Carl Joachim Hambro
De små staters rolle i den internasjonale politik
The Royal Institute of International Affairs, London, 16. desember 1935
Kilde: C. J. Hambro: Taler i tiden. Oslo 1936, s. 114-145

Har de små stater overhodet nogen rolle i den internationale politik? Er det forsigtig, er det rigtig av en liten stat at forsøke at føre nogensomhelst slags aktiv utenrikspolitik?

Spørsmålet har ikke længere gyldighet. Det må stilles anderledes. Er det i vore dage overhodet mulig for en liten stat ikke at føre nogen utenrikspolitik; kan den i det hele stå utenfor det mellemfolkelige samspil?

Hvis det er en stat som ingen naboer har; hvis det er en stat som hverken har behov for indførsel eller utførsel, en stat som lever efter det gjennemførte autarki - vilde den til en viss grad kunne undvære en utenrikspolitik. Men hittil har autarkiets idé alene været gjennemført i Dovregubbens hall og hos enkelte kannibalstammer.

Med hvert år som går, med hver ny opfindelse på kommunikationsvæsenets område som er blit gjort, er en isoleringspolitik for den enkelte stat blit mere og mere umulig. Og jo mere vidtspredte den enkelte stats økonomiske interesser er, jo mere mangestrenget dens næringsliv, desto mere ugjørlig er det for dens regjering at undlate både at følge nøie med i international politik og at føre en egen utenrikspolitik. - For der kan ikke længer skjelnes mellem handelspolitik og almindelig politik. Al utenrikspolitik idag er væsentlig økonomisk betonet.

Nu er det ikke de store stater som er relativt mest avhængige av sin utenrikshandel. Det er visse små stater. Danmark og Norge har en større eksport og import pr. indbygger end nogen anden stat. Norge har en større handelsflåte beskjæftiget utenfor landet end nogen anden stat har, har en større hvalfangst på fjerne farvand.

Det er klart at lande som disse har en vidt forgrenet og ømfindtlig utenrikspolitik. Og jo mere vidt forgrenet den er, desto sterkere griper den ind i landets eget indre liv.

Det er ikke for meget sagt at hvert eneste økonomisk spørsmål i den enkelte stats liv idag er et internationalt spørsmål, det vil si et utenrikspolitisk spørsmål. De høie toldmure, kontingenteringssystemet - ethvert forsøk på at arbeide for autarki i en hvilkensomhelst stat trækker i retning av at gjøre selv de tekniske handelsøkonomiske spørsmål til direkte nationalpolitiske spørsmål - ledd i en alliancepolitik eller isoleringspolitik - træk i den latente økonomiske krig landene imellem.

Og det naturlige sammenbindingsorgan for alle internationale politiske spørsmål er idag Folkeforbundet.

De fleste tænkende mennesker, kanske særlig i de små stater, har vel i de sidste måneder hat en følelse av at behandlingen av den italiensk-ethiopiske konflikt for første gang har git Folkeforbundet anledning til at virke som noget i retning av et alvorlig politisk redskap, og at det har nådd et betydningsfuldt trin i sin utvikling.

Det som er skedd i Genève, hele den fremgangsmåte som har været fulgt, vidner om en art og en kvalitet av internationalt samarbeide som man ikke har noget sidestykke til i historien.

For første gang har mere end femti nationer gåt til foranstaltninger - for mange staters vedkommende i direkte strid med deres økonomiske vinding - for at verne om en idé og ikke om interesser, for et retsprincips skyld og ikke i håb om at opnå fordele. Og den holdning Folkeforbundet har indtat, skyldes ikke nogen enkelt stat eller enkelt statsmands indflydelse; og den skyldes ikke i første række noget ønskemål hos stormagtene. Kanske snarere tvertimot. For det er neppe sandsynlig at stormagter ofte vil måtte henvende sig til Folkeforbundet for at påkalde dets beskyttelse mot en angripende liten stat. Men det ligger ikke utenfor det tænkeliges grænser at en eller anden stormagt en gang kan finde det formålstjenlig at bryte pakten og angripe en liten stat.

Hvilken kritik man end vil rette mot de statenes repræsentanter som møtes i Genève, er der ett talent som det neppe vilde være rigtig at frakjende den gjennemsnits delegerte: mistankens nådegave. Flertallet av dem som møter er ikke umiddelbart naive og godtroende. Statenes tillid til hverandre er ikke ubegrænset; og der har aldrig været nogen fare for at Folkeforbundet av en enkelt stor taler eller ved nogen enkelt stats indsats skulde la sig forlede av øieblikkets stemning til nogen overilet aktion. Faren har været at Folkeforbundets træghetsmoment blir for sterkt, at det overhodet skulde bli umulig at faa det til at handle. Og i den foreliggende sak var hovedspørsmålet ikke om Folkeforbundets aktion skulde føre frem eller ikke - hovedsaken var at forsøket blev gjort.

Men det vilde ha været umulig for Folkeforbundet at gå til aktion, hvis det bare hadde været stormagtene som hadde været repræsenteret i Genève. Det som gjorde det mulig at handle uten at der straks opstod en verdenskrig mellem de store - var at de små stater var repræsenteret, og at det takket være dem var mulig at se det som hændte, på en moralsk bakgrund og ikke bare i lyset av politiske og materielle imperialistiske interesser. Og likesom alle de avgjørelser som har været truffet av Folkeforbundet, alene blev mulige derved at de små nationer var repræsenteret og samarbeidet med de store - så vil det også være umulig at avslutte konflikten på en måte som tjener fredens interesse uten samarbeide med de små stater.

De er de eneste som kan være - menneskelig talt - uinteresserede, upartiske.

Også i det internationale politiske arbeide spiller individernes personlighet en betydelig rolle.

Som regel møter de små staters repræsentanter til internationale konferancer med det håb at likesom enkelte stater i folkemængde, areal og magt er større end andre stater, så skal disse staters delegerte også i tilsvarende grad ha større egenvegt end de delegerte fra små stater. Det er muligens ikke altfor uhøflig at bekjende at dette håb ikke altid blir opfyldt. Og det er værd at lægge merke til at på alle de arbeidsfelter hvor Folkeforbundet i de forløpne femten år har utrettet noget positivt, skyldes det en indsats av individer og personligheter og er ikke et resultat av politisk prestige. 

Når man tænker på det arbeide som har været utført av forbundets helse-sektion, arbeidet for krigsfanger, for flygtninger og på andre humanitære områder, kan ingen lukke sine øine for det som er blit opnådd. Men netop på disse områder har man i stor utstrækning overlatt virksomheten til repræsentanter for de mindre stater.

Den gjerning som blev utført av dr. Nansen, eller det arbeide for at redde armenske kvinder og barn som er knyttet til frøken Karen Jeppes navn, eller hele det arbeidsfelt på den internationale hygienes område hvor professor Madsen har været organisator, er vidnesbyrd om hvorledes det er mulig at opnå store og varige kulturvindinger når man får virke uforstyrret av nationale fordomme, national ærgjerrighet og national jalousi. Det er vidnesbyrd om hvorledes gjerningen er uavhængig av den stats størrelse som den internationale arbeider er utgåt fra.

Man kan si at det er en tilfældighet at en række av de mest fremskutte arbeidere inden de internationale virksomheter er utgåt fra de små nationer.

Men det er også mulig at det er noget mere.

Det er tænkelig på den ene side at de får lov til at virke mere uhindret, fordi ingen mistænker dem for at arbeide for sit lands egeninteresse. Og på den anden side: at det mere begrænsede spillerum for ærgjerrigheten - for det man kunde kalde ærgjerrighetens fantasi - i de små stater, indstiller viljerne og længslerne på internationale virksomheter på en anden måte end i store stater. Det er også tænkelig at selve atmosfæren i de små stater gjør bedre skikket til fælles-folkelig arbeide.

Det er ikke sjelden at høre folk fra de store stater uttale og virkelig tro at det man kalder an international mind - evnen til at tænke og føle for det fælles-menneskelige - fortrinsvis utvikles i deres lande. Det motsatte er tilfældet. Det er i de små stater hvis kulturniveau er høiest at man lettest erhverver en international indstilling. I disse stater er man nødt til at lære de europæiske hovedsprog, at studere deres literatur og den historie og mentalitet som ligger bak. Det har neppe nogensinde hændt i Folkeforbundet at nogen delegeret fra stormagtene har behersket engelsk, fransk og tysk; men blandt de delegerte fra de nordiske stater - fra Holland, fra Schweiz har det været det sedvanlige. Og når de delegerte fra disse lande så mange gange har spillet en langt større rolle end deres lands politiske betydning syntes at gjøre naturlig, har det en likefrem forklaring blandt andet i den omstændighet at det er lettere for den sprogkyndige at etablere direkte personlige kontakter end det er for den som må uttrykke sig gjennem tolk. For den som taler et sprog og kjender det åndsliv det er bærer av, er det også langt lettere at forstå menneskene end det er for den sprogukyndige. - Hertil kommer naturligvis det endnu vigtigere forhold at de små stater ikke kan ha nogen imperialistisk ærgjerrighet - ikke fordi de er mere uselviske i sin indstilling end andre stater; men fordi selve deres nationale og geografiske forhold gjør en slik ærgjerrighet umulig.

Av selve denne grund blir i et stort antal tilfælde repræsentantene fra de små stater mere tjenlige i det internationale samarbeide. Manden fra en stormagt har altid suppositionen imot sig; der hviler ingen mistanke på manden fra en liten stat. Japaneren mistænker ham ikke for at ville utestænge de gule, kineseren for at ville opnå en koncession, grækeren for at ville ta en flåtestation.

Der er et orientalsk ordsprog som sier at enhver sak har tre sider: min side, din side og den rette side. - Skal man nå fremover i mellemfolkelig tillid, er det nødvendig at den tredje og vigtigste side av saken blir stadig sterkere repræsenteret; og under de givne forhold vil det bli en opgave for de små stater. Ikke fordi der ikke er kvinder og mænd i de store stater som har det videste syn; men fordi disse kvinder og mænd meget sjelden eller aldrig vil kunne få mandat til at optræ på sit lands vegne.

Utenrikspolitiken berører på det intimeste de store magters vitale interesser i en grad som er ukjendt i de små stater - uten i enkelte av historiens kritiske øieblikke. Ganske naturlig sætter den derfor også partilidenskaper i bevægelse på en helt anden måte end i andre land; og den har til tider været hovedskillet mellem store politiske grupper.

I ikke liten utstrækning gjenspeiles dette forhold i statenes repræsentation i Folkeforbundet. Delegationerne fra de nordiske stater er aldrig partidelegationer; såvidt mulig er alle partier repræsenteret i dem for at markere at utenrikspolitiken er national og ikke parti-politik. - Den norske delegation har i hovedsaken været den samme under regjeringer av fire forskjellige partier. - Derfor har disse nordiske stater kunnet føre en kontinuerlig politik i Folkeforbundet; og derfor har den enkelte delegerte fåt en større indflydelse end han under andre forhold kanske vilde ha fåt: han møter år efter år i den samme komité, kjender sakene og kjender personene. Enhver politiker - og enhver kongresdeltager - vet hvad dette har at bety.

Det har også været mulig inden grupper av mindre stater - netop fordi mistænksomhetsmomentet ikke - eller alene svakt - gjør sig gjældende - at opnå en form for samarbeide som er ukjendt mellem de store magter. Det er ingen hemmelighet at f. eks. de fire nordiske lande er i stadig kontakt med hverandre når det gjælder utenrikske spørsmål. Landenes utenriksministre møtes fra tid til anden for at diskutere de foreliggende saker og nå frem til en fælles forståelse og en fælles optræden så der ikke skal opstå unødige friktionsmuligheter imellem dem. Under Folkeforbundets Forsamling deltar gjerne fremskutte medlemmer av landenes parlamenter i disse rådslagninger. Og man er ikke blit stående ved dette. - Under navn av Oslokonventionen er der skapt en entente mellem disse stater, Belgien, Holland og Luxembourg som går ut på en gjensidig venskabelig orientering i handelspolitiske spørsmål, som forpligter landene indbyrdes til ikke at gå til toldforhøielser eller kontingenteringer mot medkontrahentene uten at ha git betimelig varsel med tid til venskabelige overlægninger.

Der er ingen tvil om at konventionen betegner et skridt fremover i det internationale samarbeide - av dobbelt betydning i et tidsrum da mistilliden landene imellem mangfoldiggjøres netop ved den toldpolitik de fører.

Mistilliden præger også fra gammel tid alt det som heter forhandlinger landene imellem. Hele den diplomatiske praksis og dens metoder er opbygget på et system som skydde åpenhet mere end noget andet og gik ut fra at ærlighet var et brudd på god international tone.

Hvis noget i dag er av essentiell betydning for hele det mellemfolkelige samkvem, da er det åpenhet og ærlig tale. Og ganske naturlig er det her de små stater som lettest kan gå i spidsen. De er mindst traditionsbundne; den hjemlige motstand deres delegerte eventuelt vil ha at overvinde er ikke betydelig. Og de er de eneste som vil ha en mulighet for ikke at bli mistrodd.

Det er et betegnende træk i det internationale liv hvorledes de store bevægelser er utgåt fra de små stater, hvorledes de betydningsfuldeste konferancer er holdt på de små staters jord og hvorledes al praktisk, international virksomhet centraliserer sig der. Røde-kors-bevægelsen er utgåt fra Schweiz og fik sin status ved Genfer-konventionen. Haager-konventionerne og den gamle Haagerdomstol sætter skjel i fredsbevægelsens historie. Det er Genève og Bruxelles som er de store centrer for internationale organisationer. Det var den svenske Nobel som skapte det mest storlinjede institut til fremme av internationalt åndsliv. Det var til det norske storting han overlot forvaltningen av sin fredspris. Det er fra Stockholm og den store konferance der den ekumeniske bevægelse har fåt sine impulser og sin livskraft; og hånd i hånd med «Stockholm-bevægelsen» har gåt Lausanne-bevægelsen.

Første gang videnskapsmænd fra de krigførende lande møttes til fælles drøftelse efter 1918 var i Oslo efter indkaldelse av Institutet for sammenlignende kulturforskning; og man tør vistnok uten overdrivelse uttale at når hele det internationale samarbeide på de hundrede felter påny er igang, skyldes det mere end noget andet tænkning og bekymring og ansvarsfølelse inden de små stater.

Og i den særdeles vigtige del av Folkeforbundets arbeide som kaldes la coopération intellectuelle vil de små stater måtte komme til at spille en ledende rolle. Den store opgave som foreligger, er at skape en helt ny mentalitet. Den bitterhet, den uvilje, det hat som findes mellem de store magter og de store nationer, kan ikke effektivt bekjæmpes eller helbredes uten hjælp utefra.

Elever ved skolerne i de store stater, studenter ved universitetene lærer elementære og fundamentale kjendsgjerninger næsten på den stik motsatte måte på de forskjellige sider av landegrænsen. Tar man for sig en lærebok i historie fra en tysk skole og sammenligner den med en fransk lærebok, blir man klar over hvor vanskelig det må være for dem som har suget ind historiske kjendsgjerninger i så motsat ånd senere at forstå hverandre, end si nå frem til sympati og venskap.

Man har i Folkeforbundskredse drøftet det spørsmål at søke etableret en viss international kontrol med det som trykkes i læsebøker og lærebøker; - tyskere vil neppe overlate den kontrol til franskmænd, italienere ikke til englændere, englændere ikke til russere. Alene de som står utenfor hat-zonen vil ha håb om at kunne utrette noget. Og det er endnu langt frem til tiden er moden.   

Som et alternativ - indtil man kan få alle magters samtykke til en art av kontrol, har det været nævnt at man i de tyske bøker kunde trykke på den ene side den tyske version av Preussens historie frem til Versailles-freden, på den motstående side den franske version. - Og vice-versa. På den ene side i engelske lærebøker den engelske beretning om den amerikanske uavhængighetskrig og krigen i 1812 - på den motstående side den amerikanske beretning. Og så videre - så ungdommen i hvert fald fik et valg og lærte at forstå at det de lærer i sine skoler når nationale og politiske spørsmål behandles, ikke er absolute kjendsgjerninger, men i høi grad relative.

Den officielle ledelse i Folkeforbundet er på dette punkt som på andre meget ængstelig for ethvert positivt skridt, for ethvert initiativ. Der blir ofret mange penge og megen tid helt sekundære spørsmål, og det - har man ikke sjelden indtryk av - netop for at bortlede opmerksomheten fra væsentlige ting. Der er nok av de politikere i de store stater som helst ser Folkeforbundet gjort til et uskadelig virkefelt for harmløse individer med fikse ideer. Og det hænder at repræsentanter for små stater glemmer at det er deres sak at holde sekretariatet på skinnerne og hindre avsporinger.

Nu i 1936 skal der være en international kongres i Budapest - for at drøfte græskundervisningens plads i de høiere skoler inden de stater som hører Folkeforbundet til! Det er sekretariatets officielle opfatning av de spørsmål som er brændende i tiden!

Det er givet at enhver art av enhetsbestræbelser vil støte på særlige vanskeligheter i de stater hvis faktiske forfatning er diktaturet; og et enkelt problem som blev berørt av Sir Samuel Hoare i hans store tale i Genève i september, har en helt international rækkevidde. Der er i forskjellige stater skapt et faktisk regjeringsmonopol på propaganda gjennem presse, literatur og, ganske særlig, gjennem kringkasting. Oparbeides der ad denne vei hos den slegt som vokser op et dypt rotfæstet nationalhat, vil alt arbeide for mellemfolkelig forståelse og fred bli sat længere tilbake end fantasien vel kan utmale sig; og for de små stater hvor denne fare ikke eksisterer, blir det en livsopgave og en moralsk pligt at søke denne utvikling motvirket overalt hvor der er anledning til det.

Ingen som har møtt i Genève kan undgå at bli slåt av den mellemfolkelige mistænksomhet man møter. Det er den som har været den store hindring for at nå positive resultater. Og der er ingen tvil om at skal tillid kunne skapes - eller gjenskapes - kan det alene ske ved ærlig og åpen tale som kan føre til åndelig «avrustning». Det er den eneste mulige vei; og for den enkelte statsmand vil det ikke bare være en avspænding, men en befrielse for et mareridt at kunne tale uten tanke på at dække over, uten frygt for at bli found out.

Det vil igjen kræve en omlægning av alle det gamle hemmelige diplomatis metoder.

I teorien har Folkeforbundet avskaffet de hemmelige traktater - og dermed også ganske langt det hemmelige diplomati. Men man er langt fra at ha nådd målet i praksis. Og også her vil det være de små stater som i al beskedenhet må gå foran.

Det er neppe en overdrivelse at si at man ikke vil finde to forretningsmænd i en moderne stat som vilde være villig til at avgjøre saker på et så ubetryggende grundlag som det vanlige diplomatiske forhandlinger hviler på. Når to mænd av det praktiske liv diskuterer realiteter - av hvad art de end er - er det vanlig at de skriftlig bekræfter det som har været sagt, dersom det i det hele er av den art at det senere kan påberopes; deres ønske er at undgå enhver misforståelse, alt som kunde lede til forviklinger av nogensomhelst art.

Når diplomater diskuterer, er fremgangsmåten en helt anden. Målet er vanligvis ikke at skape klarhet, men en viss svævende art av uklarhet. Hver av partene gjør et notat om det som har været sagt. Det ene notat blir sendt hjem til utenriksdepartementet i vedkommende diplomats hjemland; det andet notat går over i utenriksdepartementets arkiv i det land hvor ordene blev talt - eller hvor den anden diplomat hadde hjemme. Notatene blir ikke sammenholdt; intet blir gjort for at forebygge senere misforståelser. - Så en vakker dag hænder der noget; og notatene blir påberopt. Fra den ene side hævdes det at ved den og den leilighet faldt der ord som måtte opfattes slik og slik. Fra den anden side anføres det at uttalelserne tvertimot hadde det og det indhold. - Meget hyppig anvender også landenes officielle repræsentanter et sprog som ikke er begge parters - ikke sjelden et sprog som er fremmed for begge, hvorved mulighetene for misforståelse mangfoldiggjøres.

Som et høieste resultat av de uforbindende drøftelser når man undertiden frem til det som kaldes a gentleman's agreement - retskafne krav fra mindre stater har ikke helt sjelden under debatter i Folkeforbundet været møtt med en henvisning til en eller anden gentleman's agreement. En uttømmende definition av hvad der menes med uttrykket er ikke git. - Vi fra de mindre stater er, belært og beriket ved erfaringer, blit stående ved den tolkning at a gentleman's agreement er en overenskomst som ingen gentleman vilde undertegne med sit navn.

I praksis vil det igjen si at det er en overenskomst som den svakere part aldrig vil kunne påberope sig, men som kan benyttes efter forgodtbefindende av den sterkere. Det er da ikke underlig at det er de små stater som går foran i kravet på renslige metoder i diplomatiet.

Da William Penn for henved tohundredeogfemti år siden skrev sin avhandling om fred i Europa, understreket han at ingen skulde være dommer i egen sak eller utøve straffen for uret begått mot ham selv. På dette retsprincip er al borgerlig lovgivning bygget i moderne civiliserte stater; men i det mellemfolkelige liv er det alene de små stater som bekjender sig til principet; og igjen må det understrekes: Ikke uten videre fordi de er bedre end andre, men fordi de ikke har magt til at øve uret.

Men hver eneste stormagt ikke alene forlanger at være dommer i egen sak og straffeutøver hvor uret er påståt begåt, men betragter og behandler i stor utstrækning enhver borger som hævder en anden opfatning - som landsforræder. Og det er dette stormagtssyn som i forskjellige henseender præger Folkeforbundets praksis.

Det kommer mest utilsløret tilsyne i reglerne for den permanente domstol.

I moderne retssystemer forøvrig lægges der megen vegt på spørsmålet om dommeres inhabilitet - netop ut fra principet at ingen skal være dommer i egen sak. Men ved den permanente domstol er det motsatte system slåt fast. Hvis en stat har en sak at føre for domstolen, blir ikke den dommer som er utgåt fra vedkommende stat betragtet som inhabil. Tvertimot - den stat som fører sak og ikke er repræsenteret i domstolen skal opnævne en dommer ad hoc - en partsdommer i denne enkelte sak.

Man har herved rent statutmæssig indført både den internationale mistænksomhet og det politiske element i domstolen.

Og det har i høi grad sammenhæng hermed at domstolen ikke er kommet til at bety mere end den gjør og ikke har større autoritet end den har.

Under ledelse av stormagtene har Folkeforbundets organer sammensat domstolen på en måte som ganske strider mot forutsætningene for dens oprettelse. Dens medlemmer skulde være dommere med erfaring i international retspleie. Men der sitter idag ikke en eneste dommer i domstolen. Der sitter diplomater; der sitter juridiske professorer - der sitter politikere. England og Frankrike har nedbrutt tilliden til domstolen som upartisk organ ved at sætte ind i den de to mænd som i en række år hadde været juridiske konsulenter for landenes utenriksdepartementer. Men når en mand i en større del av sit liv har været advocatus diaboli, vil han ikke bli møtt med umiddelbar tillid som dommer, selv om han i og for sig er den bedst tænkelige mand. - Der kan vanskelig tænkes nogen sak av betydning reist for domstolen som ikke de to herrer i en eller anden form har hat befatning med tidligere.

Den samme feil blev begått da en ny japansk dommer blev valgt efter Adatchi i september 1935. Av politiske grunde - for at tilfredsstille et japansk ønske - valgte man en energisk politiker som ikke bare mangler enhver praksis som dommer, men hvis befatning med jus overhodet, og hvis juridiske utdannelse er av såre overfladisk art.

Det kan da heller ikke undre at retten i de år den har virket, har utrettet relativt litet til fremme av international ret, og at den hverken har hat betydning for fremme av internationale ideer eller i synderlig grad har bidraget til at skape nogen ny international atmosfære.

Når alt dette er så skyldes det i nogen grad at de små nationer ikke har sagt fra; at de har manglet det moralske mod til at hævde principerne - at de ikke har svaret til de krav som kunde stilles til dem - til de forventninger som næres til dem.

For der stilles visse krav til enkelte små stater som stå i lykkelig begunstiget stilling. De «har ingen økse at slipe» i Genève - for at bruke det amerikanske uttryk. De stod utenfor krigen. De har ingenting opnådd ved freden; de kræver ingenting og ber ikke om noget. Det er ikke alene deres ret, men deres pligt at prøve at repræsentere i det internationale samfund ikke bare sine nationale interesser, men tillike visse ideer og idealer.

Man hører av og til uttalt den tro i pressen i de små lande at det skulde kunne skade deres interesser og vanskeliggjøre deres stilling at der fra deres side blir talt omsvøpsfrit ut på internationale konferancer. Det motsatte er tilfældet. - Selv om der av og til kan knurres fra stormagtenes side er det allikevel det de venter. Og forholder de små stater sig tause når det gjælder store principer, når det gjælder ret mot magt, opfattes det av alle som en pligtforsømmelse.

Det er forsåvidt typisk det lille tilfælde som indtraf i 1926 da Forsamlingen drøftet reglerne for valg av de ikke-permanente medlemmer av Rådet. Stormagtene hadde dengang lovet Polen og Spanien at de skulde bli erklæret permanent gjenvælgelige til Rådet, hvorved der blev skapt tre kategorier av stater. I Forsamlingens sjete kommission og dens underkommission var det to stater som protesterte - Norge og Sverige. Og det blev underhånden søkt øvet et visst påtryk fra spansk side i Oslo og Stockholm.

Under behandlingen i Genève søkte M. Briand en dag et medlem av den norske delegation og sa: «Jeg ber dere stanse denne obstruktionen. Stormagtene har lovet Spanien og Polen at dette skal gå i orden og vil ikke like at dere hindrer det.»

Den norske delegation kunde alene beklage at stormagtene avgav løfter de ikke var berettiget til at gi, og fastholde sit standpunkt. Da enstemmighet var nødvendig, blev resultatet det kompromis som endnu står ved magt: Enhver stat har adgang til at søke gjenvælgelighet når dens tre år i Rådet er utløpet; og enhver stat må opnå to tredjedele av de avgivne stemmer for at kunne erklæres gjenvælgelig.

Da saken var bragt i orden søkte Briand påny kontakt med den norske delegation og sa, på sin vanlige indtagende måte: «Jeg vil gjerne takke Dem fordi De ikke lot Dem intimidere. Det var min ubehagelige pligt at prøve at øve påtryk - jeg lykønsker Dem med at De stod fast og hadde Deres meningers mod.»

Moralen her er den samme som i en liten historie som gjerne fortælles i Folkeforbundets utrykte annaler. Det var i de gamle dage før nogen av stormagtenes ledende statsmænd kom til Genève. (Den første utenriksminister fra en stormagt som møtte, var Sir Austen Chamberlain i 1925; og det var en merkedag i forbundets historie da han erklærte at han fandt møterne i Rådet og Forsamlingen så betydningsfulde at han altid vilde møte personlig så længe han var utenriksminister.) - Sverige sat i Rådet, repræsenteret ved Branting. Og det kom op en sak det var adskillig dissens om mellem Downing Street og Quai d'Orsay. Stemte den britiske delegerte for et visst fransk forslag, vilde det kunne bli ubehageligheter i parlamentet; stemte han imot det, kunde det bli friktion mellem de to regjeringer. Han telegraferte hjem og bad om at få nøiagtig instruks, og det fortælles at han fik følgende svar: «England venter at hver svenske gjør sin pligt.» Og Branting svarte til forventningen. Han erklærte straks at Sverige ikke kunde gi forslaget sin stemme; og den britiske delegerte var da i den lykkelige stilling at han kunde erklære at han beklaget at det interessante spørsmåls skjæbne skulde bli avgjort på en så brutal måte; men da der jo måtte enstemmighet til om det skulde kunne løses, fandt han at det vilde være at spilde Rådets kostbare tid at fortsætte debatten.

Og som dengang den lille stat ved at snakke like ut «gjorde sin pligt» og forebygget friktion mellem to stormagter, således vil det kunne hænde om og om igjen. - Og inden ansvarlige kredse i de store stater er man helt på det rene med at hvis det er noget som i særlig grad trænges i det internationale liv idag, da er det at det blir talt ærlig like ut fra de små staters side. Verden har et næsten smertelig behov for det man kunde kalde en uavhængig opinion i internationale anliggender. Dens ytringer kan nu og da være ubekvemme i øieblikket; men man vet overalt at det er en umistelig moralsk værdi for verden at denne opinion findes og gir sig uttryk.

Og det tør trygt uttales at hittil har ingen liten stat tapt hverken i anseelse eller i materiel henseende fordi dens repræsentanter har hævdet bestemt det være sig dens egne interesser eller principer og ideer under internationale drøftelser. Men mere end én stat har tapt fordi den ikke hadde noget standpunkt.

På dagsordenen for den offentlige diskussion står spørsmålet om oprettelse av et internationalt politi. Sammen med spørsmålet om kontrol med produktionen av ammunition og våben kræver det sin løsning hvis verden overhodet skal kunne føres fremover og ut av den permanente politiske krisetilstand.

Lord Davies har diskuteret det første spørsmål i sit overordentlig interessante verk: The Problem of the Twentieth Century.

Skal Folkeforbundet kunne optræ med myndighet, skal krig virkelig kunne gjøres utænkelig, må der skapes et internationalt magtorgan. Og det er givet at for utviklingen av dette organ vil de små stater komme til at spille en stor rolle; og det er naturlig at anta at de vil komme til at måtte stille en betydelig del av personellet til det internationale politi - fordi man ikke på forhånd vil mistænke dem for at ville gå sin egen stats imperialistiske erender.

Forleden år utgav Michael Arlen en interessant bok om fremtidens luftkrig - Man's Mortality. Han går her ut fra at et internationalt luftpoliti under Folkeforbundets ledelse oprettes; og han forutsætter at dette politi for en væsentlig del har nordiske officerer, som de eneste man på alle hold vil kunne tænke sig helt loyale mot Folkeforbundet og dets idé. Admiralen er nordmand; hans slagskib heter Valkyr.

Man kan si en digters tilfældige tankeeksperiment. - Ganske rigtig. Men betegnende forsåvidt som det illustrerer at de hvis tanker i det hele eksperimenterer med den internationale fremtid, tillægger de små staters folk vigtige opgaver.

Før man kan nå frem til noget internationalt politi, vil man måtte ha etableret en kontrol med rustningsindustrien.

For de små stater spiller den en forholdsvis underordnet rolle, selv om den er en betydelig faktor i adskillige mindre staters industri. Det er mulig at stille den under national kontrol i de mindre stater. I enkelte lande - som i Tsjekkoslovakiet og Norge - er den det faktisk. Og den dag er kanske ikke fjern da den også vil være det i Sverige og Belgien. 

Men i de store lande er problemet overordentlig kompliceret og synes noget nær uløselig. - Enda. - Da den norske delegation i Genève under Folkeforbundets Forsamling i september 1934 erklærte at den norske regjering var villig til ikke alene at stille sin eksport av krigsmateriel under Folkeforbundets kontrol; men var villig til at stille sin samlede produktion av våben og ammunition under Folkeforbundets kontrol - hvis et rimelig antal stater gjorde det samme - fik Norge intet følge. - Men det vil komme. Der er ingen som følger med i det som sker i verden som idag er i tvil om den nære forbindelse mellem Krupp v. Bohlen, Vickers-Armstrong, Schneider-Creusot. - De store landes våbenindustri arbeidet hånd i hånd før krigen, under krigen og efter krigen. Denne industris internationalt organiserede arbeide for at ophidse til rustninger, for at skape krigsmentalitet, er en skjændsel for verdenskulturen idag. Den undersøkelse som blev sat igang av De Forenede Staters senat om våbenindustriens metoder og virksomhet må ikke bli et isoleret fænomen.

Alle krigsinvalidene vet det, alle de gamle kombattanter vet det, hvorledes de blev beskutt, hvorledes de blev såret ved hjælp av sit eget lands statsbeskyttede eksportproduktion av krigsmateriel. De vet hvorledes efter krigen Krupp saksøkte Vickers-Armstrong for at få utbetalt godtgjørelsen for det engelske firmas utnyttelse av tyske patenter under krigen. - Og de vet hvilket opgjør de to verdensfirmaer kom til.

Det er de små staters opgave at kræve det sat på programmet når nedrustningskonferancen skal vækkes av sin tornerose-søvn: Undersøkelse av rustningsindustrien og dens metoder. Moralsk nedrustning.

Gjennem national kontrol går veien fremover til international kontrol. En lang og vanskelig vei; men den eneste som fører fremover.

Det var en fremherskende forestilling i forrige slegtledd at «utviklingen», at «fremskridtet» var en kontinuerlig proces, selv om der kunde være enkelte ubetydelige og tilfældige tilbakeslag. Det som tjente utviklingen og kulturfremgangen vilde altid ske, om det end nu og da kunde bli forsinket. Man kunde uten bekymring vente som man på en jernbanestation venter på det næste tog. De sidste års forskningsresultater har godtgjort hvor fundamentalt urigtig denne forestilling er. Store kulturer har blomstret og er gåt tilgrunde - helt og næsten sporløst forsvundet. Og vor kultur står i overhængende fare for at lide den samme skjæbne, kanske først og fremst av den grund at vi både i national og international politik har tapt av syne de etiske principer som er bolverket om enhver kultur, den evne til at vurdere det absolute som er vernet mot indre opløsning.

Det er altid lettere at indta et absolut standpunkt i en liten stat end i en stor stat. Interesserne er enklere og mere overskuelige; ansvaret er mere oversigtlig - og lettere. Men det er av væsensbetydning for opretholdelsen av den internationale retstilstand, for bevarelsen av al mellemfolkelig kultur at der er nogen som peker på det absolute og stiller øieblikkets opportunitetsavgjørelser op mot det absolutes horisont.

I romerstatens storhetstid var det en skik som ulykkeligvis synes at være gåt av mode i Roma idag - at når det blev bevilget en feltherre en triumf, placerte man bak ham en slave som hvisket ham i øret: «Husk at du er bare et menneske.» Det er en del av de små staters politiske opgave at ha overtat denne rolle. Den er beskeden; men den er særdeles nødvendig.

Den lille gut i H. C. Andersens eventyr som var talerør for den umiddelbare sandhet - at keiseren ingen klær hadde på - er et overmåde vigtig led i verdenshusholdningen. Hans bemerkning var ikke alene en befrielse for de taust bukkende, men utløste også den slumrende tvil hos keiseren selv og frelste derved dynastiet.

Stormagtene har undertiden behov for at bli mindet om keiserens nye klær. Og blandt dem som følger den internationale politik er der en voksende opinion som ikke bare forstår hvor nødvendig de små staters medvirkning er, men er helt på det rene med den enorme betydning det har at der også i folkenes koncert kan høres den klare lille stemme som uten frygt uttaler den sandhet alle tænker eller føler - og som kanske ikke så let vilde bli tålt hvis det hadde været en medbeilers stemme.

Man ikke alene forstår hvor nødvendig dette er, men man likefrern kræver at de små stater gjør sin pligt; man er skuffet; man er indigneret hvis de ikke taler uten frygt og uten fordom. Man erkjender at selv om der skulde være interesser som i øieblikket kunde synes at lide ved at der blir talt åpent, gjør de små stater verden en uvurderlig tjeneste ved ikke at tie.

Dette er deres rolle. Vegrer de sig ved at utføre den - kan verdenspolitikens forestilling ikke gjennemføres.