Anfin Larsen Refsdal
Et enigt storting og et enigt folk
Odelstingets beslutning til lov om norsk konsulatvesen
Stortinget, 23. mai 1905
Kilde: Stortingstidende 1904/1905: Forhandlinger i Lagtinget, s. 137-138

Jeg har ikke følt nogen Trang til at tage ordet for at begrunde min stemmegivning - den er jeg klar over - men det var noget, som blev udtalt, da sagen var under behandling i odelstinget, som gjør, at jeg finder mig beføiet til at tage ordet. Der blev der omtalt de meningsytringer, som er kommet ind til stortinget udover vinterparten om tilslutning til de skridt, som her er taget. De meningsytringer ude fra folket blev reduceret til at være saa nogenlunde værdiløse - de var jo ikke indkommet under konstituionelle former, kunde ikke være det, og de var ikke givet under fuldt ansvar. Det var om dette, jeg vilde udtale mig et lidet gran. Disse udtalelser er for det meste kommet fra amtstingene, saavidt jeg erindrer. Jeg har ikke havt anledning til at være med paa at afgive nogen slig udtalelse - amtstinget i vort amt bliver holdt i denne uge - men det vil jeg sige, at havde amtstinget været holdt før, saa er jeg sikker paa, at vort amtsting havde fulgt i de andres spor, og jeg havde kommet til at afgive min stemme i samme retning som de udtalelser, der er indkommet før, og jeg havde kommet til at gjøre det med følelsen af det samme ansvar, hvorunder jeg idag i Norges lagting vil afgive min stemme for denne lovbeslutning. Det moralske ansvar havde for mig været det samme. Det konstitutionelle ansvar havde ikke været det samme, men det moralske ansvar, som jeg har overfor mig selv og overfor det norske folk havde der ingen forskjel været paa, og jeg har min gode tro paa, at den samme følelse har de mænd i amtstinget havt, som har sendt sine raad ind til Norges storting. Der sidder i amtstingene rundt om i landet mænd, som har været med i mangen en dyst i Norges storting og været med og voteret, naar ansvaret lægger sig tungt udover, og det er ikke raad for mig at tro, at folk i amtstingene, naar de tilkjendegiver sin mening der, har gjort det under mindre ansvarsfølelse, end de har gjort det her. Var ikke denne udtalelse kommet fra hold, som jeg har stor agtelse for, saaledes at den vilde blive tillagt stor betydning baade i og kanske mest udenfor landet, saa havde jeg ikke kundet føie til at tage ordet i den anledning, men vi har allerede seet, at de udtalelser har folk merket sig ogsaa udenfor landets grænser. Jeg vilde derfor bidrage, hvad jeg kunde til, at disse udtalelser ikke skal gaa udover landets grænser, uden at de bør have saa nogenlunde den vegt, de fortjener.

Jeg er nemlig en af dem, som netop er kommet ind i nationalforsamlingen, og som skridt for skridt har fulgt det, som har været gjort her i vinter udover, og som fuldt ud følte det ansvar, som vi hjemme havde ligesaavel som de herinde. Vi gjorde os op vor mening med fuld ansvarsfølelse vi ligesaavel som de, der har været herinde, og naar vi lagde frem vore meningsytringer, saa vidste vi saa inderlig vel, at enhver, som udtaler sig i denne sag, udtaler sig under fuldt ansvar, allerhelst i amtstingene. Man mener, at ansvaret ikke skulde lægges saa tungt paa folk derude, man kjendte kanske ikke til, hvad følger denne lovbeslutning vilde medføre. Jo, vi gjorde os op vor fulde mening om den ting. Har man her - og det er kommet noksaa meget frem i mange ytringer - har man her frygtet for, at disse beslutninger kan have sine sterke følger, man har det ikke mindre udover landet. Man er ikke tilbøielig til at se lysere paa det udover landet, heller mørkere. Det, som møder os ude i synskredsen, stiller sig kanske mere truende for folk ude i landet, end det gjør for folk i hovedstaden. Udover landet har man været taknemmelig for, at man herinde har taget disse skridt og traadt op med vaagne øine for det, som fædrelandet kræver - man har været taknemmelig for det - men man maa ikke indbilde sig, at vi er mindre vaagne udover landet. Disse meningsytringer er afgivet uden nogen overspændthed, med den aller største ro og ogsaa med det største alvor. Alle følte alvoret, alle havde det klart for sig, at dette var et sterkt skridt, men alle var ogsaa fuldt paa det rene med, at disse sterke skridt, som man dels havde taget og dels var ifærd med at tage, de maatte til; og man var beredt til at tage følgerne.

Det, som jeg mest har talt om, er amtstingene, men her er ogsaa kommet udtalelser fra herredsstyrer og fra ungdomslag - det kan være, at disse har mindre betydning; men man maa ikke glemme, at i herredsstyrerne sidder der mænd som har evne til at tænke over, hvad vort folk formaar i økonomisk retning, og det spiller ogsaa ind. Med hensyn til ungdomslagene tror jeg, at ungdommen kan vistnok tale lidt ubetænkt iblandt. Denne sag gav al opfordring til at tænke, før de afgav nogen udtalelse. Det er jo netop ungdommen, som i første række maa ind mod det mørke i horizonten, som staar saa truende, og naar de gav sin udtalelse i en sag som denne, saa tror jeg nok, at de tænkte sig lidt om. De følte nok ansvaret.

Det var, som sagt, for at bidrage mit til, at disse udtalelser, som er kommet fra landet, ikke skulde afsvækkes, men at de skulde tillægges den vegt, som de bør have, at jeg greb ordet. Jeg ved nok, at der kan komme ubesindige udtalelser mangen gang, men der ligger alvor over dette, og det var dette, som gjorde, at jeg følte trang til at udtale mig. Der er stunder i en nations liv, da de konstitutionelle former ikke rigtig strækker til for at faa sagt det, som trænges; man var ogsaa opmerksom paa, at stortinget har faaet udtalelser fra ganske andet hold, som heller ikke rigtig har let for at finde plads indenfor den konstitutionelle ramme. Det var dette, jeg vilde udtale. Jeg vilde gjerne bidrage til, at de udtalelser, som er kommet fra det norske folk her, maa have sin fulde vegt. Jeg tror, at det er ikke nok med, at man giver tilkjende, at det er et enigt storting, men at der ogsaa er et enigt folk, som er sig sit ansvar bevidst.