Nikolai Bucharin
Mot alle splittelsesforsøk (1)
Arbeiderpartiets landsmøte, debatt om Moskva-tesene
Kristiania, 26. februar 1923
Kilde: Det norske arbeiderparti. Protokol over forhandlingene paa det 26. ordinære landsmøte. Kristiania, 1923, s. 84-90.

Jeg vil først imøtegaa en del av de motargumenter, som blev benytet mot mit foredrag og derefter motivere det forslag jeg har fremsat.

Jeg maa da særlig imøtegaa prof. Bull, fordi det er han som skarpest og mest konsekvent repræsenterer den retning, som enten prof. Bull er sig det bevisst eller ikke kan føre til splittelse av Det norske arbeiderparti og brud med Internationalen.

Prof. Bull sier at den mest karakteristiske egenskap ved mig er mine grovheter. Jeg vil ikke bestride at det kanske er saa. Jeg behandlet i mit foredrag en række forskjellige spørsmaal, bl.a. den internationale situation, forholdene mellem de forskjellige befolkningslag i Norge, centralismen, forholdet til fagbevægelsen o. fl. Istedenfor at levere en princippiel imøtegaaelse i disse spørsmaal, indskrænker prof. Bull sig til at behandle enkelte sider ved Internationalens organisationsform og at klandre en del feil som han mener er begaat. Disse spørsmaal er selvfølgelig ogsaa vigtige, men naar Bull indskrænker sig til det, virker det komisk at han kan si, at grovheden er det mest karakteristiske ved mig, mens han selv er den saklige.

Til bedømmelse av vor taktikk har vi altid hat et godt marxistisk middel, nemlig at undersøke hvad borgerpressen mener om vor taktikk. De borgerlige politikere er erfarne folk som forstaar at vurdere motsætningerne indenfor vore egne rækker. Hvilken gruppering er det da den norske borgerklasse ønsker skal ha held med sig i den nuværende situation? Det er grupperingen Mot Dag og den retning som repræsenteres av prof. Bull. Furubotten citerte igaar et avsnit av "Tidens Tegn" som gav klart uttryk for det. Hvorfor fremstiller et borgerblad som "Tidens Tegn" den ene gruppe som fædrelandsløse kjeltringer og den anden som gode nordmænd? Fordi skillelinjen er forholdet til de internationale spørsmaal. Den antimoskovitiske, nationalistiske tendens som repræsenteres av Mot Dag støttes derfor av borgerpressen. Allerede igaar gjorde jeg uttrykkelig opmerksom paa at der maatte skilles mellem de tendenser til motstand mot Internationalen som skyldes halvsyndilialistiske motiver, og de som kommer tilsyne i Mot Dag og hos prof. Bull. Der er mere bevisste folk i den gruppe end kanske Tranmæl tænker. Borgerpressen ønsker ogsaa at de synsmaater som Mot Dag-gruppen repræsenterer skal faa sterkere og sterkere indflydelse over hele Tranmæl-gruppen. Jeg vil ikke paastaa at hele Mot Dag-gruppen er nationalistisk, men jeg er klar over at der er elementer der som kan utvikle sig til nationalisme og facisme. Borgerpressen haaber at Mot Dag-gruppen skal faa større og større betydning. Jeg ser Tranmæl ryster paa hodet, men han kan da gi nogen anden forklaring paa denne kjendsgjerning. Og naar den norske borgerpresse sympatiserer med denne gruppe, er det selvfølgelig fordi den forstaar at om den seirer, kan det føre til splittelse i partiet og være haab om et brud med Internationalen.

Prof. Bull sier at den kommunistiske Internationales organisation er slet og at dens førere er daarlige og han søker at utnytte dette til at svække Internationalen. Selv om man antar at han hadde ret - jeg skal senere paavise at hans indvendinger bare grunder sig paa betragtninger i den lærde professons lærde hode - er det en feil at benytte det til en agitation mot Internationalen. En ærlig kommunist vil heller si, at han vilde arbeide for at faa forandret Internationalen og skaffe andre ledere. Da vi hadde erobret magten i Rusland, var det ogsaa store mangler, og der var dengang elementer, som søkte at utnytte disse forhold for at skade os. Kommunisterne sa: Javist er der feil, men det er alle ærlige arbeideres pligt at hjælpe til med arbeidet, saa vi kan skride frem til bedre tilstande. Prof. Bull ræsonnerer paa samme maate overfor Internationalen som Sovjet-Ruslands fiender overfor Internationalen. Det viste beslutningen av 21. december, men den blev tat tilbake fordi man frygtet for, at hvis den blev opretholdt, vilde arbeiderne jage væk en ledelse, som kunde fremsætte et slikt forslag. Bull har nemlig indrømmet, at det er rigtig at alle arbeidere i Norge er for Internationalen, men det er aabenbart ikke alle professorer i Norge som er for den. Hvad har prof. Bulls strategi været? Først blev der foreslaat brud med Internationalen, saa trak man sig tilbake fra det standpunkt. Derefter kom den enstemmige landsstyrebeslutning og tilslut aapnes der gjennem Kristiania-forslaget en vældig artilleriild mot Internationalen. Den strategiske hensigt er klar. Det viste sig, at den norske arbeiderklasse ikke vilde følge prof. Bulls forslag om at bryte med Internationalen. Enten det er bevisst eller ikke gjælder det derfor nu for prof. Bull at vinde tid for at kunne forberede det næste forslag om brud med Internationalen.

Prof. Bull sier, at Internationalen ikke har utrettet noget overfor den situation, som for tiden hersker i Vest-Europa, fordi Internationalen er blit et redskap for sovjetregjeringen, og at den derfor orienterer sig mot øst ikke mot vest. Er dette rigtig? Det faktiske forhold er at idag staar for første gang i arbeiderbevægelsens historie arbeiderklassen i to lande, som faktisk er i krig med hverandre, sammen i aktiv kamp mot kapitalismen og imperialismen. Kan prof. Bull paavise at noget lignende er hændt før. I Frankrike finner der stadig protestmøter sted mot Ruhr-besættelsen. En masse agitationsskrifter er utgit av det tyske og franske kommunistparti i fællesskap til spredning blandt soldaterne. Denne nye position i arbeiderhevægelsens historie ville aldrig ha været vundet uten Den kommunistiske Internationale.

Baade det tyske og det franske kommunistparti forbereder sig nu paa meget større slag end de som nu foregaar (bifald). Jeg kan ikke gi nokon garanti for at de vil seire, men det er bare dumhoder, som først gaar til kamp, naar de har seiren sikker i lommen.

Den som med disse kjendsgjerninger for øie sier at der intet gjøres fra Den kommunistiske Internationales side, viser bare at han ikke følger med i den internationale utvikling. I Rusland har det kommunistiske parti reist en vældig protestbevægelse mot Ruhr-besættelsen. Den kommunistiske Internationale har til næste maaned planlagt en konferanse som tilsigter at faa drat stadig større masser med i de europæiske land i kampen mat imperialismen. Og saa sier prof. Bull at vi orienterer os mot øst, ikke mot vest. Det kunde ligge nær at spørre hvorledes det norske parti orienterer sig her. Det er betegnende at spørsmaalet om Ruhr-besættelsen ikke er sat paa dagsordenen ved dette landsmøte.

Bucharin behandlet derefter forholdet til kolonierne, og uttalte at den Internationale som ikke fører kamp i kolonierne er ikke mot imperialismen, og den er ikke nogen Internationale. Forskjellen mellem den 2. og 3. Interniationale er netop det at vi er mot imperialisternes utbytning av kolonierne. Det er nævnt at der paa den sidste kongres var negre tilstede. Det er rigtig, og det er til ære for den 3. Internationale. Hvad indblandingen i de nationale spørsmaal angaar, saa sier Bull at der er begaat saa mange feil. Hvilke feil? Paa den 4. kongres blev en række partier tat op til analyse. Deres forhold blev undersøkt meget grundig og dermed blev verdenskongressen istand til at hjælpe partierne frem i deres egen utvikling. Edv. Bull har en tendens til altid at forveksle Internationalen med de russiske kamerater. Til det vil jeg bare oplyse at f.eks. det franske spørsmaal blev behandlet av repræsentanter for 30-40 forskjellige partier, og disse drøftet spørsmaalet med repræsentanter for alle de 7 retninger som gjorde sig gjældende inden det franske parti. Ved hjælp av Internationalen var det man kom til en ordning av partiforholdene i Frankrike, som vi har set er blit gjennemført med saa stort held. Efter resultaterne av indblandingen maa man bedømme dens berettigelse. Edv. Bull behøver bare at læse vort franske partis hovedorgan, saa vil han straks bli klar over den forandring som er skedd i det franske parti. Situationen i Paris er nu den at den reaktionære pøbel, som drog gjennem Paris' gater og raste mot alle de som var mot Ruhr-besættelsen, den vaaget ikke at gaa til "L' Humanité"s bygning. For der stod bevæbnede arbeidere paa vakt om det kommunistiske partis hovedorgan. (Bifald.) Ved verdenskongressens beslutning har vi faat en revolutionær arme i spidsen for arbeiderklassen i Frankrike. Sitter ikke vore bedste kamerater i Frankrike i fængslerne, fordi de har drevet aktiv antimilitarisme mot besættelsen av Ruhr? Det er for første gang i den franske arbeiderbevægelses historie, og vi ser hvordan syndikalisterne staar sammen med kommunisterne. Samarbeidet blir stadig bedre og bedre. Dette er resultatet av Internationalens indblanding i det franske parti. Det er klart, at den har været til held for partiet. Rigtig nok har man maattet kaste ut av partiet endel akademikere - Frossard o.a. Men det er bare bra jo færre vi faar av hans slag - de saakaldte frimurere - naar det bare bedrer samarbeidet mellem kommunisterne og syndikalisterne i Frankrike. I Tsjekoslovakiet ble der gjort lignende indgripen fra Internationalens side. Man ekspederte akademikerne, men ikke arbeiderne. Arbeiderne diskuterer Internationalen med, ikke bare en gang, men mange ganger for at komme til enighet med dem. Eksekutivkomiteen var heller ikke enig i den kommunistiske gruppes optræden i det britiske parlament, og den fik gruppen til at forandre sin taktik. Gruppen blev opfordret til at sætte Ruhr-okkupationen paa dagsordenen, og jeg tror ogsaa dette var en rigtig indblanding fra E. K.s side. Alt i alt har de indblandinger eksekutiven har foretat overfor de nationale partier vist sig at være rigtige. Den politik eksekutiven her har ført er en politik som ikke fører til avgrunden for Internationalen, men derimot for folk som Frossard og likesindede.

[...]

Naar jeg og andre kommunister taler om et borgerlig agentur - et agentur for bourgeoisiet - inden arbeiderklassen, saa betyr det naturligvis ikke akkurat at vedkommende mand av et eller andet borgerlig institut har faat kontante pengemidler e.l. Man mener det ikke akkurat som noget skjældsord mot vedkommende, men vi konstaterer bare borgerlig indflydelse blandt arbeiderne. Hvad K. J. angaar saa vil jeg helt ut paastaa at en saadan karakteristik er rigtig.

E. K. gjorde den feil at den ekskluderte K. J. Det var en feil, fordi han ikke var medlem av partiet. Man maatte imidlertid tro den kompetente delegation som var i Moskva. Dertil kommer at man var vant til at der i kommunistiske organer skriver som oftest bare kommunister. En anden forestilling laa utenfor E. K.s hoder.

Disse feil kan vi imidlertid skjænke Bull, men forøvrig fastholdt han at karakteristikken av K. J. er rigtig.

Paastanden om at Internationalen bare er et underbruk under sovjet regjeringen vil jeg ikke komme nærmere ind paa. En saadan paastand er helt i linje med den borgerlige presse.

Hvorfor svarte ikke Bull paa det som var hovedargumentet i min tale? Jeg siterte Bulls artikel fra 1921 eller 22, hvori han anerkjender nødvendigheten av at ha en sterk generalstab, og nu skriver han mot kadaverlydighet osv. Jeg vil spørre om Bull opretholder sit standpunkt fra før eller ikke. I sit svar sier Bull at han ikke er imot generalstaben. Det er bare fordi den nuværende generalstab er slet at han er imot den, men spørsmaalet er: Skal man ha generalstab eller ikke. Jeg vil spørre Bull om han kan skaffe os en bedre generalstab.

Fra alle land er der kommet de bedste kamerater til E. K. Det er bare det norske parti som ikke har villet gi sine bedste kræfter. Man bad f. eks. det norske parti om at sende Tranmæl og Bull, men derfra gjorde man en undtagelse, idet man sendte Meyer, men det er ikke E. K.s skyld. Hvad de andre partier angaar, saa sendte de utvilsomt sine bedste kamerater. -

Bueharin gik derefter over til at omtale behandlingen av det norske spørsmaal. Det var ikke bare russere, men ogsaa en række andre nationer som var repræsentert i den norske kommission. Bl.a. Clara Zetkin. Men det norske spørsmaal blev ikke bare behandlet i den norske kommission, men ogsaa i plenum, og man kom til enstemmighet om beslutningen.

Bucharin protesterte mot at Internationalen indentificertes med det russiske parti. Det tyske parti hadde kongres forleden. Ogsaa der kom man til enighet, idet partiet aksepterte de forskjellige betingelser.

Saken er at Bull sætter sin person op mot de andres. Er det fordi at han er nordmand? Det er jo ogsaa nordmænd som mener at indskriden fra E. K. er nødvendig. Bull skriker saa op om solidaritet, men han stiller sin egen person op og sier at jeg har ret, alle de andre er dumme.

Vi ser til hvilken konsekvens en saadan stilling overfor Internationalen fører. Her stod igaar Liljedahl og kriticerte Rusland nøiagtig paa samme maate som de sovjetfiendtlige syndikalisten eller borgerlige. Han angrep det kommunistiske parti, fordi det bestod av saa liten procent arbeidere, som staar i bedrifterne. Og det er rigtig at det er en meget stor del som ikke staar i bedrifterne. Men det kommer av at proletariatets diktatur gjør det nødvendig at alle de arbeidere som er i partiet blir sat i stillinger.

Rusland er jo et land paa 150 millioner mennesker, og bønderne utgjør hovedmassen, og vi vet jo alle at industriproletariatet er forholdsvis faatallig i Rusland. Det nytter ikke for partiet at springe over det forhold at proletariatet er forholdsvis faatallig.

Men at ville utnytte dette forhold mot sovjetmagien er en agitation nøiagtig til fordel for bourgeoisiet.

Ved juletider fik det norske parti en hilsen fra det danske sooialdemokrati, hvori man haabet at de nye tendenser i vort parti falder i socialdemokraternes smak, og at man kan regne med deres bifald hvis vi bryter med Moskva.

Bucharin indrømmet at han muligens hadde været naget skarp overfor Bull, men det er ikke paa nogensomhelst maate for at forberede nogen eksklusion eller denslags. E. K. har ikke denslags hensigter. Det er bare av frygt for at hvis disse tendenser fortsætter, saa kan enkelte gode kamerater bli tapt for partiet. E. K. indrømmer Bulls store kundskaper og hans store fortjenester i partiet, men vi vil bare si ham sandheten, aapent og ærlig, fordi vi er sikre paa at hvis Bull fortsætter vil han bli tapt for partiet og for den revolutionære bevægelse i Norge. Derfor er det at E. K. og jeg ønsker at rette denne advarsel til ham, i fuld forstaaelse av hans gode egenskaper. Netop derfor vil vi bevare ham for partiet.

For at redde enheten foreslaar delegationen at det norske parti faar to repræsentanter med 1 stemme, i eksekutivkomiteen. Delegationen tar ansvaret overfor E. K. og overfor kongressen for dette forslag.

Hvad "Social-Demokraten" angaar, saa foreslaar delegationen at begge fraktioner skal være repræsentert i redaktionen. Endnu vet ingen resultatet av voteringen, saa det kan ikke sies at delegationen paa nogen maate tar standpunkt for den ene eller den anden retning. Delegationen mener at mindretallet maa være renræsentert i redaktionen ved en av sine bedste mænd.

Med hensyn til partiets forhold til Internationalen, saa definerer forslaget baade partiets rettigheter og partiets pligter overfor Internationalen. Der er under diskussionen fremkommet en række misforstaaelser, som opklares. Det har saaledes været sagt at centralismen kan føre til at der ikke skal være anledning til nogen diskussion eller meningsforskjel inden partiet. Det er selvfølgelig ikke rigtig. Men det som er rigtig er, at efter at beslutningen er fattet, da skal der ikke føres nogen diskussion. Da skal beslutningerne gjennemføres. Man sier dog, at der som regel ikke skal føres nogen debat. Det er avhængig av hvordan situationen er. Hvis partiet staar oppe i en heftig kamp, saa er det f.eks. ikke mulig at faa istand nogen uravstemning. Da kan man ikke tillate nogen almindelig debat. Alt avhænger av den situation partiet befinder sig i.

Det har været sagt at E. K. uten at konferere med partiet har truffet flere av sine beslutninger i det norske spørsmaal. Det er ogsaa feilagtig. Man kan ikke skille ut de spørsmaal hvor det er mulig at gripe ind og de det er umulig at gripe ind i. Man kan ikke trække nogen skillelinje hvor Internationalen skal gripe ind, og motsat. Men i alle spørsmaal gjælder det at E. K. maa optræ med takt. Hvem skal saa avgjøre om man har optraadt med takt? Det kan ikke være de enkelte partier, hvor det er stor meningsforskjel om Internationalens indgripen. Avgjørelsen deromm maa derfor tilligge verdenskongressen.

Alle partier har ret til at kritisere eksekutivkomiteen, men naar beslutningen er truffet maa man ogsaa utføre den. Og selvfølgelig maa der være visse grænser for adgangen til kritik. Det gaar ikke an at man holder verdenskongres idag og saa i morgen durer løs med kritik. Det maa være i perioden før kongressen at man debatterer spørsmaalene.

Bucharin sluttet med nogen ord om partiets enhet. Det som man haaber her, uanset hvem som seirer av fraktionerne, er at partiet maa staa som et enhetlig parti.

Et parti som ikke bare indad, men ogsaa utad optrær sterkt og enig. Vi haaber paa store fremskridt i partiarbeidet, ikke mindst blandt stortingsgruppen.

Jeg har faat det indtryk av stortingsgruppen og dens arbeide at de beskjæftiger sig for lite med de internationale spørsmaal. Der maa lægges mere kraft i arbeidet. Man maa saaledes kræve intervention mot Frankrikes Ruhr-okkupation.

Bucharin hadde indtrykket av at partiet raader over mange gode kræfter. Hans indtryk av debatten var dette at partiet ogsaa skal utvikle kræfter, som kan bli glimrende officerer og underofficerer i arbeiderklassens hær. Men han kunde ikke negte for at han hadde indtryk av at tempoet i det norske parti var noget sagte.

At det norske parti har en mængde positive arbeidsopgaver er klart. Og dette landsmøte maa fatte beslutninger som gjør det mulig at ta fat paa disse opgaver. Kræfterne maa ikke utnyttes til strid mot hverandre og til kritik indad, men kritik utad, mot regjeringen, mot borgerskapets internationale, mot kapitalismen.

Man har diskutert mange spørsmaal, sluttet Bucharin, men jeg vil uttale at hensigten fra eksekutivkomiteens side har bare været at konsolidere partiet og bidra til at det norske parti kan bli et enig og sterkt parti.

Mot alle splittelsesforsøk!

Mot enhver-sprængning av Det norske arbeiderparti!

Fuldkommen enighet mellem det norske parti og den kommunistiske Internationale!

Bucharins foredrag blev mottat med sterkt bifald.

[...]

Erklæring fra den kommunistiske Intertionales delegation:

K.I.s delegation erklærer følgende:

Vi bekræfter i eksekutivens navn de erklæringer som blev git av partifælle Radek.

Vi anser det ønskelig, at indtil næste utvidede møte av E.K. foruten det av 4. verdenskongres valgte medlem ogsaa en den ansvarlig partifælle av Tranmæls retning blir git adgang til E.Ks møte med raadgivende stemme.

Vi erklærer, at vi paa det utvidede eksekutivkomieemøte vil foreslaa som en undtagelse paa grund av den vanskelige krise i det norske parti at to norske partifæller (Scheflo og en anden ansvarlig partifælle av Tranmæls retning) blir at betragte som medlemmer av eksekutiven med 1 stemme tilsammen.

Da ifølge beslutningerne paa K.I.s verdenskongres det norske parti foruten partifælle Scheflo desuten skal delegere to partifæller til det utvidede eksekutivmøte, kræver delegationen absolut, at partifælle Tranmæl ubetinget blir delegert til dette møte.

K.I.s delegation er av den opfatning, at mindretallet maa bli repræsentert saavel i centralstyret som i redaktionen av hovedorganet helt uavhængig av hvilken fraktion faar flertal paa landsmøtet.

Videre fremla Bucharin eksekutivkomiteens forslag saalydende:

I. Det norske arbeiderparti, som har sat sig som maal at styrte den kapitalistiske samfundsordning og erstatte den med den kommunistiske, har under de nuværende betingelser som sin vigtigste opgave erobringen av de bredeste masser av proletariatet og de halvproletariske elementer paa landet og mobiliseringen av dem til kamp mot kapitalens offensiv. Men da kapitalens offensiv nu er en international foreteelse, og bourgeoisiet stadig forsøker gjenneon fascistiske organisationer, og gjennem finansiel og militær hjælp, at koncentrere sine kræfter i kampen mot arbeiderklassen, saa er den norske arbeiderklasse ikke istand til at opnaa varige resultater og vinde frem til seier uten at staa sammen med de revolutionære arbeidere i andre land under Den kommunistiske Internationales førerskap.

II. I kampen mot den kapitalistiske offensiv og endnu mere i de videre offensive kampe fra arbeiderklassens side mot borgerskapet og den borgerlige stat for proletariatets diktatur er masseaktionerne det avgjørende vaaben. For at knække det kapitalistiske herredømme maa industriarbeiderklassen, som er den eneste konsekvent revolutionære klasse, vinde smaabøndernes masse over paa sin side for at føre dem som hjælpetropper i kampen mot kapitalen.

Kommunisternes parlamentariske virksomhet i stortinget maa være underordnet de krav den utenomparlamentariske kamp stiller. Herunder bestaar den vigtigate opgave for den revolutionære parlamentarisme i den kommunistiske agitation og avsløringen av de herskende klasser, hvad der ikke utelukker utnyttelsen av konflikter medlem de forskjellige deler av borgerskapet.

III. I arbeiderklassens kampe er det kommunistiske parti dens førende kraft. For at opfylde sin opgave maa partiet være et proletarisk masseparti, som paa den ene side bæres oppe av en fælles vilje, altsaa være godt organisert og disciplinert, men paa den anden side staa i den intimeste kontakt med de bredeste arbeidermasser. Partiets indre struktur og organisationspraksis maa skape garantier for en fast gjennemførelse av partiets beslutninger, men paa samme tid for den størst mulige deltagelse fra alle partimedlemmers side ved avgjørelsen av de vigtigste spørsmaal for bevægelsen. Som regel er det nødvendig at slike spørsmaal blir diskutert blandt de bredeste partimasser. Men det som besluttes efter diskussionen maa gjennomføres av alle partifæller.

IV. Som erfaringen fra de sidste aar, saavel som ogsaa fra de sidste uker, har vist er Den kommunistiske Internationale den eneste kraft som har kunnet samle det revolutionære proletariat i Vesteuropa og Amerika, i Afrika og Australien, i de store imperialistiske stater, i Sovjet-Rusland saavel som i kolonierme, under verdensrevolutionens banner. Den kommunistiske Internationale er den eneste kraft som nu leder, mobiliserer og fører de forskjellige deler av verdensproletariatet i kampen mot den økonomiske og politiske offensiv som raser fra kapitalens side, mot ruineringen av Europa, mot den nye imperialistiske krig som truer.

Det norske arbeiderpartis landsmøte hilser de tyske og franske kommunisters fælles kamp mot den tysk-franske kapital. Denne fælles aktion under de militære konflikter mellom de borgerlige stater er et vigtig skridt i utviklingen til et proletarisk verdensparti for den revolutionære handling.

Ut fra hele den internationale situation og forholdet mellom klassene i en tid da bourgeoisiet forsøker at slaa proletariatet ned i land efter land (Finland, Ungarn, Bayern, Jugoslavien, Italien osv.) er Sentralisationen av og samvirket mellem de proletariske kræfter en tvingende kampnødvendighet.

Landsmøtet anerkjender derfor helt og fuldt rigtigheten ikke bare av de taktiske beslutninger paa den 3. og 4. kongres men ogsaa av den 4. kongres' beslutning om organisationen av eksekutivkomiteen og dens virksomhed Landsmøtet gir sin tilslutning til resolutionen fra landsstyremøtet den 7. januar. I fuld overenstemmelse med Kominterns delegation fastslaar landsmøtet forholdet mellom de nationale sektioner og Den kommunistiske Internationale paa følgende maate 1. Ethvert kommunistisk par er undergit verdenskongressernes og eksekutivkomviteens beslutniger. 2. Indenfor rammen av disse beslutninger har selvfølgelig alle nationale sektioner ret pligt til selvstændig at lede sin politik, at ta initiativet og til selvstændig at regulere sine indre anliggender. 3. Da tilfælder av politiske avvikelser og indre konflikter er mulige i de nationale sektioner, avvikelser og konflikter som forstyrrer arbeiderklassens kampfront, og gjennemførelsen av Internationalens som partiets egne beslutninger, har eksekutivkomiteen den formelle ret til at gripe ind i alle anligender inden de tilsluttede sektioner. 4 Som regel griper eksekutivkomiteen ind i de politiske vigtige spørsmaal i tilfælder av oprivende stridigheter saavel som av konflikter med Internationalen. I spørsmaal om hvorvidt eksekutivkomiteen taktik har været god eller om den i alle tilfælder har optraadt med den nødvendige takt, træffes avgjørelsen av verdenskongressen. 5. Enhver national sektion har ret til at ta initiativ indenfor Internationalen, ret til at stille forslag etc. 6. hver national sektion har ret til at kreve revision av eksekutivkomiteens beslutninger uten dog at kunne suspendere disse. 7. Foruten paa kongresserne har de nationale sektioner adgang og pligt til at øve kontrol over eksekutiven paa de utvidede eksekutivmøter.

Landsmøtet anerkjender nødvendigheten av bedre gjensidig information, av en bedre utbygning av Internationalens forbindelser og av at der vies de internationale spørsmaal større opmerksomhet fra partiets centralstyres side.

V. Paa samme maate som i partiets utvikling behøver arbeiderklassen ogsaa i fagbevægelsen at koncentrere sine kræfter. Dette finder sit uttryk i overgangen fra fagforbund til sammenslutninger efter produktionsbrancher. Netop derfor maa ogsaa det intime samarbeide mellem partiet og fagforeningerne ikke bare opretholdes, men yderligere befæstes og utvides. De faglige organisationer skal ikke forvandles til partiinstitutioner. De skal betragtes som særlige organisationer for den proletariske bevægelse som helhet. Men alle kommunister maa indenfor fagforeningerne arbeide som kommunister, d.v.s. i den kommunistiske revolutions aand.

Endelig fremla Bucharin fra eksekutivkomiteen følgende forslag til resolution:

I betragtning av at under de nuværende forhold en fuldstændig enhet av arbeiderklassens kræfter er det høieste bud for arbeiderbevægelsen, og at en splittelse av partiet og en permanent indre konflikt vil medføre den største skade og være forbundet med de største farer for bevægelsen, anser landsmøtet det nødvendig at fastslaa følgende:

I partiet vil der ikke være nogen seierherre og ikke nogen beseirede. Landsmøtebeslutningerne maa ærlig gjennemføres av alle partifæller saavel som av alle partiinstanser og hele partipressen. Der maa stilles visse grænser for partidiskussionen, saaledes at den ikke føres paa bekostning av det virkelige arbeide mot proletariatets fiender. Landsmøtet opfordrer alle partifæller til gjensidig tillid og fælles arbeide. Landsmøtet anser enhver objektiv eller subjektiv solidarisering med den borgerlige presse i kritikken av eller ophidselsen mot Internationalen for utilstedelig.

Leve den norske arbeiderklasses enhet!

Leve Det norske arbeiderpartis enhet!

Leve enheten med Den kommunistiske Internationale!