagen er komne saa langt, som vi er? Jeg tror ikke, der kan tvistes om, at det er det norske Venstre. Fra den Side er det, at der gjennem Aar, trods al Modstand, ihærdigt har været arbeidet for Sagens Løsning. Men saa sker det underlige, at nu, da man kan ha grundet Haab om en Løsning ad den fredelige Overenskomsts Vei, nu heder det: vi maa se til at skaffe det andet Parti Magten i Storting og Regjering. Vi maa ha et anderledes sammensat Storting; væk med den nuværende Regjering! Altsaa, de, hvis Arbeide, hvis Kamp, hvis Stræv gjennem Aarene har bragt os frem til dette Punkt, hvor vi nu staar, de skal væk, de maa ikke faa Befatning med den endelige Løsning af Sagen! Hvorfor? Ja, det er vanskelig at faa Svar paa det; men saavidt jeg har kunnet faa Greie paa, hvad der er sagt, saa lader det til, at de Herrer, som fører den nævnte Tale, de nærer sine Tvil om Venstres alvorlige Vilje til at søge Sagen løst gjennem fredelig Overenskomst. Og denne Tvil gjør sig ogsaa gjældende ligeoverfor den Regjering, hvis Medlemmer har ført Forhandlingerne, ligeoverfor den Regjeringschef, som under den sidste og afgjørende Periode af Forhandlingerne har tat fremtrædende Del i disse.

Jeg tror, jeg tør hævde, at jeg bedre end nogen kjender baade hvad der er foregaat under Landsvenstremødets og under Stortingsvenstres Forhandlinger. Og jeg kan ud fra dette Kjendskab oplyse følgende: For det første med Hensyn paa Landsvenstremødet, som enstemmig vedtog de to, før nævnte Programposter - :

Det var, efter at Forslaget til disse Programposter var sendt rundt til Erklæring, fra forskjellige Foreningers Side gjort Bemerkninger og tat Reservationer, som navnlig indeholdt Forbehold om at staa frit ligeoverfor det eventuelle, endelige Resultat af de om Konsulatsagen førte Forhandlinger. Da saa paa det sidste Landsvenstremøde, som endelig skulde vedta Programmet, de nævnte Poster var refererte, forlangte en repræsentant Ordet og sa omtrent følgende: Han var Repræsentant for en av de Foreninger, som havde gjort sit Forbehold med Hensyn til disse Poster, men efter den Erklæring, som kort forud i Stortinget var afgit af Regjeringens Chef angaaende den rette Forstaaelse af Forhandlingsgrundlaget, fandt han det ikke paakrævet at gjøre sin Forenings Opfatning gjældende. Paa Forespørgsel om flere forlangte Ordet, meldte sig ingen. Derpaa blev disse Poster enstemmig vedtat.

Jeg skulde da mene, at der har været git dem, som maatte ha afvigende Meninger at gjøre gjældende, fuld Anledning til at komme frem med dem. Og jeg mener, at naar en Mand i Forsamlingen udtalte, hvad jeg her har nævnt, og dette ikke fremkaldte Bemerkninger fra noget andet Hold, saa viser dette, at man fandt, at der var tilveiebragt tilstrækkelig Klarhed over Stillingen; det var ikke iblinde, ikke under Tvetydighed, som det har været paastaat, at Landsvenstremødet gik til Vedtagelse af de nævnte Poster. Man havde fuld Rede paa, hvad man gjorde.

Og nu Stillingen inden Stortingets Venstre! Forinden jeg indlader mig nærmere paa Opfatningerne der, maa jeg først faa Lov til at minde om, at Overenskomsten mellem de norske og de svenske Forhandlere jo gaar ud paa at søge Konsulatspørsmaalet løst for sig saaledes, at Forholdet mellem de særskilte Konsulatvæsener paa den ene Side, Diplomati og Undenrigsstyre paa den anden, reguleres ved enslydende Love, som ikke ensidig kan forandres - d.v.s. som ikke det ene Riges Statsmagter kan forandre uden at det andret Riges Statsmagter gaar med derpaa.

Alle, som har fulgt med, vil vide, at dette paa forskjellige Hold vakte Betænkeligheder. Der var dem, som frygtet for, at Norge derved skulde bli bundet med Hensyn paa fremtidige Ordninger, hvor det nu stod frit, bundet i sin Selvbestemmelsesret paa Punkter, hvor denne Ret til det yderste maatte hævdes. Nogle havde en meget sterk Frygt i denne Retning, andre en mindre sterk, atter andre mente, at der ikke var nogen Fare i den Henseende. Uklarhed angaaende den rette Forstaaelse af Overenskomsten paa dette Punkt var ihvertfald tilstede. Derfor var det efter min Mening, hvad jeg ogsaa offentlig i Stortinget har udtalt, i høi Grad paakrævet, at der fra den norske Regjerings Side fremkom en Redegjørelse, som den, der i Mai Maaned blev afgit, angaaende hvorledes Overenskomsten efter den norske Regjerings Opfatning var at forstaa.

Og det tør jeg si, at denne Redegjørelse virket i høi Grad til Beroligelse. Thi den sa med rene Ord, at enhver Ret, som vi for Øieblikket havde, den skulde ikke paa nogen Maade indskrænkes eller paavirkes ved disse enslydende Love, der kun skulde ha til Hensigt at regulere Forholdet mellem de særskilte Konsulatvæsener paa den ene Side og Udenrigsstyret, som det nu bestaar, paa den anden, uden i nogen Henseende at afgi Hjemmel for disse Institutioner, altsaa uden at binde til den nuværende Ordning af Udenrigsstyret og uden at medføre nogen Indskrænkning i den hvert Rige tilkommende Beslutningsmyndighed, med Hensyn paa den fremtidige Ordning deraf.

Der var derfor inden Stortingets Venstre, ihvertfald efter at denne Redegjørelse fra Regjeringens Side var afgit, ingen som vilde tilraade Forhandlingernes Afbrydelse; alle var enige om, at de maatte fortsættes. Men det fik selvfølgelig bli et kommende Stortings Sag at bedømme, om det endelige Resultat af Forhandlingerne svarte fuldt ud til Forudsætningerne.

Der er, mine Damer og Herrer, fra flere Hold faldt Udtalelser, som vanskelig kan forstaaes annerledes end som at Vedkommende mener, at med det Grundlag for de fortsatte Forhandlinger, som nu er git, er alting klappet og klart. Men deri ligger der en stor Misforstaaelse. Dette at affatte de nævnte Love, som skal regulere Forholdet mellem de særskilte Konsulatvæsener paa den ene Side og Udenrigsstyret paa den anden, det er ingen let Sag. De Mænd, de norske som de svenske, som hidtil har ført Forhandlingerne, har selv erkjendt, at det vil ha sine Vanskeligheder. Fra norsk Side gjælder det her fremfor alt om at faa disse Love formet saaledes, at de ikke blir andet og mere end Reguleringslove, Love, som ikke paa nogen Maade kommer til at afgi Hjemmel for eget norsk Konsulatvæsen - thi det skal oprettes ved Beslutning af norske Statsmyndigheder og af ingen andre -, og paa den anden Side Love, som ikke paa nogen Maade kommer til at binde os til det nuværende Udenrigsstyre, hvis Mangler og Uoverensstemmelse med, hvad vi har Ret til at kræve, alle erkjender. Det gjælder fremdeles at affatte dem saadan, at Rigerne blir staaende ligesaa frit, som de staar den Dag i dag, med Hensyn paa fremtidige Ordninger. Se dette er en Opgave, hvis heldige Løsning kræver den grundigste og alvorligste Overveielse.

Men nu tillader jeg mig at spørge: Hvem skal man betro Arbeidet med den endelige Løsning, med Affattelsen af disse vanskelige Love? Skal man lade den Opgave faa ligge i de samme Hænder, som tidligere har arbeidet for Sagens Fremme og bragt den til det Punkt, hvor den nu staar, eller skal man lægge den i ganske andre Hænder? Ja, det kan synes underligt at opkaste et saadant Spørsmaal; men det er virkelig blit reist og det herhjemme. Man skulde dog tro, at det Parti og den fra dette Parti udgaaede Regjering, som gjennem Aar har arbeidet for denne Sag, ogsaa maatte være de rette til at føre den frem til endelig Løsning, maatte være den, som sad inde med de bedste Forudsætninger for at udføre det Arbeide, som endnu staar tilbage. Men trods dette raabes der paa, at man maa ha en ny Regjering og et nyt Storting. Jeg har intet at si paa, at man kriticerer det norske Storting som en hvilken som helst anden offentlig Institution. Kun forlanger jeg, at man skal øve Retfærdighed i sin Kritikk; man skal ikke forfalde til Skjænderier, og det gjøres desværre altfor ofte. Jeg har heller ikke noget imod, at man ved de kommende Valg søger at skaffe bedre og dygtigere Mænd ind i Stortinget; det er fuldt berettiget. Men der er en Ting, jeg vil haabe for det norske Folks Skyld: at Kursen maa holdes uforandret (sterkt Bifald)! Og hvad mener jeg saa med dette, at Kursen maa holdes uforandret? Jeg mener derved, at man med Glæde skal ta imod Konsulatsagens Løsning ad Forhandlingsveien; men man skal ikke kjøbe denne Sags Løsning for en hvilkensomhelst Pris. Vi maa ikke glemme, at dette, eget norsk Konsulatvæsen er noget, som vi som selvstændigt Folk har fuld Ret til. Vi skal derfor ikke for at naa dette, opgi en Tøddel af vor Selvstændigheds Ret forøvrigt (Bifald).

Nu er der jo, som jeg tidligere har nævnt, fra svensk Side gjort Tilbud om en fælles Udenrigsminister, norsk eller svensk, og det er naturligt, at dette modtas med Glæde af det norske Høire, som jo har havt Fællesministeren paa sit Program. Nuvel, de, som mener, at dette er Løsningen, de kan slutte sig dertil; men de mange inden det norske Folk, som mener, at den Løsning kan bli en stor Fare for Norges Selvstændighed, de maa passe vel paa, de maa sørge for, at der til det kommende Storting sendes Mænd, som ikke vil kjøbe eget Konsulatvæsen med Godkjendelse af Fællesministeren (sterkt Bifald).

Jeg saa idag en Avis bruge det Udtryk, at Konsulatsagen var en relativt ubetydelig Sag, og at det ikke var værdt at tale videre om den under den forestaaende Valgkamp, for det var jo en Sag, som nu alle Partier interesserede sig for og ønsket løst. Jeg undret mig lidt over den ytring, at Konsulatspørsmaalet skulde være relativt noksaa ubetydelig. Det er jo dog i Virkeligheden saa, at det for fremme af vort Næringsliv, vor Handel og vore Skibsfartsinteresser er af den høieste Vigtighed at faa vort eget Konsulatvæsen - ikke blot egne norske Konsuler, men egne norske Konsuler styret og ledet af norsk Myndighed. Thi enhver, som kjender nærmere til Forholdene, vil vide, at Norge og Sverige paa mange Steder optræder som konkurerende; og da [er] det jo af den høieste Betydning for hvert Folk at ha sine særskilte Konsuler, som kan helt og fuldt vareta sit Lands Interesser.

Det er den ene Side af sagen.

Den anden og det en stor Side af Sagen er den, at vor nationale Værdighed kræver, at vi nu engang faar vort eget Konsulatvæsen. Det vil være af stor Betydning for Hævdelsen ligeoverfor Udlandet af Norge som et virkelig suverænt Rige at kunne vise, at vi har vore egne norske Konsuler, styret af norsk Myndighed. (Bifald).

Og hvad nu det angaar, at eget norsk Konsulatvæsen er blit en Sag, hvorfor alle Partier interesserer sig, saa maa det være mig tilladt at bemerke, at den Interesse for ét Partis Vedkommende er meget sterk. Det fremgaar bl.a. af Udtalelser fra Høires Fører Prof. Hagerup baade i Stortinget og i hans senere Programtale. Ved begge Leiligheder har han sagt, at han endnu nærer sine Tvil om Nytten og Nødvendigheden af eget norsk Konsulatvæsen. Og naar man ikke er kommet længere, saa tror jeg ikke, at der bør tales sterke Ord om Interessen for Sagen. Har man ikke nogen sterkere Overbevisning om, at Sagens Løsning vil være af Betydning, kan man selvfølgelig heller ikke nære nogen sterkere Interesse for den. Men da tror jeg heller ikke, at Vedkommende kan være den rette Mand at betro Sagens endelige Gjennemførelse.

Det er i den sidste Tid, fra flere Hold blit fremholdt, at det, som det nu først og fremst gjælder om, det er at skaffe Landets Finanser paa Fode. Det er det finansielle Spørsmaal, som er af stor og afgørende Betydning, de andre Spørsmaal er i Sammenligning dermed forholdsvis ubetydelige. Jeg har i denne Forbindelse bl.a. set den Ytring, at det hjælper oss lidet at ville hævde vor Selvsteændighed, naar vi ikke har et godt fiansielt Grundlag at bygge paa. Ja, deri kan jeg være enig. Jeg har saamænd selv allerede for flere Aar siden udtalt det samme. Men naar man, fordi om vort Lands Finanser i det sidste ikke staar paa saa god Fod som tidligere, har tat Anledning til paa det heftigste at angribe Venstre, som i en række af Aar har havt Flertal her i Landet, da vil jeg tillade mig at si, at hvis de Herrer, som taler saa, for Alvor mener det, da ser de sandelig ikke meget dybt i Tingene. Det er først og fremst Konjunkturerne, de vekslende Konjunkturer ikke bare i vort Land, men ogsaa i andre Land, som nu ligesom ved tidligere Leiligheder har medført en Nedgang. Det er en grundløs Tale at ville lægge skylden helt og holdent paa et enkelt Parti. Vi har havt andre Nedgangsperioder og det meget alvorlige Nedgangsperioder i finansiel Henseende under Høirestyrer. Jeg tror ikke, at vedkommende Høirestyrer vilde tat Ansvaret derfor. Nu er en saadan Nedgangsperiode indtraadt undet et Venstrestyre. Der er ikke mere Grund til nu at gjøre Venstre ansvarlige herfor, end der vilde været til at gjøre de gamle Høirestyrer ansvarlige for den daværende Nedgang. Nei, vi faar roligt se Tingene, saaledes som de er, og da viser det sig, at vort Land ligger under for et Tryk, som ogsaa gjør sig gjældende i andre Lande. Men man kan selvfølgelig kræve, at et forstandigt Finansstyre skal ta Hensyn til disse almindelige Konjunkturer og indretter sig derefter i vor Statshusholdning, og i dette Krav tror jeg nok, at Mænd af alle Partier vil mødes.

Imidlertid, de Foranstaltninger, som i de senere Aar har lagt sterkest Beslag paa Statsmidlerne, hvilke er de? Det er Jernbaneanlæg, det er Telegraf- og Telefonanlæg og det er Reisningen af vort Forsvar. Det er saa, at Jernbanerne i vort Land kaster lidet af sig i Sammenligning med hvad Tilfældet er i andre Lande. Det ligger nu engang i Forholdenes Natur; men jeg tænker, at enhver fornuftig Mand vil være enig i, at trods dette, saa faar vi dog se til ogsaa i vort Land at bygge dette Tidens bedste Samfærdselsmiddel saavidt raskt og i den den Udstrækning, vi formaar. Den indirekte Nytte, som Jernbanerne bringer for vort Næringsliv og for Folkets Udvikling i det hele er af den Betydning, at Jernbaner maa vi ha, selv om det direkte Udbytte af dem blir forholdsvis lidet. Det er muligt, at hvis man i sin Tid havde kunnet forudse den Nedgangsperiode, som nu er indtraadt, vilde man ha holdt lidt mere igjen med Hensyn til Jernbanebygningen. Men vi hørte ikke, at nogen, den gang da Beslutningerne blev tat, var saa fremsynt. Det var Mænd af de forskjelligste Partier, som gikk med paa Bevilgningerne.

Hvad vore Telegraf- og Telefonanlæg angaar, vil enhver erkjende, at ogsaa de er af den største Betydning for Næringslivets Fremme, som et hurtigt og sikkert Meddelelsesmiddel, ja, jeg vil si ogsaa som Middel til at binde de forskjellige spredte Dele af vort Folk nærmere sammen. Og disse Anlæg viser sig jo ovenikjøbet at gi et meget godt direkte Udbytte.

Saa har vi endelig Forsvaret. Ja, der er Feilen, som jeg oftere har sagt, at man i sin Tid tog for lidet Hensyn til Forsvarsvæsenet; man lod det forfalde. Men saa kom der Tider, som paa det alvorligste maatte mane det norske Folk til at reise sit Forsvar. Det vil forstaas, hvad jeg sigter til uden nogen nærmere Paapegen. Det var selvfølgelig Begivenhederne i 1895. De viste os, at det Folk, som ikke staar færdigt til at forsvare sin Selvstændighed, kan heller ikke stole paa at kunne bevare den (Bifald). Men til andet end Forsvar har aldrig Reisningen af vor Armé og Udviklingen af vor Flaade været tænkt benyttet - til Forsvar og kun dertil. Nu, dette har kostet Landet Penge, det er sandt; men jeg maa spørge: Vilde nogen for Alvor ønske, at vi havde ladet nogen af disse Forsvarsforanstaltninger ligge for at kunne spare saa og saa mange Millioner? Jeg tror det ikke (Bifald). Der intræder Perioder i ethvert Folks Liv, der vil hævde sin Selvstændighed, og kanske særlig i et lidet Folks Liv, hvor der maa gjøres store Ofre, som man en Tid udover kommer til at føle Trykket af. Men det vilde være et daarligt Folk, som ikke bar disse Byrder, bar dem i Forvisningen om, at det var til Betryggelse af Folkets fremtidige Lykke.

Idet jeg fuldt ud erkjender, at Forholdene i vort Land nu maner til Forsigtighed, ja stor Forsigtighed med Hensyn til vort Finansvæsen, saa siger jeg paa samme Tid, at man skal ikke forfalde til hensynsløs og urimelig Kritikk, til uretfærdige Beskyldninger med Hensyn paa Ledelsen af vore Finanser i de senere Aar. Man faar roligt og koldblodigt se Forholdene, som de er. Og fremfor alt: man skal ikke vække Mistillid til vor Finansielle Evne i Fremtiden. Mange af disse Angreb, af disse Anker, som er komne frem i Aviserne, er skadelige for vort Land ligeoverfor Udlandet, og de burde aldrig ha fundet Sted. -

Det er ved flere Leiligheder blit sagt ligeoverfor Venstre, at der er en skjærende Modsigelse mellem dette at sætte op paa sit Program Arbeide for Fred og Voldgift og saa paa den anden Side ikke ville et fredeligt Opgjør med det med os forenede Rige. Jeg vil hertil svare, at jeg tror ikke, der er en eneste Mand eller Kvinde i dette Land, som ikke ønsker, at vort Folk skal staa i et godt Forhold til det svenske. Jeg tror, at Begivenhederne navnlig i den senere Tid maa ha bragt enhver til at indse, hvor vigtigt det er, at disse to Folk broderlig kan holde sammen til Hævdelse af sin Selvstændighed - det ene som det andets.

Men for at et virkelig broderlig Tillidsforhold kan opstaa mellem de to Folk, er det nødvendig, at det ene ligesaa vel som det andet faar en Broders fulde Ret. Først da kan der gjøres Regning paa, at de tillidsfuldt vil staa sammen i Farens Stund, villige til Ofre, det ene som det andet, for Rigernes Selvstændighed.

Der er nylig fra en Mand, som tidligere i hvert fald har indtat en noksaa fremtrædende politisk Stilling, faldt et Ord, som jeg maa si forbauset mig i høieste Grad - jeg forudsætter, at det er rigtig gjengit i Aviserne. Det gikk ud paa, at fra norsk Side eller ialfald fra det norske Venstres Side skulde man ikke ha været villig til Forhandling med Svenskerne paa for dem rimelige Vilkaar. Jeg ved ikke af, at der nogensinde fra norsk Side er stillet Krav ligeoverfor Svenskerne, som paa noget Punkt er gaat ud over den os ved Grundlov og Rigsakt hjemlede Ret; og jeg har ikke set, at nogen Mand har kunnet oplyse om noget andet. Men har vi holdt os strengt indenfor Grændserne af den os efter Grundlov og Rigsakt tilkommende Ret, da kan det dog i Sandhed ikke bebreides os, at vi kræver denne Ret respektert (sterkt Bifald). Det maatte vel i Virkeligheden være at dadle, om vi gav Afkald paa noget af den Ret, der tilkommer os som selvstændigt Folk. Ikke bedre hjemlede forekommer de mig at være disse Bebreidelser, som nylig vesterfra - jeg beklager at maatte si: fra den By, som jeg har havt den Ære at repræsentere - er komne frem med Hensyn paa Venstres unionielle Politikk i den sidste Tid. De er i høieste Grad uklare. De bevæger sig i svævende Talemaader uden at nævne Kjendsgjerninger; og de skaber bare Forvirring. (En Stemme: "Retning Venstre!").

I saa alvorlige Tider som de, vi nu staar i, mener jeg, at det er enhver Mands Pligt som offentlig Taler med Klarhed og Bestemthed at fremholde sin Mening. Jeg beklager, at de Herrer, jeg sigter til, ikke har opfyldt denne deres Pligt. Det er kun paa den Vei, man kan opnaa en frugtbar Diskussion; kun paa den Vei kan man naa til Resultater, som kan være gavnlige for det hele Folk. Men løse Beskyldninger, svævende Talemaader, de hjælper sandelig lidet.

Idet jeg hævder, at det norske Venstre vil en fast og broderlig Forening med Sverige paa Selvstændighedens og Jevnbyrdighedens Grundlag, uden paa noget Punkt at ville gaa paa den Akkord, idet jeg hævder, at dette er Venstres Formaal, - sier jeg til Vælgerne i vort Land -

Sørg for ved det kommende Valg at skabe et norsk Storting, som vil dette, vil det med Alvor, med Fasthed, med Sindighed, men uden at indlade sig paa nogen Prutning!

Det vil være til Held for vort Folk. Det er det eneste, som stemmer med vort Folks Værdighed; men det er i Sandhed ogsaa det eneste, som varigt kan betrygge Foreningens Fremtid! Ti skulde ikke de to Folk inden Foreningen kunne bli fuldt jevnbyrdige og ligestillede paa Selvstændighedens Grundlag, da vilde det i Sandhed se daarligt ud for Foreningens Fremtid!

Mine Damer og Herrer! For oss er det fremfor alt vort Folk, dets fremtidige Udvikling, dets fremtidige Lykke, det gjælder. Lad os da samle os i et Ønske om, at de kommende Valg i Sandhed maa bli til vort Folks Lykke!

Leve Norge!