Martin Tranmæl
De faglige kampmidler og organisationsformer (2)
Debattmøte i Kristiania Arbeidersamfund
Kristiania, 4. januar 1912
Kilde: Social-Demokraten 5.1.1912

Der er i denne tid vaabengny inden vore egne rækker. Enkelte kamerater er av den opfatning at dette er tegn paa svakhet. Men ikke al meningsforskjel betyder svækkelse; ofte er det motsatte tilfældet. Det kommer an paa stridens art. Hvis hensigten med den er at styrke samholdet og dyktiggjøre organisationen, da er den av det gode. Og jeg tør paastaa at den nuværende faglige opposition er av den art. Den er utsprunget av begeistring for socialismen. Oppositionen mener, at der inden fagorganisationen ikke raader den socialistiske, revolutionære aand, som burde kræves. Vi finder det inkonsekvent at lægge den socialistiske agitation over paa et enkelt led i arbeiderbevægelsen, det politiske. Ogsaa fagbevægelsen bør gjennemsyres av socialismen. Den er rygmarven i vor bevægelse, og jo mere socialistisk fagorganisationen er, desto sterkere vil hele arbeiderbevægelsen bli. Fagorganisationen har hittil væsentlig befattet sig med smaareformer og døgnpolitik og har glemt at ta sigte paa det væsentlige: at anstyrte samfundet og skape betingelser for socialismen. Fagorganisationen maa bli mere revolutionær, ikke bare i ord, men i sine ytringsformer. Da vil den ogsaa ha lettere for at naa de store masser.

Den norske fagbevægelse har gaat frem med stormskridt i de siste 5 aar, og jeg vil være med paa at yde de mænd fuld honnør, som i denne tid har tat saa mangt et tungt luft, men samtidig vil jeg forbeholde mig ret til at kritisere alle tegn paa svaghet og foreslaa ændringer i taktikken. Det som nu særpræger fagorganisationen, er politikken og tarifoverenskomsterne med vore modstandere. Til at begynde med betydde overenskomsterne en seier for arbeiderne; de fikk sine organisationer anerkjendt. Men siden har arbeidskjøperne været istand til at utnytte overenskomsterne mot arbeiderne. Vi er blit bundet paa hænder og føtter for lange tidsrum. Der er indtat i overenskomsterne "almindelige bestemmelser" som endog tvinger os til at arbeide sammen med streikebrytere! Oppositionen kræver, at overenskomsterne skal gjøres enklere og mindre langvarige. Vi vil ikke i de gode aar binde oss til at være uvirksomme. Spørsmaalet er også reist om helt at avskaffe de skriftelige overenskomster. Grunden er hovedegenskapen ved tarifferne: at de sikrer arbeidskjøperne den "trygge arbeidsro" de tragter etter. Det kan indvendes at tarifferne sikrer arbeiderne stabile arbeidsvilkaar; men jeg mener det maa kunne opnaaes uten tariffer, ved anerkjendte arbeidsvilkaar. Organisationen opstiller sine krav og søker at gjennemføre dem med eller uten forhandling; men den binder sig ikke. Den beholder fuld handlefrihet til at utnytte alle chanser. Det vil holde organisationerne paa stadig krigsfot og styrke samholdet. Og selv om vi ikke fik vore krav anerkjendt, vilde vi alikevel i mange tilfælder staa bedre end nu. Dertil kommer at den rent agitationsmæssige side ved bevægelsen vilde utfoldes mere end nu, hvor det er sørgelig stille mellem hver tarifrevition.

Selvhjælpsinstitutionernes hensigt er at binde medlemmerne sammen, men de er i virkeligheten et svakt grundlag at bygge en kamporganisation paa. De er surrogater. I politikken fordømmer vi forsikringsvæsenet, fordi det lægger byrder paa arbeiderne som rettelig burde bæres av samfundet. Samtidig indfører vi forsikringsvæsenet indenfor vore egne organisationer. Forsikringsvæsenet samler ikke arbeiderne, men er skranker som skiller i forbund. De gjør det vanskelig for arbeiderne at gaa over fra det ene forbund til det andet. Jeg lægger dog ikke hovedvægten paa denne sak. Det er derimot gjort av motparten. Som bønderne er blit skræmt med at socialisterne vil ta jorden fra dem, omtrent likedan har man søkt at skræmme arbeiderne med at vi vil "ta kasserne" fra dem.

Hvad kampmidlerne angaar, er vi alle enig om at streiken maa vi ha. Ikke alle forresten; der har virkelig hævet sig røster om at ogsaa streikerne bør ophæves og al strid ordnes fredelig. Men de fleste ialfald holder paa streiken.

Vi bør imidlertid gaa videre. Sympatistreiken maa bli mere benyttet end tidligere. Transportarbeiderne i England seiret netop ved sympatistreiken. Men for at den skal kunne brukes, maa organisationsformerne gjøres mere elastiske. Et omtrent nyt middel i vort land er boykot. Vi forsøkte at bruke den overfor Salomons Skofabrik, men uten resultat. Vi bør hente visdom fra denne Salomon. Boykotten mislykkedes nettop fordi arbeiderne med den nuværende organisationsform og tarif ikke er blit nok gjennemsyret av solidaritetsfølelse. Et enkelt eksempel har vi dog paa at boykotten har hjulpet. Det var overfor margarinfabrikken Arild i Trondhjem.

Hvis streik og boykot mislykkes, behøver vi dog ikke som nu at overgi os paa naade og unaade. Kampen kan fortsættes paa selve arbeidspladsen. Ved obstruktion og sabotage. Vort partiorgan i Bergen har betegnet obstruktionen som ukultivert. Bladet visste antagelig ikke, da det skrev dette, at selve landsorganisationens formand anerkjender obstruktionen. Han tror imidlertid, dette middel kan bare anvendes individuelt. Jeg mener det bør anerkjendes av organisationen. Ved den lille streik på Østbanestationen ifjor viste midlet sin effektivitet.

Mot sabotagen er det indvendt at den er "umoralsk". Min opfatning er at, mest umoralsk av alt er det, at undlate at bruke de kraftigste midler. Sabotage kan øves paa forskjellig maater, ved pasivitet og aktivt. Er det ikke latterlig at forlate en velpudset maskine naar man gaar ut i kamp. Er det ikke taapelig at gjøre arbeidsforholdene trygge for streikebryterne i grubeindustrien. End om der laa noen dynamitpatroner i borehullene som bare de streikende visste av, tror man ikke streikebryterne vilde betænke sig to ganger paa at opta arbeidet.

En del arbeiderblade har betegnet sabotagen som et forældet kampmiddel og sammenliknet den med den rebelske, uoverveide vandalisme under Chartist-bevægelsen i England. Det er trøstesløst at være vidner til slike misforstaaelser i vor egen presse.

Jeg vil ikke anbefale descentralisation, men makten bør fordeles mellem landsorganisationen og lokale samorganisationer. Derved vil laugsaanden forsvinde og samtidig vil ansvarsfølelsen styrkes hos de enkelte foreninger og medlemmer.

Den resolution som blev vedtat i Trondhjem og hvor de tanker er knæsat som jeg her har fremholdt, denne resolution var ikke utslag av noen forbigaaende stemning. Den kom i det psykologiske øieblik og efter mere end to aars overlægninger. Vi haaber at den vil vinde tilslutning utover landet, saa vi ikke behøver at vente altfor længe med at gjennemføre de nye tanker. Det er min faste overbevisning at de vil kraftig bidra til socialismens gjennemførelse.