Christian Holtermann Knudsen
Stemmeret er en menneskeret
Debatt om stemmerett for kvinner (2)
Stortinget, 14. juni 1907
Kilde: Stortingstidende 1906-07, s. 3527-3529.

Den statsborgerlige stemmeret for kvinner det er et gammelt krav. I alle de stemmeretsdemonstrationer, som det norske arbeiderparti har afholdt her i landet eller har ydet sin medvirkning til at faa i stand, har man ogsaa krævet almindelig stemmeret for kvinderne. Og det har altid været fremholdt som en nødvendig del af den reform, som skulde gjøre borgerne, altsaa ogsaa kvinderne, delagtige og medansvarlige i samfundsarbeidet. Dette krav om meddelagtighed, medborgerlighed, statspolitisk seet, var ogsaa grundlaget for den stemmeretsdemonstration, som første gang blev afholdt her i Kristiania i 1886. Dokument nr. 62 med tillæggene viser ogsaa, at kvinderne selv med styrke kræver sin ret og kjender sine pligter ogsaa samfundsmæssig seet. Det, at i 1907 norske mænd erkjender kvinders ligeberettigelse, statspolitisk seet, det er forøvrig bare et logisk og nødvendigt følgeresultat af den udvikling, som i den sidste menneskealder har paagaaet og fyldbyrdet sig i kvindernes samfundsmæssige stilling. Lad os f. eks. se paa næringslivets omraade; der er kvinder blevet ligestillet med mændene, de kan erhverve såavel handels- som haandverksborgerskab; paa kunstens og videnskabens omraade har kvinderne erhvervet sig den samme adgang som manden til sin uddannelse og har adgang til universitetets eksamener, de kan ansættes i høiere stillinger, autoriseres som sagførere og advokater og i andre stillinger, som tidligere kun var forbeholdt mændene. Og kvinderne har ogsaa erhvervet almindelig stemmeret f. eks. ved samlagsafstemninger. I den kommunale administration er ogsaa kvinderne blevet meddelagtig, saaledes i skolestyret, i skoletilsynet, i vergeraadet, i fattigstyret og i kommunestyret. Strafferetslig er kvinderne valgbare som retsvidner, skjønsmænd, lagrettemænd og domsmænd. Der er saaledes foregaaet en bemerkelsesverdig udvikling med hensyn til kvindernes ret og pligt inden det bestaaende samfund, og denne udvikling, den kan ikke stanses, ligesaa lidt som det nytter at opdæmme for elvene, som risler ud fra fjeldet; thi det at opdæmme for disse, det vil kun foranledige ulykker. Lige saa lidt som det kan nytte at gjøre dette, lige saa lidt nytter det at stanse udviklingen, naar det gjelder kvinderne, samfundsmæssig seet, den maa fortsætte sit løb, og en følgerigtig slutning af den udvikling kan det kun være, at repræsentanterne her i stortinget udtaler sig for den almindelige statsborgerlige stemmeret for kvinder.

Men det er ikke bare logisk og følgerigtig, dette, det er paa samme tid en reform, hvorved statens tarv kan fremmes. Lad os se paa det økonomiske omraade. Mangen vismand har sagt, at samfundet er bygget paa familierne, og jeg antager, at repræsentanterne i denne sal ogsaa erkjender det. Men i familierne, i de tusend hjem - hvem er det, som der fører økonomien, er det ikke kvinderne, er det ikke den gifte kvinde, som i alle de mange tusend hjem i landet er nødt til at paase økonomien. Det er klart, at hvis samfundet er bygget paa familien, saa vil denne kvindens indsigt i økonomien meddele sig ogsaa til samfundslivet, naar deres ret udvides til at blive medborgerlig stemmeberettigede ogsaa i samfundet. Familiernes husholdning i det hele i landet maa man jo sige efter omstændighederne er god; var den ikke det, vilde situationen se ganske anderledes ud, end den gjør. Derfor er det klart, at vi kan ikke i længden undvære kvindernes medarbeide i samfundslivet økonomisk seet; det skal tilføre nye krefter, og det skal virke til det gode, samfundemæssig seet. Men det er jo ogsaa paa kvinderne opdragelsen af den kommende slegt hviler ved siden af skolen, det er kvinderne, som maa tage sig af opdragelsen i de tusend hjem overalt i landet. Hvorledes skulde vi kunne kræve af kvinden, at hun skulde være fuldt voksen til den store gjerning, naar hun ikke tillige har lært samfundsmaskineriets mange indviklede ting at kjende? - thi slegten skal opdrages ogsaa for samfundet. Jeg mener, at denne kvindernes opgave i familien tilsiger, at hun bliver meddelagtig ogsaa statsborgerlig seet i samfundslivet, netop fordi hun skal kunne sættes i stand til at opdrage slegten saaledes, at den bliver aller nyttigst for samfundet. Dette gjælder den gifte kvinde. Men den ugifte kvindes arbeide i industrien, paa transportene og omsætningens omraade, den ved vi har taget et mægtigt sving fremad og har udviklet sig enestaaende raskt. Skulde da den ugifte kvinde sættes udenfor, naar den gifte kvinde har adgang til statsborgerlig medbestemmelsesret? Jeg kan ikke tænke mig det; thi har man erkjendt hendes nødvendighed ogsaa paa disse omraader, har man givet hende adgang dertil, saa maa ogsaa samfundet erkjende hendes ret samfundsmæssig seet lige med den gifte kvindes. Og der er et andet spøramaal, som kan opkastes overfor den sag, som vi her behandler, og det er: er kvinden i 25-aars alderen mindre moden end manden i samme alder? Kan nemlig det gjøres gjældende, saa vil man kunne siges at have et argument mod kvindestemmeretten. Jeg tænker imidlertid, at alle vil erkjende, at det forholder sig tvertimod saaledes, at kvinden i 25-aars alderen snarere er mere moden end manden i samme alder. Det er noget, som siger sig selv, at det maa være saaledes; thi kvindens kjønslige stilling er af den beskaffenhed, at hun er nødt til at være mere moden i den alder end manden. Det er mulig, at det er samfundslovene, som har fremtvunget dette - de love, hvorved man har lagt det meste ansvar paa kvinden. Men hvad grunden er, kan være ligegyldig. Det forholder sig saaledes, at kvinden i samme alder er mere moden end manden. Og skulde ikke det ogsaa kunne overføres paa samfundslivet? Jeg mener jo. Men kvindestemmeretten er endelig et retfærdighedskrav. Jeg vover og paastaar, tiltrods for hr. Malm, at den statsborgerlige stemmeret er en menneskeret, og det er derfor kun et retfærdighedskrav, at ogsaa kvinden faar den, at ogaaa kvinden drages med ind i samfandslivet. Har mændene hidtil fuldt tilfredsstillende overtaget samfundets tarv - kan det siges helt og fuldt? Jeg mener nei. Det kan ikke siges, og det bedste bevis derfor er, at mændene stadig væk for hvert valg tukler med sine programmer og med samfundsforholdene i det hele taget snart paa en maade og snart paa en anden maade, og det er ingenlunde altid følgerigtig det, man sætter op, og det er ikke altid i medfør af udviklingen, ialfald ikke for alle partiers vedkommende. Jeg mener derfor, at det ikke kan siges, at mændene helt og fuldt tilfredsstillende hidtil har varetaget samfundets tarv, naar man ser paa tingen, som jeg gjør. Men seet overfor kvinden stiller sagen sig endnu helt anderledes. Det er først i den sidste menneskealder, at kvinden har faaet mere ret i samfundet, samtidig som kvinden naturligvis ogsaa har maattet paatage sig flere pligter, og det har gaaet sagte nok med denne udvikling - det skal ikke siges, at den netop har gaaet i stormløb - saa jeg mener, at mændene ialfald ikke samfundsmæssig seet har fuldt tilfredsstillende varetaget kvindernes tarv. Naar det siges, at kvinderne har et kald at udføre i familien, og at dette skulde være i strid med deres deltagelse i samfundslivet, saa mener jeg, at dette kun er talemaader og intet andet. Thi har ikke ogsaa mændene et kald inden familien? Tidligere var det saa i den graa oldtid, at det var manden, som var familiens overhoved, og manden, som skulde sørge for alt og bestemme alt. Men ogsaa idag har vel mændene et kald inden familien, skulde jeg mene, og skulde det være tilfældet, at dette kald for kvindens vedkommende var i strid med deres deltagelse i samfundslivet, saa maa det samme være gjældende for mænd, og man kunde overlade til kongerne og keiserne som i enevoldstiden at stelle med samfundslivet. Men det gjør man ikke, og det vil man ikke gjøre; thi den udvikling er man ialfald kommet forbi.

Det er forøvrig ikke saa, at kvinderne helt har staaet udenfor indflydelse paa samfundslivet, tverimod. Kvinderne har fra Arilds tid havt indflydelse paa samfundslivet gjennem mændene; men det er dette, som er det uværdige, at de inddirekte skal skaffe sig denne indflydelse ved hjelp af manden; men at de har havt den - ja, jeg gjentager, kvinderne har altid havt indflydelse over manden. Endog Eva i paradis, kan man jo læse om i bibelens beretning, havde indflydelse paa Adam og saaledes ned igjennem tiderne til stadighed. Kvinderne har havt sin indflydelse, ogsaa naar det har gjældt statssager, overfor manden; men de har øvet den og vil komme til at øve den paa en maade, som er uheldig, idet de ikke har ansvaret for den indflydelse, som de øver paa statshandlingerne gjennem manden. Men det er det, som skal indføres ved, at man giver kvinderne almindelig statsborgerlig stemmeret; ogsaa ansvar for denne indflydelse ligeoverfor statssager og statshandlinger trænges, og det er det, vi skal have indført. At kvinderne skulde være saa svage, at det skulde i nogen grad virke afskrækkende paa at tage kvinderne med ind i samfundslivet og dets gjøremaal, at det, som er anstrengelse for en mand, det er overanstrengelse for en kvinde, ja, det blev jo af den foregaaende taler modsagt, naar han paaviste, at kvinderne kunde udfolde en langt større kraft, naar det gjaldt at bruge taleorganet end manden, saa forsaavidt er jo det en selvmodsigelse, og paa denne maade var der en masse selvmodsigelser i den foregaaende talers angreb paa denne reform om kvindestemmeretten. Jeg skal ikke indlade mig derpaa, det vilde føre for vidt; men jeg vil slutte med at sige, at kvindernes statsborgerlige stemmeret, den kommer vi ikke forbi. Den udvikling - jeg gjentager det - som har foregaaet her i landet i retning at at frigjøre kvinden, den kan ikke stanses, den maa fuldbyrdes, og den vil blive fuldbyrdet derigjennem, at kvinderne faar statsborgerlig stemmeret lig med mandens, og det vil kun være en hæder for denne forsamling, om den idag eller imorgen gjør denne reform til sin og virkelig yder kvinderne denne ret, for derved ogsaa at paalægge dem den pligt, som samfundet i saa henseende maatte kræve af dem.