Christian Magnus Falsen
Friehedens hellige Ild
Kongevalg i Riksforsamlingen
Eidsvoll, 20. mai 1814
Kilde: Eli Fure (red): Eidsvoll 1814. Oslo 1989, s. 292-93

Landsmænd!

Da Budet lød fra Danas Kyst, at Norge var afstaaet til Sverrig, da luede Friehedens hellige Ild i hver Nordmands Bryst! Gjennemtrængte af de varmeste Følelser for Friehed og Uafhængighed, og ydmygende os for den Almægtige, der ene raader over de Dødeliges Friehed og Liv, og veyer deres Skjebne i sin Haand, samledes vi i den Høyestes Templer, og svore vort Fædreneland det gamle Norge, en hellig Eed eendrægtigen og frievilligen, fordie vi følte at Intet var os dyrebarere end Norges Ære, Intet helligere end at redde vort Fædreneland fra uberegnelige Ulykker.

Og nu, da vi samlede her fra Rigets forskjellige Egne, have faaet det store Kald at bestemme dets tilkommende Regieringsform, og som Følge deraf, at vælge en Konge, hvad maa da være os vigtigere end at handle overensstemmende med hvad vi vide og troe at være Nationens almindelige Ønske? have vi ikke de meest overtydende Beviser paa, at den hele Nation ikke anseeer noget Offer for stort, naar det blot kan undgaae det forhadteste af alle Aag? hvad behøve vi mere end at gjennemlæse vore Fuldmagter, for at overtyde os om, hvad der, i denne Henseende, er den almindelige Mening? og kjende vi denne almindelige Stemning, hvi nøle vi da, hvortil da den foreslaaede Udsættelse? jeg vil ikke tale om, at denne vilde være aldeles stridende mod hvad der eengang er antaget af den ærede Forsamling, men blot undersøge hvad Følger den rimeligviis vilde have.

Hvad vilde, hvad maatte Nationen, som vi her repræsentere, tænke, naar den fik at høre, at vi, efterat have bestemt at Norge skal have en Konge; frygtagtigen erklærede, at vi nu ikke turde vælge ham? maatte den ikke troe, at vi enten feygeligen mistvivlede om Udfaldet, eller at vi ville forraade dens Friehed? Og vore Naboer, som med tvungen Beundring, ere Vidner til Nationens kraftfulde Yttringer, dens Samvirken til det store Maal: Friehed og Selvstændighed; maatte de ikke, naar de saae os tabe Modet, endnu før Banen er ret Begyndt, selv drage vor Bestemmelse i Tvivl; maatte de ikke derved endnu mere opmuntres til at troe, at det dog maaske kunde være mueligt, at faae Normanden under Aaget!

Nej! lader os stille os vore Forfædres Exempler for Øjnene, og erindre, at Kraft, Mod og Enighed overvinde alle Vanskeligheder; lader os erindre hvad vi ere vort Fædreneland, vor Ære, os selv og vore Efterkommere skyldige, lader os ikke handle saaledes, at vore Børn og Børnebørn skulde forbande vort Minde!

Gjennem Opoffrelser og Farer skulle vi maaske kjæmpe os frem til det store Maal, men herlig vil Lønnen være, og stort vil vort Navn blive i Historiens Aarbøger!