Hans Barlien
En National-Blodigle
Debatt om Eidsvollsgarantien, og om opprettelse av en privat seddelbank
Stortinget, 23. november 1815
Kilde: Kongeriget Norges første ordentlige Storthings Forhandlinger i Aarene 1815 og 1816, bd. 2. Christiania 1819, s. 368-382.

Hr. Præsident i Norges Lagthing!

Naar jeg saae, at alle de høilærde og velvise Repræsentanter, som for nærværende befindes ved Storthinget, vare aldeles enige, saavel om Grundprinciperne, som om maaden, hvorpaa vort Pengevæsen skal forbedres, saa vilde jeg troe, at disse gode Mænds Forehavende var det bedste, som kunde tænkes; men, nu jeg seer, at disses Meninger ere forskjellige, uagtet Nogles Bestræbelser til det Almindeliges Vel synes være langt over Forventning, saa troer jeg, at det vilde være aldeles uforsvarlig, af hvilken som helst Repræsentant, at vise sig ligegyldig ved en saa saare vigtig Nationalsags Afgjørelse, hvis urigtige Behandling kunde sætte selve Constitutionen paa Vægstskaalen. Jeg har derfor gjort mig Flid for at tænke selv over denne Sag, og Resultatet af saadanne mine Betænkninger (forsaavidt jeg, som Lægmand har kunnet overskue, samle og udfinde noget bestemt og Sikkert af de fremsatte forskjellige Ideer) maa jeg herved fremsætte, med Anmodning, at det vorder vedlagt Protocollen, for i sin Tid at blive offentliggjort, paa det at mine Committenter kunne erfare, at jeg ikke har været en ørkesløs Tilskuer her, hvor de havde betroet mig til at virke for deres og Efterslægtens fremtidige Skjæbne. 

Iblandt de mange Forslag, som jeg nu har gjennemlæst i denne Materie, har jeg ofte fundet meget lovende Indledninger, men iblandt dem alle er endnu Intet forekommet mig, hvori Følgerne af Forslagets Udførelse, for enhver Borgerclasse, simpelt og grundigen er viist. De, som ere meget høitravende, kan vi Bønder ikke forstaae, og følgeligen ikke indlade os paa. Hr. Statsraad Tank viser vel temmelig tydelig en sikker Gevinst paa Actierne i den private Speciebank, naar den indrettes efter hans Forslag; men, hvorfra denne Gevinst skal komme, derom har jeg en saadan Ahnelse, at jeg befrygter, i en saadan Bank at see en National-Blodigle - maaskee jeg feiler.

De Grunde, som motivere min Stemme, ere følgende:

Rigsforsamlingen har besluttet, og Kongen har sanktioneret Beslutningen, nemlig: at enhver Statens Borger skal, i Forhold til sin Formue, deeltage i Garantiens Overholdelse. Heri vil, i mine Tanker, ingen ærlig Mand gjøre nogen Forandring. Vel sige Nogle, at Ihændehaverne af Rigsbanksedlerne ikke kan fordre mere af Staten, end de selv have givet for disse, da de ikke selv have vurderet dem efter Garantien. Dertil svarer jeg: Skal Staten indløse alle Sedlerne efter det Værd, som enhver af Ihændehaverne haver taget dem for, da vil den faae mange og forskjellige Priser paa sine Sedler; - jeg vil alene fremsætte et Exempel, nemlig: en af mine Huusmænd kom til mig, da de Danske Courantsedler bleve indkaldte, med omtrent 1000 Rd. af disse, og bad, at jeg vilde medtage dem til Fogden, for at faae dem ombyttede; men han var sørgmodig over, at han nu skulde faae kun 1 for 6, og han og Kone havde i deres Manddomsdage (de ere nu mellem 70 og 80 Aar) erhvervet disse Penge, han med at arbeide for Dagløn, og hun med at spinde, væve og sælge 1 Al. Lærred for 14 à 16 Sk. og 1 Al. Vadmel for 20 à 24 Sk.; disse Sedler viste ogsaa, at de vare af det ældste Slags Courantsedler; følgelig skulde nu enhver af de Rigsbanksedler, som denne Mand haver - og han har dem vist allesammen - løses med 24 Rigsorter; thi saameget koste de virkelig ham. Skulde derimod de Uskyldige lide, fordi at Andre have gjort sig skyldige, saa fik denne omtalte meget ærlige og retskafne Mand, efter nuværende Kjøbmandscours, henimod 17 Rd. Species for sine 1000 Rdlr. eller 800 Speciedalere; saadanne Exempler ere ret opmuntrende, for atter at ønske en Seddelbank!

Hvad det ellers angaaer, at mange have vraget Rigsbanksedlerne, da befindes dette, desværre, at være altfor sandt, især i de Egne, som gjøre meest Fordring paa at besidde Cultur, og allermeest grændseløs viser denne Lovenes Overtrædelse sig i Hovedstaden, hvorfra den formodentlig efterhaanden haver udbredet sig til de fjernere Egne - dog hørte jeg i min Egn, før min Afreise, neppe nogen Bonde at regne paa høiere Cours end 11 ¼. Om Aarsagen til, at Alt, hvad de skulde anskaffe sig fra Kjøbstaden, var saa overdrevent dyrt, vare de aldeles uvidende.

Ifølge saadanne Omstændigheder maatte jeg spørge: er det politisk rigtigt (moralsk rigtigt kan det vel neppe være), at bedrage Bedrageren, naar flere Uskyldige med det samme nødvendig blive bedragne? Jeg troer, at en Handling, der er saavel moralsk som juridisk urigtig, neppe kan være politisk rigtig; jeg troer endvidere, at det maa være Odelsthingets ubetingede Pligt, at undersøge Aarsagen til en saa almeen farlig Overtrædelse af de gjældende Love, og at sætte Forbryderne under vedbørlig Tiltale og Domslidelse. Foruden at jeg ikke indseer, at Nationen kan unddrage sig fra at opfylde sine Forpligtelser, uden ved Hjælp af Kroglove eller Magtsprog, hvilket ikke anstaaer Nordmænd, saa finder jeg ingen bevægende Aarsag til, at tænke paa en saa nedrig Handling; thi, naar man gaar redeligen og ligefrem med Operationen, da er Udførelsen simpel og let, f. Ex.

Norges private Formue bestaaer i:

a) Jordskylden, 16 2/3 Gange saameget som Hæftelsen til Rigsbanken, udgjør i Speciedalere 35,000,000 Rd. Sp.

b) Landmandens Løsøre, det halve derimod 17,500,000

c) Bjergverker og Saugbruge 3,000,000

d) Kjøbstædernes Værdie 250,000,000

e) Den hele Seddelmasse 6,000,000

Den hele Summa altsaa 311,500,000 Rd. Sp.

Erlægges heraf 2 pCt., da udkommer derved 6,230,000 Rd. Species, altsaa en Sum næsten liig den hele Statsgjeld.

Saaledes haver jeg da bevisst Letheden, og Simpelheden vindes ved at følge 3die Commitees Indstilling, paa nogle smaae Forandringer nær.

For at vise de forskjellige Følger, som vil blive uundgaaelige for Landmannen og Embedsmanden, ved Udførelsen af ethvert især af de tvende Hovedforslag, som, angaaende denne materie, ere tagne under Overveielse, maa jeg anføre følgende Sammenligning:

1. For Landmanden.

A. 3die Commitees Indstilling befrier ham fra Hæftelsen til Rigsbanken, som er 2,100,000 Rd.Sp. og de forbigangne Aars Renter, 273,000, er 2,373,000 Rd.Sp.

B. Den faste Finantscommitees Forslag befrier ham ikke fra nogen av nærværende Udgifter, men tillægger ham, foruden at betale Hæftelsen eller Renterne med 6 ½ pCt indtil evig Tid, et Tillæg i sine faste Skatter, som for 1816 ikke vil blive meget mindre end 4,816,880 Rbd. N.B; ligeledes forhøies alle Landmandens øvrige Udgifter med 2 ½ Gang, og det Værste er, at her er ingen Grændse for disse Forhøielser, ligesom der paa den anden Side ikke er nogen Grændse for Sedlernes Kostbarhed, naar der skal anskaffes det Fornødne til Udgifterne for 1817, saa at de fleste Landmænd da kom til at sælge sine Eiendomme og sig selv til de mægtige Banquiers.

2. Offentlige Lønninger.

A. 3die Commitees Forslag giver Embedsmanden Sikkerhed saavel for Pengenes som Varernes Værd, og Alt kan gaae meget retfærdig til.

B. Den faste Finantscommitees Forslag udsætter Embedsmanden endvidere for, at erholde og bruge sin Løn, efterat den ikke gavnet ham det Halve af hvad der var tilstaaet ham, efter den Toldcours, hvorefter den beregnedes, og endelig, efter kort Tid, vil Landmandens Kræfter være saaledes svækkede, at der Intet bliver at erholde, og det vil endes med en Udvandring eller Opstand. 

Endelig bruger man, som Kjævhest, den største Sum, de Sedler vil koste, som nu ere i Udlændingenes Hænder, naar disse skal løses efter Garantien.

Vel er det ikke troligt, at Udlændinge have villet gjøre store Oplage af Pengesedler, som foragtedes i sit eget Land; men, skulde Udlændinge have viist en større Tiltroe til den Norske Nations Redelighed, end Norges Handlende selv, da er det Skjændsel og Skam, at bedrage disse, og de farlige Følger, en saa aldeles utilbørlig Fremgangsmaade kunde have, vilde være aldeles uberegnelige. Lad os hellere følge 3die Committees Ondstilling, 3die og 7de §., og indfrie vore Forpligtelser - ærlige Nordmænd maae dog være agtværdigere i Nationernes Øine, end rige Bedragere.

Der maa ogsaa anmærkes, at det synes, som den faste Finantscommitee haver gaaet aldeles udenfor sin Instrux; thi i Rigsforsamlingens Bestemmelse av 17de Mai 1814 hedder det: "Endelig bør denne Committee overveie og for Storthinget foreslaae, hvorledes de Præstationer, der blive en Følge af den indgaaede Garantie, rigtigt kunne fordeles i Forhold til enhver Statsborgers Formue." Ikke destomindre har denne Committee givet os en Indretning til en privat Bank i Hænder, til hvilken den for det første lægger Hæftelsen i

alle faste Eiendomme til Beløb 2,100,000 Rd.Sp.

hvortil føies de tvende forbigangne Aars Renter 272,000

saavelsom den Norske Stats-Casses Fordringer 700,000

- der til sammen udgjør i Species 3,072,000 Rdlr.

Hvilken Summa, efter nærværende Handelscours, vilde indløse den hele Seddelmasse, og endda give et Overskud af 6,190, 000 Rbd. N.B. Betragter man tillige alle de Forrettigheder og Gratificationer, den tillægger sin Bankindretning, saa er det paafaldende, at læse Begyndelsen af Octroien med følgende Ord: "Banken skal føre Navn af den Norske Speciebank, og stedse agtes og ansees, som en til almindligt Gavn, ved privat Formue stiftet, offentlig Indretning."

Ved at antage og udføre en saadan Indretning vilde man, efter min Formening, lægge Grundvold til en Penge-Adel, som i Despotisme og Grusomhed skulde kunne overgaae Alt, hvad man kan tænke sig. Anderledes er jeg ikke i stand til at beregne Følgerne af dette Forslags Udførelse, og vil være dem meget forbunden, som med simple og rimelige Grunde beviser det Modsatte, og at dette har bedre Følger for Landmanden, end 3die Committees Forslag.

De Formuehavere, som ved denne Leilighed have tiltænkt sig en betydelig Entreprise, ere de eneste, som kan siges at tabe; men jeg tør haabe, at de fleste af saadanne ikke ønske sig en Magt, som saa let kan blive misbrugt, og da tilveiebringe saadanne Optrin, som hverken de eller Nogen ønske.

Landmanden har ventet, og venter endnu, at han, ved Adskillelsen fra Danmark og især ved Foreningen med Sverrig, maa kunne blive lettet i sine Udgifter - Garantiens Opfyldelse fraregnet, som skal tages af Formue - og han grunder sin Forventning paa forrige Regents Kundgjørelse: at Norge, i Forening med Danmark, gav hvert Aar betydeligt Overskud, saa at det, som selvstændig Stat, meget godt kan bestaae, og, naar nu Norge kun deeltager i Hofholdningen, saa maae Skattepaalæg blive saameget mere overflødige; og, dersom denne Landmandens Forventning slaaer ham feil, da vil han mistænke Statens oeconomiske Bestyrelse for ødsel, og blive utaalmodig.

Jeg skulde derfor tilraade den størst mulige Forsigtighed i at forhøie Landmandens Skatter og andre Udgifter, endogsaa blot i Navn; kunde derimod en Nedsættelse i Landmandens Udgifter være mulig, da vilde dette have saameget behageligere Indflydelse paa Gemytterne; men dette lader sig vel neppe gjøre, dersom Garantien frafaldes. Altsaa vedbliver jeg 3die Committees Forslag, men ønsker, at dette maatte undergaae nogle smaae Forandringer, f. Ex. at [1e] og 10de § udelades, og de efterfølgende §§ lempes derefter. Maaske kunde 9de § hedde saaledes: den i 6te § paabudne Skat lignes af det nu forsamlede Storthing saaledes, at det hele Storthing først bestemmer den Andeel, som ethvert af de 5 Stifter, hvoraf Riget, efter den geistlige Inddeling, bestaaer, skal tage deri, og bestemmer tillige Forholdet imellem Landet og Kjøbstæderne. Eller maaskee bedre, at alle Kjøbstæder ansees som henhørende under Landet, hvad denne Ligning angaaer, da der ellers vil opstaae farlige Stridigheder. Allerrigtigst forekommer det mig, at de foreslaaede Commissioner bestemtes til at søge at udfinde enhver Mands Formue, og indgive Liste derover til Realisationscommissionen, som, naar den har samlet hele Rigets Formue til en Sum, da bestemmer, hvormange Procent der maa udredes.

Paa Landet vilde den Rigtige Sum af enhvers Formue kunne træffes temmelig nær, naar man først fik Summen opgivet af Skifteforvalterne paa de sidst behandlede Boer, og derefter gikk frem med Sammenligning; i Kjøbstæderne kunde det synes at have mere Vanskelighed, men derfor ikke saa vanskelig, at sammenligne tvende Mænds Formue, som at sammenligne en heel Kjøbstad med et heelt Amt, og det tør jeg haabe, at Thinget selv indseer og udfinder det Bedste.

Nogle sige om 3die Committees Indstilling, at den vel tilintetgjør Banken og indløser Sedlerne, men sætter en Bank istedet, som Ingen vil tage Actier i, og giver os Intet i stedet for Sedlerne; dertil maa jeg svare: det er jo nok, at den, som anseer en bank nødvendig, da ogsaa har Tilladelse til at oprette en saadan, og har endog det Privilegium, at dens Sedler uvægerlig skal modtages i alle offentlige Betalinger; og hvad det angaaer, at faae Noget i stedet for Sedlerne, da er det vel neppe nogen Bank, som giver Folk Sedler for Intet; naar den modtager dem efter den indgaaende Garantie, saa kan der ikke mere fordres af nogen Indretning. Faae vi altsaa ingen Bank, ja, saa er dette et Beviis for, at den heller ikke er nødvendig.

Man siger, at her bliver saadan Mangel for Penge, at ikke Landmanden kan betale sine Udgifter og Handelen standses; dette troer jeg ikke heller, thi for det første blive da Pengene saa gode, at Landmanden ikke behøver saa stort Tal, og hvad han ikke kan skaffe i Penge, det kan han give Assignater for, hvilke altid maae være saa gode, som Bancosedler, thi disse kan, i intet Tilfælde, ruinere Staten; og hvad Handelen angaaer, da troer jeg, at den har været Aarsag til Norges, til Europas, ja til hele Verdens Ulykker og utallige Slægters Elendigheder, saa at man ikke, for det første, bør at give den altfor mange Understøttelser, førend man faaer at see, hvad som kan være tjenligst.

Professor Olufsen siger i sine Grundtræk af den practiske Stats-Oeconomie pag. 88: "Den egentlige berigende Handel er den, hvis Førelse gaaer for sig under mange Vanskeligheder, og under uberegnelige indviklede Omstædnigheder. Men denne Handel kan ogsaa let ødelægge. Den lokkende Udsigt til større Fordeel gjør denne Handel til Speculation for enhver Eier af en mobil Capital, og til Gjenstand for en altid vaagen Misundelse. Kjøbmandens Capital er ikke stedse under hans umiddelbare Varetægt, den er udsat for Vold, Bedragerie, Uheld; derfor fordrer han sin Capital respecteret; han forlanger al Lettelse i sin Handels Drift, selv til Andres Fornærmelse. Hver Handelsmand ønsker sig at være Monopolist; hver Handelsnation søger at være den eneste handlende Nation. En mægtig Nation gjør sine Fordringer tildeels gjældende; den mindre Mægtige forurettes eller indskrænkes. Handelen holder derfor Nationerne i en stedsevarende spændt Tilstand, i Rivalitet og Fiendskab. Den kan derfor blive en farlig Nationalvirksomhed for de mindre mægtige Stater. Da den desuden volder, at enhver Nation trænger til den hele øvrige Verden, saa er nuomstunder ingen cultiveret Nation sig selv nok; og denne Trang er en Kilde til Svaghed, de nyere Stater besidde, som de gamle ucultiverede Stater ikke følte. Med alle sine store velgjørende Virkninger paa den selskabelige Nærmelse, det daglige Livs Behagelighed, den videnskabelige Uddannelse, bliver Handelen en evigvarende Anledning til Splid, Misundelse og flere uædle Lidenskaber, samt altid en spirefærdig Sæd til Afmagt.

Denne ulykkelige Tendents maa ogsaa gaae over til de Individer, som hengive sig til Handel; de maae ynde Handelsdespotie, de maae være lønlige Tilhængere af den Nation, som behersker den almindelige Handel. Som blot Handlende ere de kun ved et løst Baand forende med nogen anden Nation, end den, der til Handelens Flor tyranniserer Verden. Handelsmanden er kun betingelsesviis Patriot."

Til Slutning siger han: "At en Stat handler viselig, som ikke for hastig lader sig blænde af de Fordele, som Papiirpenge kunne medføre. Det er let at faae dem, vanskeligt at blive dem qvit igjen."

Den Opmærksomhed, hvormed Nationen nu længes efter at see denne vigtige Sag afgjort, gjør det til enhver Storthingsmands Pligt, at give Grunde for, hvorfor han holder denne eller hiin Afgjørelsesmaade for rigtigst; jeg har derfor fremsat mine, og troe, at de give mig fuldkommen Ret til at paastaae: at den Eidsvoldske Garantie bør være hellig! og at 3die Committees Indstilling i det Væsentlige bør tages til Følge.