Johan Sverdrup
Selvstyrelse paa Forfatningens Grund
Lillestrøm, 4. juli 1882
Kilde: Lars A. Havstad (red): Johan Sverdrup: Taler holdte i Storthinget 1851-1881. København 1882, s. 761-775.

Jeg ønsker at tale nogle Ord til Akershus Amts Vælgere om vor Frihedsarv og vor Virken for Folkets Sag. Den første synes man at ville fornægte, og den anden bekjæmper man med alle de Vaaben, hvorover man er raadig. Ville I høre mig, mine Herrer? (Ja! Ja! Bravo og Haandklap.)

Ved egen Kraft gjenvandt det norske Folk sin Selvstændighed, og af egen Magtfylde tog det sin frie Forfatning til Eie. Man priser dette som vore Fædres Storværk med Rette. Det gav os Rang som Nation, og det aabnede for os en fri og folkelig Udviklings Baner. Folkets Skjæbne - mærk det vel! - blev lagt i dets egne Hænder. (Bravo!) Vi vide alle, at den Kaldelse, der udgik til os som Folk, ikke har været forgjæves. Med frie Mænds Selvfølelse kunne [vi] vise tilbage paa et stort Arbeide, som har været til Velsignelse for Fædrelandet. Men det laa i Forholdene selv, at der paa det nye Grundlag var meget at ordne og indrette for de nærmeste Behov, der lagde Beslag paa Tid som paa Evner, og, hvad der var det vigtigere, Folket kunde først efterhaanden tage en politisk Væxt, som satte det istand til med fuld Bevidsthed og klar Erkjendelse at lede Forfatningslivet og føre det mod alle dets store Formaal. (Bravo!)

Det var Vilkaarene, som vare os givne. Eftersom der skede dem Fyldest, var det Folkerepræsentationens forfatningsmæssige Pligt i Kraft af eget Initiativ i stedse stigende Grad og paa øget Omraade at fremme Udviklingen, at hævde Folkets Frihed og Ret, at varetage dets Interesser og værne om dets Hæder, saa vist, mine Herrer, som det er sande Ord, at det konstitutionelle Kongedømme under nyere Tiders Forhold i Virkeligheden kun er en Styrelse af Landet ved Landet. (Bravo og Haandklap.)

Vi have sandelig intet til Overflod; men vi have meget at indhente. Derfor maa vi ikke fortrøste os til, hvad Tidernes Gunst allerede kan have skjænket os, men altid erindre, at Fædrenes Gjerning stiller en indtrængende Henvendelse til os om at virke for, at det Værk, de have grundlagt, fra Slægtled til Slægtled maa udfolde sig kraftigere, rigere og skjønnere. (Bravo!) Det vil være Landets Gavn og Folkets Ære, at vort nationale Liv er betegnet ved uafbrudte Fremskridt. Saa er den Grundlov, hvortil vi have svoret, ikke sandt, mine Herrer, det er til den Grundlov, vi have svoret? (Jo, Jo! Bravo!)

Storthing efter Storthing have indtaget dette Standpunkt. Storthingets Bestræbelser ere gaaede ud paa at opretholde og gjennemføre Forfatningen i den Aand, hvori den er given, og saaledes som den forstaaes af det norske Folk og af det omfattes med Kjærlighed. Samtidig har Storthinget i Overensstemmelse med den Opgave, det har sat sig som Repræsentation, søgt at virke for, at hvad det udrettede for Landets Vel maatte fremstille sig saa fyldigt som muligt for Almenheden og erkjendes at være Gavnssager. (Bravo!) Alt det, som er skeet, det er dog kun et Udtryk for, hvad der under mere fremskredne politiske Forhold med Styrke lever og rører sig i Folket, det er et Udslag af dets stigende Indsigt og Kraft. Ethvert nyt Storthingsvalg har derfor været et nyt Tillidsvotum. (Bravo og Haandklap.)

Idet jeg her er ved Grundlovens Forstaaelse, ved Storthingets Standpunkt og Vælgernes Virken, lad mig saa faa Lov til at indflette nogle Ord til nærmere Forklaring. Den Bevægelse i Nationen, af hvilken de senere Storthing have faaet sit Præg, vedvarer fremdeles. Den er tiltaget i Styrke og Omfang, og vi nære den urokkelige Overbevisning, at den har Fremtiden for sig. (Bravo! Bravo! Haandklap.) Den bærer sin Lov i sig og vil være bestemmende for Fædrelandets Skjæbne. (Bravo! Bravo!) Men hermed, mine Herrer, er mit og mine Meningsfællers politiske Hverv givet. Vi maa indsætte al vor Evne og vor hele Kraft paa at grundlægge Folkets Selvstyrelse for alle kommende Tider. (Bravo og Haandklap.) At undlade dette vilde være en stor Pligtforsømmelse og paadrage os et uberegneligt Ansvar. En forstandig og fast ordnet Selvstyrelse paa Forfatningens Grund er det, hvorpaa det for os kommer an, det er Betingelsen og Garantien for en sand og jevn Fremadskriden. Det er umuligt at overvurdere dens Betydning eller maale dens Bærevidde. Den første blandt Englands nulevende Statsmænd, Lederen af dette stolte Folks Politik, har sagt: «Selvstyrelse er Grundlaget for den engelske Stats Velstand og forfatningsmæssige Trivsel.» Kan jeg fremholde et mere talende Vidnesbyrd? (Nei!)

Paa den Bane, Storthinget har betraadt, er det bleven hindret i sin Virken for Folkets Vel ved Brydninger i vort offentlige Liv, stærkere og mere gjennemgribende end nogensinde. Det vil være i alles Erindring, at det gjennem en lang Aarrække ved landsvigtige Anliggenders Drøftelse og Afgjørelse har vist sig, at der raader væsentlig Meningsforskjel mellem Regjeringen og Storthingets Flertal. Det vil ogsaa være Almenheden bekjendt, at de Skridt, Storthinget har taget for at fjerne et saa uheldigt Forhold, ligesaa lidt som Vælgernes gjentagende tilkjendegivne Vilje, der - lad mig sige det - i Lande, hvor Forfatningen og Æreshensyn respekteres, er afgjørende Dom (Bravo!), har formaaet at fremkalde en bedre Tingenes Tilstand. Saa megen Agtelse, mine Herrer, har hans Majestæts Raad havt for det norske Folks Tanker, Følelse og Vilje! De have ikke veiet saa meget som en eneste Statsraadstaburet. (Bravo! Bravo!)

Jeg pligter strax at tilføie, at det er blevet værre end før. Tidligere var der en Mulighed for, at de af Statsraadet fastholdte Anskuelser om Statssager blot næredes af et - hvad skal jeg sige - saaledes for Leiligheden sammensanket collegium politicum. (Bravo! Bravo!) Men nu skjønner man, at Anskuelserne ere voxede op til et System med udhamrede Konsekvenser, der alle bærer Regjeringens Stempel og derfor cirkulerer mellem de «oplyste» i Nationen som Kongens Mynt, som man siger. (Latter og Bifald.) Om Gehalten spørges der ikke. (Latter.) Det skulde heller ikke være uden Fare; thi det er nu engang saa, at det, som er slaaet til en Øre, bliver aldrig en Krone. (Stormende Bifald.)

Men tilbage til Systemet! Jeg vil ikke bruge Billeder, ellers vilde jeg sige: det er den magreste Ganger, som en Riddersmand nogensinde har besteget for at svinge en Lanse. (Stor Munterhed.) Jeg vil da blot betone, at Systemet er der, og at det hviler som en stor og hemmende Tyngsel over Landet. Er der nogen, som endnu tviler, saa vil han, det anser jeg for «ophøiet over al Tvil», ved at læse hans Majestæt Kongens Tale ved sidste Storthings Slutning opnaa fuld Klarhed i Sagen.

Trontalen er vedtagen i Statsraadet, selvfølgelig altsaa en Statshandling. Efter Grundlovens 100de Paragraf ere frimodige Ytringer om Statsstyrelsen og enhver anden Gjenstand tilladte for enhver. Jeg stoler herpaa, skjønt - hvem ved, hvad der kunde hænde? Vistnok har jeg ikke bragt i Erfaring, at man har søgt at bortfortolke § 100, Trykke- og Talefriheds-Paragrafen i Grundloven. Men jeg gjentager: hvem ved, hvad der kan hænde? Havde man det i sin Magt at standse alle Penne og lukke alle Munde i dette Land, der kunde blive ubehagelige, saa var man i Besiddelse af et absolut Veto, som ingenlunde var at foragte. (Megen Munterhed.) Det vilde gaa selv Vetoet i Grundlovssager en høi Gang, mener jeg. Det er jo sagt af en stor Mand i et stort og frit Land, og, jeg tror, med Rette: tag alle vore Institutioner, som vi elske, fra os, men lad os beholde Tale- og Skrivefrihed, og vi have alle Institutioner igjen om føie Tid! (Ja, Ja! Bravo!)

Jeg tør da trøstig udtale, at, efter at Trontalen er holdt, maa vor Stilling ligge fuldt udfoldet for Almenheden. Talen indeholder ingen Udvikling af en Meningsforskjel, der tillader at fæste Tanken ved Udjævning, Forsoning og Samvirken. Nei, den er et Opraab, der skal samle og skille, der sætter dem, mod hvem det er rettet, det store Flertal i Norges Storthing og Norges Folk intet andet Vilkaar end Seier eller Underkastelse. (Levende Bifald; «vi skal seire!»). - Underkastelse, det vil sige: Fornægtelse af egen Overbevisning, Underkjendelse af egen Virken og uværdig Prisgiven af det, der staar for os som Folkets dyrebareste Interesser og hvortil vor fædrelandske Følelse drager os med Magt. (Stærkt Bifald.) Den Kjendsgjerning, at en saadan Tale er bleven henvendt til Norges Storthing, en Tale, hvori Regjeringen har fundet det fornødent at minde Storthingsrepræsentanterne om sin Ed til Konstitutionen, at advare dem mod at forgaa sig mod Kongemagten og mod at rokke ved Grundvolden for Samfundsordenen, og saa høitidelig kalde til Bistand for Kongen alle oplyste og fædrelandssindede Mænd, denne Kjendsgjerning, mine Herrer, tillader ikke vel nogen anden Forklaring. (Bifald.)

Til Overflod har man fra den Side, hvor Talen er bleven modtaget med - det er jo saa, man kalder det - stormende Bifald, faaet se fastslaaet som dens Karakteristik: «Kongen har brændt sine Skibe» (Munterhed), og «Kongen har indtaget en klar og bestemt Stilling, fra hvilken han ikke kan og ikke vil vige». Jeg mener, at dette er forstaaelig Tale. Gjennemgaar man Talen i dens Enkeltheder, finder man intet, der kan danne et Tilknytningspunkt mellem Regjeringen og dem, der vil Folkets Styrelse under hans Majestæts kongelige Præsidium, absolut intet; det er Paastande alene, og jeg vover at tillægge, ubeføiede Paastande. (Stærkt Bifald.) Heller ikke har nogen af dem Nyhedens Interesse; vi kjende dem fra før af, og vi have taget dem med under vore Overveielser. De fleste af os, tør jeg forsikre, ere allerede færdige med dem. (Bravo! «Ja, det ere vi i Sandhed!») Jeg tror derfor, jeg kan fatte mig saa taalelig kort. Her er jo hverken Tid eller Opfordring til at indlade sig paa en indgaaende Drøftelse af de store Samfundsspørgsmaal, der mange Gange have været debatterede i Møder, i Pressen og i Storthinget. Tiltalen, den var kort, og jeg tænker, at Tilsvaret ogsaa gjerne kan være kort. (Bifald.)

Det i Talen, som kunde give Anledning til noget Ordskifte, det er en Udtalelse om Kongens absolute Veto ved Grundlovsforandringer og en Anklage mod Storthinget, fordi det skal have sat den jevne Udviklings Arbeide tilside under en Stræben for at indskrænke Kongens Myndighed. Ved Siden heraf er optegnet nogle Exempler paa Imødekommenhed mod Storthinget fra Regjeringens Side. Men, siger Regjeringen, og det er meget sandt, denne Imødekommenhed har ikke havt den forønskede Virkning. (Munterhed. «Nei, det var vel saa!»). Ja, Regjeringen skal have sin Ret, den ogsaa.

Regjeringen fortæller os, at Kongen er alvorlig bekymret (stor Munterhed), fordi han har maattet erfare - ja, det er jo uhørte Ting - at Storthinget vil gjøre gjældende, at det har Ret til at forandre Grundloven uden Kongens Samtykke (Munterhed og Bifald), og at Kongen nærer den urokkelige Overbevisning, at Storthinget her har Uret. (Stor Munterhed.) Kun Kongen og Storthinget i Forening, heder det, har Magt til at forandre Grundloven. Enhver varm Tilhænger af Forfatningen og af det konstitutionelle Liv maa med dyb Beklagelse læse disse Ord, ikke mindst af Loyalitetshensyn, af Hensyn mod Kongen selv. Kongens personlige Overbevisning kan være al Ære værd. Men det strider mod det konstitutionelle System at opstille den som ubetinget bestemmende ved vigtige Statsanliggenders Afgjørelse. (Levende Bifald.) Har Folket tilkjendegivet sin Vilje i lovlige Former og dets Vilje er tilstrækkelig konstateret, f. Ex. ved gjentagne Valg, da er det Kongens Pligt at underordne sin Overbevisning under Almenviljen. (Stormende Bifald). Dette er ikke en Fortolkningssag, det er en Nødvendighed for frie Samfunds Bestaaen og Trivsel. Det er derfor heller ikke andet Kaar, end det der har været og er givet for enhver Regent i en virkelig konstitutionel Stat. Jeg siger i Forfatningens Navn: Gid de Ord aldrig vare talte! (Bifald.)

Forøvrigt har Regjeringen erfaret mere end det, den har berørt i Talen. Den har erfaret ikke blot, at Folket fordrer Herredømme over sin Grundlov, men den har tillige erfaret, at Folket gjennem sin Repræsentation ved dens Beslutninger af 17de Marts og 9de juni 1880 have givet vor Grundlov et Tillæg angaaende Statsraadernes Deltagelse i Storthingets Forhandlinger, og for Nationens Aasyn har erklæret, at denne Bestemmelse er gjældende Grundlov for Kongeriget Norge. (Levende Bifald og nifoldigt Hurra for 9de juni.)

Jeg tror, og jeg ved, at der er mange, som dele min Tro, at det norske Folk med ubøielig Fasthed vil holde paa Raadigheden over sin Forfatning. (Ja! ja!) Raadighed over Forfatningen - hvad er det, mine Herrer? Det er ensbetydende med Folkets Selvstændighed, Frihed, Fremgang, Lykke og Ære! (Levende Bifald.) Jeg kan ikke tage en eneste Stavelse af det, jeg netop sagde, tilbage; det er dets Selvstændighed, Frihed, Fremgang, Lykke og Ære! (Langvarigt Bifald.) Jeg kan ikke fatte, jeg forsikrer, jeg kan ikke fatte, at nogen sand Nordmand kan tænke anderledes. (Levende Bifald.) Har jeg Ret til at sige det? (Ja! ja! Langvarigt Bifald.)

Jeg ved ikke saa ganske, hvorledes jeg skal forstaa den Opregning der findes i Talen af fremtrædende Tilfælde, hvor Regjeringen skal have saa venskabeligt imødegaaet Storthinget. Det rimeligste er, at man har villet holde Regjeringens Fremgangsmaade frem som et lysende Forbillede ligeoverfor Storthinget, der skal have forgaaet sig mod Kongens Myndighed og Majestæt. Jeg ved ikke, om Forsamlingen ønsker at se korteligt undersøgt Boniteten af Regjeringens Prøvenumere. (Jo! jo!) De ere ikke mange, og jeg tænker, der ligger hos enhver et saadant Kjendskab til Fremtoningerne i vort offentlige Liv i det sidste Aarti, at jeg ikke behøver at opholde Forsamlingen længe med det, jeg nu vil sige.

Det første, der i den nævnte Retning fremhæves er, at Regjeringen for at imødekomme Storthinget med Hensyn til Forslaget om Statsraadernes Deltagelse i Storthingets Forhandlinger gjentagende har fremsat Forslag til denne Forandring i Grundloven, og at et saadant Forslag fremdeles er hvilende. Hermed har det nu saadan Sammenhæng: Efter at der i et halvt hundrede Aar var arbeidet paa at faa istand en Grundlovsbestemmelse om den sande Ministeransvarlighed gjennem Statsraadernes Deltagelse i Storthingets Forhandlinger, fik en dertil sigtende Beslutning den overveiende Pluralitet for sig, som kræves i Grundlovssager. Den blev ikke sanktioneret, og det kunde da ikke være Imødekommenhed. Bestemmelsen var tilblevet paa vor vanlige Vis, i Henhold til det, som vi troede, Erfaringen havde vist os ligeoverfor vor grundlovsmæssige Ret, med Hensyntagen til vort Folks Tænkesæt, at al Udvikling skal være jævn, og i Overbevisningen om, at man er paa den sikre Side, naar man siger til det norske Folk: lad os med freidigt Mod betræde den Bane, som Forfatningen aabner for os, men lad os gjøre det som forstandige Mænd, som føle vort Ansvar ligeoverfor Nutid og Fremtid.

Men Imødekommenheden skulde bestaa i det kongelige Forslag. Dette omfattede ikke alene Bestemmelse om Statsraadernes Deltagelse i Storthingets Forhandlinger, men indeholdt ogsaa Bestemmelse om, at det skulde staa i hans Majestæts Magt at opløse Storthinget, at der skulde være bestemte Pensioner for Statsraaderne, naar de gik af, hvor ilde de end kunde have stelt, og at Storthinget ikke engang skulde have Lov til at fastsætte sine egne Repræsentanters Diæter, men at det skulde være grundlovsbestemt, at disse ikke maatte overstige et tusinde - læg vel Mærke til at jeg bruger Kroner, - et tusinde, fire hundrede og firti Kroner, ikke en Øre mere. Dette Forslag blev selvfølgelig pligtmæssig behandlet af Storthinget, men da det kom til Votering, blev det enstemmig forkastet. (Munterhed.) I Storthinget sad da naturligvis Mænd af alle politiske Anskuelser fra de stiveste Høiremænd til de - er det ikke saa, man pleier at kalde dem - de radikaleste Venstremænd (Bifald og Latter). Men der var ikke en, som fandt, at dette var Imødekommenhed. Man afviste det.

Jeg kan ikke tale for Høiremændenes Vedkommende, men jeg kan tale som en af det Flertal, som de sidste Storthing have havt at opvise, Storthing efter Storthing. Der var to Omstændigheder, som vare absolut bestemmende for os. Den ene var, at hvis man gik ind paa hans Majestæts Forslag, saa vilde der - maaske det var beregnet af Regjeringen, for Regjeringen er undertiden fin, den (Munterhed) - maaske det var beregnet, at der da ikke vilde komme nogen Grundlovsbestemmelse om Statsraadernes Deltagelse i Storthingets Forhandlinger i Stand i vor Tid. Det kongelige Forslag var omfattende, vidtløftigt, nyt og kunde give Anledning til lange Overveielser. Hvad vilde Følgen være? Det samme som at opgive alt det Arbeide, vi havde havt i over et halvt hundrede Aar, gaa ind paa en Nyordning af Sagen i videre Omfang, som sandsynligvis - og det vilde der vistnok blive sørget for - atter vilde kræve et halvt hundrede Aars Overveielser (Bifald).

Dernæst var der en anden Sag, som var endnu betænkeligere, og det var nemlig den, at enkelt fremsat som dette Forslag var, havde det en Baggrund, hvorfra vi ikke kunde se bort. Regjeringen havde gjentagende udtalt sig for en Omstøbning, kan jeg sige, af Grundloven, en hel Række af Forandringer fra Tokammersystem, Opløsningsret og nedover, og dette var bare det første Skridt, - ligesom, mine Herrer, hvis vi i 1871 vare gaaede ind paa Unionsforslaget, det havde været det første Skridt til Norges Opgaaen i det større Land.

Nu, jeg stiller det Spørgsmaal til Herrerne: er den Omstændighed, at dette Forslag blev fremsat, et slaaende Bevis paa Imødekommenhed? (Nei! Nei! Latter). Og at det er fremsat paany, taler i en Retning meget tydelig, nemlig at det, Folket vil, vil man ikke; man vil have det, man selv vil, og det til enhver Pris.

For at imødekomme Storthinget, heder det, har Regjeringen, uanseet de dermed forbundne Betænkeligheder, Aar efter andet meddelt Samtykke til en Forlængelse af dets Samvær langt udover den Tid, som ved Indførelse af aarlige Storthing blev forudsat. Ja, i Beslutningen om aarlige Storthing staar der 2 Maaneder, i den gamle Grundlov stod der 3, men paa tidligere Storthing brugte man at anvende 7-8 indtil ind paa 9 Maaneder, og paa de senere Storthing har man ikke kunnet klare sig med en Tidsanvendelse af et Par Maaneder. Det var heller ikke Meningen, at saa skulde ske; ingen fornuftig Mand havde tænkt det. Men Kongen lagde Vægt paa at faa det Korrektiv, der laa i Tidsbestemmelsen, og det blev ham tilstaaet. Det tænker jeg, var Imødekommenhed, og det uagtet Forholdene ere saa, at i det selvsamme Grundlovsforslag, jeg nylig nævnte, om Opløsningsret o. s. v., er af Regjeringen bragt i Forslag, at Storthinget skal være samlet 4 Maaneder uden hans Majestæts Samtykke! Saa stærkt har den Erkjendelse, jeg paaberaaber, trængt igjennem. Maaske Regjeringen har glemt dette, da den lod hin Passus indflyde i Trontalen (Munterhed).

Saa kommer man til en Synd, en Mangel paa Imødekommenhed, som jeg skal svare nogle Ord paa, fordi jeg selv har været med i Legen. Regjeringen siger, at den har maattet nægte sit Samtykke til en Beslutning om, at en Storthingskomite skulde forblive samlet, efterat Storthinget var opløst, men tilbød en Ordning af Sagen, der fuldt ud vilde tilfredsstille Kravene paa grundig Sagsbehandling. Det var da Militærkomiteen, en Komite, som i al Fald i det sidste Aarti sjelden har staaet høit i Gunst, - men saa har den ogsaa sparet Millioner, mine Herrer, for Nationen (Levende Bifald). Militærkomiteen fik af Storthinget i Opdrag i Mellemtiden mellem to Storthingsmøder at bearbejde et ganske overordentligt rigt Stof, der forelaa, nemlig Forslag fra Regjeringen om Hærordningen, der optog flere tykke Hefter, og Forslag fra Statsrevisor Hjorth og mig, ligesaa angaaende Hærvæsenet, og jeg maa sige, det var heller ikke kortfattet, jeg bekjender det; jeg har det paa Samvittigheden, det var ikke ganske kort. Thi der er meget at sige, naar man skal bevirke en stor Vending i et vigtigt Anliggende, da gaar det ikke an at tale for kort.

Saa fik jeg og de øvrige Medlemmer af Militærkomiteen en vakker Dag en Skrivelse fra vedkommende Departement, hvori det befaledes os at indtræde i en kongelig Kommission angaaende Militærsagen, forstærket naturligvis med gode og paalidelige militære Autoriteter, for at der ikke fra først af skulde raade en født Pluralitet af Radikalere inden Komiteen og ved dens Arbeide (Munterhed). Er det nu Mangel paa Imødekommenhed, at Militærkomiteens arbeidende Medlemmer - for der var tre, som forsvandt, hvor de blev af, skal jeg ikke opholde mig ved (stor Munterhed), men de forsvandt, og der blev 7 arbeidende Medlemmer - at de ikke modtog Hvervet som Medlemmer af den kongelig udnævnte Kommission? De maatte jo da have fornægtet Storthingets Ret til at besørge Forberedelsen af Sager udført paa den Maade, det finder tjenligst, medens det tillodes Regjeringen, at den vilkaarlig, uden at spørge Storthinget, omgjorde en Storthingsbeslutning, gav den en ganske anden Skikkelse og bestemte Betingelserne for de arbeidende Medlemmer helt anderledes end tidligere.

Jeg kan ikke lægge Sagen ud her i dens hele Længde, og det behøves ikke, men - hvad der var det vigtigste - da var vor Indstilling ikke længer gaaet umiddelbart til Storthinget. Det var det, man ikke vilde, og det havde man Ret i; thi da den kom til Storthinget i Kraft af vort Arbeide som Medlemmer af Militærkomiteen, saa gik den igjennem. Men et Lovarbeide, der var udarbeidet af en kgl. Kommission, maatte sendes til Regjeringen og siden faa en mellemliggende Behandling, og - hvad man saa ofte siger i det daglige Liv - «naar Tid er vundet, er alt vundet» (Munterhed). Men Militærkomiteen behøvede intet klogt Blik paa Forholdene for at indrette sin Handlemaade. Den behøvede blot at raadspørge sin Pligt som Storthingsmænd og sin Følelse som Mænd (Bifald).

Ja, det er samtlige Beviser paa Imødekommenheden, mine Herrer! Det er samtlige Beviser. De Herrer faa afgjøre, om de virkelig forsvare sin Plads i en Regjeringshenvendelse til Storthinget ved en vigtig og højtidelig Anledning, om det ikke havde været bedre, at man havde forbigaaet den Side af Sagen i Taushed. Thi er der nogen i dette Land, som tviler paa, hvem der har vist Vranghed eller Imødekommenhed, Regjeringen eller Storthinget? Er det ikke saa, at vi Aar efter Aar have seet Beviser paa, at man har gjort al den Modstand mod Storthingets Virksomhed, som lod sig opbyde inden for Forfatningens Enemærker (Jo! Jo!). Til sine Tider har den streifet nær nok ind paa disse Enemærkers Grændse.

Ja, jeg har lovet at være kortfattet angaaende disse Beviser paa Imødekommenhed, som ere holdte frem for det norske Folk til Beundring og Efterlevelse. Derimod vil jeg endnu sige et Par Ord om de Ord i Talen, der gaa ud paa, at Storthinget «ved flere Leiligheder har ladet den jevne Udviklings Arbeide staa tilside under en Stræben efter at indskrænke den Myndighed, der af Grundloven er henlagt under Kongen».

Den Maade, hvorpaa Storthinget arbeider, maa bestemmes af det selv. Der er ingen, som kan have tilstrækkeligt Skjøn paa, hvorledes det bør indrette sig for hurtigst og bedst at fremme Thingbehandlingen, uden Storthinget alene. Dette, tænker jeg, skulde paabyde nogen Forsigtighed med Hensyn til Udtalelser i saa Maade ved en Anledning som den, da de af mig oplæste Ord faldt. Men det er en Kapitalfeil ved alle saadanne Paastande, naar der fuldstændig mangler dem Præmisser, naar man forgjæves leder efter en eneste Anførsel om det, som skulde have vist sig at berettige til en slig Udtalelse. Tingen er, at naar Storthinget har optraadt med Alvor paa Folkets Vegne lige overfor Regjeringen, da har det ikke været dets Mening at indskrænke den Myndighed, der af Grundloven er henlagt under Kongen. Men det har været dets Tanke og Bestræbelse netop at stille Kongen i det gunstigste og bedste Forhold til Forfatningen og samle om ham alle gode Kræfter i vort Land (Levende Bifald). Som disse Ord nu staar, saa skal jeg kun sige: det er værre end en uefterrettelig Paastand, det er slemmere end en Injurie - det er en stor politisk Feil. (Langvarigt Bifald.)

Jeg vil ikke længer dvæle ved Throntalen. Den har kun Betydning for os, fordi den bekræfter, at Regjeringen er traadt i en afgjort Modsætning til alle dem, der vil Frihed og Fremadskriden i vort Land, at den har indtaget en Kampstilling, fra hvilken den ikke vil vige tilbage. Men derfor bør ogsaa denne Tale læses flittigen af os og alle vore Meningsfæller Landet rundt. Jeg skal sige hvorfor. Den vækker, den samler, den staalsætter (Bifald) og kalder til Værn om Folkets høieste Goder de bedste Kræfter, som Norge eier (ustandseligt Bifaldsraab og Haandklap). Vi kunne derfor - saa mener nu jeg - vi kunne derfor egentlig ikke have noget videre mod det, at Talen, som der siges, i ti Tusinder af Aftryk spredes rundt om i Landet (Latter og Bifald). Aftrykkene rette til alle Landets Vælgere den uhørte Tiltale, der blev henvendt til Storthinget. Det er nok at gjøre i Politik det! Vi faa se, om Affæren bliver brillant. - Jeg for min Del siger: jo flere Aftryk der flyver ud over Landet med Regjeringens Budskab, desto bedre! (Levende Bifald). Ja, i Forbigaaende sagt, raader jeg enhver til at anskaffe sig Talen, hvis han ikke har den før (Latter og Bifald).

Men nok herom! Jeg udbeder mig Tilladelse til at sige min Mening om Stillingens Krav til os. Om Opgaven ere vi enige: Selvstyrelse og paa Selvstyrelsens Vei Fremskridt i alle Retninger (Levende Bifald). Der maa værnes, befæstes og bygges. Til Erkjendelsen af vor Opgave maa imidlertid slutte sig en klar og bestemt Faststillen af de politiske Formaal, hvis Opnaaelse er Opgavens Løsning, saavidt Hvervet kan betroes os. Visselig vil der fremkomme mange vægtige Bidrag i denne Sag, hvori alle Landets Vælgerdistrikter ere saa dybt interesserede. Men Gjenstanden er høivigtig, og et omhyggeligt Valg maa træffes. Jeg vover derfor at yde mit Bidrag til den. Det hviler paa en ved Erfaring og Eftertanke grundfæstet Overbevisning. (Varme Bifaldsraab).

Det første, jeg vil fæste Opmærksomheden ved, det nævner sig selv: Opretholdelsen af Storthingsbeslutningen af 9de juni 1880 (Stormende Bravoraab og Haandklap). Behøver jeg at forklare, hvad det her gjælder om? Tusinder af Gange er det sagt og gjentaget hele Landet rundt. Det gjælder Folkets ufortabelige Ret til at forsvare og selvstændig at gjennemføre og udvikle Forfatningen, der hviler paa Folkesuveræniteten og er udgaaet i dens Navn (Stærkt Bifald).

Det er det første og det største. Det gjælder tillige, at man ved Statsraadernes Deltagelse i Storthingets Forhandlinger faar indforlivet i Forfatningen en Institution, der giver Folket gjennem dets Repræsentation en bestemmende Indflydelse paa Statsraadets konstitutionelle Holdning, gjør Samvirken mellem Regjeringen og Storthinget institutionel og sikrer for, at kun dygtige og med almen Tillid hædrede Mænd kaldes til Medlemmer af hans Majestæs Raad (Bifald).

Jeg haaber - og jeg anholder om at faa sige: vi haabe en god Løsning af alle de store Spørgsmaal, som Folkets Udviklingsgang har sat og vil sætte paa Dagsordenen; men vi pligte ogsaa strax at sige, at vi her ere ved Fredsvilkaar, hvori intet kan eller maa eftergives (Bifald). Vi kunne ikke modtage nogen anden Fred, end en hæderlig og for Landet heldbringende. Har jeg Ret i det? (Ja! ja! Bravo og Haandklap).

Endnu et stort Forfatningsanliggende fordrer Plads paa ethvert Valgprogram. Jeg sigter til Udvidelse af Stemmeretten saaledes, at alle selvhjulpne Mænd blive valgbare og valgberettigede (Bifald). Jeg har sagt det før, og jeg gjentager det: Selvstyrelsen kan ikke blive til sand Virkelighed, de Institutioner, hvorigjennem den skal virke, faa ikke tilstrækkelig Fasthed og Magtfylde, medmindre alt det, som er myndigt i Folket, bliver medberettiget, medinteresseret, medhandlende og medansvarligt (Stærkt Bifald). Udvidelse af Stemmeretten er en Retfærdighedshandling og - det bør ikke tiltale os mindst - en Magtudfoldelse af det folkelige (Levende Bifald).

En sammenfattende Tanke. Have vi aarlige Storthing, en til alle selvhjulpne Mænd udvidet Stemmeret og sand Ministeransvarlighed ved Statsraadernes Deltagelse i Storthingets Forhandlinger, da er Veien aabnet for alle Fremskridt i politisk, social og økonomisk Henseende, som vi ifølge vor Stilling og vor Evne kunne eftertragte (Bifald). Den Slægt, som kan se vor Forfatning kronet med disse Institutioner, dens Gjerning vil, som det staar i Sagaen, «mindes, saa længe Landet er bebygget» (Levende Bifald)

Trods Grundlovens Bud om almindelig Værnepligt have vi endnu den Dag idag intet Landsforsvar, der fyldestgjør den Tanke, hvorpaa Budet hviler. Der kan ikke længer drives Udsættelsespolitik med denne landsvigtige Sag. For vor egen Skyld og af Hensyn til vor Pligt overfor Broderfolket maa vi skabe os en stærk Hær, et Folk i Vaaben. Jeg tør sige, det vil være det bedste Værn og Fæste for gamle Norge! (Langvarigt Bifald og Haandklap). Efter vort Tænkesæt som Folk og vor Evne kan dette kun hensigtsmæssig ske ved at ordne al vor Værnekraft paa Grundlag af Militssystemet og kalde Folkets Fædrelandskjærlighed og Æresfølelse til Hjælp. Deri vil Kilden ligge til engang at faa udført den store Gjerning at skaffe os et sandt og kraftigt Nationalværn, et, som opsætter alt, hvad der er dygtigt og kraftigt i Folket i den Alder, hvor det kan kræves, at man skal værne om den fædrene Arne, og som vil forestille Nationen i sin Kraft, beredt paa at fyldestgjøre enhver Opgave, som Folkets høieste Interesser maatte stille til det. Jeg tænker, det vil sige meget, mine Herrer! Maatte Værket lykkes og lykkes snart!

46 Repræsentanter fremsatte for Storthinget i 1881 et Forslag om Rettergang med Edsvorne i Strafsager. De udtalte ved Fremsættelsen:

«Overbeviste om, at Indførelse af Rettergang med Edsvorne paakræves af Hensynet til Retfærdighedens bedst mulige Haandhævelse, er en naturlig Konsekvens af vore statsborgerlige Institutioner, vil danne et betydningsfuldt Led i vor Samfundsudvikling, og henvisende til, at Edsvorne-Retterne ere blevne de herskende i saa godt som hele den øvrige civiliserede Verden, tillade vi os at fremsætte som Lovforslag følgende i Odelsthinget i 1863 fattede Beslutning til Lov angaaende Procesmaaden i Straffesager.»

Jeg optager denne Henstillen til Storthinget og gjennem det til Folket som en Programsag. Jeg gjør dette med saa meget større Sikkerhed, som Lovarbeidet af 1863 gjentagende er bearbeidet og diskuteret af Kommissioner og Storthing og derfor tør betegnes som et Arbeide, der for os er af Værd. Jeg tviler heller ikke paa, at en ny Bearbeidelse vil forskaffe os en Straffeproces med Umiddelbarhed, Offentlighed og Deltagelse i Domsgjerningen fra Folkets Side, der svarer til sit Øiemed, og jeg haaber, at man ved en passende Anvendelse af Edsvorne i de vigtigere Sager og af Meddomsmænd i de mindre vigtige Sager vil kunne opnaa en Ordning, hvorved der kan tages behørigt Hensyn til vore Evner og vore Forhold. Jeg anholder om, at Vælgerne ville støtte denne Sag. Jeg tør sige, at de kunne være overbeviste om, at Samfundet derfor vil blive dem Tak skyldigt.

Jeg kan ikke bede Herrerne følge mig hen over det store Felt for det kommende Storthings Virksomhed; det vilde føre for langt. Men for mig staar det fast, at man ved ethvert Storthingsvalg bør træffe en taktfuld Begrændsning af de Mærkesager, man opstiller. Derigjennem fremmes sikkerlig Udviklingen bedst. Men det siger sig selv, at Storthinget med Kraft og Omtanke maa virke for Udviklingen og Fremskridtet i det hele. Jeg skal faa Lov til at nævne nogle Sager, der vistnok ogsaa fremstille sig for Vælgernes Betragtning, men jeg vil minde om, at jeg blot tager enkelte Exempler. Jeg siger da, mine Herrer, Sparsomhed i Statshusholdningen, saavidt Statens Interesser tillade den, Reformer i Kommunallovgivningen og Udvidelse af det kommunale Selvstyre, Fremme af Undervisningsvæsenet og Folkeoplysningen (Bravo! Bravo!), Forholdsregler, sigtende til Udnyttelsen af Landets Hjælpekilder og Ophjælpen af dets Næringsveie, Ændringer i den Del af Lovgivningen og Administrationen, som berører næsten hver Mands Interesser. Det var let at nævne flere Opgaver, men hvor mange, jeg nævnte, et Vilkaar vilde være fælles for dem alle: en tilfredsstillende og kraftig Løsning af dem vil ikke finde Sted, forinden Folket i Medfør af Forfatningen har taget Ledelsen af Landets Anliggender i sin Haand og udøver dem gjennem lovfæstede Institutioner (Stærkt Bifald). Meningerne kunne være forskjellige, men jeg tør med en vis Sikkerhed sige, at det Program, jeg i enkelte Træk har tilladt mig at oprulle for de Herrer, - lykkes det os at sætte det igjennem i en Valgperiode, da har det samlet os til Begivenheder, uden Lige i vor Historie, som vil vise, hvor udviklingskraftigt og dygtigt og fædrelandssindet dette Folk er.

Jeg har idag af et bevæget Hjerte takket Akershus Vælgere for den Tillid, de have vist mig. Jeg takker dem nu, fordi de have villet høre mine Ord, og jeg udtaler det Haab, at Valget i Akershus Amt vil vise, at den Stræben, som nu gjennem det hele Land gjør sig gjældende for en sand, lykkelig og fri Folkeudvikling, ogsaa maa faa sine djærve Repræsentanter inden Akershus Amt (Langvarige og begeistrede Bifaldsraab og Haandklap).