Ole Valstad
Gud har lagt sin Velsignelse paa de frie Folk
Vormstad, 17. mai 1832
Kilde: "Folkebladet, 29. mai 1832; Henrik Wergeland: Samlede skrifter, del III, bd.1", s. 351 - 354.

Ifølge Wergeland "oplæste Bonden Ole Valstad følgende af ham Selv forfattede, skjøndt vel noget omskrevne Tale:

17de Majens Frugt er Norges ædleste og herligste. Medborgere og Medborgerinder! skulle vi ikke fryde os ved den? Vore Grane bære Dalere og vore Agre Renter; men Friheden -- Eidsvoldspalmen -- bærer vor Lykke og vor Stolthed. Vi hvile i dens Skygge Aaret rundt; men i Dag ville vi reise os op med det hele Normannafolk, og betragte dens herlige Krone med de 112 straalende Qviste! -- Den Tid er kommen med den stigende Oplysning, da Tanken om 17de Mai gaaer oplivende igjennem Normandens Hjerte; og der gives ikke noget Hoved mere, hvorigjennem den zittrer som en ræd Skygge. Det nytter ikke Feigheden længere at regne siden Fryderaabene hørtes tydeligen: Fryderaabene over at Norge da sønderskar det danske Aag, og med reddet Ære og Frihed hengav sig i en nu prøvet lykkelig Forening med Broderriget. 

Tænker paa Pohlen, Normænd -- hvorledes det kjæmpede for Det, vi vandt, døde for Det, vi leve for! Ogsaa det sammenkaldte en Nationalforsamling ligesom den, der idag 18 Aar holdt 
Norges Velvære imellem sine Hænder; men hvor er den og dens Arbeide? I det øde Land tør man ikke erindre Fædrelandsvennerne, og der læses ingen Grundlov, men en fremmed Tyrans 
Pennestrøg -- de samme, der udslette Landets Navn og bandlyse Helteskarernes Levninger.

Men vi? hvorledes maale vor Skjebne med dette Ærens og Skjændselens, Heltemodets og Dødens og Elendighedens Land, over hvilket Forsynets Veje synes at gaae i ligesaamange modstridige Krumninger som de Blodstrømme, der overskylle det? Vor Skjebne har kun det tilfælleds, at ogsaa vi stode med Vaaben i Haand, mens vor Frihed skabtes. Og det var ikke med Tabet av det Storvirke, som udførtes inde i Landet, medens Æren stod ved Lier og Matrand, at Sværdene henlagdes. Norge beholdt sin Selvstændighed, og dets Grundlov, hvis Mage knapt i hele Europa kan paavises, besvores af Broderfolkets Konge. -- Seer dette var vor Skjebne! Den Lykke, hvorfor andre Folkeslag have maattet døe -- den blev vor.

Lader os takke Forsynet -- vor Gjeld er stor! Den kan kun afbetales med Dyder. Lader os takke vor høitelskede Kong Carl Johan -- han vilde ikke herske over nedværdigede Slaver! Lader os betale ham med Hengivenhed! Han har talt Frihedens Sag høit i Europa, og han glæder sig naar hans norske Folk høster Frugterne af Maisæden. Lader os gjengjelde ham med Hengivenhed! Den, der har talt Frihedsevangeliet høit i Europa, vilde ikke herske over et Folk af Slaver, ikke see et ædelt, nys gjenfødt Folk at døe heller end blot at vexle Aag. Og han glæder sig, naar han seer sit Folk at høste Frugterne af Maisæden. Han veed, at et Folk 
maaler Kongens Ære efter sin Lykke.

Men lader os ogsaa paa denne hellige Dag ihukomme vor Kraft, Frisind, Eendrægtighed, Oprigtighed i Alt, Stræben efter Oplysning og fremfor Alt Gudsfrygt; Frygt for den Gud, som har lagt sin Velsignelse paa de frie Folk mens han lægger sine Straffedomme til Slavernes Elendighed, og ved sine Forbandelser tugter dem til Frihed! Halelujah -- Han klæder ikke sine Aander med Lænker! Halelujah -- Han hvæsser den retfærdige Vredes Øx med Lynet! Halelujah -- Han har overstraalet det nedbøiede Norge herligst mellem Landene! Hil os! Hil os! -- vi have hans Miskundheds ypperste Gave: den gyldne Ving, hvorpaa Aanderne løfte sig.

Og visselig, Borgere og Borgerinder, disse Aander under norske Hærder have løftet sig, og de have opløftet Norge med sig, saaat der staaer ligesom et pludselig gjenfundet Æresskjold over mange Land! Det er saa, i hvad den forløbne Tids Mennesker sige, som kun regne Lykke efter egen Gevinst, og Landets Lykke efter de gamle Firemarks Dalere, som en bevæget Tid opkastede paa Strandene. Det er saa -- seer blot udover Dalene, og seer den samme Folkemængde vrimle som i Hakonernes Dage! seer det lysne i Skovene! og, fremfor alt, seer det lysne i Hjernerne!

Der er ikke mere nogen norsk Bonde, som kan leve uvidende uden Skam og Skade! Og berømmer Frihedens Overflod af Velsignelse, naar saameget Godt, som det vi ere i Besiddelse af, og nyde i daglig Vandel, har kunnet tilflyde os, uagtet Grundloven, med Hensyn til sin Anvendelse hidtil, med mere Grund lader sig ligne med den evindelig samme Form og Værd beholdende Diamant end med Lykkeringen, der evindelig lader sig forvandle i forskjellige Goder!

Seer, og beundrer det fra Trældommens og Uvidenhedens Ægypten nys udvandrede fattige Folk, hvorledes det er viist og sagtmodigt nok til at anklage egen Vankundighed først og fremst fordi Lyksaligheden endnu ikke staaer i Forhold til de Forjettelser, Grundloven, den hellige Ark, indeholder! Et saadant Folk skal vel ikke let ved voldsomme Omvæltninger erhverve sig Friheden; men det skal som det har gjort, vide bedst at benytte Begivenhedernes Gang, og det skal aldrig tabe det Erhvervede.

Despotiet under alle dets Former skal det ikke bekjæmpe anderledes end ved at appelere til Loven -- denne ypperste, evigen lige retfærdige og værdige Konge over et Folk av Lovgivere. -- Hørte I dette Navn, Normænd? Det er eders Rang, I Odelsmænd! I Odelsbaarne, I Alle, saa høit skulle vi stræbe! Mindre er ikke denne Dags Fortjeneste end at den hævede Eder fra Trælle til frie Lovgivere. Erindrer den da med Fryd, og blander den Stolthed, hvormed I maae fremtræde imellem Folkene, med den Ydmyghed, hvormed Himlens Velgjerninger maae modtages. -- -- Syttende Mai skede det, at Norge erklærede sig selvstændigt -- Syttende Mai -- --

(Skaaljubel)