Carl Joachim Hambro
Krise
Koncerthuset i Stockholm, 23. november 1933
Kilde: C. J. Hambro: Taler i tiden. Oslo 1936, s. 7-23

Jeg takker konservativ ungdom for at de på dette møte har ønsket at høre en røst også fra Norge. Vi har på vor side av Kjølen en levende følelse av at intet som sker i svensk politik er eller kan være os likegyldig. Enhver valgkamp i Sverige gir resonnans i Norge; ethvert valgutfald her påvirker stemninger blandt vore vælgere; de politiske strømninger bærer ut over landegrænserne. Og de ord som netop er talt av de unge selv, kunde like godt været sagt i Norge.

Ungdommens vækkelse til indsats i den politiske kamp er et varsel. Går hele en stats politiske maskineri glat og uten gnidninger, er alt såre vel i et samfund, vil ungdommens interesse ikke i særlig grad drages mot det offentlige liv. Selve den næsten lidenskabelige interesse hvormed ungdommen - ikke mindst de alleryngste årsklasser - beskjæftiger sig med politik, er et faresignal og et vidnesbyrd om at den naturlige tryghetsfornemmelse ikke er tilstede. Vel er det så som vor gamle politiker Jacob Aall engang skrev i sine dagbøker fra krigsårene rundt 1814 at «på velværens grund gror ei reformens sæd». - Det er i de hårde og vanskelige tider den ungdom skal stålsættes som engang skal skape de nye gode tider og se til at reformens sæd fra de onde dage bærer frugt. Men ser vi ut over verden idag, er det ikke i første linje materiel nød som møter blikket; det er en række forhold som løper parallelt i de enkelte lande: en eiendommelig åndelig forvirring og en mangel på klart begrep som har beredt en frugtbar jordbund for alle som har spekuleret i opløsning.

Det som skaper det naturlige grundlag for balance i et folks utvikling, er fornemmelsen av harmoni mellem virkelighet og tænkning. Men den ungdom som vokser op idag føler sterkere end noget foregående slegtledd at der ikke findes tilstrækkelig harmoni mellem den virkelighet som omgir den, og de tanker av politisk og rent begrepsmæssig art som naturlig opstår og utvikles i ungdommens sind. Der findes ingen harmoni mellem de politiske systemer den møter, og dens egne krav på et ordnet og konsekvent statsstyre. Der findes ingen harmoni mellem de fremtidsmuligheter som ligger åpne for de unge, og ungdommens behov for og krav på at ha et åpent og frit virksomhetsfelt foran sig. De unge ser en verden i nød, ikke først og fremst i økonomisk henseende, men tankemæssig og ideelt. De ser samfundsbygningen vakle; de ser begreper og forestillinger i ruiner; og det er naturlig at ungdommen reagerer sterkt, og at den søker at gjøre sig klart hvor årsaken ligger til dette sammenbrudd og til den arbeidsløshet som også truer dens egen fremtid.

Her blev nylig citeret, som vi så ofte har været vant til at høre citere de tre ord fra den franske revolution som engang i god tro, siden halvt parodisk har pleiet at stå som motto over alle socialdemokratiske blade: Frihet, likhet og broderskap.

Det kan hænde at den overveiende del av den ungdom som tænker, har realiseret det som Bernard Shaw i et oprigtig øieblik formulerte omtrent slik: «Vi har oplevet at i politisk praksis har disse ord fåt en noget anden betydning end vi drømte om i vor ungdom. Frihet betyr: Det står mig frit at undertrykke dig; likhet betyr: jeg er bedre end du; broderskap betyr: Det som dit er, er mit.»

Med troen på slagordene er forsvundet troen på det slagordene skulde symbolisere: En viss idealitet, en viss uegennytte, en viss trang til at tjene det almene. Man ser - eller tror at man ser - overalt i det offentlige liv en trang til at vinde og fordele bytte og ikke først og fremst en trang til at tjene. Følgen er at vi vel praktisk talt i ethvert land - og det er en av de store røtter til vanskelighetene - i alle samfundslag møter en nedsat loyalitet, en svigtende fornemmelse av pligt mot staten. Og et resultat av at politiken har været ensidig indstillet efter interesser og ikke efter ideer har været en stadig mere markeret og ofte kynisk trang hos de enkelte, ikke sjelden organiseret klassemæssig til at undlate at opfylde forpligtelser. Vi har nådd et punkt hvor et stigende antal mennesker i forbauset bitterhet er kommet til den slutning at det lønner sig ikke at være en lovlydig borger, en loyal og samvittighetsfuld borger som mener at et ord er et ord og en mand en mand. Og vi har set, og ser det samme ræsonnement præge ikke bare den indre politik i det enkelte land, men også nationernes forhold til hverandre. Og vi har set den usikkerhet som følger. Vi har set retsstatens idealer bli avløst av begreper som indebærer en sterkere tilbakegang i kulturel henseende end Europa nogensinde før har oplevet.

Det er kanhænde en ond tid at være ung i. -

En gammel engelsk politiker uttalte nylig at ungdommen av idag er allikevel bedre stillet end vi var: Den har ingen illusioner. - «Og hvad er det bitreste vi har oplevet?» sa han. «Hvad har kostet os mest? At miste hver eneste illusion vi gik ut i livet med. - Det tap slipper ungdommen av idag.»

Det er mulig at der ligger en kjerne av sandhet i hans ord. Det kan være en styrke at være uten illusioner. Men det er ingen rigdom. Den fattigste er vel den som ingenting har at miste.

Den ungdom som vokser op nu, er mere nøkternt indstillet end det foregående slegtledd var. Den har en større evne til at se igjennem fraserne ind til realiteterne. Den er praktisk indstillet på kamp og går ikke umistænksom ind i livet som vi gjorde. Den er vågnet til en ny indsigt om at en indsats også på det politiske område er nødvendig netop for realiteternes skyld hvis vi skal komme bort fra krisetilstanden.

Hvor meget av den skyldes en almindelig utglidning? Er den et resultat av at opfatninger i for høi grad har tillempet sig efter hverandre?

Politik er kamp for ideer og idealer; det er kamp for livsopfatninger mot andre livsopfatninger. Man kan vise fordragelighet mot andres mening og tænkning; man kan ikke vise tolerance mot principer som man mener er fordærvelige og samfundsødelæggende uten at svække følelsen av at hele ens indsats har en alvorlig mening og hensigt.

Vi har oplevet i krigsårene og i årene efter krigen at Europas materielle kultur var truet av smittefaren fra øst; og det lykkedes at trække en hygienisk spærrelinje fra Sortehavet til Østersjøen mot flektyfus, kolera og malaria. Alle stater var på det rene med betydningen av det; og man undgik en helsekrise. Men andre og farligere opløsningsbaciller trængte sig frem; og selv i vore nordiske lande har vi set frugterne av deres smittekraft. De mindreværdiges ideologi er blit forkyndt som et nyt evangelium som skulde frelse folkene. Man har set ældre og unge samles i hyldest om ufuldbårne åndsformer i desperation over nuet søke et hvilketsomhelst utopia. Den art av desperation er ikke noget usedvanlig fænomen. Folk i panik søker helst mirakelkurer; derfor prøver de hellere kvaksalveren end lægen. Og aldrig har det politiske kvaksalveri blomstret i Europa som i de sidste ti, femten år.

Hver dag dukker der op nye politiske patentmediciner som annonceres. Og man oplever også i det politiske liv at reklamen trær i tænkningens sted. Ikke det alene; men at den i sin allergroveste form blir organiseret som propaganda og anvendt til forsøk på at kvæle al tænkning.

Det ligger da nær for hånden for enhver som er konservativt indstillet - og med konservativ menes da den som har bevaret evnen til kritik og sund vurdering av fænornener - at spørre: Hvad har gjort denne utvikling mulig? Har den fundet sted fordi samfundene har været for litet demokratiske? Eller fordi der har pågåt en proces som har jevnet de skanser fra hvilke samfundet kunde føre kampen mot hordeanfaldene; som har svækket de garantier som ethvert folk i prøvelsens tid må falle tilbake på; som har undergravet selve den solidaritetsfølelse som er nødvendig for at et folk skal kunne tåle en sterk påkjending?

Vi har set den almindelige stemmeret bli gjennemført i alle lande uten at det har været krævet nogen garantier for utøvelsen av den, hvilket har ført til en stadig nedgang i gjennemsnitskvaliteten hos dem som har været kaldet til at lede staterne.

Det har været konservatismens skjæbne likesom Kassandras, at være sandspådd, men aldrig at bli trodd før det var for sent. Idag er vi kommet derhen at det er ungdommen som spår. Og det er et naturlig krav hos den at de advarsler den kommer med, blir overveiet av de ældre og grepet som et vidnesbyrd om at krisens uro har nådd dypt ned.

Konservatismen står i enhver stat i nærmeste sammenhæng med tradition og historisk utvikling og med de nationale skatte som forutgående slegtledd har samlet. Uten kjendskap til fortiden ingen evne til at tyde fremtiden, uten pietet for fortiden ingen omsorg for de kulturelle værdier hos et folk, og ingen evne til at utvikle dem videre. En internationalisme som ikke har sit utspring fra det nationale har ingen vegt. Alene den som bevarer det nationalt værdifulde og særegne i sit eget folk har et tilskudd at bringe det internationale samkvem. Den som er uten sansen for og forbindelsen med det dypeste i sit eget folk, har mistet noget som er av den største betydning også for det hele verdenssamfund. Han vil savne evnen til at veie værdier imot hverandre og avgjøre hvad som er falskt og hvad som er egte, hvad som er realitet, og hvad som er skin.

Vi har i de sidste femten år og som en følge av den åndelige krise - den moralske krise - i Sverige som i Norge oplevet en brutalisering av den sociale kamp og av det politiske liv som man for en menneskealder siden vilde ha sagt var umulig: Overfald på arbeidsvillige, mishandling av mennesker som utøvet sin lovlige gjerning. Det blev sagt fra konservativt hold under en stor politisk debat i vort storting at det endnu aldrig hadde hændt at nogen ansvarlig mand i det norske arbeiderparti hadde tat avstand fra denslags voldshandlinger. Og det blev svaret av arbeiderpartiets ledende mand - og det synes typisk for den retslig-kulturelle indstilling: «Vi har altid tat avstand fra voldshandlinger som blir øvet mot organiserede partifæller.» - Det er denne mentalitet som indebærer den store fare for folkenes kultur idag; det er den som gjenskaper den moralske krise den selv er utsprunget av.

Og denne mentalitet kan ikke effektivt bekjæmpes av en mentalitet som også forsvarer vold. Om man bare besvarer overfald med nye overfald, møter brutalitet med ny brutalitet, appel til voldsinstinkter med appel til andre voldsinstinkter, bygger man ingenting op. Enhver reaktion som benytter de samme metoder, hvor naturlig det end kan synes, er smittet av denne mentalitet som er sprunget ut av kravet på klassediktatur - med hvilket navn den end kalder sig - og indebærer nøiagtig samme fare for kulturværdierne som den bevægelse den mener sig at bekjæmpe.

Man har indtryk av, når krisementaliteten har kunnet bre sig til de samfund hvor der ikke skulde været naturlig jordbund for smitten, at det delvis har sammenhæng med at de som har sittet med den ansvarlige magt i en række lande, har været ængstelige for at gjøre bruk av den autoritet som det var deres pligt at utøve. Det er som om de har trodd at det er mulig at opretholde staten med en tilfældig anvendt tolerance som ser igjennem fingre med lovbrudd og voldshandlinger - med et formodet frisind som uten evne til skarp skjelning tror at man er socialt upartisk når man ser på lovens bryter og lovens handhæver med de samme øine, og vurderer den som forsvarer sig mot overfald og den som forøver overfald nøiagtig på samme måte.

Frygten for ikke at synes human nok, en kortsynt trang til at øve filantropi med andres midler - og statens midler er altid andres midler - har ført os ind på et bidragssystem som er i færd med at undergrave samfundets økonomi og den enkeltes følelse av ansvar for sig selv. - Der skapes en ny og politisk farlig klasse stemmeberettigede i samfundet: bidragsmottagerne, hvis grundopfatning av det offentlige er at det skal forsørge dem og som naturlig søker det parti som lover de største bidrag - uten tanke på fremtiden og uten fornemmelse av hvad det betyr at klekke ut det uhyre antal droner i samfundskuben.

Ved det sidste valg i Norge var der 150,000 stemmeberettigede familieforsørgere som hadde understøttelse av forsorgsvæsenet. Mindst 300,000 vælgere var behersket i første række av tanken på hvad de kunde få av stat og kommune og ikke av nogen forestilling om hvad de kunde yde, og hvad som vilde gavne stat og kommune. I Norge er i løpet av tolv år utgiftene til forsorgsvæsenet mere end femdoblet. En hovedårsak til den sterke vekst i de revolutionære partier ligger i denne hær av bidragsmottagere, hvis mentalitet sjelden er stabil.

Høirepartiene har den pligt at gjøre sig det klart hvorledes det revolutionære arbeiderparti marsjerer frem efter tre konvergerende linjer: en politisk, gjennem partiorganisationen; en faglig, gjennem landsorganisationen, og en økonomisk gjennem kooperationen. Når alle er ført frem til det organisationsmæssige centrum vil tvangsstaten være gjennemført. Der er en organiseret og målbevisst kamp som føres på hver arbeidsplads i landet, og som føres mere og mere hensynsløst.

De politiske valg avgjøres ikke bare valgdagen, men hver dag hele perioden igjennem; og utfaldet betinges i første række av stemningene i folkets brede lag. Det er den ånd som behersker hver arbeidsplads, og de impulser som utgår fra hvert hjem, som bestemmer den politiske indstilling.

Det konservative partis kamp mot al krise er i første række en kamp for hjemmet, for sambåndet mellem hjem og stat, bygget på forvissningen om at den rigtige indsats i det internationale samfund alene kan gjøres fra hjemmet og gjennem nationen. Imot dette syn står en international bevægelse som - slik som den søkes gjennemført ved kommunismen - betragter hjem og familie som like overflødig.

Denne internationale bevægelses kamp mot de nationale værdier er blit væsentlig lettet derved at religionen ikke længere er en levende kraft i folkenes politiske liv, og dens bud ikke længer opfattes som absolute og vitale på samme måte som i et tidligere slegtled. Man har søkt at ophæve frygten for dom og straf i moralbegrepernes verden; og det har virket nøiagtig som en kriminalist vilde måtte forutsi at det vilde virke på den borgerlige kriminalitet om frygt for dom og straf ikke længer eksisterte. Derfor er der også en så sterk regenerativ kraft i den religiøse fornyelse som er utgåt fra England og Amerika under navn av Oxford-gruppen, og har vist en så merkelig evne til at føre individerne ut av deres kriser.

Man må huske at den materialistiske marxisme og kommunisme også har fåt karakter av religion for sine tilhængere, eller om man så vil: av antireligion. Der er dogmer som er fastslåt én gang for alle. Selv om hele det filosofiske verdensbillede forandres, er Karl Marx's manifest fremdeles bibel for de troende. Og den art nationalisme som vil bekjæmpe denne internationalisme med dens egne våben og dens egen terminologi, og som gjør til sin den jesuitiske sats at hensigten helliger midlet, er i virkeligheten allerede præget av den livsfilosofi den tror den skal beseire.

Dobbelt farlig blir denne nationalisme når den i åndelig og materiel henseende vil bygge en ringmur om hvert enkelt land. Sørger man ikke for at det findes utfaldsporter i muren, blir det umulig at leve indenfor den. En hel række av de nationale opgaver kan overhodet ikke løses anderledes end internationalt idag. Selv de enkleste problemer er blit internationale i en grad som aldrig før på grund av den stadig mere intense interkommunikation mellem landene. Valgsproget right or wrong my country har aldrig kunnet fremme kulturutviklingen statene imellem; når det er ført videre til en art molokdyrkelse av folket som begrep, blir det en fare for ethvert kulturprincip.

Det har hittil været de konservative partiers ære i forskjellige europæiske stater at de under hele sin bevisste politiske utvikling har stillet de absolute retsidealer på første plads og betragtet de relative mål alene som relative og været klar over at kulturutviklingen ligger i en lykkelig harmonisk forbindelse mellem skapende fantasi og kritisk fornuft.

En tid som kalder sig krisetid maner til samling om store og centrale opgaver. Allikevel ser vi at der stadig søkes dannet nye grupperinger som smuldrer op den antimarxistiske enhetsfront. Man kan ikke bekjæmpe den socialistiske internationalisme rent dilettantmæssig og improviseret, men må bygge ut sine egne linjer så sterkt som mulig og være klar over hvor kampen kommer til at stå, og hvad den gjælder.

Under sidste valg i Norge konstaterte vi hvorledes man søkte at omplante på norsk jordbund desperationsfænomener fra andre land. - Kommunismen helt umaskeret hadde i Norge en kort blomstringstid. Under etiketten kommunist blev ingen valgt ind på Stortinget i 1930 og heller ikke i 1933; og det er ikke sandsynlig at kommunistene som eget parti vil bli repræsenteret på senere Storting. Bevægelsen - som egen politisk retning - var skum, en overflatebevægelse uten det store bølgeslags kraft. - Bevægelsen som åndsretning, som opløsende kraft virkende i dybden er derved blit dobbelt farlig fordi den unddrager sig den umiddelbare kontrol.

Den motsvarende bevægelse på nationalsocialistisk grund spillet under sidste valg en stor rolle forsåvidt som den bidrog til at svække det borgerlige samhold og ved sin agitation mot folkestyret og sin tale om diktatur gav arbeiderpartiet et overordentlig vigtig agitationsmateriale og satte de gamle revolutionære agitatorer istand til at si: «Det er os som verner forfatning og lov mot dem som vil tøilesløs omvæltning.» Og hadde høire ikke tat så overordentlig skarp avstand fra «Nasjonal Samling» - er det ikke usandsynlig at arbeiderpartiet hadde fåt absolut flertal på Stortinget.

Et parti kan ha råd til ved det enkelte valg at miste en del stemmer og en del mandater - de kan erobres tilbake; men ikke noget parti har råd til at miste nogen principer; for de kan aldrig vindes tilbake. Og for mange konservative partier har det været skjæbnesvangert at de ikke har holdt skillelinjerne klare og markeret sine egne principer bestemt nok. Man har trodd at det var en vinding i øieblikket at søke at komme motsatte politiske retningslinjer i møte - og har dermed raseret fæstningsverker som skulde være ens bedste forsvar.

Hele den vesteuropæiske kultur er idag truet i sine grundvolde. Troen på retssikkerheten og på de immaterielle værdier undergraves dag for dag. Historieskrivning og videnskap blir underlagt politisk kontrol. Man taler om kommunistisk eller antikommunistisk kemi eller fysik!

Konservatismen bygger på en forvissning om absolute værdier og absolute begreper; på respekt for religiøse værdier, retsværdier og kulturværdier; og enhver bevægelse som ikke bygger på denne respekt må den bekjæmpe uten kompromis.

I Sverige og i Norge er vi i den lykkelige stilling at vi ikke har gjennemgåt nogen av de omvæltninger som har forvirret mentaliteten i andre land. Vi er snart de sidste på skansen som verner om de ideelle værdier; og skulde vi også gi avkald på vort sunde omdømme, vor sindige og nøkterne nordiske mentalitet, da vilde vi i sandhet stå overfor en Untergang des Abendlandes.

For hver den som ønsker at nå ut av den åndelige krises usunde uklarhet - frem til klarhet, orden og sikre overbevisninger om ret og uret, er det idag en opgave at slutte op om konservative ideer, at bygge vernet om tankens frihet og individets ret så sterkt som mulig og samle slagkraft for fremtiden, forvisset om at det er den eneste vei slegten kan gå til vern om fremtidshjemmet, til vern om den kultur som vore folk på en så ærefuld måte har været med på at bygge op.