Jonas Rein
Vor Beslutning er taget
Riksforsamlingens debatt om utenrikskomiteen
Eidsvoll, 19. april 1814
Kilde: Fure, Eli (red.) Eidsvoll 1814. Oslo 1989, s. 79-81.

Man har fundet det nødvendigt, for at kunne grunde Norges Konstitution, at undersøge Landets Finantser, dets indvortes Tilstand, dets Indtægter, Udgivter, dets Ressourcer med mere, som udfordres for at kunne bedømme, hvorvidt det kunde bestaa som selvstændigt Rige; - hvorledes det kan underholde sin egen Konge, om ikke med Glands saa dog med Værdighed, tilligemed alt andet, som er nødvendigt til ethvert endog det allermindste Riges Bestyrelse.

Uagtet en langvarig Krig, Standsning i Handel, Pengevæsenets fuldkomne Tilintetgjørelse, samt alt hvad der er skeet ligesom med Hensigt, at ville aldeles ødelægge Landet endog naar end Tingen selv medførte det - uagtet Dette ikke lover det unge begyndte Rige de behageligste Udsigter fra dets første Organisation af: saa maa man dog tro, at baade Regenten og Folket stiltiende har forudsat, ikke blot som muligt, men og som uomtvisteligt, at disse Vanskeligheder kunde hæves, og at det syge, det i sit Inderste rystede Statslegeme igjen ved fornuftig Diæt og under en viis Læges Haand vil og kan komme til Kraft og Førlighed; thi ellers var alt, som hidtil er skeet, kommet for tidlig. For tidlig havde da vor Regent opfordret os til at besværge Norges Selvstændighed - For tidlig havde vi aflagt den Ed, at ville vove Liv og Blod, Velfærd og Rolighed for Noget, der blot var en Drøm, og som aldrig kunde komme til Virkelighed. For tidlig vare vi blevne sammenkaldte til en Rigsforsamling, og altfor tidlig havde vi begyndt med at grunde en Konstitution, som aldrig skulde blive til uden paa Papiret - kort alle vore Forhaabninger have da været Børneværk.

- At imidlertid, for at hæve Tvivl, en Oversigt over Landets Fordele og Mangler, Hjælpekilder med Mere lægges National-Forsamlingen for Øjne, vil vel Enhver blandt os anse for ønskeligt og nødvendigt, forat kjende de vigtigere Forholdsregler i Henseende til Fremtiden; men naar man anseer det for ligesaa nødvendigt, at vort Forhold til udvortes Magter bestemmes; naar man, som det synes, vil med ministerielle Akter fordre det beviist, at fra Udlandet aldeles ingen Hindring skulde møde vort Foretagende, da forekommer det mig at vidne om en overdreven Ængstelighed, der maa synes dobbelt underlig, naar man seer hen i de Mænds Klogskab, Raskhed og iøvrigt kraftfulde Fremfærd, fra hvis Munde især denne Stemme høres - Skulle vi da førend vi tænke paa Konstitutionen, først af fremmede Magter begjære Tilladelse hertil? Og af hvem, uden just af dem, som formedelst vor nærværende Stilling, og deres politiske Stilling og Forbindelse med Naboriget, ikke kunne give os den, hvormeget de end hemmeligen ynde vor Sag, ja endog hemmeligen vilde bidrage til at forfremme den?

Norges Folk handler som et kjækt og ædelt Folk - dette er idetmindste Folkenes Stemme i Europa, fordi disse tør lade den høre - men kunne vi med Grund vente at høre det som en højt og lydeligt forkyndt fra Kabinetterne? Vor Beslutning er taget. Skulde en Proklamation, forfattet i truende Udtryk, skulde et Avisræsonnement kunne kuldkaste den? Ingen fiendtlig Flaade omspænder vore Kyster; der høres intet om nye Oplysninger; Kornladninger komme ubehindret til vore Havne, ja endog norske Skibe, der næsten vare kondemnerede, frigives og komme med Korn til vore Havne. Dette er Kjendsgjerninger. Skulle vi overse dem, dølge dem for os selv, og derimod lade os bortskræmme fra kraftfulde Handlinger ved Spøgelser, Trudsler om en forenet svensk, brittisk, russisk, ja jeg tror tyrkisk, Armee, der vilde oversvømme vort Land?

- Og dersom vort Land (jeg forudsætter hvad jeg ikke kan overtale mig til at tro) dersom Norge nærede en Forræder i sit Skjød, hvis Ønske det var at spille os i vore Naboers Hænder, hvad vilde da være ham lettere, end at foranstalte tordnende Proklamationer, opdigtede Avis-Efterretninger, og udgive dem for authentiske, forat gjøre Nationen modløs? En Mand, hvis Kundskab jeg ærer, hvis fine og skarpe Blik jeg beundrer, paastod i vor sidste Forsamling, at det var Regentens Pligt, at meddele oplysende Efterretninger om vort Forhold til andre Magter; men flere end han selv har, kan han ikke give; og hvormeget han end har viist, at han ikke lægger Skjul paa det vor nærværende Stilling Vedkommende, eller hvad der kunde vedkomme Fædrenelandets Vel, og at det er langt fra ham, at ville bedrage os med et falskt Haab; saa spørger jeg dog: Kan Han, bør Han forelægge Rigsforsamlingen Alt, hvad han veed vor Stilling til Udlandet vedkommende?

Hvad, om Regenten, under Betingelse af Taushed, havde erholdt beroligende Efterretninger fra de Hoffer, til hvis Venskab eller Skaansomhed vi Trænge, burde han da ubetinget og uden Forbeholdenhed forelægge Forsamlingen disse? Da maatte jo disse formodes at komme videre ej alene her i Landet, men til Naboriget, som ikke vilde mangle at rette Maskiner derimod til vor Skade. Var dette klogeligt handlet? Var det ikke at kompromittere, den eller de Magter, som vi skylde Erkjendtlighed? Jeg tilstaar derfor, at jeg, som uindviet i Politiken, ikke begriber med hvilken Ret man gjør denne Fordring paa Regenten, eller hvorfor deslige Indberetninger nødvendig maa gaa foran for Konstitutionen.