Christian Holtermann Knudsen
Urokkelig enhet utadtil!
Arbeiderpartiets landsmøte
Kristiania, 29. mars 1918
Kilde: Protokol over forhandlingerne paa det 23. ordinære landsmøte i Kristiania 1918, s. 1-4.

Partifæller!

Naar idag Det norske arbeiderpartis 23. landsmøte er samlet, er det under saa ekstraordinære forhold som aldrig før.

Ogsaa under vort partis sidste landsmøte i 1915 hersket Europakrigen, og tusener og atter tusener av menneskeliv var allerede da nedskutt eller nedstukket, og paa det frygteligste lemlæstet. Men Europa-krigen har fortsat siden da, og den har i de forløpne aar antat stadig større dimensioner og stedse grellere former. Millioner mennesker staar mot hinanden og lar sig føre frem til nedslagtning som om de var umælende dyr.

Det synes som om den grundsats, socialismen har bygget paa: kjærlighet menneskene imellem og folkene imellem og som i aarrækker har været præket i landene, intet har utrettet til fremme av det gode i menneskene. Det, som vi tidligere benævnte kulturstater eksisterer ikke mer, kulturen var bare en utenpaasmurt fernis, som avskallet fremviser barbariet. Om vi kunde samle paa en gang alle jammerskrik, alle de sorgbetyngede nødrop, som har lydt og lyder fra de utallige familier, hvis forsørger er nedslagtet paa slagmarkerne, vi vilde faa høre en tordenrøst og en forbandelse over tyrannerne, som vilde overdøve selve slagmarkens lidelsesrop.

Alt hvad der tidligere ansaaes for ret mellem nationerne, er ikke mere; endog nøitrale landes ret under krig har krigen stødt overende, og vi kan i korthet betegne situationen derhen, at der ikke længer eksisterer selvstændige og uavhængige nationer, de er utslettet av kartet saa længe krigen varer.

Ogsaa den norske nation er kommet i et saadant forhold. Sjøveiene for vor transport er belagt med helvedesinstrumenter, som sperrer veien og ved berøring eksploderer skibene sønder og sammen, og som om ikke det var nok av overgrep overfor en nøitral nation, er der yderligere etablert en undervandskrig, som samtidig ogsaa er en krig mot nøitrale transportskibe og hvorved tusener av vore sjøfolk ubarmhjertig er sendt tilbunds eller lemlæstet.

Og overfor alt dette djævelskap staar vi magtesløse og kan intet utrette. Det nytter til intet at knytte næven mot de til tænderne bevæbnede krigsgale nationer.

Desværre viste det sig, at om der end var røster inden forskjellige lande, tildels sterke socialdemokratiske røster, som hævet sig mot krigen, var der dog ingen som formaadde at hindre dens utbrud, og ingen, som endnu har formaadd at stanse den; heller ikke den tredje internationale har hittil kunnet stanse krigen og raaskapen.

Der er et par smaa lyspunkter under al den lidelse, krigen har paaført menneskesamfundene, og det er da den russiske nation nedbrøt enevoldsmagten i sit land. Desværre er det endnu ikke avgjort om revolutionen seirer. Vi vet kun at landet er lemlæstet og at store dele av folket idag er underlagt et reaktionært styre og at revolutionsregjeringen, om end nødtvungen, har maattet finde sig heri.

Det andet lyspunkt var Finlands befrielse. Det syntes som om socialismen skulde kunne seire i dette land; der var mange grunde, som tilsa, at saa burde kunne ske. Vi kan idag bare ønske at ikke reaktionen ogsaa gaar av med seiren i Finland og at saaledes det blod, som er flytt for frihetens sak, er udgytt forgjæves.

Naar vi saa vender os til vort eget folk og ser paa vort samfunds utvikling under de forløpne krigsaar, da møter os ogsaa her et grelt syn. Pengebegjæret har drevet dem av vore medborgere, som hadde meget før, til at berike sig endda mere paa alle de andres bekostning, og de har derved skapt nød og dyrtid av en saa enestaaende art, som aldrig før er oplevet her i landet og kanske heller ikke i noget andet land. Det er en saa ondartet foreteelse, at spekulanterne forlængst burde være sat bak laas og slaa.

Men desværre lever vi fremdeles i det privatkapitalistiske samfund, hvor det ene menneske har ret til at utbytte og utplyndre det andet. Og de mænd, som har hat regjeringsmagten i landet under disse krigsaar, de har i stor utstrækning søkt at unddrage sig forpligtelsen til at vareta arbeiderklassens interesser. Først naar paatrykket fra arbeiderorganisationerne blev saa sterkt, at der var noget at risikere ved yderligere modstand, har de gaat til vedtagelse av midlertidige love, som i nogen grad skulde skaffe beskyttelse mot den altfor vidtdrevne spekulation. Og saa har det vist sig, at forholdsreglerne for det meste er kommet for sent og snarest har gjort galt værre.

Paa den anden side har magthaverne vist sin "kjærlighet" til arbeiderklassen eller kanske sin frygt for gjengjældelsens time ved utfærdigelse av klasselove, som kun synes at ta sigte paa undertrykkelse av arbeiderklassens reisning mot uretten. Og det har da heller ikke manglet paa forfølgelse mot oppositionen hvad enten denne har været rettet mot militarismens letsindige skalten og valten med folkets pengemidler eller det har gjældt opposition mot knebling av pressefriheten og andre overgrep fra magthavernes side.

Under saa utpræget vanskelige forhold for arbeiderklassen burde det synes klart for alle, at hvad det da fornemmelig gjælder om er, at den samlede arbeiderorganisation maa staa som en urokkelig for al indre strid frigjort hær, som med al sin kraft kan rette sine vaaben utad mot motstanderne. For det er bare paa den maate organisationen kan dygtiggjøre sig til fuldbyrdelsen av Karl Marx' ord, naar han sier: "Arbeiderklassens frigjørelse maa bli arbeidernes eget verk!"

Vender vi saaa vort blik indad og ser paa tilstanden i vort parti, saa møter os den kjendsgjerning, at der er to - om ikke flere - retninger inden partiet, som kjæmper for hver sine veie henimot vort maal: Socialismens gjennemførelse i vort samfundsliv. Det er ikke om maalet der strides. For heller ikke den nye retning kan for nærværende peke paa noget andet endemaal end det, som allerede længst tilbake i tiden er sat for vort parti. Det kan fastslaaes, at det er veie og midler den nye retning vil ha ændret. Og striden er blit mer og mer bitter jo længere den har paagaat og den er til dels blit personlig, - jeg bortser her fra et enkelt presseorgans uartigheter; men, hvad der kanske er det værste, denne indbyrdes strid er stillet tilskue for vore motstandere, den er ført for aapne vinduer. Der har ogsaa tidligere været utkjæmpet haard strid inden vort parti; men det var dog ikke skik at kampen kjæmpedes i de andre partiers paasyn. Tidligere var det saa, at al vor kraft blev lagt paa at reise arbeiderklassen socialismens herlige maal, vise frem til det samfund, hvor enker og faderløse ikke skal savne medfølelse og forsorg, hvor alle skal kunne nyte efter behov og yde efter sin evne, mens de opstaaede uoverensstemmelser avgjordes i lukkede møter. Nu er det anderledes.

Og hvad er saa grunden til, at der nu skal vælges andre midler og veie for vort partis fremgangslinjer? Er de unge mænd og kvinder, som først i de senere aar har traadt sine barnesko inden vort parti, er de ikke fornøiet med farten, vort parti har gjort, eller er deres kjærlighet til vor sak saa brændende, at de ikke orker at vente med taalmodighet indtil vort oplysningsarbeide har naad massen av det arbeidende folk? I sidste fald har de anledning til at forkorte ventetiden ved en mere intens deltagelse i agitationen for vor sak. Imidlertid synes det som om farten har været upaaklagelig. Naar vi vet, at bare siden stortingsvalget i 1909 og til 1915 har vi mer end fordoblet vort vælgertal i landet og ved sidstnævnte valg talte omtrent en tredjedel av vælgerfolket, og naar vi endvidere vet, at vort parti siden 1916 er vokset med over 10, 000 medlemmer og nu tæller henimot 80,000 ialt, da skulde der ikke være grund til klage. Vort parti har da sikkert de aller bedste utsigter til høstens stortingsvalg.

For at vi skal kunne naa nærmere henimot socialismens seir i vort land, er der imidlertid en betingelse, som maa være tilstede, og det er, at vort parti staar som en urokkelig enhet utadtil.

Der er alvorsfulde og dypt indgripende saker til behandling paa dette landsmøte, og repræsentanternes ansvar vil bli tungt, fordi avgjørelsen vil faa betydning langt ind i fremtiden i god forstaaelse med det norske socialdemokratis hittidige linjer eller - som jeg helst vil tro ikke kan ske - til fortsat indre strid og dermed til skade for den sak, som vi alle har forpligtet os til at fremkjæmpe til seier.

Vi lever i en tid, da hele det arbeidende folk i en grad som aldrig før ser op til socialdemokratiet med tillid og haap; veien fremover er jevnet ved stadig oplysningsarbeide. La da vort parti paa valgets dag staa frem som en paany sammensveiset urokkelig enhet til kamp for arbeiderklassens retfærdige sak, til seier for socialismens herlige idé!

Hermed vil jeg ønske repræsentanterne tillykke med arbeidet, idet jeg erklærer Det norske arbeiderpartis 23. ordinære landsmøte for aapnet.