Hans Holmboe
Ethvert Menneske er vor Næste
Debatt om jødeparagrafen i Grunnloven
Stortinget, 9. september 1842
Kilde: Storthings-Efterretninger 1836-1854, bd.2. Christiania 1893, s. 120-121.

Skjøndt alle Talere have yttret sig for Indstillingen, troer jeg dog af forhen faldne Yttringer om, at dette er en Sag, hvorom Enhver iforveien har opgjort sin Mening, saaat Voteringen derfor gjerne kunde foregaae uden Debat, ikke at turde være uden Frygt for Udfaldet, hvorfor jeg anseer det for en Samvittighedspligt ogsaa at udtale min Mening. Det er dog muligt, at der endnu kan være nogle Vaklende, som kunde lade sig bevæge.

Her er ikke Tale om hvad der er Sandhed og hvad der ikke er det; men det er blot Fordommene man har at bekjæmpe. Disse ere to Slags: religiøse og statsøkonomiske.

De Første ere tilstrækkelig oplyste og gjendrevne af Kommiteen. Vanskeligt er det dog ikke at forklare hvorledes de ere opstaaede. De skrækkelige Forfølgelser, Jødefolket har lidt, har optændt zelotiske Jøders Had mod Forfølgerne, og forledet dem i at fremsætte Læresætninger, der stode i Strid mod Moralen. Disse, der vare svundne med Forfølgelsen, stode nu kun igjen som Skrækkebilleder, hvorfor man imidlertid fordømte det hele Folk. I vort Land har man vel ingen selvstændig Erfaring, men at Fordommen ogsaa her har rodfæstet sig, er naturligt, da Landets Lovgivning jo har stemplet den jødiske Nation som en Pest, man maatte sky.

For disse Fordomme, som kun de Oplyste har kunnet bortmane, har vel heller ikke Disse været saa ganske fri. Ja selv i et af Foredragene i dag har jeg troet at see Spor heraf. Jeg yttrer dette, udtalende min Overbeviisning, men ogsaa overbeviist om, at dette ikke vil eller kan blive optaget som nogen Fornærmelse. Embedsmændene kom herop fra Danmark, og maatte have Formodningen for sig om at være oplyste Folk; men hvorledes kunde de virke mod Fordommene, naar de selv havde inddrukket disse ved paa Regentsen fordetmeste kun at stifte Bekjendtskab med Udskuddet af Nationen, med Schakkerjøderne? Som et Exempel kan jeg anføre den afdøde Olding Niels Herzberg, der interesserede sig saa varmt for Forslaget, men som selv erklærede, at han med Vanskelighed havde kunnet frigjøre sig for de Fordomme mod Jøderne, som vare opstaaede hos ham i hans Studenterdage.

Men i vor Tid har man mangfoldige Beviser paa, at der ikke er noget i Almindelighed at udsætte paa Jødernes Færd i Lande, f. Ex. i Sverige og Danmark, hvor man behandler dem paa sømmelig Viis. De beskyldes vel for Ulyst til nyttige Foretagender, men man glemmer, at man paa samme Tid har negtet dem Lov til at beskjæftige sig som andre Mennesker. De vise Paatrængenhed i sin Karakteer, siger man; ja vel Schakkerjøden maaske, som vil blive af med sine gamle Sager.

Hvad forøvrigt angaar de statsøkonomiske Grunde, som man har opstillet mod Jødernes Optagelse, da ere de fordetmeste hentede fra Børskommiteernes Betænkninger. Men disse ere saa sneverhjertede, saa svage, saa modsigende, at de virkelig verken synes mig Gjendrivelse værdige eller at være i nogen Maade værd at reflektere paa. De frygtede saaledes t. Ex. for Jødernes fordærvelige Indflydelse paa Handelen. Men man fandt ogsaa der, at det ikke egentlig var med Indførselshandelen Jøderne vilde beskjæftige sig og yttre sin fordærvelige Indflydelse paa, heller ikke paa Udførselshandelen var det og heller ikke paa Fragthandelen - men paa hvilken Handel da? For at forkaste Erklæringer, der indeholde saadanne Modsigelser, behøver man ikke just at være Handelskyndig. Man frygtede maaske Jødernes skadelige Indflydelse paa Sølvhandelen; hvis det imidlertid var det, man var bange for, at Jøderne skulde stjæle Sølv fra Sølvværket, da var der Jøder nok før i Nummedal og Sandsvær.

Her er derhos ikke blot Spørgsmaal om det Gavnlige og Hensigtsmæssige. Der gives Tilfælde, hvori man maa tage Fornuften fangen under Troens Lydighed. Bibelen nyder vel ikke megen Agtelse i vor Tid, men dog mer end Kramers Regnebog. Om Jødernes Bibel maa man her ikke spørge, men om vor, de Kristnes Bibel, og deri staaer skrevet, at vi skulle elske vor Næste og handle mod ham som vi ville, at han skal gjøre mod os selv. Man vil heller ikke fornegte Evangeliets Lære, at ethvert Menneske, altsaa ogsaa Jøden, er vor Næste, og da haaber jeg, at man vil forene sig om at udslette af Grundloven et Forbud, der strider mot Kristendommens første Læresætninger, og hvis Bibeholdelse, efter at dets Ophævelse nu er foreslaaet, maa geraade Nationen til Vanære og vil brændemærke den i Udlandets Øine.

Taleren endte med at oplæse en (fra Galleriet skreven) Meddelelse fra Wergeland, hvori denne bad bemærket, at der ved sidste Naturforskermøde i Stockholm var blevet vakt Spørgsmaal om, hvorledes der ved det næste, der var berammet til Afholdelse i Kristiania, skulde forholdes med Naturforskere af den mosaiske Tro. Disse skulde have erklæret, at de før vilde undlade at komme, end de vilde underkaste sig Ydmygelsen af at maatte søge Leide.