Frederik Schmidt
Haand i Haand om Fædrenelandets Alter
Riksforsamlingens debatt om finanskomiteens instilling
Eidsvoll, 13. mai 1814
Kilde: "Riksforsamlingens forhandlinger", bd. 1. Kristiania 1914, s. 363-365.

Det Norske Folk, som har svoret at ville hævde sit Fædrenelands Selvstændighed, maae og ville Midlerne dertil. Ikke alene ved at vove Liv og Blod naar fiendtligt Anfald opfordrer til Selvforsvar, men ogsaa ved andre ligesaa nødvendige Kraftanstrængelser og Opofrelser hævdes og bevares Selvstændigheden. Ikke kunne vi vente for let Kjøb og ligesom i Søvne at vinde og vedligeholde dette et oplyst og ædelt Folks høieste Gode. Vi har hidintil, trods de Trængsler, hvorunder vi have sukket, været et blant de lykkeligste Folk i vor Verdensdeel. Men den Giæring der har rystet hele Europa synes, efterat have raset i Sønden at ville nærme sig Norden. Vi har en Naboe som har opbudet alle Snedighedens Kunster for at indsnære os i sine Garn og nu ender med Forhaanelser, Trudsler og storpralende Varselsraab om den Ulykke der venter os, dersom vi vove at vedblive vor Beslutning: at ville leve og døe som et frit og uafhængigt Folk. Forberedelser gjøres til at udføre disse Trudsler, Fienden lurer ved vore Grændser, det yndede Udhungringssystem giøres der ny men mislykkede Forsøg med, og vi staae saaledes i en spændt Stilling. Denne Stilling fordrer anstrenget Kraft, enige Bestræbelser og velvillige Opofrelser, om vi skal kunne vente en for os heldig og hæderlig Forandring. Som et ærligt Folk maae vi ville betale vor Gield, som et klogt Folk søge at vedligeholde vor Credit, skaffe Udveie til Livets væsentligste Fornødenheder, udrede hvad Statstyrelsen kræver og enhver blant os maae af yderste Formue stræbe at fremme Samfundets Tarv, hvorved han tilige betrygger sin personlige Sikkerhed og Velfærd. Den lave sneverhiertede Egennyttens Træl, der blot tænker og arbeider for sin egen personlige Fordeel, er ligesaa foragtelig som blind; foragtelig fordi han løsriver sig fra Menneskeheden, træder fiendtlig op mod Samfundet og qvæler de helligste Følelser; blind fordi han ikke seer, at han, ved at søge sin egen Fordeel paa det Heles Bekostning, omsider undergraver Grundvolden for sin egen Sikkerhed og Velfærd.

Norge har udholdt tunge Byrder for at medvirke til den Danske Stats Opretholdelse. Nu da det blot arbeider for sin egen Frelse og eget Tarv, nu da det har Borgen for og kan paasee at dets Midler ei forødes, skulde det da ikke saameget villigere bringe ethvert Offer som Omstændighederne kræve? Forhen vare de Offere som vi bragte Fædrenelandet, den forenede Dansk:Norske Stat, mindre frivillige og vi vare mindre glade Givere, fordi vi maatte befrygte at ethvert endog det største Offer vilde være spildt i det bundløse Svælg af stedse ny Fornødenheder og fordi vi, formedelst Mangel af offentligt Regnskab, vare satte ud af Stand til at bedømme, hvorvidt Staten kunde reddes eller ikke. Men nu er det lagt for Dagen, at Norge har i sit eget Skjød tilstrækkelige Hjelpekilder, som selv de mest trykkende Tider ikke har kunnet udtørre. Nu har vi Borgen for at de Bidrag, som herefter ydes til Statens Tarv, ville blive redeligen forvaltede og anvendte. Nu ville Byrderne blive ligeligen fordelte og enhver vil, uden at forvildes i aritmetiske Labyrinter, kunne bedømme hvad han har at yde. Hvad kunne vi, efter Omstændighederne, med Billighed forlange meer? Hvorfor skrige over den store Sum af 14 Millioner Rbkde N. V. hvortil Statens Fornødenheder ere anslaaede? Naar Jndtægten regnes for 7 Millioner Rbkde aarlig og 4 Millioner gaae til Fødevarer, saa bliver det egentlige Tilskud kun 3 Millioner Rbkde N. V eller 1 Million Daler i gode Penge - Vistnok er det beklageligt, at der ikke haves fyldestgiørende Rigtighed for Massen af udstædte Assignations Beviser og at Beløbet af de circulerende Courantsedler ei kan beregnes, følgelig intet sikkert Overslag giøres over Landets Gield. Men hvad de førstnævnte Penge-Repræsentativer angaae, da vil og maae der upaatvivlelig blive giort Rede for dem af Udstæderne og da de, saavidt jeg veed, fornemmelig bleve til for at lette og befordre Handelen, er det at formode at de, til hvis Fordeel de ere blevne udstædte, ville række en saa meget villigere Haand til deres Jndløsning. Hvad Courantsedlerne betreffer, da er ald Sandsynlighed for, at de for en stor Deel ville komme til Liqvidation i Opgiørelsen af vort Mellemværende med den Danske Stat.

Men vor Forfatning være nu som den vil, saa indseer jeg ikke hvorledes vi, under nogen Omstændighed, kunne vorde fritagne for Opfyldelsen af den Pligt, at betale vor Gield og yde de fornødne Bidrag til vor Stats Vedligeholdelse. Har den Regiering, til hvem vi bleve solgte, men til hvem vi ikke ville lade os sælge, saasandt vi ere Normænd, lovet at ville betale vor Gield og har den Midler dertil? Eller om den havde lovet noget Saadant skulde vi da være enfoldige nok til at troe paa deslige tomme og svigefulde Løfter? Er der nogen anden Grundforfatning, der giver os meer Betryggelse for Statens Midlers rette Anvendelse, end den vi nylig har vedtaget? Hvilke Redningsmidler har man da at byde os, som ere sikrere end dem vi eje i vort Land og i os selv? Eller om der virkelig gaves noget saadant sikkert Redningsmiddel, men det maatte kjøbes med Skjændsel og Trældom, skulde, kunne da Normænd ville det? Nej Himlen forbyde at Norges Sønner skulle være, eller nogensinde vorde saa vanslægtede. Da - da var det først Tid at flygte fra et saa dybt faldet og i Sandhed ulykkeligt Land; da var der først Grund til at sukke og fælde bitre Taarer over den døende, den ved egne Sønners Haand myrdede Selvstændighed. Men nej! Norges Sønner have svoret at ofre Liv og Blod for det elskede Fædreneland om det gielder; de ville gladeligen ofre hvad der har noget mindre Værd og derved betrygge deres Fremtids Held. Men ikke enkelt Mands Opofrelser kan redde en forarmet Stat. Kun forenet Velvillie og Kraft, kun ægte Fædrelandssind kan redde den. Naar da de som have Evne, de, hvis Velstandskilder snarere ere blevne forøgede end formindskede under Tidernes Tryk, gaae i Spidsen, da vil enhver retskaffen Fædrenelands-Ven villigen træde i deres hæderlige Fodspor; da ville alle træde Haand i Haand om Fædrenelandets Alter og der ofre deres Gaver, og Efterslægten vil hædre og Himlen vil velsigne et Folk, som vilde være og giorde sig værdig til at blive selvstændigt og frit, fordi det var oplyst, ædelt og kiækt.