Johan Sverdrup
Aarlige Storthing (2)
Debatt om årlige Storting
Stortinget, 12. mars 1869
Kilde: Storthingstidende 1868-69, bd.1, s.778-786.

En repreæsentant, der forrige Gang stemte for aarlige Storthing [Svanøe], har idag ganske tørt og kort erklæret, at han agter at forandre sin Stemmegivning. Forrige Gang motiverede Repreæsentanten sit Votum og tiltraadte i alt væsentligt de Grunde, som Forslagets Venner atter og atter have paaberaabt sig; i Særdeleshed henvistes til Regjeringens Indstilling, hvorhos der fremhævedes to Ting med Styrke, nemlig først, at siden aarlige Rigsdage vare indførte i Sverige, vilde det se ud som en forældet Institution, vi havde, naar vi ikke gik ind paa aarlige Storthing, og dernæst fremhævedes, og jeg vil tillade mig at betone det, at aarlige Storthing vilde fjerne Anvendelsen af Kraftmidler, som tidligere have været anseede for nødvendige for vort konstitutionelle Liv, men som ikke svare til Tidens Krav eller kunne anvendes paa den Maade, at man derved rammer det rette uden at gjøre enten for meget eller for lidet. Endelig sagde den samme Repræsentant: at Summen af hans Erfaring var, at gjennem Frihedens lange Øvelse bringes Mennesket til Eftertanke; i Sandhed saa er det ogsaa, og det er det store Motiv til det Forslag, som nu foreligger.

Denne Repræsentant har været en jævngammel Modstander af mig, saa langt mit Storthingsliv har strakt sig, og dog maa jeg sige, det var med en smertelig Følelse, jeg hørte denne Erklæring. Ere vi da ikke komne længer i vor politiske Udvikling, end at der ved næste forefaldende Leilighed kan være Spørgsmaal om at op give et Resultat, hvortil man er kommen efter saa mange Aars Arbeide og Samvirken, og som man tidligere har bekjendt sig til, uden at der i Mellemtiden er foregaaet noget, som kan berettige til derpaa at bygge en forandret Anskuelse? Maa ikke det smertefuldt berøre enhver? Ere vi endnu ikke komne længere paa det store Fællesarbeide paa vor Forfatnings Grund, end at store Sager, som enhver maa have overveiet paa det nøieste, og som engang ere blevne et opgjort Resultat inellem os, ved næste Leilighed sættes i Spørgsmaal, som om der i al denne Tid intet var gjort, intet arbeidet, intet avanceret for at nærme de forskjellige Anskuelser til hinanden? Saa er det ikke, - dog derom er ikke mere at sige; man faar begynde Arbeidet forfra igjen, om det fornødiges, hvor surt og haardt det end kan falde; men der er et, som byder med saadan Magt, at ingen kan staa derimod: Fædrelandet venter, at enhver gjør sin Pligt.

Jeg vil erklære, at jeg vil stemme for aarlige Storthing, og det gjør jeg med en stadig stigende Overbevisning om Reformens Nytte og Gavnlighed. Imidlertid kan jeg ikke anse mig fritaget for at motivere min Stemmegivning, jeg vil forsøge at begrunde den og henstille min Betragtning til mine medrepræsentanters Overveielse.

Der er talt, som om Forslaget om aarlige Storthing var en importeret Vare, som om det var et Laan fra fremmede Forhold, som en af de Ting, som blænder ved Storheden af de Forhold, hvorunder de ere blevne til og satte i Værk. Jeg er i det heldige Tilfælde at kunne aflægge Vidnesbyrd om, at det ikke er saa. Den Gang jeg i Forening med Sognepræst Sverdrup bestemte mig til at fremsætte Forslag om aarlige Storthing, var det saa langt fra, at jeg havde for Øie noget fremmed, noget udenlandsk Forbillede - hvoraf der forøvrigt i denne Forsamling staar større Skræk end billigt kan være - at Forslaget netop var udgaaet fra vor egen Erfaring under vort politiske Liv. I Forfatningens første Tider svarede Grundlovens Bestemmelse om Nationalforsamlingens treaarlige Sammenkomst vistnok i det væsentlige til Øiemedet. Idet Konstituenterne skulde tage en Tidsbestemmelse i denne Henseende, var det ganske heldigt truffet, at de valgte treaarlige Sammenkomster. Forholdene vare den Gang simple. Arbeidet, som man i Begyndelsen maatte have for at ordne sig, var meget betydeligt, man kunde ikke forlange saa jævnt Arbeide, som naar Storthinget skulde holdes hvert Aar; der behøvedes Tid for Reeringen til mellem Storthingene at forberede de Sager, som skulde forelægges, Udviklingen var netop begyndt, og ingen kunde forudse, hvad Vending den vilde tage. Dertil kommer to Omstændigheder, som maa erindres af dem, som appellere til Fædrenes Visdom paa Eidsvold, nemlig først, at de Forbilleder fra fremmede Stater, som Grundlovskoncipisterne benyttede, ikke lød paa aarlige men paa toaarlige eller fleraarlige Sammenkomster, og dernæst, at Opfatningen af den monarkisk-konstitutionelle Forfatning den Gang var noget anderledes end den senere er bleven i Medfør af Tingenes egen Gang; man saa deri mere en Garanti mod Misbrug end noget, som skulde sætte Folket i Bevægelse for at bringe det frem til Selvstyrelse. Alt dette havde Indflydelse paa Sagens Afgjørelse. Men efter at Grundloven havde virket nogen Tid, og Forholdene mere og mere havde udviklet sig, idet Grundlovens egen Udvikling førte til, at mange Meninger begyndte at røre sig i Samfondet, at Kræfter kom til Syne, som forlangte sin Andel i de offentlige Anliggenders Afgjørelse, da viste det sig efter mange Tilløb og meget spildt Arbeide, at Grundlovens Bestemmelse ikke svarede til sit Øiemed. Den stadig virkende Regjering, som sad med Magtens Midler i sin Haand, havde Raaderum og Herredømme nok, men Folkemagten øvede ikke den Indflydelse paa Tingenes Gang i det store, som den bør øve, netop fordi den ikke havde noget fyldigt og stærkt Udtryk for sine Meninger. Saaledes fandt jeg for mig Situationen i dette Land, da jeg første Gang var beæret med Storthingshvervet, og efter tre Gange at have taget Tingene i Øiesyn paa nært Hold og veiet dem saa godt, jeg har kunnet, fandt jeg, at den nu foreslaaede Reform vilde være det eneste rette Middel til at bringe Jævnlighed tilbage mellem Statsmyndighederne og til at give Landet en Impuls, som vilde virke i samme Retning og under de samme Betingelser, som Grundloven har villet. Paa samme Tid foregik der i den øvrige Verden Forandringer, som svarede til dem, som fortonede sig hos os. Under den stedse nærmere Forbindelse med Udlandet maatte de Erfaringer, som man der gjorde, faa en afgjørende Indflydelse paa os, virke belærende paa os baade til den ene og den anden Side; Gangen var den samme, og Følgen var, at man fandt sine egne Erfaringer bekræftede, man gjorde ikke noget Laan i udenlandske Folkebanker.

Det er saaledes fra vort eget forfatningsmæssige Liv, at Forslaget er udgaaet, det støtter sig dertil paa det nærmeste og fuldstændigste. Det er da forklarligt og naturligt, at det er kommet, som er kommet; jeg siger, at det er nødvendigt, at det ikke kunde komme anderledes, og alt, hvad jeg har at sige, vil gaa tid paa at bevise denne ene Nødvendighed.

Det er Storthingets Hverv paa Folkets Vegne at udøve den lovgivende Magt; hvad der ligger deri, er nærmere bestemt i sine vigtigste Retninger ved Grundlovens § 75 og faar sin sidste Bekræftelse ved § 79 om det suspensive Veto. Opgaven er helt og fuldstændigt lagt i Folkets Haand. Storthinget har at løse den. Det siger sig selv, at regelmæssige Sammenkomster ere en nødvendig Forudsætning for, at denne Opgave skal løses, dette Hverv opfyldes; denne Forudsætning kan alene give Storthinget Karakteren af en organisk Institution og medføre en ordnet Andel i de offentlige Anliggenders Ledelse og Afgjørelse samt i og for sig ved sin Tilværelse øve en mægtig Indflydelse paa Folkeaanden som paa Statsforvaltningen. Heri ligger som en nødvendig Følge, at Repræsentationens Betydning staar i Forhold til Hyppigheden af dens Sammentræden.

Jeg vil gjøre en Anvendelse deraf paa de tre Hovedfunktioner, som ere Storthinget tillagte, nemlig den lovgivende, finantsielle og kontrollerende Myndighed. Jeg tror ikke, jeg vil møde Modsigelse af nogen, naar jeg siger, at der ikke kan indvendes noget holdbart mod den Paastand, at Lovgivningsværket maa gaa bedre, jævnere og mere tilfredsstillende for det hele Samfund, naar Storthinget sammentræder aarlig. Forberedelsen af Sagerne fra Regjeringens og enhver anden Side kan da foregaa bedre gjennem Fordeling og et hensigtsmæssigt Valg af Midler; Behandlingen af tvivlsomme Sager kan under Bitræde af de Medlemmer, som først have taget Del i Sagen, i de fleste Tilfælde uden væsentlig Skade udsættes til en følgende Session, inden hvilken en supplerende Forberedelse kan ske, og nye Anskuelser, som imidlertid maatte have dannet sig, ville kunne faa Anledning til at øve sin Indflydelse; det hele faar en sikrere Gang i Overensstemmelse med Summen af de Betragtninger, som ligeoverfor det givne Tilfælde have gjort sig gjældende inden Nationalforsamlingen. Nu er det ofte saa, at man, som en Repræsentant tidligere har sagt, maa sætte hele Lovgivningsværket paa et Kort, det er en forceret Maade, som kun altfor let leder til en Behandling, som ikke er saa gjennemgaaende og nøiagtig, som den kunde og burde være; det ligger ikke i Menneskenes ilje og Evne, men i den Tid, som er dem tilmaalt.

Derhos vil det traditionelle spille en gjennemgribende Rolle i Lovgivningen, naar Sammenkomsterne blive aarlige, der vil blive overleveret Meninger, Anskuelser, Indsigter, Opgjør og Arbeider i Arv fra den ene Forsamling til den anden. Der vil blive paa Lovgivningens Gebet et Forhold, som vil svare til Regjeringens; Anskuelser, Meninger og Resultater, Høsten af saa mange Aars Arbeide, vil blive overleveret fra Haand til Haand; meget Arbeide vil blive sparet, og det vundne vil være den store Sum, hvoraf man trækker Fremtids Renter.

Regjeringen vil kunne spares for mange Forlegenheder. Det er en Nødvendighedsbetragtning, som har gjort, at der er tilstaaet Kongen Adgang til at udfærdige provisoriske Anordninger angaaende vigtige Gjenstande; men dels fordi Grændsen for Omraadet er vanskeligt at trække, og dels fordi Forholdsregelen kan have betydelig Indflydelse paa store Grupper inden Samfundet, kan Regjeringen ofte være sat i en vanskelig Stilling, naar der paa den ene Side synes at være stærk Opfordring til at handle, og man paa den anden Side kvier sig for at gribe ind. Her er ikke Tale om nogen Indskrænkning i et kongeligt Prærogativ, der selv er en Undtagelse, som maatte gjøres, fordi Storthinget kun skulde sammentræde hvert tredie Aar. Havde Rigsforsamlingen gaaet ud fra, at Samlingerne skulde være aarlige, havde den sandsynligvis truffet en anden Ordning i denne Henseende. Men meget ligger der i denne Betragtning, at man frier Regjeringen ud af store Vanskeligheder, som det ofte har kostet stor Møie at komme fra, og som undertiden har foranlediget en Optræden fra Storthingets Side, som jeg ikke vil sige altid har ført til de heldigste Resultater.

Men dette er ikke det store og det hele. Lovgivningen bør ikke foregaa stødvis, men jævnt, den er i Grunden et Udtryk ikke for vort eller Regjeringens Arbeide, men for det store Arbeide, som foregaar i Nationen. Naar Udviklingen har gjort Fremskridt, saa at nye Lovarbeider blive nødvendige for at regulere, dømme og skjelne mellem Interesserne, bør det kunne ske ustandseligt og jævnt; derved vedligeholdes Interessen for Lovgivningsarbeidet, Kjærligheden til Loven og Lovlydigheden; thi intet er mere skikket til at fremkalde en levende Interesse for Lovgivningsværket, end naar Folket ser, at der Aar for Aar gjøres, hvad gjøres kan for paa lovbunden Maade at komme Folkets Trang, Ønsker og Fornødenheder imøde.

Hvor meget der i denne Retning kan vindes i teknisk Henseende, behøver jeg ikke at fremhæve. Det er nu ofte et overvældende Arbeide for Ministerierne, og jeg tager det til Indtægt, naar jeg ser mange Arbeider komme fra den Kant, om hvilke jeg har tænkt: mon det ikke kunde være mere gjennemarbeidet, mere træffende? Jeg har i denne Forsamling været Vidne til, at under Behandlingen af vigtige Sager har der ved Siden af det kongelige Forslag og Komiteens Indstilling kommet et tredie, de første sideordnet, Forslag, som ingen har tænkt paa, og som er foreslaaet lagt til Grund for Forhandlingerne; maaske har dette Forslag været det bedste, men da skulde jeg tro, at det maatte være en stor Gevinst, naar man kunde sige: Sagen er nu indtraadt i et nyt Stadium, vi faar udsætte den til nærte Gang. Dette bliver saa meget mere nødvendigt hos os, som Ministerposterne altid har været betroet til Mænd, som væsentlig høre til den ene af Meningsgrupperne i Samfundet, medens altsaa de andre Anskuelser, som med Rette rører sig i Folket og have Krav paa Jævnbyrdighed, væsentlig have maattet hvile paa det private Initiativ, et Arbeide, som er meget besværligt ved Lovgivningssager, derom kan jeg selv afgive Vidnesbyrd.

Ikke med større Grund skal det kunne bestrides, at i finantsiel Henseende - hvad enten det gjælder Beskatning eller Bevilgning - vil ved Reformen det være vundet, som man egentlig har tilsigtet ved Grundloven, nemlig at Storthinget skal nøiagtigst mulig bedømme de Forhold, som det maa tage ind under sin Betragtning, naar det ansætter de Skattebeløb, som skal udredes, med tilbørligt Hensyn til Tidsomstændighederne og en billig Fordeling, Samfundsgrupperne imellem. At dette store og vigtige Hensyn bedst fyldestgjøres, naar Storthinget samles aarlig, derom kan ingen Tvivl være. Skal da virkelig vort Budget fremdeles som hidtil være en stor Konjektur i de fleste og vigtigste Poster? Skulle vi være nødte til at bevilge paa en Tillidskonto, som undertiden kan stille sig svag nok for flere af Thingets Medlemmer? I Sandhed, af al Luxus, som findes i Verden, er ingen farligere end Tillidsluxus i det politiske. Hvorledes kan man paa Forhaand beregne alle de Ostændigheder, som bør have Indflydelse paa vore Beslutninger? Hvorledes kan man to Aar i Forveien bestemme, hvorledes de ville gestalte sig? Men dersom Storthinget samles aarlig, - jeg vil holde mig til det Forslag, som foreligger, - altsaa træder sammen i Februar og bliver samlet i 3 a 4 Maaneder, vil man henimod Slutningen af Samlingstiden i de fleste Tilfælde have et Blik paa, hvorledes Sagerne ville stille sig i det Aar, hvori man befinder sig; man vil kunne have lidt Skjøn paa, hvorledes det vil gaa med Fiskerierne, Skovdriften, Skibsfarten og de øvrige Ting, som her maa tages i Betragtning. Man kan visselig ikke komme det nærmere end ved at lægge det i en aarlig Afgjørelse, men det er en Pligt, saafremt - det et muligt, at komme det såa nær, som ske kan.

Her hjælper det ikke at sige: det er nu engang saa, vi skal jugere for 3 Aar, thi er det egentlig Grundlovens Tanke? Nei, naar Grundloven satte treaarlige Sammenkomster, var det, fordi Forholdene paa den Tid vare saa simple, at de paa langt nær ikke kunde sammenlignes med de nærværende, og dette er saa meget mere at paaagte, som Udviklingen er i Stigende i alle mulige Henseender, Forholdene blive stedse mere komplicerede, stedse vanskeligere at bedømme paa større Tidsafstand, og som Følge deraf bliver det ogsaa vanskeligere at bestemme et traarigt Beskatningsbudget, som rammer det rette og billige. Paa dette praktiske Gebet vover jeg at sige, at alt, hvad der kan anføres for den Fremgangsmaade, som bør vælges ved Paalæg af Skatter i et kommende Tidsrum, alt sammenfattes i det ene Udtryk: aarlige Storthing.

Bevilgningsbudgettet har talt saa tydeligt til os mange Gange i denne Sal, at jeg anser det næsten for overflødigt at opholde mig derved. Jeg har lært i Tidens Løb at betragte Tingene lidt anderledes, end da jeg første Gang traadte ind i Storthingslivet; men jeg maa sige, at jeg har seet Exempel paa, hvad dette treaarige Budget fører til, som med alle Billighedshensyn har forbauset mig. Jeg har seet det udtalt af den norske Regjering, at det ikke blot var tilladeligt i Mellemtiden mellem Storthingets Samlinger, naar særegne Hensyn var for Haanden, at tage af Statskassen ikke ubetydelige Summer til Øiemed, som kunde synes gavnlige, men det hed sig, at det var noget, som laa i Sagen selv, og at det maatte være Grundlovens Mening, at saa skal være, thi paa anden Maade lod sig ikke regjere med Kraft og Oversigt til Nationens Bedste. Omstændighedernes Magt meget mere end Menneskenes Overgreb har ført til, at dette var nær ved at blive formelig sat i Doktrin, thi hvad der er Kjendsgjerning idag, er Præcedens iovermorgen, især naar den er smagelig.

Dertil kommer en anden Omstændighed: vort Budget maa være affattet for 3 Aar, og man maa stille betydelige Summer til Regjeringens Disposition for at kunne anvendes i indtrædende Tilfælde, men det gjør Revisionen og Kontrollen med Budgettets Overholdelse fra Regjeringens Side særdeles vanskelig. Jeg skulde tro, at hvad enten man ser hen til den Sparsomhed, hvormed Bevilgninger bør ske, den Omhyggelighed, hvormed man maa trække Grændsen for Statsudgifterne, for at de ikke skulle overstige Folkets Evne, eller man tager Hensyn til Kontrollen, saa taler alt for aarlige Storthing. Konstitutionskomiteen har anført et Exempel paa, at særdeles mange Penge i Mellemtiden mellem Storthingene har været disponerede af Regjeringen; dette Exempel har ogsaa været mig bekjendt, og det er ikke enestaaende. Allerede i tidligere Dage har man været Vidne til noget lignende; saa vidt jeg erindrer, blev der fra 1824 til 1827 af Regjeringen disponeret henimod 300,000 Spd. udenfor det bevilgede, i Sandhed en temmelig betydelig Sum.

Jeg skal her berøre et Punkt, som jeg tror vil staa som en stor Kjendsgjerning. Jeg sigter til den franske Handelstraktat og det, som gik fortid for den. Jeg tror, det havde været ønskeligt, at denne Traktat havde været forelagt Storthinget, førend man bandt sig, thi da havde man havt Anledning til at diskutere de forskjellige Toldsatser, førend den provisoriske Anordning slog Sagen fast. Enten man er Frihandelsmand eller Beskyttelsesmand eller hvilken Skole man hylder, kan det ikke nægtes, at denne Sag er et fremragende Exempel paa, hvor ønskeligt det havde været, at man havde havt Adgang til at diskutere den og bringe den under Storthingets Overveielse og erholde dets Sanktion, førend man bandt sig ligeoverfor Frankrige, og det saavel af politiske, som af industrielle og finantsielle Grunde.

Om Kontrollen, som jeg allerede har berørt, er det i det store og hele næsten unødvendigt at tale. Hvad vil en Kontrol sige, som kommer to à tre Aar efter Handlingen, naar der ikke er ligefrem Tale om kriminelle Lovovertrædelser, om saadanne, hvorved Konstabelmagten sættes i Bevægelse? Enhver føler, at det, som det er om at gjøre, er, at Kontrollen rammer sikkert, hurtigt og retfærdigt, men for at det skal kunne ske, er det af høieste Vigtighed, at den udøves snarest mulig; det er ikke blot det eneste retfærdige ligeoverfor vedkommende Individ, men det er ogsaa det eneste, som kan gjøre den rette Virkning og være til Nytte for Samfundet selv. Den Kontrol eller Paatale, som er fjernet fra Vedkommende ved en Række af Aar, ved en Række af - jeg ved ikke hvilke - Eventualiteter, virker ikke stærkt nok paa det menneskelige Gemyt; der skal noget mere til, for at en Kontrol skal gjøre sin Virkning.

Som den nu er, er den et høist ufuldkomment Instrument, der næsten altid har brustet i vor Haand, naar vi have villet anvende det, ikke fordi vi jo indsaa, at der var Feil, men fordi vi fandt, at Apparatet var uhensigtsmæssigt og utjenligt i de fleste foreliggende Tilfælde, - vi kunde ikke bruge det.

Blandt de Gjøremaal, jeg sigter til, er der et, som jeg ikke kan forbigaa, uagtet jeg ønsker at fatte mig kort, det er aarlige Storthings Forhold til det unionelle. At det norske Storthing begynder at fæste sin Opmærksomhed ved vore Forhold til de udenrigske Magter og søger at vinde Indflydelse paa den udenrigske Politik, er efter min Mening bleven en uafviselig Pligt. Almindelige Grunde og specielt Hensynet til Sverige er det, jeg her støtter mig til. Det maa være vor Fordring - Selvstyrelse hjemme og Medstyrelse i Norden; og blandt alle de bitre Bebreidelser, som et Folk stundom bliver nødt til at gjøre sig selv, er der ingen, som er bitrere end den, at man ikke har forstaaet sine store Interesser, de være nationale eller internationale, og jeg siger: efter min bestemte Opfatning have vi i den Henseende at gjøre os Bebreidelser. Nu, den Aand, som dertil kræves, den Indsigt og Energi, som udfordres, kan ikke aarlige Storthing give, - den kommer kun gjennem Frihedens lange Øvelse, men de ere et Middel til, saafremt den er vaagnet og er tilstede, at vi kunne indtage den Plads ved Siden af Sverige, som tilkommer os. Hvad nytter det at tale om Jevnbyrdighed, som blot staar paa Papiret, som holdes frem ved Festtaler, saa snart Forholdene gestalte sig som hidtil, at vi næsten ingen Udenrigspolitik have, at vi have en uansvarlig Udenrigsminister, at vi ere et Appendix til et større Land? Dette Forhold maa, bør og skal forandres, hvis vi ville bestaa som selvstændig Nation. Men siden Sverige har faaet aarlige Rigsdage, og denne Rigsdag ikke alene kan, men ogsaa vil og har begyndt at deltage i Spørgsmaalet om Sveriges Forhold til Udlandet, er det absolut nødvendigt, at vi have en stadig Autoritet, som kan føre Ordet for os ved Siden af den svenske; det er skadeligt og nedværdigende for os, om saa ikke sker.

Hvorledes ville Forholdene gestalte sig, naar vi stilles i en inderligere Forbindelse med Sverige, hvoraf følger flere Berøringspunkter, Opdukning af Spørgsmaal, som kunne være af megen Vigtighed i flere Henseender? Disse skulle her finde sin Afgjørelse og deres Antal og Vigtighed forøges, eftersom Tiderne gaa; og dog skulde vi blive staaende med treaarlige Storthing ligeoverfor Sveriges aarlige Nationalforsamling! Kan der være mindste Tvivl om, hvor Magten i saa Fald vil ligge, at den vil ligge hos dem, som kunne handle betimelig og rask og gribe det beleilige Øieblik, og derved slaa Tingen fast og give en Præcedens, som er saare vanskelig at fjerne? Jeg spørger enhver Mand i denne Forsamling, han være saa uafhængig af Karakter, han være vil, om han ikke føler, at det er en svær Sag, saa snart han har et Votum af den svenske Rigsdag for sig i en Fællessag, som foreligger til Afgjørelse, om det ikke tyngder paa ham, at saa er Forholdet. Og jo vigtigere de Sager ere, som ligge mellem Rigerne, desto stærkere vil en Udtalelse fra svensk Side veie og desto mere vil det tyngde paa os, at en saadan Udtalelse har fundet Sted, har faaet Form af en Folkebeslutning, har gjort sin Runde i hele den civiliserede Verden og er fastholdt som et Faktum, længe førend vi faa Lov til at komme til Orde. Hvorledes vil man betragte Sagen paa de Steder i Europa, hvor Anliggenderne i det hele afgjøres, naar de se en saadan Beslutning af Sverige og se, at vi 2 Aar bagefter komme med en Protest, - ja om de ere saa høflige at læse den, ville de vist betragte den som et meget mærkværdigt Dokument, hvis Tilblivelseshistorie de have meget vanskelig for at forklare sig. Enhver, som ønsker, at de unionelle Forhold jævnt maa udvikle sig, maa derfor betragte dette som en af de største Sager, som ligge for os, idet man alene gjennem aarlige Storthing er i Stand til at bære Udviklingen og hævde Norges Interesser ved Siden af et ligestillet og mægtigere Rige.

Hvad skal man appellere til i Mellemtiden? Til Unionskongen? Men sætter man ikke ham i den dødeligste Forlegenhed? Har han saadanne Magtmidler, at han ikke alene kan være Unionskonge og udfylde sin Pligt som saadah, men ogsaa repræsentere os som norsk Konge og hævde vor Ret til det yderste? Det er mere forlangt end billigt er, end klogt er, og niere end nogen Konge kan præstere.

Jeg skal paa dette Felt endnu gjøre en Bemærkning: vi ville allesammen gaa ud fra et godt Forhold med Sverige, og at det vil bestaa, men der kan opdukke alvorlige Differenser mellem os. Hvor ligger da Tyngdepunktet for os? Hvor skulle vi da se hen, hvor søge vort Forsvar for at faa Handling, der kan føre til et for os ærefuldt Resultat? Det maa være Storthinget. Det er Unionskongen, som besætter Statsraadet, men er det forsvarligt at sætte hele sin Lid til, at Forholdene der ere saadanne, at man altid med Tryghed kan hvile i dem? Nei, - det var at friste vor Herre! Det er da vor Pligt at sørge for at have et Magtmiddel, saa godt vi formaa at opstille det, og som vi ere sikre paa aldrig nogensinde vil svigte gamle Norge, og det have vi i Norges Storthing, det siger jeg forvist, og alene i det! Jeg tør da sige, Hr. Præsident, at disse vigtigere Gjøremaal ville af aarlige Storthing blive udførte bedre og tidsmæssigere, kraftigere og fyldigere og til større Gavn for Land og Folk.

Og saaledes er det med hvert eneste af de Gjøremaal, som Grundloven har tillagt Storthinget, eller som det i Tidens Løb maa paatage sig i Medfør af den Stilling, det har efter Forfatningen, og dette vil saa meget vissere ske, som Repræsentanterne ved at deltage i aarlige Storthing, ville blive langt dygtigere for sit Hverv. De ville mindst komme til at deltage i 3 Sessioner med respektable Mellemtider til Eftertanke, til Arbeide, til Samraad med Medrepræsentanter og med stemmeberettigede. De vide da fra det første, de komme i Storthinget, at de skulle deltage i flere Møder og have derfor en Opfordring til at uddanne sig som Storthingsmænd og til at erhverve sig de Indsigter, som dertil fortrinsvis udfordres. Det bliver ikke som nu, at man ikke ved, om man kommer mere igjen, om en Folkebølge kan skyde en op og skylle en væk igjen. I 3 Aar ville de være kaldede til det vigtigste Arbeide, Fædrelandet kan give. Jeg tænker, at enhver Repræsentant i denne Forsamling er enig med mig i, at det første Møde, man afgiver, gaar man i Skole, man orienterer sig. Det kan være, at der er Naturer, som springe færdige ud af Forholdene, og som strax kunne ligesom med Storm erobre en overlegen Plads, men der er ikke mange af dem. De fleste af os, - jeg kan tale af egen Erfaring, - behøvede en lang Skole, førend vi rigtig kunde finde os til Rette, rigtig føle, hvad det var det gjaldt og indse, hvor Veien førte hen, hvad der først og sidst var at gjøre. Paa samme Tid ville Vælgerne faa Anledning til at prøve sin Mand gjentagne Gange, medens man nu meget ofte ved det andet Valg staar høist usikker ligeoverfor vedkommende Repræsentant. Det er derfor den bedste Valgprøve, disse 3 Aar, ikke en Gang Kvæstioner og Kontrakvæstioner ved Valgmøderne og alt, hvad dermed staar i Forbindelse, kan stilles ved Siden deraf. Jeg siger altsaa med fuldeste Ret: den Institution, vi ere i Færd med at indføre, vil uddanne en sand og dygtig Repræsentation som Bærer af Folkeviljen og dens Gjennemførelse i alle Retninger, som den, der først og fremst har at opfylde Folkets mange og alvorlige Pligter mod sig selv og mod sin Fremtid, mod Styrelsen, mod de forenede Riger, mod alle Nationer, til hvem vi ere knyttede ved Kulturens Baand!

Jeg sanker mig et Fremtidsbillede, Hr. Præsident, og det er dette: ved en jævnere Optræden og Handlen, ved dygtigere og mere erfarne Personligheder i Storthinget, ved en inderligere Vexelvirken mellem Folket og Styrelsen, ved større Herredømme over Forholdene vil Storthinget fuldstændigere og værdigere løse sin Opgave; men Storthingets Opgave er det norske Folks Opgave, dets høieste Opgave!

Alt, hvad jeg har sagt og meget mere, end kvad jeg har formaaet at gjennemtrænge, bekræftes ved at se hen til fremmede Folks konstitutionelle Udvikling og Erfaringer; og det Hensyn er berettiget, thi vor Grundlov skylder fremmede Forfatninger mere end en af sine Paragrafer. Og ikke nok dermed. Sagen er, vi ere i dyb Gjæld til de Nationer, som have maattet arbeide og kjæmpe og lide ganske anderledes end vi. Det væsentlige og fundamentale i vor Forfatning er hentet fra statsretlige og politiske Ideer, som havde fundet Indgang hos Kulturfolkene og formuleret sig i bestemte Fordringer. Hvor meget Arbeide, hvor store Lidelser, hvor mange Kampe der behøvedes for at naa frem til det Resultat, behøver jeg ikke her at fortælle. Vi have i dette Øjeblik i den Forfatning, som foreligger i de 112 Paragrafer, et stort Laan fra andre Nationer, som have arbeidet og experimenteret for os. Man taler om fremmede Forfatninger og fremmede Institutioner, som om det var noget, man aldeles ikke burde agte, som om det var - man kunde næsten sige - Dekorationer, man satte udenpaa, medens Indholdet i Grunden var ganske anderledes; men staar da ikke vor egen Grundlov i den nøieste Forbindelse gjennem hundrede og atter hundrede Traade med netop disse fremmede Institutioner? Det store Kulturarbeide kan ikke foregaa i et saa lidet Samfund som vort, det foregaar paa andre Steder, hvor Livet udvikler sig i sin hele Styrke og Fylde. Det er derfor en stor Sag at være Borger af et saadant Samfund, thi Omstændighederne løfte Menneskene, men det er dog en lykkelig Sag for os, at vi kunne benytte saadanne Samfunds Erfaringer, saavidt de passe paa vore Forhold. Men da maa vi ikke føre det store Ord, som om vi vare originale Politikere, der spandt alt af vort eget Bryst, og som ikke behøvede at se hen til fremmede Erfaringer; thi saa er det ikke. Hensynet er fuldt berettiget og til Lykke for os tænkte Rigsdagsmændene paa Eidsvold ikke som mange af os. Hvor de rundt i Verden fandt en god Institution, toge de den tiden videre og plantede den over paa norsk Grund, og sagde: vi ere overbeviste om at have gjort en god Gjerning, og de havde Ret. Det er derfor i høieste Maade berettiget at se hen til fremmede Landes Erfaringer.

Hvad finner jeg saa? Overalt har man i de større som i de mindre Stater indført aarlige Sammenkomster af Nationalforsamlingerne og netop af de samme Grunde, som her atter og atter ere gjentagne, idet Udviklingen overalt har været den samme. Jeg skal fornemmelig dvæle ved vore Nabolande. Sverige havde som bekjendt tidligere femaarlige Sammenkomster, og der var i Sverige i tidligere Dage mange Hindringer for en Forfatningsforandring. Dog, der er en Logik i Tingene, stærkere end de menneskelige Interesser, og Sverige maatte gaa over til at indføre treaarlige Sammenkomster, men heller ikke det bestod; Resultatet kjender enhver, Rigsdagen er bleven aarlig og vel at mærke, det Skridt, Sverige gjorde for at faa indført etaarige Rigsdage, var langt større, mere indgribende i det bestaaende og kunde have givet Anledning til mange flere Spaadomme end dem, der her ere hørte. Man havde stærke Standsinteresser med en nedarvet Glands, alt det maatte fjernes, Offere maatte bringes, Samfundet maatte appellere til sig selv for at drive igjennem, at Magtfordelingen i Samfundet blev anderledes i mange Henseender ogsaa ligeoverfor Kronen; thi det kan ingen være blind for, at, hvad der end staar i Paragraferne, er Folkets Magt i Sverige voxet et dygtigt Skridt ved den sidste Forandring. Under de lige Forhold, som forresten i mange Henseender finder Sted mellem dem og os, er jeg derfor berettiget til at tage dette Erfaringsbevis i høi Grad til Indtægt for mig. Da man i Danmark gik over fra delibererende Provincialstænder til en konstitutionel Forfatning, gik man over til aarlige Møder, og trods alle de Ulykker, som have hjemsøgt Danmark, og uagtet enhver kan skjønne, at et Folk let bliver mismodigt, naar man skal gjennemgaa saadanne Prøvelser som Danmark, og at man da er tilbøielig til at skyde Skylden paa Institutionerne og ikke paa Menneskene, har dog Danmark, uagtet der er gjort et bestemt Forsøg paa at faa det forandret, holdt paa sin aarlige Rigsdag.

Jeg kan derfor sige, at det, man altid forlanger, saa ofte der handles om Grundlovsforandringer, er tilstede her, i hvilken Retning man saa ser. Enhver, som kjender vor Forfatning og har fulgt vore Forretninger med den mindste Opmærksomhed, maa skjønne, at Erfaring har vist, at selv fra et forretningsmæssigt Standpunkt er den nærværende Ordning ikke brav, men paafordrer Forandring, saasnart ske kan. Men jeg appellerer til noget endnu høiere, jeg siger med vor første Statsraad, at «selv ved en dybere Indsigt i de rette Former for Samfundslivet, hvortil stigende Aandsudvikling og forøget almen historisk Erfaring leder, vil det klarligen kunne vise sig, at en eller anden konstitutionel Indretning bør forandres, om end ingen positiv skadelig Følge af det bestaaende er indtraadt.» Jeg tænker, at denne aandrige Mand ogsaa har havt de Ord for sig, da han underskrev Forslaget om aarlige Storthing, og at han med Rette har gjenkaldt dem i sin Erindring efter saa mange Aars Forløb.

Dette store Gode kan vindes, dette væsentlige Fremskridt kan gjøres, uden at foretage nogen Forandring i Forfatningens indre Bygning; Fordelingen af Statsmagternes Funktioner, Formerne for deres Virksomhed, Garantierne mod Misbrug af deres Myndighed ere og blive de samme. Det er ingen Omdannen, det er en Fuldstændiggjøren, man bevarer og udbedrer Grundloven paa samme Tid.

Det er disse Grunde og Betragtninger, Hr. Præsident, som have samlet om dette Forslag den betydningsfuldeste Opinion, som nogensinde er optraaadt for en stor Sag i vort Land. Storthinget har to Gange havt Anledning til at udtale sig om Sagen omtrent i dens nuværende Skikkelse; første Gang fik Forslaget den lovbestemte Pluralitet, anden Gang fik den næsten to Trediedele, og det uagtet jeg tør sige, at der ikke ved Valgene var Spor af Agitation for at kalde Repræsentanter til Thingbænken, som havde lovet at stemme for Forslaget. Resultatet er udgaaet af Repræsentanternes frie, upaavirkede Overbevisning, og saaledes staar Sagen i dette Øieblik, at i ethvert Tilfælde en stor, overveiende Flerhed i denne Forsamling er for Forslaget, derom kan ingen Tvivl være.

Ved Siden heraf har man Regjeringens gjentagne Forslag. Man kan tænke sig, at en Situation første Gang kan have medvirket væsentlig til, at Forslaget blev fremsat, men det kan ikke forudsættes, da det nu kommer igjen atter og atter, da maa det være skeet efter den modneste Overveielse. Naar Regjeringen i vort Land efter gjentagen Overveielse byder os aarlige Storthing, saa ser det næsten uhørt ud, at vi som Repræsentation atter og atter afslaa at modtage en stor folkelig Institution, som vil forøge vor Magt og Indflydelse paa Tingenes Gang og vor Evne til at hjælpe Styrelsen i alle Retninger; man skal ikke kunne paavise noget Sidestykke hertil i Staternes Historie.

Endelig have vi pressen, som med stor Enstemmighed har udtalt sig for Sagen, og jeg maa sige, overalt, hvor der har vist sig Interesse for de offentlige Anliggender, har Flertallet været stemt for Antagelsen af dette Forslag.

Jeg ved nok, at man kan føre adskillig privat Samtale, som kan synes at føre til et andet Resultat, men naar det kommer til Stykket, og man skal paatage sig Ansvaret for at modsætte sig det, som Storthingets Pluralitet og Regjeringen gjentagne Gange har erklæret sig for, stiller Sagen sig anderledes. I denne Stilling, paa Forfatningen Grund, støttet til det politiske Liv i vort eget Land og hos andre Folk, opfordret af alle de Hensyn, som pleie at bestemme Menneskene i vigtige Anliggender, mødes Forslagets Venner med en Skare Indvendinger og Forespeilinger af Eventualiteter, der skildres som betænkelige og afskrækkende. Er der ved disse Indvendinger og Forespeilinger tilsammentagne lagt en beagtelsesværdig Tvivl ind i Sagen? Jeg maa dertil svare bestemt nej, - de veie slet intet mod den vigtige Reform, som her handles om, og som maa tapes som en Helhed og veies som en Helhed. Reform? Jeg spørger, naar har man indført en Reform, uden at den har mødt Modstand? Det er den Modstand, som altid maa finde Sted i et Samfund, naar noget nyt indføres, og som til en vis Grad har sin Berettigelse. Men man maa ikke fastholde den udenfor dens rette Grændse, og især maa der stilles den Fordring til den, at den ikke forglemmer sit eget Ansvar ved at dvæle for meget ved, hvad de andre paatage sig, som ville gaa handlende tilværks. Der er ikke alene Ansvar paa den ene Side, ikke alene ved at handle, men ogsaa ved at undlade at handle, og det er Omstændighederne, som afgjøre, hvor Ansvaret falder tungest. Jeg tør i dette Tilfælde sige, at de, som modsætte sig denne store Reform, paatage sig det største Ansvar. Det er godt at betænke Tingene i Forveien, og saavidt muligt at opgjøre sig en Oversigt over, hvad der menneskelig tænkt og talt kan ske; men der er noget, som er endnu vigtigere, og det er, naar det sande og fornuftige er erkjendt, at søge at gjennemføre det med kraftig Omtanke uden at eige tilbage for alle mulige Eventualiteter. Det lammer Handlekraften og kan aldrig bringe et Folk frem. Dette, som man er saa artig at titulere Besindighedens Visdom, det er i Regelen ikke andet end Interessernes og Feighedens Spil, som fører til halv Vilje, haltende Beslutninger og lunkne Bestræbelser.

Blandt det, som er holdt frem mod Forslaget, er ogsaa de vidtgaaende og ustandselige Konsekvenser, som skulde flyde af Indførelsen af aarlige Storthing. Omstøbning af Forfatningen tror jeg er blevet Stikordet; hvad dermed tilsigtes er ikke saa nøie angivet, men formentlig er det Tokammersystem, absolut Veto, Statsraadernes Deltagelse i Storthingets Forhandlinger, direkte Valg og jeg ved ikke alt. Det er et vidtløftigt Diskussionsfelt, og jeg er nødt til at fixere og formulere det for at komme fra det uden at gjøre for store Fordringer til Repræsentanterne. Jeg vil da sige de konstitutionelle Grundsætninger og Anskuelser ere for en væsentlig Del fælles for alle Kulturnationer. Derved fremkommer ogsaa et stort Fællesskab i de Institutioner og Former, hvorigjennem de virkeliggjøres; men vel at mærke med Nuancering efter Folkenes Karakter og Vilkaar og efter det historisk givne. Dette sidste, som man ofte har været blind for paa Grund af en theoretisk Forkjærlighed, har man lært at skjønne, og derfor er det saa, at det endelige Resultat i det givne Tilfælde vil afhænge af denne Erkjendelse og den deraf fremkaldte Stemning og Bevegelse i Folket. Er der derfor Trang til store Omdannelser, saa vil denne Trang finde sin Fyldestgjørelse, fordi ingen længe kan modstaa den deraf fremkomne Bevægelse, selv om betydelige Forandringer i Forfatningen vil foregaa. Folkeviljen lader sig ikke standse ved Lovparagrafer, den lader sig ikke trække frem og tilbage som Brikkerne paa et Skakbret. Er Grunden stærk, saa vil ikke et Aars Udsættelse standse Folket paa dets Vei, tvertimod, netop derved, at Tiden gaar hen, vil der ophobe sig adskilligt, der vil vække Misnøie og gjøre Aabenbarelsen af det, der vil komme, saa meget stærkere, saa meget mindre glædelig.

Derfor siger jeg: Spørgsmaalet om, hvorvidt Institutioner, der have gjort sig gjældende i andre Lande, i Fremtiden ville blive indførte hos os, staar ikke i nødvendig Forbindelse med det foreliggende Forslag. Hvad jeg først og sidst maa bede fastholdt er Grundene for denne Forandring i og for sig selv; hvad der ligger udenfor dette, er der ikke, vil der ikke blive Tale onn undtagen i enkelte Opsatser og Taler mod aarlige Storthing.

Naar jeg skal sige min personlige Mening, skylder jeg at erklære, at jeg ikke anser det sandsynligt, at vort konstitutionelle Liv vil komme til at udkræve disse Former, som enkelte tro. Tokammersystemet anser jeg, hvor der ikke handles om føderative Stater, for uheldigt; jeg tror, det er dødsdømt i Livet og ikke vil have nogen Fremtid. Det ene Kammer vil vistnok i Tidens Løb forsvinde af Institutionernes Række og det med Rette; thi i Stedet for at gjøre Repræsentationen til en Enhed, hvor al Dygtighed i Nationen skal have sit Udtryk, splitter det Nationen uden tilsvarende Nytte. Naar har det konservative Kammer forebygget Revolutioner, naar har det standset. Folkestrømmen, overhovedet gjort, hvad det efter Papiret skulde gjøre? Aldrig, tvertimod har det bestandig kastet sig i Afgudens Arme og tilbedet paa bedste Maade, medens Suverænen paa sin Gang har traadt det i Støvet. Saa er det ogsaa med de øvrige Institutioner, de passe til større, mere udviklede Forhold, men ikke til vore simple; enkelte af dem kunne maaske i en modificeret Skikkelse blive passende for os, men det vil da ske i Medfør af den samme rolige og jævne Udvikling, efter mange foreløbige Overveielser, og, efterat vore Efterfølgere paa Thinget ved en uendelig Række af Taler have drøftet Sagen til det yderste, først da vil man faa dem og da.med Rette og til Landets Gavn.

Jeg har sagt, at alt dette ikke staar i nødvendig Forbindelse med det foreliggende Spørgsmaal, men det er for lidet sagt; jeg gaar videre, idet jeg vover at sige, at indførelsen af aarlige Storthing vil modvirke saadanne Planer, som man har forespeilet os, hvis de findes andetsteds end i denne Debat. Jeg skal forklare Grundene dertil: en større Deltagelse i de offentlige Anliggender fører til et større Resultat og dermed til en større Tilfredsstillelse; deraf fremgaar et større Skjøn, en større Ansvarsfølelse, et større Maadehold og en større Takt. Kan nogen. benægte Sandheden af denne klare Paastand? Nei i Sandhed, det kan ikke slaa Feil, at jeg har Ret i, at saa vil det gaa. Det vil virke klarnende, udjævnende, forsonende; dette er et Instrument, der paa en Gang er et fremskridtsmiddel og en Sikkerhedsventil. Man kunde sige, at det kan hænde, at vi nu ogsaa ere grebne af den store Bevægelse, at det virkelig kunde vise sig, at de Motiver, der nu anføres, have samlet sig saaledes i et Brændpunkt, at enten man tror, det er fuldt ud velgjørende eller ikke at faa Institutionen, maa man have den; thi som det heder i den gamle Sætning: naar den store Fler hed af Folket har Uret, saa har den Ret. Dertil vil jeg sige: der over have vi ikke Herredømme. Men et er vist: at selv i dette Tilfælde ville aarlige Storthing virke til Held og Gavn hos os, thi derigjennem ville vi komme til større Modenhed og i ethvert Fremskridt i Modenhed ligger en stor Garanti.

Dette staar da heller ikke til at betvivle, hvor der handles om en forberedende Overgang, om at tage i sin Haand og formulere, hvad der er nødvendigt. Skulde da ikke det ved aarlige Storthing opdragne Folk gjøre dette bedre end de, som tilfældigen ere samlede, og som næsten have glemt sin Lexe, naar de komme igjen næste Gang for at repetere den?

Saa var det den parliamentariske Styrelse og Kongemagtens Svækkelse. Jeg gyser ikke, hver Gang jeg hører parliamentarisk Styrelse nævne; jeg tænker som saa: hvorfor skulde man i de store Lande, som have denne Institution, fundet sig vel tjent med den, da de dog tælle veltænkende Folk i sin Midte, der vilde modsætte sig dette, hvis det var en saadan afskyelig Indretning? Den passer for deres Forhold, men i denne udviklede Skikkelse vilde den ikke passe for os; men Tanken er der, og Grundloven er selv den, som har paabudt parliamentarisk Styrelse, forstaaet paa sin Vis da, men i Realiteten gaar det mod samme Maal.

Hvad er det, man kalder parliamentarisk Styrelse? At den lutrede Folkevilje skal være det væsentlig bestemmende i Landets Anliggender. Dette opnaaes ved som i England at etablere den størst mulige Forbindelse mellem Regjering og Parliament, saaledes at Ministrene tages af Pluraliteten. Dette System har der uddannet sig til det yderste, men det har dog langtfra antaget den Skikkelse, som man her er tilbøielig til at tillægge det. Det er ikke en tilfældig Pluralitet, som bevirker, at Landets bedste Mænd gaar af eller til de høieste Tillidsposter i Landet; det er Anledningen til Ministerskifte, men ikke Grunden, den ligger langt dybere nemlig i, at andre Interesser ere komne til Magten, og at en anden Virksomhed maa sættes i Gang. Ingen Minister gaar af uden vægtige Grunde, thi de, der paavirke Forholdene, have heller ikke Lyst til at se sine dyrebareste Anliggender gaa til Spilde eller prisgivne for Tilfældet. Der er nok ganske anderledes Bund og Hold i det.

Men dette System passer imidlertid som sagt kun for større, mere fremskredne Stater, der har betydelige Interesser til Varetagelse hver Dag; for os derimod ikke, men den samme Tanke er der og maa være der, fordi det er Grundtanken i enhver konstitutionel Forfatning. Naar den lovgivende og kontrollerende Myndighed er lagt i Storthingets Haand, og sættes igjennem dels ved umiddelbar Beslutning dels ved Grundlovens §79, er det da ikke en ligesaa klar som berettiget Paastand, at ogsaa hos os skal Storthinget bestemme Statsøiemedets hvad og hvorledes? Naar man derfor henfører parliamentarisk Styrelse til hele Situationen, saa er det klart, at hvad vi have, ogsaa er et Stykke parliamentarisk Styrelse, idet vi ofte have tilladt os at øve en bestemt og virksom Indflydelse paa mange Anliggenders Gang. Jeg er mod parliamentarisk Styrelse, taget i den Forstand, som man sigter til her, saaledes passer den ikke til vore Forhold; men jeg er langt fra at være mod Tanken og sige, at ikke denne Forsamling skulde udøve den væsentligste Indflydelse inden vort Samfund, thi det har selve Grundloven paabudt, og der er ingen Grundlovsfortolker, som ikke har erkjendt, at Storthinget er den første Statsmagt ikke alene i Formen men ogsaa i Virkeligheden.

Derfor siger jeg, at en nærmere Forbindelse mellem os og Regjeringen ved en hyppigere Sammentræden ikke kan andet end være ønskelig. Det er netop det konstitutionelle Livs store Opgave i monarkiske Stater at tilveiebringe den bedste Forstaaelse mellem Regjering og den lovgivende Forsamling, fordi det er saa vanskeligt at faa et jævnt Trit og en forstandig Samvirken tilveiebragt; dette har ført til en parliamentarisk Styrelse i andre Stater og hos os frembragt Ønsket om at kunne øve en leilighedsvis stærk og afgjørende Indflydelse paa Anliggendernes Gang. Er det da en saa forfærdelig Ting dette, at Mænd fra denne Forsamling træde ind i Statsraadet? I hans Majestæts Raad sidder der for Tiden 7 Medlemmer, som have været i Storthinget; ere de derfor kleinere? Anser man det ikke - tvertimod for et Fortrin, at de ere gaaede gjennem Storthinget og derigjennem have gjort sig bekjendt med Forretningsordenen? Dette maa være et absolut Gode. Nationen søger at finde de bedste Mænd til sine Repræsentanter; naar da disse uddannes her i den bedste politiske Skole, som tænkes kan, er det da ikke et Gode, at Statsraadet rekruteres fra denne Gruppe Mænd? Have vi ikke selv nylig fattet en Beslutning, der har ført til et lignende Resultat? I Og har man ikke været tilfreds dermed? Og har man ikke nylig faaet ført til Protokols, at det er en Sag, vi ikke bør slippe? vi har det heldigvis med Segl og Alting. Det er gaaet saa, at efterhaanden som Forfatningen har virket, er vor Indflydelse paa Administrationen bleven større, og ingen kan ønske andet, end at det altid maa blive saa. Dertil kommer, at den Magt, som er fæstet, bruges altid med større Maadehold end den, man ikke er sikker paa, men tragter efter at faa for at benytte ved given Leilighed. Naar Storthingets Indflydelse paa Tingenes Gang er saa at at sige gaaet over i Blodet ikke alene hos Folket, men ogsaa hos Regjeringen, da vil dets Myndighed blive udøvet med langt større Maadehold end ellers.

Det er besynderligt at høre, at der her ligeoverfor Forslaget om aarlige Storthing tales vidt og bredt om Kongemagtens Svækkelse; i Sandhed, de Herrer er mere Royalister end Kongen og hans Raad selv! Hvem har fremsat Forslaget? Jeg tænker, at man kan finde sig beroliget ved Regjeringens Foredrag i den Henseende; det indeholder alt, hvad man behøver at vide for at forstaa, at der her ikke er Grund til at tale om at afsætte Kongen, om ikke i Navnet, saa dog i Virkeligheden. Tvertimod, Kongens Prærogativer blive de samme, og hans Stilling lykkeligere, heldigere og lettere, naar der bliver en jævnere Samvirken, en paa gjensidig Magtbevidsthed grundet Forstaaelse mellem Storthing og Regjering. Der er vexlende Forhold for Personer som for alt andet i Verden, men Kongen i en konstitutionel Stat, hvor den lutrede Folkevilje kommer til sin Ret, maa være lykkeligere stillet end Monarken i en Stat, hvis Institutioner virker hæmmende paa Udviklingen, og derfor nødvendigvis sent eller tidligt maa fremkalde Bølgegang og Rystelser i Samfundet, der kunne føre til Omstyrtelser. Jeg vil ikke være Spaamand; der er langt fra det første til det sidste, men det maa mærkes, at enhver af de mellemliggende Grader kan betegne store Ulemper og Ulykker og gjør det ogsaa ofte.

De øvrige Indvendinger ere meget spredte; jeg har blandt andet hørt sige, at det konservative Element skulde ikke lide vel. Jeg er af en anden Mening. Jeg har allerede fremhævet, hvorledes det vil virke i det store politiske, men jeg tror virkelig, at det konservative inden Forsamlingen vil vinde i Styrke. Saalænge Mænd af forskjellige Anskuelser arbeide mod et fælles Maal, er der tilsyneladende Enighed til Stede, saa at man maatte tro, at denne Magtgruppe vilde opsluge alt, hvad der er af Myndighed i Samfundet, hvis den kom til Roret, men det gaar anderledes. Naar Maalet er naaet, gjør de forskjellige Interesser sig gjældende, og Gruppen falder fra hverandre i forskjellige Partier, som udøve den heldigste Vexelvirkning paa hverandre. Dette er den eneste anerkjendelsesværdige Konservatisme, og den bør findes i Nationen; men, naar en Gang efter lang Tids Forløb Historiens Facit bliver opgjort, da skal der ikke blive reist nogen Anke mod os, fordi vi ikke have været konservative nok; og det bør saa være.

Der var en Tid, da jeg tænkte lidt anderledes herom, men jeg skjønner, at vor Tids Forhold kræver en vis Konservatisme, hvilket tidligere er undgaaet mit Blik. Derimod har jeg en liden Regning at opgjøre med de konservative. De tale altid, som om de alene vare de rene Vogtere af det sande og uforfalskede i og for sig. Jeg siger - med al Agtelse for de konservative - at det netop er dem, der maa forudsættes at være mest knyttede til Interesserne; de sidde inde med, hvad vi kalde denne Verdens Goder, og glemme saa let over en rolig Nydelse af disse og over den gode magelige Orden, som de ikke ønsker forstyrret, de høiere Pligter mod Samfundet og deres Medmennesker. Derfor siger jeg: tal ikke til mig om Interesser, høistærede Herrer! jeg viser den Beskyldning tilbage og siger: er der bestemte Interesser, som paavirke de menneskelige Handlinger, saa ligge de i Sandhed paa de konservatives Side.

Man vil vel sige til os, at vi have ogsaa vore private Ønsker og Bestræbelser, ja, men vi ere ikke selv Herrer derover; de skulle bæres oppe af Opinionen, og dette sker ikke regelmæssig, undtagen de have de Egenskaber og Karaktermærker, som svare dertil. Myndige Mænd ere ikke saa tilbøielige til at underkaste sig, hvad der ikke har Værd i og for sig selv, at de lettelig skulde tage feil i dette Punkt; de vide at finde sine Mænd. Folket spørger ikke efter disse Mænds Særinteresser, og det er løs Tale at fremstille Bevægelser, som de vi netop nu seile med, som Resultater af enkelte Mænds Virken og Agitation; nei, disse Mænd bæres frem af Opinionen; de kunne ikke skabe den eller løfte sig selv op; de ere regelmæssigen mere end Halvparten Forretningsførere for de store Nødvendigheder inden Samfundet.

Jeg har ofte tænkt, naar jeg saa en engelsk Minister gaa af for et ubetydeligt Votum: han har været glad, da det Votum faldt, thi han var saa træt, saa træt! Kan nogen tvivle derpaa, naar han Aar efter Aar skal staa i et saadant Ansvar, der falder paa den, der staar i Spidsen for en stor Stat? En Konge har sagt, at den, som tror, at en Krone er let at bære, han ved ikke, af hva Metal den er. Og den, som tror det er let at være en populær Minister, han kjender ikke det tunge Arbeide og Ansvar, der dynger sig over ham. Jeg tror, at ingen vilde tragte meget efter at komme i den Stilling, hvis det ikke skete af dyb Pligtfølelse. Thi til syvende og sidst skal man se, at aldrig har en Mand gaaet igjennem en saadan Stilling, uden at han har lagt tilbage et godt Stykke af sin Helbred og et langt større af sin Livslykke. Er der desuden ikke noget, der kaldes en lovlig Ærgjerrighed? Jeg ser ikke andet, end at Sølvkander og lignende Presenter blive modtagne paa den mest forekommende Maade og satte op paa det mest iøinefaldende Sted i Stuen. Skulde man da ikke have Lov til at sætte Pris paa den Ære, der ligger i at have Folket med sig paa sin Vei? Det virker i alle Fald som et Exempel. Det kommer an paa Individualiteten. Jeg bøier mig for de Mænd, der med klart Blik for, hvad der venter dem, gaa ind i disse Stillinger.

Videre er der sagt, at Storthingshvervet skulde blive saa byrdefuldt for Repræsentanterne, at enkelte fremragende Mænd ikke skulde ville indfinde sig, men gjøre alt for at undgaa det. Jeg tror ikke, at man med Grund kan sige, at deres Hverv vilde blive byrdefuldere, naar de skulde komme her 3-4 Maaneder hvert Aar, end det er nu; thi de Mænd, som blive kaldede dertil, ville for det meste være i en saadan Stilling, at de ikke ville berøres deraf. Oplysningen er heldigvis i Stigende, saa det er at formode, at Antallet af dem, der ville bringe det Offer, som kræves af dem som gode Borgere, vil blive større og større. Naar vi vare saa heldige - jeg tør bruge dette Ord - at se dette Forslag ophøiet til Grundlov for Norges Rige, mon da ikke det store Flertal af de tilstedeværende ogsaa vil være at finde igjen næste Gang? Og mon de ikke ville indrette sig saa, at de kunne være der? Jeg har ingen Tro paa, at det, som lader sig gjøre uden Gene i vore Nabolande, ikke ogsaa skulde lade sig gjøre her uden Ulempe. Men lad saa være! Selv om det blev Tilfældet, at enkelte Repræsentanter maa trække sig tilbage, at det kan falde besværligt for nogle, saa vil det paa det samme Felt opveies mange Gange derved, at Repræsentationens Dygtighed gjennemsnitlig bliver større, og at enkelte større Begavelser paa dette Felt faar Anledning til at udvikle sig jævnt i den bedste Skole, som tænkes kan, en Fordel, som ikke kan overvurderes. Tingen er, at hele Repræsentationen inden kort Tid vil stige i almindelig Dygtighed - de gamle faar man holde noget til gode, de ere lidt stive i det.

Om den økonomiske Side af Sagen er der talt før; jeg skal derom fatte mig kort og kun sige, at jeg igjennem flere Budgetterminer har deltaget i Revisionen af Statens Regnskaber, og ikke nærer nogen Tvivl om, at disse 17,000 Spd., hvortil Konstitutionskomiteen har kalkuleret Forhøielsen, kan indspares flere Gange, saasnart Thinget tager Sagerne i sin Haand. Storthingets Erfaring siger det samme. Men sæt, at der blev et Tillæg af disse 17,000 Spd.; kan denne Nation anvende en saadan Sum bedre til sin Opdragelse som Folk? Vi bevilger til Skoler og Undervisningsanstalter, men disse 17,000 Spd., der bringer os sammen hvert Aar, som sætter de bedste Folk i Stand til at fremme sin Indflydelse, det er den bedste Opdragelsesanstalt, dette Folk kan skaffe sig selv. Medens vi betaler 90,000 Spd. aarlig til Universitetet - jeg har al Respekt derfor - saa skulde man ikke her kunne anvende 17,000 Spd.?

Saa har man talt om, at der skulde komme en Syndflod af Lovarbeider; det modsatte vil blive Tilfældet. Da kan man forberede sig bedre i Mellemtiden; om der kommer Forslag ind, kan man lade dem hvile til næste Thing, hvis man nærer Tvivl; man faar da ikke saadan brændende Hast med at faa sine Forslag ind, fordi man ikke behøver at vente i 3 Aar, saa denne Konciperen fra Privates Side vil blive jevnere fordelt. Desuden, naar en større Storthingserfaring erhverves, vil man skrive bedre Forslag, og der vil blive givet bedre Raad om dem; man vil naturligvis arrangere sig saaledes, at de samme Mænd, den ene Gang efter den anden, ville komme til at sidde i samme Komite.

Jeg har endnu at berøre et, der er kastet ind i Debatten. Der er nemlig givet Anvisning paa overordentlige Storthing, som en Udvei, man skulde være tjent med. Jeg kan se Sagen an fra hvilken Side, jeg vil, saa er det ikke muligt at lægge Vægt paa dette. De store Træk og det bestemmende i Statshusholdningen ligger udenfor de overordentlige Storthing. Det er et tungvindt Maskineri, og det beror paa en Vilje, som ikke er vor, enten dette Maskineri skal sættes i Bevægelse eller ikke. Følgen er, at vi kunne udsættes for Experimenteren med os; vi kunne komme først, naar det gjælder at udøve et Tryk paa Sverige, og sidst, naar Sverige skal øve et Tryk paa os. Denne Betragtning ligger for nær Kjendsgjerninger til, at der her kan sees bort derfra.

Jeg vil til Slutning til mine politiske Meningsfæller gjøre en Henvendelse, som vistnok bærer ud over den nærværende Sag, idet den kan siges at gjælde vort hele nationale og konstitutionelle Liv, men som dog i dette Tilfælde forekommer mig at være rigtig tilgavns paa sin Plads. Jeg siger til dem: hvis det noget Steds i Verden er nødvendigt at opelske og frit at udvikle de liberale Institutioner, som skjænker enhver Mand den Energi, som alene Vanen til at tænke, tale og handle giver, saa er det nødvendigt i et lidet Land ved forenede Bestræbelser af den hele Befolkning, som forstaar, hvad det gjælder, og erkjender Nødvendigheden af, at der handles, for at noget stort og gavnligt kan udrettes. Det er denne Tanke, som stedse maa haves for Øie, hvor det gjælder Grundlovsforandringer eller Udbedringer af vor Samfundsorden; denne Sandhed kan ikke dybt nok indskjærpes; den har den dybeste og alvorligste Betydning, og bør ligge enhver af os paa Sinde.

Jeg frygter for, at jeg har opholdt Storthinget ret længe; men jeg anser Sagen for at være af en saa særdeles Vigtighed for alt, hvad der i dette Land har Pligter og Rettigheder at udøve, at jeg ikke har kunnet afholde mig fra at udtale, hvad der for mig maa være det bestemmende ligeoverfor denne Sag. Naar jeg stemmer for den, kjender jeg ikke dens Udfald, det er en klar Sag. Men jeg stemmer dog heldigvis for den med den dybe Forvisning, at intet formaar at standse dens endelige Seier. Man vil maaske kunne magte at faa den udsat - dette Udtryk brugtes idag af en Repræsentant, i hvis Mund det formentlig var ensbetydende med Henlæggelse - men henlagt bliver denne Sag ikke. Den vil voxe sig stor, og den vil en Gang blive betragtet som en af de største Triumfer, vi paa vor Udviklingsvei have opnaaet i vort Land.