Martin Tranmæl
Kristiania-forslaget
Arbeiderpartiets landsmøte, debatt om Moskva-tesene
Kristiania, 25. februar 1923
Kilde: Det norske arbeiderparti. Protokol over forhandlingene paa det 26. ordinære landsmøte. Kristiania, 1923, s.15-25.

Partifæller! Der foreligger i forbindelse med denne sak et kompleks av spørsmaal, dels av indrepolitisk art, dels spørmaal som tangerer partiets forhold til Den kommunistiske Inbernationale. De indre-politiske spørsmaal er væsentlig vor parlamentariske taktik, voldgiftsloven, kriseprogrammet og enhetsfronten, og de internationale spørsmaal brevet fra det utvidede eksekutivkomvitemøte i sommer, brevet efter eksekutivkomiteens møte i september og beslutningerne paa den 4. verdenskongres.

Det kan synes som om disse spøørsmaal er vidt forskjellige, men i grunden er der sammenhæng mellom dem. Vi faar derfor se paa hvad de indebærer og trække vore slutninger.

Jeg skal se paa spørsmaalene i kronologisk orden og belyse de taktiske og principielle uoverensstemmelser som er tilstede for at bringe klarhet og størst mulig ensartethet. Det tjener ikke til noget at dække over motsætningerne.

Diskussionen begyndte egentlig i april ifjor. Det første spørsmaal som vakte diskussion var den parlamentariske taktik, og særlig stortingsgruppens stilling til regjeringen under trontalen. Paa partiets tidligere landsmøter har der været enighet om den parlamentariske taktik. Og sidste landsmøte vedtok ingen forandring heri. Under sidste trontaledebat kom der imidlertid frem en ny tone, og det gjælder da at komme til klarhet over om den er rigtig.

I den taktikuttalelse som blev vedtat paa partiets landsmøte i 1919 heter det bl.a.:

"I sin parlamentariske virksomhet søker partiet at klargjøre de socialistiske synsmaater, at svække kapitalistklassens politiske magt, at støtte og fremme arbeidernes revolutionære kamp og den sosiale nydannelse. Landsmøtet uttaler, at samarbeidet ved regjeringsdannelser eller forhandlinger om et saadant samarbeide ikke maa finde sted. Stortingsgruppen skal ved forslag og votering saa ofte dertil er anledning og ihvertfaldt under hver trontaledebat fastslaa partiets stilling til regjeringen. Partiet holder sig adgangen aapen til at proklamere valgstreik og stortingsmands-streik for at slaa tilbake eventuelle angrep paa erhvervede rettigheter eller for at vinde nye."

Det var denne beslutning vi gik til valg paa.

Imidlertid traadte landsstyre sammen den 14. januar 1922 og Stortinget var traadt sammen saa det var nødvendig at ta stilling til vor parlamentarisk taktik.

Landsstyret vedtok da følgende beslutning med hensyn til gruppens stilling til regjeringen:

Landsstyret uttaler under henvisning til landsmøtets beslutning av 1919:

"Den kommunistiske stortingsgruppe staar i motsætningsforhold til enhver borgerlig regjering. Den kan derfor ikke støtte den nuværende regjering, men gruppen bør ikke være bundet til at fremsætte mistillidsforslag under trontaledebatten. Beslutning om der bør fremsættes mistillidsvotum avgjøres av centralstyret overensstemmende med partiets love."

Som det fremgaar herav har landsstyret ikke vedtat nogen væsentlig forandring i vor parlamentariske taktik. Den eneste ændring er at det ikke fastholdt kravet om at der skulde stilles mistillidsvotum. Derimot understrekes motsætningsforholdet til enhver borgerlig regjering og det overlates centralstyret at træffe beslutning om der skulde fremsættes forslag til mistillidsvotum. Der blev imidlertid ikke noget møte i centralstyret til behandling av denne sak og jeg skal ikke komme ind paa hvis feil det var. Det blev under diskussionen fremholdt, at gruppen vilde staa sterkere om et mistillidsforslag til regjeringen blev fremsat i forbindelse med en stor sak.

Under trontaledebatten holdt Scheflo det første foredrag, og her fremkom den nye tone. I hele sit indlæg rettet Scheflo et voldsomt angrep paa høire og det var naturligvis alle enige i, men han undlot at angripe venstre. Netop fordi der ikke fremsattes noget mistillidsforslag hadde det været naturlig om partiets motsætningsforhold til venstre ogsaa var blit understreket i debatten. Det kunde være fristende at fremkomme med citater i denne forbindelse. Ikke dette om de egtefødte barn, det kan paa en vis forsvares, men Scheflo gjør endog opmerksom paa at den tid kan komme da man maa slaa vakt om stortinget mot de kapitalistiske magter utenfor stortinget.

Den som trak de egentlige konsekvenser av Scheflos uttalelser var gruppens viceformand, Hornsrud, som allerede tidligere har været tilhænger av minister-socialismen. Hornsrud fandt støtte for sin opfatning i Scheflos uttalelser.

Overfor streikende arbeidere har en regjering Gunnar Knudsen, en regjering Otto B. Halvorsen, ja ogsaa en regjering Otto Blehr optraadt paa akkurat samme maate. Det er en falsk illusion at tro at de borgerlige regjeringer optrær forskjellig her. Kapitalistklassen kan være vel fornøiet med Otto Blehr som statsminister, men det kan ikke arbeiderklassen være. Det gik ogsaa slik under debatten at Five kunde optræ og betegne kommunisterne som pyntelige folk. En trontaledebat som forløp saaledes for en kommunistisk gruppe er ikke noget lovende. Det var bare Sæter som gav uttryk for de gamle, kjendte toner. Man hvad skedde? Jo efterpaa er det Sæter som tages i skole i gruppen og ikke de andre. Man vil kanske spørre: Hvor var centralstyret? Det var imidlertid centralstyret og landsstyret som paa forhaand hadde fattet de beslutninger som gruppen ikke bøiet sig for, og under debatten kunde jo centralstyret ikke gripe ind.

Vi maa være klar over at der her foreligger et nyt syn paa parlamentarismen og vi faar derfor avgjøre hvad der skal være fremtidens linje. Scheflo foretar sig ikke noget uten at han har en mening med det, og der er ogsaa senere fremkommet andre ting som viser, at det er linje i dette. Vi har Ræstads interpellation. Her bidrog vi til at forene en av venstres og høires førere og trak interpellationen tilbake paa en maate som var svækkende for os. Dernæst hadde vi voldgiftsloven. Hvis man ønsket en voldgiftslov ifjor burde det ligget nær at ta forslag om dette op paa landsmøtet. Hvis saken var blit tat op paa landsmøtet ifjor vilde partiet ha kunnet ta spørsmaalet op og avgjort det alene. Saken blev reist i centralstyret, hvad der selvfølgelig var rigtig, men den blev ogsaa reist i stortingsgruppen. Centralstyrets flertal utalte sig mot voldgiftsloven, og jeg fik i opdrag som partiets repræsentant i sekretariatet at bekjæmpe loven. Men der var andre centralstyremedlemmer - Scheflo og Halvard Olsen - som var fanatiske motstandere av centralstyrets beslutning, og som derfor bekjæmpet partiets standpunkt. Partiet kunde ikke ta ansvaret for at stemme for loven og skjøt avgjørelsen over til landsorganisationen. Det fandt ikke at kunne ta ansvaret for at fremtvinge en økonomisk konflikt paa trods av fagorganisationen. Partiets medlemmer var saa indenfor denne med paa at fremtvinge voldgiftsloven.

Dette viser en ny vurdering av de økonomiske kræfter og en overvurdering av det politiske arbeide. Resultatet var kanske blit daarligere - uten loven, men klassen ville ha staat bedre. Det er en feil at vike undav ved en slik anledning som den vi hadde ifjor vaar.

Under behandlingen av bank og skattesaker hadde vi ogsaa en sterk følelse av at vi stod overfor noget nyt og fremmed, men her var partiet med og traf avgjørelsen.

Kriseprogrammet maa sees under samme synsvinkel. Det blev dog vedtat av partistyret som saaledes har ansvaret for det. Svakheten ved kriseprogrammet var at det ikke var klart og enkelt nok. Det var imidlertid ikke selve kriseprogrammet, men dets utnyttelse man reagerte mot. Utnyttelsen viste nemlig en underkjendelse av industri-arbeidernes organisation. Vi er alle for at partiet skal vinde landarbeiderne, skogsarbeiderne og fiskerne, men under diskussionen om kriseprogrammet sas man tydelige forsøk paa at svække industri-arbeidernes - fagorganisationens - stilling. Og det er dog de som maa være kjernen i et kommunistisk parti.

Dernæst kommer vi ind paa de spørsmaal som er reist av Internationalen. Man forstod ogsaa hos os selve tanken i enhetsfronten, men motsætningerne opstod da det gjaldt spørsmaalet om den nationale tilpasning av enhetsfronten. Vi har et stort parti som staar i samarbeide med Arbeidernes faglige landsorganisation. Derved staar vart parti i organisationsmæssig samarbeide med hele den organiserte arbeiderklasse i dette land. Utenfor vort parti staar omtrent ingen organiserte arbeidere. De høiresocialistiske arbeidere finder vi i fagorganisationen, saa ved vaart partis samarbeide med fagorganisationen har vi indiflydelse paa hele arbeiderklassen. Vi hadde derfor ingen interesse av at være med paa en tillempning av enhetsfronten som vilde føre til anerkjendelse av det socialdemokratiske parti - en anerkjendelse som dette parti imidlertid hadde bruk for. Naar det derimot forelaa konkrete saker var forholdet et andet. Det som laa til grund for de synsmaater som førtes ifjor gik ut paa en forflatning av partiets synsmaater for at faa tak i masserne. Senere er enhetsfronten bragt i anvendelse under ordførervalgene og naar det gjaldt demonstrationen mot besættelsen av Ruhr, men da var det ingen motsætningsforhold indenfor vort parti. Det er ikke enhetsfront at gaa til samarbeide med høieresocialister og syndikalister uten program, men naar vi stod overfor konkrete spørsmaal var stillingen en anden. Den stilling centralstyre-flertallet her har indtat er konsekvent og rigtig.

Det næste spørsmaal som kom op var de saakaldte samlingsartikler i "Social-Demokraten". De vakte ikke strid blandt arbeiderne, men der blev søkt at lægge noget andet i artiklerne end hvad de indeholdt. Det var " Social-Demokraten" om at gjøre at faa vite hvor langt høiresocialisterne vilde gaa, men dette blev forkludret ved at man forsøkte at misbruke artiklerne mot "Social-Demokraten".

De sidste teser fra Internationalen gaar ut paa at gjøre det kommunistiske parti til et masseparti. Vi er glad for hvert medlem vi faar ind i rækkerne og hvis det kommunistiske parti skal bli et virkelig masseparti maa det ta de bedste arbeidere fra de høiresocialistiske partier. Der findes ogsaa her i landet arbeidere som ikke er forskjellige fra os her, særlig i Østfold, som vi maa kunne vinde fra høiresocialisterne. Det vil styrke vort parti. Det har aldrig været tale om at forene vort parti med det høiresocialistiske parti. Samlings-artiklerne gik ut paa at styrke vort partis stilling.

Det var aabenbart allerede i høst at det gjaldt at reise en sterk opinion mot centralstyre-flertallet og "Social-Demokraten" og de som samlet sig om vore synsmaater. Og det var paatagelig at angrepene stammet fra samme kilde. Saa har vi K. J.- spørsmaalet. Her "slog man paa sjækerne, men mente mærra." K. J. er ikke noget stort spørsmaal, men fordi K. J. er en dygtig journalist har han betydning for vort parti. Han skriver altid under signatur og det er ingen som tar det han skriver som uttryk for partiets opfatning, det staar for hams egen regning. Men der var dem i partiet som hadde bruk for K. J.s artikler og saa fik vi kampagnen. Det var en systematisk agitation som blev reist og den kulminerte i septemberbrevet fra eksekutiven.

Av alle de dokumenter vi har faat fra Internationalen er september-brevet det mindst begrundede. Det maatte opfattes, ikke alene som Internationalens syn, men som en partitagen i vor indre strid, og maatte bidra til at skape endnu større uoverensstemmelser. Saa fremkom der artikler om at Internationalen var i fare. Disse artikler kunde bare svække Internationalens stilling hos os og forberede brudd med Internationalen. Det var tale om at jeg skulde være medlem av delegationen til verdenskongressen, og jeg er blit angrepet for at jeg ikke reiste. Naar jeg ikke ønsket at reise var det av flere grunde - dels septemberbrevet, dels arbeide her hjemme. Efterat jeg i septemberbrevet uten nogensomhelst forutgaaende undersøkelse var blit karakterisert paa den maate som der skedde, kunde jeg ikke møte som partiets repræsentant med nogen autoritet. Og jeg mener at vore repræsentanter paa verdenskongressen skal repræsentere partiet og ikke enkelt-personer. Dernæst kom at vi hadde en række saker herhjemme, organisationsspørsmaalet stod foran sin avsluttende forberedelse i landsorganisationen, kommunevalget stod for døren og vi hadde mange andre aktuelle og vigtige saker. Dette var grundene, hvorfor jeg ikke ønsket at reise til Moskva.

Det var ganske naturlig at vi som medlemmer av Zimmerwald sluttet oss til den 3. Internationale da den blev dannet. Men vor tilslutning til den skedde ikke betingelsesløst, men betingelsesvis. Derfor sa vi i 1919 at vi tok endel forbehold. Det var paa dette grandlag vi meldte os ind, og det var paa det grundlag vi bekræftet vor indtræden i 1920.

I den indstilling som forelaa for sidste landsmøte og som blev vedtat av dette er det nærmere utformet paa hvilket grundlag landsmøtet vedtok beslutningerne paa den 2. kongres. Vi fik anledning til at beholde vort kollektive medlemsskap og vor uttalelse om forholdet til fagbevægelsen blev forelagt Sinoviev som erklærte sig fuldt ut enig med sentralstyrets flertal.

Vore præmisser - de saakaldte reservatianer - blev godtat av landsmøtet. Jeg hørte at partiets formand uttalte en beklagelse over de forbehold vart parti har tat. Hvis Stang hadde kommet med disse beklagelser paa forrige landsmøte er dat ikke saa sikkert at vi hadde gaat saa smertefrit gjennom tesedebatten. Den indstilling som vi forela for sidste landsmøte var en faktisk forutsætning for vort fortsatte medlemsskap i Internationalen. Derom forelaa der ingen delte meninger mellem repræsentanterne paa landsmøtet. Beslutningerne paa den 3. verdenskongres vakte ikke synderlig strid. Vi burde ha behandlet disse beslutninger men det landsmøte som var berammet til behandling av dem blev utsat efter paalæg av Internationalen.

Vi fik ingen forhaandsmeddelelse om de spørsmaal som skulde behandles paa det utvidede eksekutivmøte. Hvis vi hadde faat det vilde vi ha sendt en fyldigere delegation dengang. Og der vilde paa forhaand ha været foretat en nøiagtig prøvelse av de saker som skulde op. Dette er ogsaa uttryk for den nye centralistiske aand, den aand som gaar ut paa at man ikke gir sig av med at undersøke sakerne før man er med paa at træffe beslutninger i meget vigtige spørsmaal.

Det var ingen som ønsket eller hadde tanke paa brudd med den 3. Internationale før den 4. verdenskongres' beslutninger forelaa. De beskyldninger som før den tid fremkom var aldeles grundløse. De som reiste denne agitation var selv med at skape en irritation og gjorde derved sit til at forberede det som indtraf senere.

Det som karakteriserer den 4. verdenskongres' beslutninger er den utvidede centralisme. At der virkelig er kommet noget nyt her fremgik av Sinovievs tale ved kongressens avslutning, av Eberleins tale og av Ernst Meyers artikler. Nu skal eksekutivkomiteens medlemmer ikke utsees av de nationale partier men vælges av kongressen og i statuterne paalægges det repræsentanterne ikke at komme til kongressen med bundne mandater. Den 5. verdenkongres vil gaa videre - det kan man være sikker paa - hvis der ikke reises en kraftig protest mot den stramme - centralisme. Det er givet at vi staar overfor nye spørsmaal. Dette er oppe ogsaa i andre land. Vort svenske broderpartis landsstyre har saaledes med 13 mot 2 stemmer vedtat en uttalelse som gaar i samme retning som den vi har fremlagt. Vi har her i landet allerede faat føle den sterke sentralisering av magten. Vi kunde nu ha været kommet et halvt aar paa vei mot omlægningen av vort partis organisation, dersom vi hadde faat landsmøte i høst. Partiets centralstytre er svakt, desværre, derfor hadde det av flere partimæssige grunde været nødvendig at holde landsmøtet. Beslutningen om at utsætte dette blev fattet uten at der var konferert med os paa forhaand og uten begrundelse. Paa verdenskongressen blev der tat op en række spørsmaal, saaledes en appel fra Halvard Olsen, uten at den var sendt ind gjennem partiet. Paa samme maate blev der fattet beslutning i K.J.- saken, en beslutning som bidrog til at vanskeliggjøre en løsning av partistriden. Vi bad om at faa en delegation hit efter verdenskongressen, men det fik vi ikke. Hadde vi faat det vilde meget være vundet. Det viste sig ogsaa da Radek var her, at der kunde opnaaes et kompromis som har skapt ro. Vi ser og centralismen i beslutningen om at der i "Mot Dag"s redaktion skal vælges en kontrol-redaktør i forstaaelse med eksekutivkomiteen. Paa et møte i Trondhjem trak jeg konsekvensen av denne beslutning, og pekte paa hvilken rolle denne beslutning ville spille overfor vore større partiaviser, men man vilde ikke høre tale om de lokale konsekvenser her.

Siden nytaar har vi i centralstyret hat tilstede et par repræsentanter for eksekutivkomiteen. Vi har ikke noget imot at eksekutivkomiteen er repræsentert i vort centralstyre, men maaten hvorpaa dette skedde denne gang er anderledes end tidligere. Det skulde ha været konferert med centralstyret paa forhaand om denne repræsentatiom, men man har bare sendt et par mand som er tilstede og som, naar de anser det nødvendig, griper ind i centralstyrets behandling av sakerne. Man faar en følelse av at man sitter under administration.

Det er disse nye centralistiske tendenser i forbindelse med en opportunistiske politik og forholdet til fagbevægelsen som foranlediget centralstyrets flertal til at fatte sin beslutning av 21. december. I denne beslutning uttales det, at vi efter beslutningerne paa den 4. kongres ikke kan bli staaende i Internationalen, men vi anerkjender den fremdeles som den eneste politiske Arbeider-internationale som Det norske arbeider parti vil samarbeide med, og Internationalens grundsætninger anerkjendes helt og fuldt som rettesnor for partiets politik.

Dette betyr ikke brud med Internationalen, men en organisationsmæssig omgruppering som vil gjøre vort partis stilling friere og styrke partiet.

Spørsmaalet om vi vil staa i et andet organisationemæssig forhold til Internationalen er spørsmaal som kan behandles, men det var ikke mulig, at behandle dette mellom jul og nytaar. Der blev reist en pogrom-stemning som umuliggjorde enhver saklig diskussion.

Centralstyreflertallet fremla paa landsstyrets møte i januar en indstilling, hvori det nærmere begrundet den beslutning som det fattet 21. desember. Av de uttalelser Radek fremkom med i dette landsstyremøte fremgik det tydelig, at vi ikke kan staa i Internationalen paa de samme betingelser som vi vedtok i 1921. Det foreligger derfor en ny situation paa dette landsmøte.

Der var vistnok ingen av cenralstyrets flertal som fandt Radeks erklæring helt tilfredsstillende, men slik som diskussionen var før omkring nytaarstid var der en fare for at partiet skulde sprænges. Hensynet til vaarens kampe virket ogsaa derhen at vi stemte for. Der ligger en væsentlig garanti i Radeks erklæring idet han uttaler, at avgjørelserne først skal træffes efter omhyggelig studering av meningsdivergenserne. Deri ligger en stor betryggelse. Det som har svækket Internationalen mest er kanske de meddelelser som er gaat underhaanden, og som har ført til at Internatiomalen er spillet ut i indre spørsmaal. Dette skulde vi være garantert mot efter Radeks erklæring i landsstyret.

Centralstyrets flertal har ikke dermed opgit sin mening, men det søker at komme til enighet av hensyn til partiet. Det stillet som forutsætning herfor at partiet kunde opretholde sidste landsmøtes beslutning om den demokratiske centralisme. Denne forutsætning blev tiltraadt av 5 av landsstyrets medlemmer slik at stillingen blev 12 mot 12. Paa den ene side stod de som betingelsesløst sluttet seg til Radeks forslag, paa den anden side de som betingelsesvis sluttet sig til.

Der blev ogsaa enighet i spørsmaalet om den norske resolution. Hovedspørsmaalet er det individuelle medlemsskap. Da internationalen stillet dette som en uavviselig betingelse bøiet alle sig for det. Radek gav ogsaa her forsikring om at dersom der trængtes længere tid til gjennemførelsen vilde Internationalen indrømme det. I dette som i de andre av disse spørsmaal er der heller ikke senere reist indvendinger fra noget hold inden flertallet.

De andre saker: K. J., "Mot Dag" osv. er underordnede spørsmaal, hvor der blev opnaadd kompromis, og det var godt at disse mindre saker blev bragt ut av verden fordi de ofte kan vokse til store stridsspørsmaal. 

De indstillinger landsstyret fremlægger er naturligvis ikke bindende før landssmøtet har godkjendt dem gjennem sine avgjørelser. Hvad vi kan slaa fast er, at der ikke paa noget møte er optat forslag som gaar mot landsstyrets enstemmige indstillinger. Det samme gjælder i pressen. Men naturligvis er tilslutningen til landsstyrets indstilling blit git paa forskjellige præmisser. Enhet er ikke det samme som enighet. Overfor den store avgjørelse: spørsmaalet om medlemsskapet i Internationalen og den norske repræsentation er det enstemmighet. Det som er kommet til senere og som gaar videre er Kristiania-forslaget. Det er et forslag som er begrundet i de forskjellige opfatninger som er tilstede. Det tar sigte paa at dra frem de aktuelle spørsmaal som er oppe. Vi har teserne og vi har forslaget til principuttalelse fra landsstyret, men Kristiania-forslaget tar sigte paa de aktuelle spørsmaal.

I Kristiania-forslagets punkt 1 slaaes det fast at tyngdepunktet i bevægelsen skal ligge i de økonomiske organisationer. Alle erklærer sig teoretisk enig heri. Men naar man tænker paa hvorledes den økonomiske kamp er kommet i bakgrunden i den sidste tid er det nødvendig at der sies fra. Partiets medlemmer maa selv være med at bygge op sin organisation. De nye samfundsorganer som maa til under gjennembruddet til et arbeiderstyret samfund maa forberedes. Punkt 1 er præmisserne for forslagets punkt 2, som gir uttryk for den samme opfatning som er uttrykt i de parlamentariske teser av 1920. Vor gruppe i stortinget skal ta op agitationen for vore saker og stille forslag som klargjør partiets vilje. Et væsentlig spørsmaal for os er at det parlamentariske arbeide underlægges den organisationsmæssige linje. Derfor tar vi avstand fra den opportunistiske manøvrepolitik. Manøvrepolitik er naturligvis nødvendig, men opportunistisk manøvrepolitik er utilladelig for en kommunistisk parlamentsgruppe. Det er sagt at vi skal splitte de andre. Hvilken splittelse har stortingsgruppen formaadd at faa istand? Det eneste positive som foreligger er voldgiftsloven, hvor vi slog ind paa venstres linje. I bankspørsmaalet, toldspørsmaalet osv. har høire og venstre staat enige.

Hovedopgaven for os er at paavise motsætningsforholdet mellem os og de borgerlige partier, slik at vi trækker smaakaarsfolket bort baade fra høire og venstre. Det vil være en virkelig styrkelse av vort parti. Derfor er det urigtig at si at det er en væsensforskjel mellem venstre og høire. De er reaktionære i bund og grund begge to. Om vi kommer op i en storstreik til vaaren tror da nogen at Blehrs regjering vil optræ anderledes end en høireregjering. Fastslaar vi først alt venstre er bedre end høire vil det bidra til at smaakaarsfolket holder fast ved venstre og hindre dem fra at slutte sig til os.

Der foreligger i dette spørsmaal et forslag fra mindretallet, men det gaar ikke ind paa selve saken. Er man enig i den politik som er ført faar man si fra. I det sidste har vor stortingsgruppe ført en skjærpet taktik ogsaa overfor venstre, men her gjælder det om ogsaa at trække linjerne op for fremtiden.

Vi staar nu overfor omlægning av organisationsformen til individuelt medlemsskap. Det gjælder da at faa fastslaat hvor bestemmelsesretten skal ligge. Vi fastslaar i punkt 3 at den skal ligge hos medlemmerne. Nu bygger partiet paa fagforeningerne. Dette forhold vil forandres ved overgangen til individuelt medlemsskap og vi har derfor fundet det nødvendig at fastslaa at ledelsen ikke skal ligge hos intellektuelle eller halvintellektuelle. Der er nemlig en fare for at disse halvstuderte som skriver og snakker folk i svime kan faa den avgjørende indflydelse. Ledelsen maa kontrolleres av medlemmerne. Partiet maa derfor bygge paa tillid ikke paa lydighet. Den jernhaarde disciplin kan føre til kadaver-disciplin. Det er en ny verden vi her møter og den kan bli en fare for hele den revolutionære bevægelse. Det princip vi her vil ha fastslaat vil vi ogsaa ha gjort gjældende i forholdet til Internationalen. I spørsmaalet om medlemsskapet i Internationalen og verdenskongressens beslutninger er der enstemmighet. Men til sommeren skal Internartionalens 5. kongres holdes og derfor maa vi ta spørsmaalet op om vor stilling til en videre utvikling av centralismen.. Vi er enig om at Internationalens magt bør være absolut hvor det gjælder internationale spørsmaal og det samme gjælder nationale spørsmaal, som peker ut over det nationale partis ramme. Men hvis Internationalen skal blande sig ind i rent indre spørsmaal vil det bare skape unødig irritation og utrydde det selvstyre som er absolut nødvendig for de nationale partier. Vi vil ogsaa arbeide for at de nationale partier selv skal faa vælge sine repræsentanter i eksekutivkomiteen.

Paa sidste landsmøte valgte vi vor mand i eksekutivkomiteen. Vi burde ogsaa kunne gjøre det nu. Centralstyrret ville helst ikke ha uttalt sig om saken, men overlatt det til landsmøtet. Men da vi fik besked fra delegationen om at valget skulde foretages av kongressen og gik ut fra at det maatte vælges en mand som kunde bo i Moskva foreslog vi Haakon Meyer som repræsentant og Alfr. Madsen som varamand. Hadde vi staat frit vilde vi kanske heller ha foreslaat Madsen som har en længer fortid i partiet og som staar i bredere kontakt med store arbeidermasser. Naar vi ikke foreslog Scheflo, saa var det ikke fordi vi personlig hadde noget mot ham, men fordi vi mente det hadde betydning at centralstyrets flertal var repræsentert i E. K. Og vi trodde ogsaa at E. K. ønsket dette. Kongressen vilde imidlertid ikke akceptere Meyer som repræsentant, og heller ikke Madsen, den tok Scheflo. Dette er en utvikling som er farlig og vi bør vække motion om at faa tilbake den gamle ordning.

Endelig er det stillingen til fagbevægelsen. Paa sidste landsmøte vedtok vi en beslutning hvori det fastsloges at forholdet mellem fagbevægelsen og partiet skulde være bygget paa tillid og likestillethet. Partiet bør ikke opkaste sig til overhersker over fagbevægelsen. At gjøre sekretariatet til en partiinstans er farlig baade for partiet og for fagbevægelsen.. I E. K.s brev heter det at alle partimedlemmer skal være fagorganiserte, men desuten at de i alle spørsmaal skal handle efter partiets direktiver uten dog at bryte den faglige disciplin. Dette er betænkelig, naar man vet at der i partistyret ogsaa sitter ikke fagorganiserte.

Under diskussionen om Kristiania-forslaget er der fra motparten først blit fremlagt en uttalelse som senere er trukket tilbake og desuten et motforslag, men det kom paa et meget sent stadium. Det er beklagelig at der ikke er stillet et utformet motforslag fra mindretallet. Der maa jo tages standpunkt. Det har været sagt at Kristiania-forslaget stammer fra grumsede kilder, som vil ha brudd med Imternationalen. Det faktiske forhold er at det er vedtat i Kristiania arbeiderpartis repræsentantskap, som er en arbeiderforsamling likesom denne. Tiltrods for at motparten ikke har villet diskutere forslaget, viser det sig av valgene til landsmøtet at der er et flertal bak det utover landet, og likeledes av fraktionsmøtet her igaar, at der er et flertal for forslaget paa landsmøtet.

Paa de møter vi har hat har jeg mest snakket om de indrepolitiske forhold, mens Scheflo væsentlig har talt om det russiske partis erfaringer. Det kan naturligvis være nyttig, men en ting har det russiske parti alltid forstaat, nemlig at indrette sig efter de givende forhold til enhver tid, og det bør ogsaa vi lære.

Det som imidlertid er det viktigste er den aandsretning, som er kommet frem i denne strid. Paa den ene side staar vi som bygger paa medlemmerne, paa den anden side dem, som vil oranisere partiet ovenfra centralistisk, som holder paa kirketugte og fordømmelsespolitiken. Naar alle kommunistiske partier utenom de russiske staar svakt, skyldes det sikkert i første række metoderne. De socialdemokratiske partier er store, men de er kolosser paa lerføtter. Naar de kommunistiske partier er svake, skyldes det den aand som herhjemme er mest levendegjort ved redaktøren av partiets tidsskrift, Arvid Hansen. Jeg tror mindretallet har været litt letsindig her. Mange av dem har ikke villet diskutere sakerne, men de kommer nok til engang at havne i opposition mot kirketugten, og da vil de bli møt med sine egne vaaben: ingen uro i partiet!

Jeg vil henstille til repræsentanterne at dømme om det som skilller og la det faa uttryk i en votering. Paa den ene side har vi dem som vil ha et saa stort parti som mulig, og derfor vil ha en stram taktik. Paa den anden side dem som lægger hovedvegten paa at skape et ensartet kommunistisk parti, et lite parti, hvor manøvretaktikken naturligvis spiller den største rolle.

Det staar her to opfatninger mot hverandre. De som er enige i Kristiania-forslaget og samtidig vil stille sig helt loyal paa landsstyrets grund bør stemme for dette. Skulde der mot formodning ikke bli flertall for Kristiania-forslaget, forbeholder vi os at opta punkt 2 som motsætning til landsstyrets mindretals indstilling om den parlamentariske taktikk.

Det tror jeg vi alle bør være enige om, at det at dække over motsætningerne ved enstemmige beslutninger er verre end alt. For de beslutninger som fattes bøier vi oss naturligvis alle, men vi skal ikke trække skindfælden over hodet og late som om der ingen motsætninger er. Vi maa skape mulighet for enhet efter landsmøtet derved at landsmøtet sier fra om sit syn paa saken. Det gjælder ikke her for eller imot partiet, for eller imot Internationalen, men for eller imot de saker som foreligger til avgjørelse.

(Tranmæls foredrag blev hilst med langvarig bifald.)