Carl Jeppesen
Vil beskyttelsestold forbedre vor stilling?
Den socialdemokratiske forening, Kristiania, 1887
Kilde: Vil beskyttelsestold forbedre vor stilling? - et foredrag holdt i Den socialdemokratiske forening. Kristiania 1887.

Ærede forsamling!

Ifølge den overbevisning, at der er intet samfundsspørgsmaal, der søges løst, ingen samfundsreform der foreslaaes gjennemført uden at de berøre arbejdsklassen mere end nogen anden klasse i samfundet, har den socialdemokratiske forenings bestyrelse sammenkaldt dette diskussionsmøde for at de kunne drøfte spørgsmaalet om toldbeskyttelse og hvilken betydning toldbeskyttelsen fra deres synspunkt har for alle samfundsmedlemmer i almindelighed og for arbejderne i særdeleshed.

Jeg har paataget mit; at indlede denne diskussion, og har til dette øjemed delt emnet i 2 spørgsmaal, nemlig

1) "Vil told paa haandværks- og fabriksprodukter forbedre arbeidernes økonomiske stilling?"

2) "Bør arbejderne protestere mod told paa landmandsprodukter?"

Det er jo nemlig saa, at der fra en mængde heredsstyrelser er sket henvendelse til regjeringen om at faa beskyttet det norske landbrug ved forhøjede toldsatser paa forskjellige landmandsprodukter, og efter min mening er der al sandsynlighed for at gaardbrugerne vil faa sine ønsker i saa henseende opfyldte; vi vil søge at klargjøre os de følger saadanne toldpaalæg ville have baade for bønderne selv og for de øvrige borgere i samfundet.

Ligeledes vil vi forsøge at klargjøre os følgerne af toldbeskyttelse af haandværks og fabriksdrift, hvilket der jo stadig bliver gjort fordring paa fra forskjellige hold.

Paa forhaand vil jeg erklære, at jeg er fuldstændig frihandelsmand; at min indledning som følge deraf vil blive ensidig, maa jeg bede forsamlingen undskylde, men jeg vil haabe, at den efterfølgende diskussion vil give os anledning til at se sagen fra alle sider, saaledes at vi, naar vi gaar til afstemning, kan indtage et fuldstændig klart og korrekt standpunkt.

Dog finder jeg det unødvændigt i al korthed at omtale toldbeskatningen forinden jeg gaar over til at besvare de foreliggende spørgsmaal om toldbeskyttelse.

Det er indlysende at ethvert samfund maa have en hvis indtægt, for at kunne dække de Udgifter der er forbundne med dets ordning, disse indtægter har man da søgt at skaffe tilveie ved at beskatte samfundets medlemmer, man har havt to beskatningsmaader at vælge mellem, nemlig direkte og indirekte beskatning. Det havde været det retfærdigste og gavnligste for samfundet om man udelukkende havde holdt sig til direkte beskatning, men denne ville da i det væsentligste have ramt de store formuer, og da indehaverne af disse ogsaa indtil dato har været indehavere af lovgivningsmagten, saa er det let forklarligt, at man, (det vil sige rigmændene) langt foretrak den indirekte beskatningsmaade, der læssede byrderne fra dem over paa de ubemidlede i samfundet og gjorde det paa en saadan maade, at de ikke mærkede det.

Man har da her hos os ordnet det saa, at al skat til staten er indirekte, medens kommuneskatterne tilsyneladende ere direkte. Jeg tror ikke der er noget andet land, hvor ikke ialfald en del af statsskatten er direkte.

Jeg hørte en der havde reist meget i udlandet fortælle, at han havde truffet paa folk, der havde sagt, at Norge var et lykkeligt land; der betalte man ingen skat til staten. Det var nu noksaa rart, men vi behøver virkelig ikke at reise til udlandet for at høre en saadan udtalelse, enhver kan overbevise sig derom ved at gaa omkring til arbeiderne og spørge dem, om de betaler skat, i de fleste tilfælde vil der blive svaret, nei! ti de indirekte skatter tænker arbeiderne ikke paa, de forstaar dem ikke. Det er netop her det mest oprørende ved de indirekte skatter ligger, de er en skrigende uretfærdighed mod den overveiende del af befolkningen, og en uretfærdighed, som ikke befolkningen kan værge sig mod, fordi de ikke forstaar den. Hvis arbeiderne forstod, at de betalte cirka 50 kr. om aaret i skat til staten, tror De, man vilde have vovet at byde dem en saadan bestemmelse som den, at kun de, der betalte et par kroner om aaret i kommuneskat, skulle have stemmeret, jeg tror ikke, man havde vovet det, hvis Arbeiderne havde vidst, at de indirekte maatte udrede næsten alle baade stats- og kommuneskatterne.

Ved denne stemmeretsbestemmelse er det rigtig klart traadt frem, hvor plumpt, men dog hvor heldigt man har ført den store masse af befolkningen bag lyset, derfor har vi indseet, at vor første Opgave var, at lære arbeiderne at tænke over sin stilling i samfundet og derved bringe dem til at forstaa, hvor uretfærdigt enkelte har undertrykt dem, og hvorledes disse enkelte systematisk har benyttet arbeidernes undertrykte stilling til egen fordel, først naar arbeiderne har faaet fuld forstaaelse heraf, kan vi for alvor begynde vor kamp for fjerdestandens økonomiske uavhængighed.

Af de indirekte skatter er tollskatten den væsentligste, og da den overveiende del af tolden falder paa nødvendighedsartikler, saasom kaffe, sukker og lysoljer, halvdelen af tolden, nemlig 9 mill, kroner indbringer disse 3 artikler, idet der kommer ind 3 mill. af kaffe, 5 mill. af sukker og i mill. af lysoljer, sikkert tør det paastaaes, at den langt overveiende del af disse artikler forbruges af landets fattige befolkning, saa er det herved givet, at den fattige arbeider forholdsvis betaler langt mere i skat til staten end den rige fabrikant eller gaardeier, ti fordi disse sidste har 20 ganger saa stor indtægt som hine, forbruger de derfor ikke 20 ganger saa meget kaffe og sukker som arbeiderne.

Uretfærdigheden bestaar altsaa deri, at man nu kun betaler skat af hvad man forbruger, medens de kapitaler, rigmændene dynger op, ere aldeles fritagne for statsskat, ja en stor del al disse kapitaler er opsparet skat. Alle den nyere tids statsøkonomer har anerkjendt den grundsætning; at skatterne bør fordeles paa borgerne efter deres evne til at udrede dem; gaar vi ud fra denne grundsætning og anerkjender vi dens retfærdighed, saa anerkjender vi ogsaa paa samme tid den indirekte beskatnings uretfærdighed. I korthed er forholdet mellem rig og fattig, hvad beskatningen angaar, dette: at den ubemidlede del af befolkningen maa av sine usle indtækter udrede det meste av den sum, der er nødvendig til statsstyrelsen, medens de ikke har nogensomhelst andel i denne styrelsen; paa den anden side er kapitalisterne og grundbesidderne saagodtsom skattefri, medens de sidder inde med magten til at styre staten efter forgodtbefinnende og forbruge statens midler saaledes, som det bedst svarer til deres Interesser.

Det er saa, naar det gjælder om at yde, maa arbeiderne yde mest, gjælder det derimod at nyde godt af den ordnede stat, da ved vi saa godt allesammen, hvor stedmoderlig vi bliver behandlet, jeg vil blot bede Dem erindre en statistik, vi forrige aar havde i Socialdemokraten over statens ydelser til skolevæsenet, det fremgik af denne, at en latinskoleelev kostede staten 15 a 20 gange saa meget som en almueskolegut, mon de bedre stillede tenker paa det, naar de med foragt kalder arbeiderne raa og udannede? de gjør det vist ikke, men lad os stadig opfriske det i deres erindring ved at minde dem derom.

Var det lovgivernes uvidenhed om det uretfærdige i den indirekte beskatningsmaade, vi havde at takke for dens indførelse, saa var den tilgivelig, men det er det ikke, det beviser vor tilsyneladende direkte kommunebeskatning; nei det er den hensynsløseste egoisme, der har læsset ogsaa denne byrde over paa de fattiges før saa betyngede skuldre, og derfor maa deherrer lovgivere og enhver anden, der holder paa dette umoralske system, ikke tage det fortrydeligt op, om han faar føle lidt af det usigelige had, vi nærer til dette foragtelige udsugningsværk.

Der er en ting til, jeg vil paapege ved det indirekte beskatningssystem, det er, at det er kostbarere end al anden beskatningsmaade, den norske stat betaler saaledes for indkasseringen af de 18 mill. kr., der aarlig kommer ind ved tolden, 1,800,000 kroner eller med andre ord 10 p.ct. af hele toldindtægten gaar med til indkasseringen; hvad det vilde koste at krave ind disse 18. mill. udlignet i direkte skat, ville bare være en ubetydelighed mod ovennævnte sum, der er kastet bort til uproduktivt arbeide, ligeledes er det tab betydeligt, der opstaar ved tidsspilde og bryderi ved fortoldingen.

Hvad jeg her har sagt om den indirekte beskatningsmaade, tror jeg maa være nok til, at enhver arbeider anerkjender den del af socialdemokratiets program, der kræver: ophævelsen af alle indirekte skatter, og i dets sted indførelsen af progressiv indtægtsskat; progressiv, det vil sige, at skatten stiger i samme forhold som indtægten.

Ja, det er nu godt og vel, siger arbeiderne i almindelighed, ihvorvel vi indser, at told som beskatningsmiddel er i høi grad forkasteligt, særlig naar det rammer vore nødvendigste forbrugsartikler, saa kan vi dog ikke indse andet end, at told som beskyttelsesmiddel for vort haandværk og vor industri har sine gode sider, idet det er til hele landets som til arbeidernes gavn ved at befri os fra den udenlandske konkurance og derved skabe god fortjeneste, overflod af arbeide og nye industrigrene herhjemme. Dette er de gode egenskaber, man i almindelighed tillægger beskyttelsestold, og de høres noksaa rimelige ud for dem, der kun overfladisk eller kun ensidigt har betragtet forholdene, men de holder ikke stik ved en nærmere undersøgelse af beskyttelsestoldens virkninger paa samfundet i det store og hele taget.

Min vægtigste anke mod tollbeskyttelsessystemet er dets egoistiske tendens. Dette system kan kun forsvares fra et egoistisk standpunkt, og et krav paa dets gjennemførelse er uretfærdig, fordi alle ikke kan blive beskyttede, saaledes vort Lands store Fiskeribefolkning og andre, der tilvirker produkter, paa hvilke den udenlandske konkurrence ikke kan have nogen indflydelse, for disse ville, hvis toldbeskyttelsesmændenes paastand holder stik, de toldbeskyttede produkter blive fordyrede, uden at der var mindste sandsynlighed for, at prisen paa deres produkter ville forhøies i tilsvarende grad.

Hvad det angaar de grene af industrien, der blev beskyttet, saa vilde en saadan beskyttelse strax forhøie produktets pris; men denne prisforhøielse vilde ikke komme arbeiderne til gode, den vilde ikke forbedre deres økonomiske stilling, det paastaar jeg er fakta, som erfaringen fra mit eget fag har lært mig, og jeg tror, det samme vilde vise sig at være tilfælde inden alle andre fag.

Jeg sagde, at beskyttelsestolden vilde strax forhøie varens pris; dette vilde dog i almindelighed for alt ordinært arbeide ikke være af lang varighed, ogsaa her taler jeg af erfaring.

For mit fags vedkommende stiller sagen sig nemlig saa, at vi er befriet for udenlands konkurrence paa alt ordinært arbeide, endskjøndt vi altsaa har været beskyttet, har dette dog ikke i fjerneste maade forbedret forholdet, tvertimod er vore produkters værdi, saavelsom arbeidslønnen dalet i samme forhold, som andre fags produkter, der ikke har været beskyttet; dette har bevist os, at vi har den økonomiske fiende inden vore egne døre og det er ingen anden end det fri konkurrencesystem.

Hvad det extraordinære arbeide angaar, da er det rigtignok saa, at det indføres fra udlandet, endskjøndt vi kan gjøre det ligesaagodt og ligesaa smukt herhjemme, men at beskytte dette arbeide ville være ligefrem vanvid; ti forat vi skulle kunne konkurrere med dette arbeide, maatte der sættes en urimelig høi told derpaa; grunden er nemlig den, at der af dette extraordinære arbeide forbruges saa lidet herhjemme saaat fabrikationen af det vilde falde mange gange dyrere end udlandets, der har et stort marked, og som følge deraf kan fabrikere en masse og selvfølgelig billigere. Det vilde være at skape unaturlige industrigrene, det vilde være et skridt henimod landets fuldstændige økonomiske ruin. Jeg mener, at enhver industrigren, der ikke kan konkurrere med udlandet, uden at den er beskyttet ved toldpaalæg, er unaturlig, og vil være til det heles skade. Lad det være saa, at vore naturlige erhvervskilder er faa og tunge, saameget desto større grund er der for os til at vie dem hele vor kraft og omtanke, for at gjøre dem saa nyttebringende som muligt, og ikke ødsle bort vore kræfter, tid og penge paa at opretholde industrigrene, der mangler betingelsen for at være naturlige for vort land. Jeg skal tage et exempel med et af de haandværk, der er bukket under i konkurrenten med fabrikvirksomheden, nemlig kammagerprofessionen. Der er intet kamfabrik her i landet, og der vilde heller ikke blive anlagt noget, før man forhøiede tolden til 3-4 gange produktets nuværende værdi. Grunden er den, at indretningen af en saadan fabrik er meget kostbar, og den kræver en uhyre omsætning for at bestaa, men forbruget af dette fabrikata her i landet, svarer paa langt nær ikke til det kvantum, en saadan fabrik maatte fabrikere, for at bestaa med de nuværende priser, selvfølgelig maatte tolden forhøies til det 3-4-dobbelte af kammenes nuværende pris eller muligt mere, for at fabriken kunne existere; eller ville man gaa tilbage til den gamle metode at brute haandkraft, da maatte mindst den samme toldforhøielse finde sted, men enhver vil vel indrømme, at slikt er unaturligt, det vilde ikke alene være en enorm ødslen med tid og arbeidskraft, men det ville medføre, at vi her i landet maatte betale 5 gange saa meget for en kam som f. ex. tydskerne, og tænker man sig det samme forhold, som jeg her har skildret for et fags vedkommende, overført paa en del andre fag, saa vil enhver let kunne skjønne, at det vilde være til stor skade for landets naturlige industrigrene, hvis priser vilde blive holdt nede af den indenlandske konkurrence. Og naar man undersøger sagen nøiere, vil man se, at det er den færreste del af landets industrigrene, man vilde være istand til at beskytte ved told, det ville hovedsagelig være, hvad der hører hen under fabrikdrift. Fabrikdriften er hos os endnu i sin barndom, selvfølgelig ufuldkommen, hertil kommer det ringe marked, det gjør naturligvis, at vor fabrikdrift ikke kan konkurrere med udlandet, uden at der lægges told paa det udenlandske fabrikata, dette har selvfølgelig en fordyrelse af produktet tilfølge, og denne fordyrelse maa forbrugerne betale, men størstedelen af forbrugerne er folk, der lever af landets naturlige industrigrene, fiskeri, landbrug, skibsfart og trælastindustrien, og haandværkere som skræddere, malere, murere, tømrere, bygningssnedkere, bogbindere og bogtrykkere og mange andre, disse hundrede tusinder maatte som sagt betale mere for fabrikkernes produkter, end de var værd paa verdensmarkedet, - blot for at opretholde disse industrigrene, - det er unaturligt, og det vilde selvfølgelig umuliggjøre deres konkurrence med sine produkter paa verdensmarkedet. Men der vil dog blive skabt nye industrigrene, og disse kræver arbejdere, selvfølgelig vil der blive mer arbejde, siger beskyttelsesmændene. Nye industrigenre i egentlig forstand vil vel ikke beskyttelsestolden skabe, ti det kunne vel ikke falde lovgivningsmagten ind at beskytte industrigrene, der slet ikke existerer her i landet, og hva det meget arbejde angaar, da ville det heller ikke vært saa rart med det heller, ti det vil ved nærmere undersøgelse vise sig, hva jeg forresten sa'e for etøieblik siden, at der er fabrikdriften, altsaa maskinarbejde, der trænger til beskyttelse, og ikke haandarbeidet, og maskinerne kræver kun tilsyn, og det antal arbejdere, der behøvedes til dette tilsyn, ville ikke være saa overordentlig stort, at det havde nogen forbedrende indflytelse paa arbeidsefterspørgselen i det hele taget, men det er sikkert, at det vilde koste den hele befolkning langt mer end arbeidets andel at oprettholde denne virksomhed.

Jeg tror endog, at beskyttelsestold paa enkelte felter ville gjøre mange arbeidere brødløse, idet nemlig der nu er mangen fabrikant, der nærer ønsket nu om at faa beskyttelsestold paa sit fabrikata blot for at kunne faa erstattet den nu brugelige haandkraft med maskiner, hvilket ikke lønner sig for ham, saalænge han ikke er beskyttet mod udlandets konkurrence.

Jeg vil med det samme bevise, hvorledes en kunstig eller unaturlig fordyrelse af produkter i høi grad indskrænker forbruget, og selvfølgelig istedetfor at skabe arbejde tvertimod skaber arbeidsløshed. Norge og Danmark har saa omtrent den samme folkemængde, og jeg vil derfor sammenligne disse to landes cigarfabrikation med hinanden, eller rettere det antal arbejdere, der er beskjæftigede ved nævnte fabrikation, medens her i landet kun cirka 100 mennesker anvendes ved cigarfabrikationen, gaar antallet af arbejdere i Danmark i samme fag op til over 3000. Grunden til denne uhyre forskjel er at finde; medens tolden i Danmark paa raatobak er 10 øre pr. klg. er den her i Norge 125 øre, dette fordyrer selvfølgelig produktet i den grad, at kun de færreste af landets befolkning har raad til den luxus at røge cigar; her har vi altsaa et slaaende bevis paa, at toldpaalæg kan ødelægge en betydelig industrigren, der kunde skaffe tusinder av mennesker brødet. Et andet Exempel paa, at toldpaalæg ødelægger landets naturlige erhvervskilder, er, at ved den høje told paa sukker, umuliggjøres det for landet at udnytte den uhyre rigdom, landet eier af bær; fordi at sukker ved toldbeskatning er bleven fordyret, faar bærene lov til at raadne paa buskene, og herved ødelægges en af vore naturlige rigdomskilder, der vilde kunnet skaffe tusinder erhverv. Men som sagt toldbeskatning er skadelig og uretfærdig, og toldbeskyttelse opretholder unaturlige industrigrene, hvilket kun gavner faa, medens det skader landets naturlige erhvervskilder og vanskeliggjør deres konkurrence. Det ser forresten ud, som om lovgivningsmagten her i landet stadig havde fulgt det princip at hæmme det naturlige, saaledes har man beskattet fiskeri og trælastindustri ved at paalægge disse udførselstold; det kan dog aldrig paastaaes at være til disse bedrifters gavn, der er vel ingen, der kan paastaa, at fordi vi bebyrder fisk med udførselstold, der derfor bliver givet mere for den norske fisk f. ex. i England end for et andet fiskeexporterende lands produkt. Nei, det er ikke udlandets fiskeædende befolkning, som betaler denne skat til den norske stat, men det er den fattige norske fisker, der med fare og besvær har bragt produktet frem for dagen, ham er det, at beskyttelsesmændene vil paalægge nye byrder, idet de vil beskytte sig selv paa hans bekostning, paa hans og saa alle de andre, der søger at gjøre landets naturlige erhvervsgrene frugtbringende.

Jeg nævnte skibsfarten, det er jo et af vort lands hovednæringsveie, hvorledes vilde det gaa den, hvis beskyttelsesmændene i alle lande fik gjen nemført sit system; det er overflødigt at besvare, der er vist ingen, der tror, at beskyttelsestold vilde have et nyt opsving i skibsfarten tilfølge, enhver forstaar vist, at den for en stor del ville blive overflødig, med andre ord, systemet vilde for vort vedkommende ødelægge en af vore hovednæringsveie.

Min mening om beskyttelsestold paa haandværks- og industriprodukter er altsaa i korthed den, at den ikke vil kunne ophjælpe de faa fag, der ville kunne komme i betragtning ved beskyttelsen, uden at skade landets naturligste og vigtigste livskilder. Der er et gammelt ordsprog, der siger: man kan ogsaa betale guld for dyrt, det vil kunne passe ind her; ti beskyttelsestold er et botemiddel, der skaffer nogle faa erhverv, medens det hjælper til at berøve alle andre betingelserne for at kunne eksistere, derfor er det uretfærdigt. Naar derfor arbeiderne tror, at beskyttelsestold vil skaffe arbeide og derigjennern afhjælpe den nuværende nød, da er det en illusjon, en skjøn drøm, som de saa snart som muligt bør se at blive vækket af, for at ikke skuffelsen skal blive altfor stor. Nei, der maa ganske andre midler til for gjennemgaaende at forbedre den økonomiske stilling.

Dette krav om beskyttelsestold, som er dukket op i saagodtsom alle i verdenshandelen interesserede lande, det er et tegn paa, at man mere og mere ubevidst bliver socialister; ti er socialister andet end mennesker, der har den overbevisning, at al verdens nød og elendighed er en følge af den planløse udvikling af det nu bestaaende frikonkurrencesystern, og hvad er beskyttelsestold andet end en dæmning, man søger at sætte for følgerne af dette system. Efter dette resonnement vil de maaske sige ja, men da maa jo socialisterne, naar de er mod dette system, være for beskyttelse, men da er det, vi paastaar det, hvad jeg i det foregaaende har søgt at bevise, at vi har fienden inden vore egne døre, og at vi ved at beskytte os mod udlandet paa enkelte felter skader vore naturlige hovednæringsveie.

Det er ikke vor mening at, det nu bestaaende system er og altid har været en uting, tvertimod paastaar vi, at det er en følge af den fremadskridende udvikling. Dette omslag fra det begrændsede laugssystem til det nuværende fri konkurrancesystem maatte komme som en følge, som en naturlig følge af det uhyre opsving paa opfindelsernes omraade. Det er ikke mange dage, siden jeg talte med en gammel, fornuftig mand, men som alle gamle mænd dvælede han med forkjærlighed ved fortiden, medens fremtiden var ham en uløselig gaade. Med al nutidens daarlighed for øje dvælede han ved laugsperioden, da der aldrig var nogen arbejdsløse, da mester og svende sad ved samme bord og spiste af samme fad, han mente, at hvis lighedsprincipet skulle realiseres, vor økonomiske stilling sikres, da maatte vi vende tilbage til laugsvesenet, forgjæves sagte jeg at bevise ham, at udviklingen ikke kunde gaa tilbage, men maatte ustandselig fremad, at vi da først maatte ødelægge alle de vidunderlige opfindelser, menneskeaanden havde skabt i de sidste halvhundrede aar, forgjæves søgte jeg at overbevise ham om, at disse opfindelser kunne være til velsignelse for hele menneskeheden, naar blot ikke enkelte havde tilvendt sig den overveiende del af udbyttet og været ligegyldig for, om den store masse af befolkningen fik noget eller ei.

Hvorfor jeg har hæftet Dem med at fortælle dette, er fordi jeg betragter beskyttelsesmaændenes fordring om told som principielt overensstemmende med den omtalte fordring om at vende tilbage til laugsvæsenet, altsaa som værende mod den naturlige udvikling; ti medens den naturlige udvikling paa alle omraader bær hen imod internationalisme, vil beskyttelsesmændene ved sit system i størst mulig grad gjøre nationerne uafhængige af hverandre, men det er efter min mening allerede nu en umulighed.

Man paastaar, at et land ikke kan prisgive sig selv for udlandets konkurrance, naar udlandet beskytter sig selv mod indførselen af vedkommende lands produkter. De vil allerede af, hvad jeg har sagt, have forstaaet, at jeg ikke kan dele denne mening; ganske vist ville landets unaturlige industrigrene blive ødelagte, men herved vilde landet ikke lide noget tab. Ti disse unaturlige industrigrene hviler nu, hvad jeg allerede har bevist, som et tryk paa landets naturlige erhverv. Det at andre lande paalægger norske produkter told, finder jeg ikke vanskeliggjør vor konkurrence; ti udlandet maa jo have disse produkter.

Hvad toll paa landmandsprodukter i dette tilfælde angaar, vilde den efter min mening kun have det resultat at skaffe Sverig et godt marked for sine produkter her, saalænge mellemrigsloven staar ved kraft, og denne har man blandt andre grunde ogsaa den grund til at holde paa, at toldopsynet langs grændsen ville koste en ustyrlig masse penge. Sverig udfører en mængde landmandsprodukter til udlandet; hvis vi nu fik told paa disse produkter, vilde Sverig sende sine produkter, der jo var toldfri, hid istedenfor at sende dem til udlandet, ligesom vore grossister ville kjøbe de svenske produkter, fordi de slap at betale told af disse.

Det økonomiske tryk, som hviler paa alle forhold, har naturligvis ikke ladet jordbrugeren uberørt; priserne paa hans produkter er dalede i samme forhold som priserne paa andre produkter. Naar ikke man sporer nogen indskrænkning i jordbruget saaledes som i industrien, naar ikke der blandt landarbejderne er saa stor arbejdsløshed som blandt de arbejdere, der er ansat i industriens tjeneste, saa er grunden den, at jordbrugeren ikke ligesom fabrikanten har kunnet forcere produktionen, forat den forøgede produktion kunde bøde paa de nedadgaaende priser; ti dette af fabrikanterne benyttede kunstige middel til at skaffe sig samme indtægt som tidligere ved at fabrikere mere, viste sig snart at være et for alle lige farligt skraaplan, man var kommen ind paa, jo mere man fabrikerede desto lavere sank priserne, med stadig stærkere fart gled man ned ad skraaplanet, indtil man standsedes af de overfyldte lagere.

Jordbrugeren kunne ikke som fabrikanten benytte dette kunstige middel som et forsøg paa at holde sin indtægt oppe, fordi hans produktion er begrændset; men netop derfor er bonden nu forholdsvis bedre stillet, og hans økonomiske stilling sikrere end alle dem inden industrien, der har benyttet dette kunstige middel, og alle dem, der har maattet lide derfor. Resultatet af denne forcerede fabrikation maatte naturligvis føre til de nuværende tilstande, da der er overflod paa nødvendighedsartikler af alle slags, medens en stor del af befolkningen mangler det nødvendigste, hvor produsenten er fortvivlet over ikke at kunne faa afsat sine produkter selv til de laveste priser, og forbrugerne paa den anden side er fortvivlet over ikke at kunne kjøbe hans produkter af mangel paa evne.

Landbrugerne er i almindelighed bedre stillet end alle andre; vel er det saa, at der blandt landbrugerne findes en og anden, hvis stilling kan være fortvivlet nok. Hvis man undersøger disses forhold, vil man snart opdage, at de, hvis stilling er mest fortvivlet, er saadanne, der har kjøbt sin eiendom i den dyre tid. Det er jo saa, at en eiendoms værdi staar i et direkte forhold til den pct.-afkastning, eiendommen giver; skal man kjøbe en eiendom, da spørger man, hvormeget indbringer eiendommen? Efter det svar, man faar, beregner man da eiendommens værdi.

Lad os til exempel sige, at en mand i syttiaarene kjøbte en jordeiendom, hvis brug indbragte ham 2200 kr., da formoder jeg, at eiendommens værdi i forhold hertil vilde være 22000 kr., lad os antage, at han betaler 2000 kr. kontant. Renter, afdrag og skatter af de øvrige 20000 kr. vilde omtrentlig udgjøre 1500 kr. om aaret, han beholdt da tilbage som ren fortjeneste af sine 2000 kr. 700 kr. om aaret. Jeg formoder, at dette exempel ikke er alt for urimeligt.

Imidlertid, hvorledes vilde udbyttet af denne eiendom stille sig to aar efter, altsaa med vore nuværende priser paa landmandsprodukter, lad os antage, at de gjennemgaaende er sunket ned til det halve, lad os antage, at han ved anstrengelse og forbedring af bruget har, med de daværende priser, bragt indtægten op til 2400 kroner, det halve heraf er 1200 kr., renter og afdrag er sunken ned til 1400 kr. Vi ser nu, at denne mand maa have en underbalance af 200 kr. om aaret, han maa altsaa stifte gjæld eller gaa fra gaarden, det sidste bliver før eller senere tilfældet; en anden kjøber den, til den efter den nuværende indtægt svarende værdi, og ham gaar det bra.

Det er sørgelige, men ikke for landmanden særlige forhold, tvertimod tør jeg paastaa, at lignende har, langt hyppigere været tilfælde paa industriens omraade og navnlig for bygningsspekulanter og eiendomsbesiddere i de store byer.

Men det er vel heldigvis kun en brøkdel af landbrugerne, der har kjøbt sine eiendomme i den dyre tid, og for de andres vedkommende er stillingen paa langt nær ikke saa fortrykt som for haandværk og industri, og da navnlig for den store, af disse afhængige arbeiderbefolkning i byerne.

Naar nu bønderne trindt om i landene sender begjæring om beskyttelsestold paa deres produkter ind til regjeringen, da er det uretfærdigt mod den store ubemidlede befolkning og paa det kraftigste maa arbeiderne efter min mening protestere mod en saadan kunstig fordyrelse af deres daglige brød, og jeg ved, arbeiderne vil dele denne min mening, men naar I erkjender, at dette ville være et uretfærdigt overgreb mod eder, da maa i ogsaa paa samme tid erkjende, at det ligesaa fuldt, naar i krevede beskytfelsestold paa eders produkter, var et uretfærdigt overgreb mod landarbejderne, fiskerne og andre, der skulle kjøbe eders ved tolden fordyrede produkter.

At told paa landmandsprodukter vilde fordyre levemaaden for arbeidsklassen under dens nuværende elendige stilling, det vil de være en umoralsk nederdrægtighed, saameget mere som det skulde gjøres for at gavne en klasse, der er mange gange bedre stillet end arbeiderne. At det er saa, er der vel ingen i denne forsamling, som betvivler, arbeideren er det, der maa lide haardest for vor vanvittige planløse produktionsmaade. Da de saakaldte gode tider var, da landmandsprodukterne var dobbelt saa dyre som nu, da melken kostede 10 øre potten, da havde han raad til at mætte sig og sine og drikke melk til, nu da de bare koster det halve, da melken kun koster 3 øre potten, nu kan arbeideren trods et anstrengende arbejde kun spise sig halvt mæt og drikke vand til, og for disse vil man endnu yderligere vanskeliggjøre livets ophold, for at, ja hvorfor? for at gaardbrugerens eiendom skal kunne forrente sig bedre. Forstaa dog arbejdere, hvor nødvendigt det er, at i faar stemmeret, forstaa dog, at i maa have stemmeret for at værge eder og eders imod at sulte ihjel.

At arbeidslønnen skulde stige, naar levnetsmidlerne blev dyrere, er jo noget vanvittigt snak, og dog er der dem, der paastaar det, det blev virkelig nylig fremholdt i den svenske rigsdag, under debatten om korntolden, der maa, forekommer det mig, enten en høi grad at frækhed eller dumhed til for at paastaa sligt, det er da klart, at man ved at fordyre levemaaden vanskeliggjør fabrikdriftens og haandværkets konkurrance med det udenlandske produkt, og følgelig skaber baade dyrtid og arbejdsløshed.

Naar de, der kræver beskyttelse paa landmandsprodukter, paastaar, at det er for at ophjælpe landbruget, saa er det kun et skalkeskjul for den egennyttige tanke der ligger bag, nemlig pekuniær fordel, ti man behøver ikke være overordentlig begavet for at indse, at bonden maa anstrenge sig mere og bruge mere omtanke paa sin gaardsdrift for at faa det mest mulige ud af den nu, end han behøvede, hvis han fik beskyttelsestold, da ville han kunne lægge sig paa ladsiden og gie landbruget en god dag.

Men - paastaar man - der ligger meget dyrkbart land hen, som ikke bonden bruger, fordi det ikke lønner sig, at oparbejde med vore nuværende priser paa landmandsprodukter, fik man derimod beskvttelsestold, saa ville man, ansporet af de deraf følgende høje priser, udnytte dette land. Jeg tvivler meget stærkt paa, at saa ville blive tilfældet, ti jordbruget hos os blev i syttiaarene, da de høje priser var, ikke udnyttet bedre end det bliver udnyttet iaar med de lave priser.

Bonden maa have beskyttelsestold paa sine produkter, siger man, ti han har meget vanskelig ved at afsætte dem nu selv til de laveste priser. Istedetfor at bevise nødvendigheden af told paa landmandsprodukter, forekommer det mig, at denne paastand absolut forbyder al kunstig fordyrelse af produkterne; ti naar bonden har vanskeligt for at sælge sine produkter nu til de laveste priser, saa er grunden den, at forbrugerne har vanskeligt ved at afkjøbe ham dem, og højere priser ville naturligvis endnu yderligere vanskleliggjøre kjøb og salg.

En almindelig klage fra bønderne nu for tiden er vanskeligheden ved at sælge poteter, selv til de laveste priser; dette skal have sin grund i, at poteterne har maattet vige for maisen som raaprodukt til brændevin, derfor stiller man særlig krav om told paa mais. Man ville naturligvis ved at paalægge maisen told, atter kunne bringe det derhen, at fabrikanten havde fordel af igjen at benytte poteter istedenfor mais til brændevinsbrænding. Dette vilde gavne bønderne, ganske vist, men det vil skade hele den øvrige befolkning, idet den vilde komme til at betale krigsomkostningerne i form af høiere pris paa poteterne. Det er et kunstigt middel, der fordyrer produktet, men som alle kunstige midler til de enkeltes fordel og de manges skade.

En lignende kamp som den mellem mais og poteter, hvorofte er den ikke bleven kjæmpet paa fabrikindustriens omraade, tænk Dem, vi anvender her i landet maskiner til en eller anden almen forbrugsgjenstand, fabrikationen af disse maskiner skaffer en del mennesker erhverv og fortjeneste herhjemme, nu kommer til næste aar en udenlandsk fabrikant og tilbyder os en ny forbedret maskine, paa hvilken han har taget patent. Denne maskine er istand til at levere den almene forbrugsgjenstand (lad os antage klæde) 25% billigere. Da er det klart, at klædefabrikanterne straks ville anskaffe sig denne nye forbedrede maskine for at kunde konkurrere; men da kommer fabrikanterne af de gamle maskiner og siger til stortinget; vi bliver ødelagte, hvis ikke det bliver forbudt ved lov at indføre disse nye maskiner. Hvad vilde nu følgen deraf være, hvis man forbød indførselen af de nye maskiner, først maatte man naturligvis forhøie tolden paa det udenlandske klæde med 25% af dets værdi for at klædefabrikanterne ikke skulle blive ødelagte og forøvrigt maatte hele befolkningen betale 25% mere for sit klæde end udlandets befolkning, selvfølgelig vanskeliggjorde det deres evne til at konkurrere med udlandet med egne produkter, hvilke de da ogsaa vilde komme til at forlange beskyttede. Vi ser, at alt dette, der var gjort for at gavne et enkelt fag, vanskeliggjorde det hele folks stilling overfor udlandet; at dette vilde være ufornuftigt, vil enhver vist indrømme, men resultatet blir det samme, naar bonden for at faa høiere priser for sine poteter vil, at det skal forbydes at indføre mais.

Maisen bliver brugt her i landet i stor mængde til at forfalske brødet med; dette har ikke ringe indflydelse paa rugpriserne, denne forfalskning af rugbrødet, hvorved navnlig de fattige bliver snydt, burde lovgivningsmagten forebygge ved ligesom i udlandet at fordre, at bagerne var forpligtet til at paahefte ethvert brød en erklæring om, hvilke kornsorter der var anvendt til brødet.

Hvad de norske poteter angaar, tror jeg ikke det var vanskeligt at finde et marked for dem i udlandet. Eksempelvis skal jeg nævne Danmark, med de danske poteter, navnlig de sjællandske faldt al konkurrence bort, da Danmark for det første ikke avler poteter nok til eget forbrug, og for det andet taaler de, hvad kvalitetens godhed angaar, ingen sammenligning med de norske, de norske poteter kom til at optage konkurrenten med de tydske, af hvilke der indføres en mængde til Kjøbenhavn.

Jeg vil lade det være nok hermed, hvad angaar bøndernes krav paa told paa landmandsprodukter, det har bevist os, at ogsaa de føler trykket af det planløse produktionssystem, og at de ligesaavel som alle andre klasser vil stille større og større krav til statens indgriben og ordning af deres forhold, indtil de tilslut fuldt ud maa erkjende socialismens grundprincip om statens ledelse af al produktion som den eneste maade, hvorpaa de kan sikres økonomisk velvære og uafhængighed. Jeg vil anbefale arbeiderne at protestere mod al toldbeskyttelse.

Forinden jeg slutter, vil jeg i korthed omtale den direkte beskatning. Vor fordring lyder saa: ophævelsen af alle indirekte skatter og indførelsen af direkte formues og indtægtsskat med stigende skala. Det vilde sandsynligvis kræve længere tid at gaa over fra det ene system til det andet, men dette er jo ingen grund til ikke at begynde overgangen.

Den fattige befolkning vilde naturligvis komme til at betale langt mindre skat, naar vi havde det direkte beskatningssystem med plikterne til at udrede skatterne efter evne, de vilde herved for en tid have direkte fordel af systemets forandring. Men den største og vigtigste fordel vilde være bevidstheden om at yde sin skjærv til statens ordning, man vilde ikke da kunne nægte arbeiderne andel i lovgivningsmagten, andel i anvendelsen af de fælles midler; at dette vilde være en for arbeiderne uvurderlig fordel, er indlysende, idet der var givet dem anledning til at gjennemføre saadanne reformer, der kunne gavne deres stand og forbedre og sikre deres økonomiske stilling, men uden en fast orga nisation ville arbeiderne ikke nyde godt af denne fordel, og uden en fast organisation vilde fordelen af det direkte skattesystem snart ophæves, idet vor nuværende ordning af lønningssystemet og produktionen under privatkapitalens herredømme gjør, at kapitalen stadig viser tendens til at skubbe alle udgifter, alle byrder fra sig over paa de ubemidlede i samfundet, heraf følger, at arbeidslønnen ikke bliver større end, at arbeiderne netop kan leve deraf, naar derfor nu en arbeiderfamilie tilnød kan leve af 12 kr. ugen, saa vilde de, hvis alle indirekte skatter blev ophævet, kunne skaffe sig det samme kvantum fødemidler og forbrugsgjenstande for 10 kr. om ugen. Min mening er, at hvilket skattesystem vi end har, saa vil kapitalen paa den ene eller anden maade, vælte denne byrde fra sig over paa det producerende folk. Der er jo, som sagt, hva kommuneskatterne angaar her i landet indført direkte beskatning, men undersøger vi, hvem det egentlig er, der betaler denne skat, opdager vi snart, at det er det arbeidende, rigdomfrembringende folk, der betaler, medens kapitalisterne kun er mellemmænd mellem folket og kommunen. Paa en leiegaard hviler der en hel del forskjellige kommuneskatter, og eieren er grætten, hvergang han skal ud med disse skatter. Vanen har gjort, at han virkelig indbilder sig, at det er ham, der betaler dem, medens han naturligvis kun er mellemmand mellem leieboerne og kommunen, man ser det rette forhold bedst ved at læse i aviserne om gaardssalg. Jeg har et avertissement, jeg idag klippede tid af en avis, det lyder saaledes: "Tilsalgs. Ved Ankerbroen er en gaard med mindre leiligheder tilsalgs. Den giver 9,5 pct., efterat renter og skatter er betalt, saa giver den et overskud af 1100 kr. O. Olsen, Raadhusgd. 5. Besees fra 12-2."

Kan man tænke sig noget klarere bevis paa, hvem det er, der betaler renter, skatter og overskud. Dette avertissement kan paa samme tid ret slaaende bevise vort nuværende udsugnings og udbytningssystem, hvor en mand uden saameget som at lægge 2 pinder i kors kan tjene i 1100 kroner om aaret, medens paa den anden side folk, der stræver og arbeider fra morgen til kvæld, dag ud og dag ind ikke tjener mere end det halve, og det synes endda mange er formeget, - det er oprørende.

Men hvad der er tilfælde med gaardeierne, er tilfælde med alle, baade kjøbmænd, fabrikanter, grosserere, alle belaster de sine produkter med skatten, og jo flere mellemmænd, desto værre for forbrugerne.

Det direkte beskatningssystem vilde altsaa kun for en tid være til direkte fordel for arbejderklassen, hvis ikke arbeiderne stod organiseret saaledes, at de kunde faa gjennemført andre reformer, der kunde afværge, at kapitalen berøvede dem den øjeblikkelige fordel, de havde opnaaet; den reform, der kan gjøre det, er Normalarbeidsdagen.

Hvorledes staar dette almene skrig om beskyttelse for os socialdemokrater? for os staar det som den naturlige følge af udviklingen af det planløse fri konkurrence system, det system, hvis lov er: andres skade, egen fordel, det har bragt det derhen, at alle, i følelsen af sin økonomiske stillings usikkerhed fordrer statens beskyttelse, bønderne, haandværkerne, fabrikanterne, grosisterne, kunstnere, videnskabsmænd, forfattere, ja selv præsterne kræver statens hjælp imod, ja imod hvad? imod det frie konkurrencesystem; men hvad er tanken, som ligger til grund for dette krav, andet end socialisme, der er kun den forskjel paa vort og deres krav, at deres kun er dikteret af egennytte, uden hensyntagen til det store almene vel, derfor er ogsaa deres botemidler uholdbare for dem selv og ligefrem skadelige for den store, besiddelsesløse befolkning, medens det, hvad vi kræver af staten, er, at den skal forandre systemet derhen, at den ved en fornuftig plan af vort produktionssystem sikrer almenhedens økonomiske velvære og derigjennem gjør det enkelte individ økonomisk uafhængigt.

Og begyndelsen hertil er ophævelsen af alle indirekte skatter og i deres sted indført profressiv direkte formues og indtæktsskat.