Evald Rygh
Ingen Indtægtsskat til Staten!
Kristiania , 21. juni 1891
Kilde: Statsraaderne Furus og Ryghs Foredrag ved Folkefesten i Skøienlunden. Kristiania 1891, s. 15-24.

Statsraad Rygh vilde i Tilslutning til Statsraad Furus Foredrag sige nogle Ord om et enkelt Punkt paa Venstres Program, nemlig om direkte Skat, som det radikale Parti foreslog indført.

Spørgsmaalet var da: Behøver Staten nye Indtægter? Nei, Staten behøvede ikke nye Indtægter. Staten havde saa tilstrækkelig mange Indtægter, at den baade iaar og ifjor ved Skattelettelser kunde frafalde endel af de Indtægter, som den havde.

Men, sagde man, Grunden var den, at man vilde reformere vort Skattevæsen. Var da vort Skattevæsen saa slet? Nei, vort Skattevæsen havde været anseet for at være godt. Indtægterne kom nu væsentlig ind gjennem Told og Afgift paa de saakaldte Kasseartikler. Vore Statsskatteindtægter udgjorde nu mellem 29 og 30 Millioner Kroner om Aaret, og deraf kom over 20 Millioner ind ved Told paa disse Kasseartikler.

Taleren gad vide, hvorledes man kunde faa ind saa store Beløb paa en saa letvindt og lidet trykkende Maade. Dette Skattesystem havde vi nu havt i mange Aar, og Staten havde derigjennem kunnet udrette mange og store Ting paa de forskjellige Omraader, paa Oplysningsvæsenets, Kommunikationsvæsenets og mange andre Omraader, alt ved Hjcelp af Tolden paa disse Kasseartikler, ligesom vore Næringsveie og Landets Velstand derunder var udviklet paa den glædeligste Maade.

Hvorfor skulde vi da forandre dette System? Det var neppe noget andet Land, som havde et saa bekvemt og saa lidet trykkende Skattesystem, som vi. Jo, hed det, vi skulde forandre det, fordi det var saa trykkende for den fattige Mand.

Der havde været samlet et vidløftigt statistisk Materiale for at belyse dette Forhold, opgjort udførlige Tabeller over Forbruget af de 3 store Kasseartikler, Kaffe, Sukker og Petroleum, og der var regnet ud, hvor meget de forskjellige Familier bruge af disse Artikler, og hvor megen Told de svare deraf. For de andre toldbeskattede Artikler, hvorover man ikke havde saadanne Tabeller, havde man gjort op et Skjøn. Det var en Mand, som havde beskjæftiget sig meget med disse Ting, og som interesserede sig for Indkomstskats Indførelse, nemlig Storthingsmand Arctander. Han havde iaar udgivet en Brochure om Skattereformen, hvori han ogsaa havde behandlet disse Spørgsmaal paa Grundlag af de officielle Oplysninger, supplerede ved hans egne Skjøn. Hans Tal maatte imidlertid modtages med megen Forsigtighed; Skjønnene vare nødvendigvis temmelig usikre og løse, og de vare neppe upaavirkede af det Resultat, som Forfatteren ønskede; i et enkelt Punkt vare de endog aabenbart misvisende, og Taleren maatte derfor advare mod at benytte dem, som om de vare fuldt troværdige. Arctander havde gjort op sine Beregninger for to Klasser, den velhavende Klasse i Byerne, en Handelsmand f. Ex., som efter hans Beregning betalte 133 Kr. i Toldskat, og den ugunstigt stillede, Byarbeideren, som betalte 74 Kr., og da den første var kalkuleret til en Indtægt af 3000 Kr., den anden til 600 Kr., skulde dette altsaa vise et stort Misforhold. Nu, disse Tal var, som sagt, ikke synderlig at fæste sig ved, idet de ikke vare paalidelige.

Men selv om de vare noksaa paalidelige, vilde det gjøre lidet Indtryk paa Taleren. Disse Opgaver kunde have sin Interesse, forsaavidt som de gav Oplysning om Livsforholdenes Forskjellighed inden de forskjellige Samfundsklasser omkring i Landet; de viste, at Forbruget af disse Artikler var meget forskjelligt i By og Land og i de mer velhavende og i de tarveligere Familier. Men de havde liden Beviskraft ligeoverfor de Ting, som skulde bevises, og det Spørgsmaal, det her gjælder, nemlig hvor stor Skattebyrde enhver bærer her i Landet. Thi den Toldskat, som falder paa en Mands Forbrug, og hans Skattebyrde var ikke det samme. Hvis det nemlig forholdt sig saaledes, at Arbeidslønnen var saa meget høiere paa Grund af Tolden, saa faldt jo denne Arbeidsherren tillast, idet Arbeideren da fik Skatten igjen i høiere Arbeidsløn. Det var paa samme Maade, som Tolden paa et Raaprodukt ikke rammede Fabrikanterne, men Konsumenterne. Det var vanskeligt at føre noget Bevis her, hvor der handles om de dunkleste Punkter i det menneskelige Samfunds Økonomi, men det kunde ialfald gjøres overveiende sandsynligt, at det er Driftsherren, som bærer den overveiende Del af Arbeiderens Told.

Arbeidslønnens Størrelse var afhængig af, hvad det kostede at leve. I Amerika var derfor Arbeidslønnen meget større end i Norge, og i Christiania igjen høiere end i en Landsbygd, fordi Prisen paa Livsfornødenheder var saa meget større paa det ene Sted end paa det andet. Told paa Forbrugsartikler fordyre Varen; men det blev det samme, enten Aarsagen til Prisforhøielsen var Told og Skat, eller om den var at søge i andre Ting f. Ex. besværlige Transportforhold, afsides Beliggenhed, Esterspørgselens Omfang.

Taleren vilde ikke bestride, at i Begyndelsen vilde en Toldnedsættelse føles som en lettelse og et Paalæg paa Tolden føles som en ny Byrde, fordi Forandringen ikke øieblikkelig kan øve sin Virkning paa Arbeidslønnen. Men naar Forholdet havde udviklet sig og fæstnet sig, vilde Toldnedsættelsen influere paa Arbeidslønnen. Og her kunde Taleren paaberaabe sig en Autoritet, som i dette Punkt visselig ikke kunde ansees som noget villigt Vidne, nemlig Hr. Arctander selv, der i sin Brochure udtalte, at man ikke maatte gaa for raskt frem med at ophæve Tolden paa Kasseartiklerne, da en pludselig Afskaffelse utvivlsomt vilde paavirke Arbeidslønnen. Heri laa en Erkjendelse af, at den Told, som Arbeideren betalte i Virkeligheden ikke udrededes af ham selv; ellers maatte jo Arbeidslønnen blive den samme.

Taleren kunde ogsaa paaberaabe sig en anden Autoritet, som vistnok havde en større Vegt i denne Sag, nemlig Ole Gabriel Ueland, der var Medlem af den Skattekommission, som blev nedsat i 1861 til Overveielse af Spørgsmaalet om Indfølrelse af direkte Skat. Ueland vilde ikke være med paa direkte Skat og begrundede dette sit Standpunkt med at sige:

«Som en engang indført Skat, eller som en Skat, der er paakaldt af en bydende Nødvendighed, foretrækker jeg en Skat paa Formue og Næring eller Indtægt for de fleste mig bekjendte Beskatningsmaader. Men da vi nu engang har faaet vort nuværende Skattesystem, og dette sukcessive har indvirket paa Samfundsforholdene, saa at Trykket rammer Evnen og Virksomheden mere, end man efter Theorien kan antage, og Klagerne hverken er almindelige eller høirøstede, men synes snarere at have deres Grund i Lyst til Forandringer end i Følelsen af Systemets skadelige Virkninger, saa har jeg ikke saadan Forkjærlighed for en Indtægtsskat, at jeg kan anse det for rigtigt at benytte den blot som en Prøveklud eller som et Middel til at ændre eller nedsætte vore indirekte Skatter.»

Disse Ord vare fande. Ueland saa paa Tingen med den praktiske Mands Blik, og han havde aabent Øie for den menige Mands Forholde.

Nu vilde Taleren ikke paastaa, at Forholdet skulde være det, at Arbeideren ikke betalte noget af Skatten, eller at hele Skatten indgik i Arbeidslønnen. Arbeideren betalte vistnok sin Del som vi andre. Men hvor stor Del kunde ingen sige.

Hvis ingen Skat fandtes, vilde det være en bedre Tilstand for os alle, da al Skat toges af Borgernes Indtægter. Men det var ganske feilagtigt at benytte Tolden af det, enhver bruger, som Maalestok for den Byrde, man bar, og man burde betænke sig vel, før man gav slip paa Tolden paa vore Kasseartikler. Det dannede Kjernepunktet i vort Skattesystem, og Taleren troede det umuligt at paaviee en Maade, hvorpaa man lempeligere kunde faa ind saa betydelige Summer. Det var betænkeligt at gaa til en ny Beskatningsmaade, som vilde føles trykkende og fremkalde Misnøie hos de fleste.

Vi skulde nu se lidt paa det, som man vilde byde os istedet, nemlig Indtægtsskat til Staten.

Indtægtsskat kjendte vi fra vore Kommuner, hvis Hovedindtægt den udgjorde. Her var man fortrolig med den og vilde ikke have den væk. Det skulde da synes at være en let Sag at overføre den paa Staten. Men som Kommuneskat var Indtægtsskatten god, som Statsskat slet.

Efter vore nuværende Skattelove kunde vore Kommunebestyrelser stelle med denne Skat, omtrent som de selv vilde. Ligningsreglerne, Skattetabellerne, de skattefri Beløbs Størrelse osv. kunde opgjøres alt efter de forskjellige Stedsforhold, og der fandtes ogsaa mange og store Variationer mellem de forskjellige Kommunens Regler udover Landet, fordi enhver valgte det, som passede bedst for dem.

Alt dette maatte blive anderledes, hvis Skatten skulde blive Statsskat. Man kunde ikke beholde de forskjellige Regler paa de forskjellige Steder, men man maatte have en fælles Regel for det hele Land.

Der fandtes allerede en Lov af 19de Juni 1880 om Udskrivning af Indtægtsskat til Staten, som rigtignok hidtil ikke er bleven brugt, men som indeholdt Reglerne for Fremgangsmaaden, ifald man vilde paabyde saadan Skat. Af den kunde man faa et Begreb om det indviklede Ligningsmaskineri, som skulde sættes iværk. Allerede paa det første Trin, i de kommunale Ligningskommissioner, skulde der sidde et kongevalgt Medlem. Kom vi længere opover, blev Forskjellen endnu større; Overligningskommissionerne skulde organiseres amtsvis med kongevalgte og amtskommunevalgte Medlemmer. Og saa i tredie Instans havde vi Rigsskattekommissionen for det hele Land med storthingsvalgte og kongevalgte Medlemmer; alle disse Funktionærer skulde naturligvis have Honorarer samt Skyds og Diæt, hvad der vilde kræve store Summer. Altsaa dobbelt Ligningsværk over hele Linien. Enhver vilde kunne forstaa, hvor vanskeligt og indviklet og kostbart dette Ligningsmastineri vilde blive. Hvad det vilde koste af Penge, skulde Taleren ikke gaa nærmere ind paa; men hvad vilde det ikke koste af Arbeide og Skriveri?

Og faa kom man kanske i de forskjellige Kommissioner til forskjellige Resultater, saa der blev forskjellig Ligning af samme Indtægt. Man forstod, at dette bar galt afsted. Man havde derfor forsøgt paa at faa en Forandring i Loven i Retning af at slaa de to Ligninger sammen til en. Dette maatte da ske paa den Maade, at den Raadighed, som Kommunerne nu havde over sit Ligningsverk, maatte de opgive; thi Staten maatte være med fra første Stund af ved et kongevalgt Medlem af Kommissionen.

Dette vilde vist ikke smage Kommunebestyrelserne, og Taleren troede neppe, at det vilde gaa.

Men selv om man her kunde enes om en Ordning, hvorefter Ligningen blev fælles, saa var der en anden Ting, som ikke kunde gjøres fælles, nemlig selve Skattetabellerne. Nu ordnede man sig paa hvert enkelt Sted paa den der bekvemmeste Maade, og der var nu en overordentlig stor Forskjel paa de forskjellige Tabeller, f. Ex. med Hensyn til det skattefri Beløbs Størrelse, og denne frie Raadighed maatte Kommunerne bibeholde. Men Forskjellen maatte forsvinde for Statsskattens Vedkommende. Tabellen maatte være ens over det hele Land. I Christiania og i Lillesand, i Romedal og i Aaseral, overalt maatte Skattereglerne og Skattetabellen blive ens.

Man havde antydet, at den for Landet fælles Grænse for Skattepligt til Staten burde sættes til 4 a 500 Kr. Men man vilde i vort Land finde Bygder, hvor omtrent alle lignede Indtægter vare under 400 Kr, og hvor saaledes omtrent ingen vilde faa nogen Indtægtsskat. Omvendt vilde i en By som Christiania en Skat med saa lav Begrænsning ramme alle, som ikke var paa Fattigkassen. For en Tid siden blev det skattefri Beløb i Christiania sat op fra 400 til 600 Kr. i 1ste Klasse, og da gik 5000 Skatteydere ud af Ligningsprotokollen. Sættes nu Grænsen atter ned til 400 kom disse 5000 og mange flere til ind igjen.

Nu var det mange, som sagde: Det kan ikke være saa farligt at sætte Grænsen noget op, vistnok vilde nogle Gaardbrugere gaa fri, men Hovedsagen var at ramme velhavende Folk, de store Indtægter. At Grosset af Gaardbrugere, af selvhjulpne Mænd i Landdistriktene skulde gaa fri for Indtægtsskat, kunde vel neppe siges at vcere nogen retfærdig og billig Ordning. Men hvad troede man desuden, at man vilde faa ind paa den Maade? Man forestillede sig Indtægtsskatten som en Skat paa Velstandsfolk; men man havde da liden Ide om, hvor faa Velstandsfolk vi havde her i Landet. En saadan Skat paa Velstandsfolk kunde nævnes noget i et Land som England, hvor det skattefri Beløb var hele 3000 Kr., og hvor man først over 7000 Kr.s Indtægter betalte fuld Indkomstskat. Her i Landet dannedes derimod Hovedsummen af Landets Indtægt af de smaa og middels Indtægter. En Skat paa Rigfolk vilde ikke paa langt nær indbringe tilstrækkeligt til at erstatte Tolden paa Kasseartiklerne.

Men selv om man kom over disse Vanskeligheder ved Gjennemførelsen, hvilken Virkning vilde det da have paa de kommunale Husholdninger? Indtægtsskatten var her den vigtigste Indtægtskilde, og Kommunerne var gaaet saa langt som muligt i at udnytte denne Indtægtskilde. Fra Christiania havde Taleren Erfaring for, hvilke Vanskeligheder man havde for at holde Budgettet nede, for at ikke Skatten skulde stige, og bedre var det visselig ikke udover Landet. Men hvorledes skulde det da blive herefter? Den Skat, som Kommunerne udlignede paa Indtægten, udgjorde tilsammen for By og Land 11 a 12 Millioner. Indtægtsskatten til Staten skulde, efter hvad Arctander oplyste, beløbe sig til 3 a 4 Millioner til at begynde med. Det skulde altsaa blive et Tillæg til Kommuneskatten, et Tillæg af 1/3 eller ¼ til enhver Skatteyders Udredsler i Landet. Enhver kunde tænke sig, hvorledes dette vilde føles. Der vilde blive et voldsomt Pres paa Kommunebestyrelserne, for ialfald at bringe Kommuneskatten ned. Men hvorledes skulde dette kunne lade sig gjøre? Kommunernes Budgetter vare paa forskjellige Maader bundne og lod sig i stor Udstrækning ikke reducere. Men hvis man skulde faa direkte Skat til Staten, maatte nødvendigvis Kommuneskatten reduceres noget, og Følgen vilde blive, at Kommunerne ialfald maatte stoppe op med alle nye Udgifter. Denne Forandring vilde bevirke en fuldstændig Revolution i de kommunale Finanser og volde Kommunebestyrelserne de største Vanskeligheder.

Man maatte ikke tro, at den Indtægtsskat, som vi nu havde, var liden. Vi havde vistnok noget mindre direkte Skat end flere andre Lande. Men Indtægtsskatten var sjelden at træffe saa høi som i vore Kommuner; gjennemsnitlig var den noget af det drøieste i Europa. En saadan Skat burde man holde inden rimelige Grænser. Blev den for høi, faa den gik over alle Land, vilde Folk søge at skjule sine Indtægter. Og de, som lettest vilde kunne det, var Kapitalisterne, Rigmændene, som eiede løse Kapitaler. Men de, som havde fast Eiendom, Gaard og Grund, kunde ikke gjemme sit undaf. Det var naturligvis urigtigt at søge at unddrage sig den Pligtige Skat. Men Menneskene vare nu engang ikke anderledes, og det kunde ikke hindres. Det foregik allerede nu; men jo høiere Skatten blev, desto større vilde Fristelsen blive. Derfor skulde man vogte sig for at drive Indtægtsskatten over rimelige Grænser.

Den direkte Skat passede som Kommuneskat; men som Statsskat vilde den strax føles som en haard, ubillig og uretfærdig Skat. Kommunerne behøvede den fuldt ud og kunde ikke dele med Staten.

I det Hele taget skulde man være forsigtig med at experimentere med Skattevæsenet. Det var et gammelt Ord, at en gammel Skat er en god Skat; den jevnede sig ud, naar den havde virket en Tid; men enhver Forandring bragte øieblikkelig Forstyrrelse, og man overskuede ikke Følgerne deraf. Man burde beholde et System, som man var fornøiet med, og som ikke gav Anledning til Klager, istedetfor at tage et nyt, som man ikke kjendte. Et Tidspunkt som dette, da der foresloges op til 50 Millioner Kroner til Jernebaneanlæg, og da der stilledes store Krav til baade Statens og Kommunernes finansielle Evne, var ikke det rette Øieblik til at experimentere med Skattevæsenet.

Det maatte ogsaa mindes om, at Spørgsmaalet om direkte Skat paa det radikale Valgprogram bringes i Forbindelse med almindelig Stemmeret. Herved tilsigtes at bringe ind i Mandtallet en Masse af nye Stemmeberettigede, som vilde komme i Pluralitet, og disse vare netop dem, som ikke vilde komme til at betale Indkomstskat, medens de nu Stemmeberettigede vilde komme til at betale den.

Det maatte erindres, hvorledes de store Reformer i vor Tid drives igjennem i vort Statsliv.

Man satte sammen et Valgprogram uden forudgaaende Diskussion, og fik man Flertal, gik Gjennemførelsen af sig selv. Afgjørelsen laa ikke i Storthinget, men foran det, i Stortingsvalgene og i Valgprogramet.

Ved at give det radikale Parti Stemme og Flertal ved Valgene gav man sin Stemme til Indførelse af direkte Skat ogsaa til Staten.

(Stærkt Bifald).