Lorentz Dietrichson
Femti Aar efter Dybbøldagen
Studentersamfundet, Kristiania, 18. april 1914
Kilde: Lorentz Dietrichson: Svundne Tider, bd. 4: Mellem to Tidsaldre. Kristiania 1914, s. 457-460

Studentersamfundets Bestyrelse har opfordret mig til at vie den Begivenhed, som fandt Sted idag for halvhundrede Aar siden, et stille Mindeord. Dette Ord passer kun daarlig ind i de mange glade "Jubilæer", vi midt i Tidens dybe Alvor er ifærd med at fejre. Saameget bedre stemmer det da med selve dette Tidens Alvor. 

"Sandheds Sag 
Seirer kun i Nederlag!" 
 
Og det er ingen Sejer, det er et Nederlag, vi iaften i Stilhed vil mindes. -- Et Nederlag -- ikke for det lille, heltemodige danske Folk, som hin Dag efter et tappert Forsvar maatte vige for den uhyre Overmagt; det kan neppe kaldes noget "Nederlag": 
 
"Dybbøls Kam 
Rødmed af Blod, men ej af Skam!" 
 
Den 18de April 1864 stormede Preusserne efter 2 1/2 Maaneds frugtløse Angreb endelig Skanserne ved Dybbøl, og dermed var den dansk-tyske Krigs Udfald afgjort. Retten maatte 
vige for Magten

Men det var ikke de, som kjæmpede med ved Dybbøl, som led Nederlaget, det var vi, som ikke kjæmpede med. 

Vi mindes ikke denne Dag blot for de faldne Krigeres Skyld, men meget mere for vor egen: fordi hin Dag var et Nederlag for de Tanker og den Stræben, som havde ildnet hin Tids bedste Mænd og fremfor Alt dens Ungdom: Tanken om og Arbejdet for et enigt Norden og et fælles Forsvar! Mon I vil forstaa hin Dags Bitterhed, I Unge, som ikke har oplevet den? Det var Dødsdagen for den lyse Tro, som havde drevet den lethenrevne Ungdom til at aflægge 
de uindfrielige Løfter om, at Broderfolkene skulde ile det betrængte Dammark til Hjælp i Nødens Stund; det var Dødsdagen for den stærke og dog saa svage "Studenterskandi- 
navisme", som vi Alle havde svoret til uden at betænke, at det ikke var Studenterne, som havde Politikens Traade i sin Haand og ledede Rigernes Skjæbne. Det er dette tunge, 
bitre Minde, vi Gamle i denne Aften ruger over -- vi, som hin Dag mistede vor Ungdoms Mod og Frejdigheden i vor Livsgjerning, fordi man siden altid kunde kaste os i Ansigtet, at vi havde svigtet vore Løfter paa Valgets store Pilatusdag, og siden har maattet bygge vor vaklende Manddomsgjerning paa Vragstumperne af vor Ungdoms brustne Illusioner. Forstaar I Unge, hvor det kan værke endnu ind i Livets sene Aften?

Men hermed har vi ikke endnu naaet Bunden af denne Dags alvorlige Betydning. Den knuste nemlig noget endnu meget større end Danmarks Integritet og den nordiske Ungdoms umodne Fremtidshaab. Den knuste Folkenes Retsbevidsthed. Den var jo ofte nok krænket før; men nu blev Retskrænkelsen gjort til Tidens ledende Princip, idet Bismarck fra Dybbøls Højder for første Gang vovede at slynge ud over Verden det Ord, som siden blev Tidens store Grundsætning og Løsen: "Magt gaar foran Ret!" Derved blev Dybbøldagen ligefrem Skillet mellem to Tidsaldre. Efter Krigen afgav de preussiske Kronjurister for at kunne tilbagevise Hertugen af Augustenborgs Fordring paa Hertugdømmerne sin ovenfor omtalte skandaløse Udtalelse om Retsspørgsmaalet: "Hvem tilhører Slesvig?" Den lød: "Slesvig tilhørte hidtil med ubestridelig Ret Danmark; men denne sin Ret har Danmark nu ved Wienerfreden med Ejerens Ret overdraget til Preussen, som altsaa nu er i fuldt lovlig Besiddelse af Hertugdømmerne." Denne frække Haan mod al international Retspleje inaugurerede en Tid, da Folkenes Retsbevidsthed alt mere maatte fordunkles og vige for Magtbevidstheden, inaugurerede -- for at sige Alt med ét Ord -- Materialismens Tidsalder og Alt, hvad den bar i sit Skjød. 

Da Magten traadte i Rettens Sted, da traadte ogsaa den egoistiske Beregning i den højsindede Ungdomstros og den selvforglemmende Hengivelses Sted. Og det var jo en herlig Vinding! For Troen paa en skjult, evig Retfærd i Historiens Gang, -- for den Tro, som forstod, at om Historiens Pendel end svinger uforstaaelig frem og tilbage og tager med den ene Haand, hvad den giver med den anden, saa fører dog hvert Pendelslag Tidsuhrets mægtige Viser et Skridt 
fremad -- for denne Tro fik vi Utilitarismens smaaskaarne Kræmmerfilosofi. For Troen paa en ren Kjærlighed mellem Mand og Kvinde, der varer for Livet, fik vi Sexualismens banale Bohêmetid, som naturlig efterfulgtes af de ynkelige Decadenters Tømmermænd i de overophedede Hjerner. At disse triste Tidsfænomener kun var Udskejelser fra den store 
Fremskridtslinje, som den nye Tid trods dem betegner, kan Ingen være mere overbevist om end jeg; men disse mørke Skygger kastedes over os af den Tidsaand, som Dybbøldagen indvarslede, og det var dem, som her vedkom os.

 
Unge Venner! Engang stiller Dybbøldagen ogsaa Enhver af Eder foran Valget: Vil I være med om at hele de Saar, hin Dag tilføjede Arbejdet for Ening og Samfølelse mellem Folkene i Norden -- ud fra et rent fædrelandsk Syn paa de Velsignelser, et saadant Forhold vil bringe vort Land? 

Eller vil I leve videre paa Dybbøldagens Følger? Det Kjendskab, jeg har været saa lykkelig at faa til vor Universitetsungdom, giver mig et lyst Haab om, at Tidens Hjul er ifærd med at gjøre endnu en Omdrejning, at Atavismen begynder at gjøre sin Gjerning, og at I vil gjenføde -- ikke min Ungdomstids taagede Drømme og overspændte Idealisme, men dens lyse Aandstro og dens sjælfulde Varme. Jeg ser den alt gløde i mange unge Øjne og føler den banke i mange unge Hjerter. Jeg ved, at det isaafald bliver en haard Livskamp, I gaar imøde; thi der er stærke Kræfter i Tiden, som arbejder i modsat Retning, arbejder for Had og Splittelse. 

Men jeg tror, at I har en stærk og redelig Vilje. "Forfærdes ej, du lille Hob!" Fra Tidernes Morgen er af alle Tiders største Seere Lysets Sejer forjættet dem, som kjæmper for Lyset, selv om Vejen gaar gjennem Dødens Mørke, som den gjorde det for dem, som faldt ved Dybbøl for 50 Aar siden.

Lad os mindes dem og erindre, at "Sandheds Sag sejrer kun i Nederlag!" 
 
"Kjæmp for Alt, hvad Du har kjært, 
Dø, om saa det gjælder! 
Da er Livet ej saa svært, 
Døden ikke heller!" 
 
Og Livets Herre vil velsigne vor Ungdom i dens Kamp for det Gode! 
 

Og tag saa venlig imod disse, en gammel Mands gammeldags Ord. Der kan undertiden være noget Ungt ogsaa i det Gamle.