Sofus Arctander
En stor og vigtig Sag
Debatt om nynorsk som undervisningsspråk
Stortinget, 14. mai 1878
Kilde: Storthingstidende 1878. Forhandlinger i Odelsthinget, s. 324-325.

Da denne Sag nu er debatteret saa længe, er der allerede udtalt omtrent Alt, hvad jeg havde at sige, og jeg skal derfor fatte mig ganske kort. Efter min Mening er den foreliggende Sag en stor og vigtig Sag; men i den Form, hvori den foreligger, er der kun en liden og forsigtig Begyndelse paa Arbeidet for den store og vigtige Sag. Det er en Begyndelse, som efter min Mening er fuldt berettiget, og jeg har ogsaa nogen egen Erfaring derfor fra Landdistrikterne, skjønt jeg er byfødt; thi jeg har færdedes adskillig omkring i Nordland og paa Vestlandet og har faaet et Indtryk af Forholdene i denne Henseende modsat det, som Biskop Essendrop har faaet, og gaaende ud paa, at en Forandring i Skoleloven eller Instruxen for en Del er nødvendig.

Jeg har interesseret mig meget for Skolevæsenet i vor Bygd, og jeg har været tilstede ved Skoleundervisningen og desværre fundet flere Lærere, der tror, at det er deres Pligt, eller ialfald hvad de helst bør gjøre, at "knote" Bogsprog med Børnene, og deraf har jeg seet sørgelige Følger. Jeg skal i saa Henseende henholde mig til, hvad der er udtalt fra forskjellige Kanter, og specielt hvad Hr. Advokat Dahl udtalte som juridisk Funktionær paa Landsbygden skal jeg fuldstændig underskrive; hvad Sagen i sin Almindelighed angaar henholder jeg mig til, hvad der af Hr. Jakob Sverdrup er fremhævet. Da Debatten er saa langt fremskreden, skal jeg indskrænke mig til at gjøre en liden Berigtigelse i, hvad en af Sagens Venner her har fremhævet, og som formodentlig beror paa en Misforstaaelse. Advokat Qvam anførte nemlig i sit Foredrag, at da en lignende Sag var oppe i 1874 - nemlig Forslag om Indførelse af Landsmaalet og Oldnorsk ved Seminarierne -, da mødte Sagen skarp Modstand. Ja, det er sandt; det mødte skarp Modstand det Forslag, som da forelaa, men ikke det Forslag, der foreligger her; thi forsaavidt det kom frem under Debatten, fik det saagodtsom enstemmig Tilslutning.

Jeg har faaet Tilladelse til at gjøre opmærksom paa, at Hr. Assessor Løvenskjold udtalte sin Tilslutning til det Forslag, der da fremkom, og som svarer til det Forslag, som her foreligger. Det Samme gjorde Andre, der optraadte mod det da foreliggende Forslag. Jeg skal tillade mig at oplæse en Ytring af Assessor Løvenskjold; han udtalte, at "der var maaske noget Berettiget i denne Klage over, at Skolebørnene ikke fik deres Undervisning i en Dialekt, som de vare vante til at høre; der var unægtelig noget i dette, som var sandt. Det var nemlig, at forsaavidt Bogsproget, naar de kom ind paa Skolen, var dem fremmed, var det forbundet med Vanskelighed, naar Spørgsmaal stilledes dem og Svar afkrævedes dem i Bogsproget. Men hvad udfordres der for at afhjælpe den Mangel? At Skolelæreren iagttog, hvad sund Forstand tilsagde ham, at lempe Undervisningen efter Dialekten, ikke efter det saakaldte Landsmaal, thi det vilde gjøre Tingen meget værre - men efter Dialekten i Bygden." Saavidt jeg forstaar indbefatter heller ikke dette Forslag mere end Ønske om, at det maa blive Lærerne paalagt at lempe Undervisningssproget efter Bygdemaalet. Assessoren slutter sit Foredrag saaledes: "Hvad han ønskede paa Børnenes Vegne var, at Lærerne talte til ham i deres egen Dialekt, som de vare fortrolige med; men at indføre et kunstigt Sprog, et almindeligt af forskjellige Dialekter lavet Maal, som Ingen talte, vilde være en Uting og vilde føre til en fuldstændig babelsk Sprogforvirring."

Rektor Geelmuyden, der ogsaa var mod Sprogforslaget, udtalte sin varme Tilslutning til den Sag, der foreligger idag, og det Samme var Tilfældet med den tredie af Modstanderne af det da foreliggende Forslag - Statsraad Motzfeldt. I sit Foredrag udtalte denne blandt Andet: "At Skoleundervisningen skulde tage Bygdemaalet til Hjælp, saaledes som forklaret af den ærede Repræsentant fra Nordland, deri var Taleren fuldkommen enig, men han mente, at det kom af sig selv. Det vilde gjøres, det maatte gjøres overalt, hvor Læreren ikke led Mangel paa sund Menneskeforstand."

Naar nu Repræsentanterne fra Landdistrikterne efter sit Kjendskab til Forholdene finder, at dette ikke sker, kan der ikke være nogen Tvivl, tror jeg, om at denne beskedne og forsigtige Begyndelse, som her gjøres, maa finde næsten enstemmig Tilslutning hos Norges lovgivende Forsamling. Som en af Forslagsstillerne maa jeg erkjende, at jeg føler mig mere tiltalt af den Form, hvori Repræsentanten fra Akershus har formet Forslaget, fordi jeg derved føler større Betryggelse, netop naar jeg ser hen til de Ytringer, der have været offentlig udtalte af Regjeringens Medlemmer, Statsraaderne Stang, Helliesen og Bretteville, og hvoraf 2 endnu sidde i det norske Ministerium. Jeg vil derfor helst stemme for den af Sverdrup foreslaaede Form, for at være sikker paa, at dette landsvigtige Anliggende ikke paa nogen Maade bliver begravet eller forsinket længer end høist nødvendig.

Jeg har forøvrigt det Haab, at de af de nævnte Statsraader udtalte anskuelser ikke længer har nogen Talsmand hos Regjeringen; thi efterat den samme Regjering har seet Unionsforslaget, under hvis Forberedelse Udtalelsen fremkom, forkastet med en knusende Majoritet i Thinget, kan man vel ikke tænke sig Muligheden af, at saadanne antinationale Anskuelser, som udtales i det dissenterende Votum, nu længere opnaar nogen Talsmand inden Regjeringen. Sverdrups Redaktion giver en større Betryggelse, og derfor stemmer jeg principialt for den; men subsidiært stemmer jeg for Komittens Indstilling.