Christian Sørenssen
Den ømmeste og meest trofaste Fader
Sørgegudstjeneste på kong Carl Johans begravelsesdag
Vor Frelsers kirke, Christiania, 26. april 1844
Kilde: Taler og Cantater ved Sørgefester i Christiania i Anledning af Hs. Maj. Kong Carl Johans Død. Christiania 1844, s. 13-25.

I din Jesu Navn alle Væseners ophøiede Fader og Velgjører! samles vi her under fælleds Sorg, i Sorgens Dragt og med Sorgens Mærker omkring os, over den elskte Konges Bortgang, som Du i din Miskundhed gav os til Styrer; - dog derhos tillige med det Haab, at skulle see ham igjen i lykkeligere Egne.

Din faderlige Miskundhed, som tændte dette Haab i vor Barm, og som i Dit himmelske Ord end klarere har aabnet os denne trøstefulde Udsigt, være derfor priset! Din Aand vække vor Eftertanke og røre vore Hjerter til at søge ved Din Aands Bistand at vandre saa, at vi hisset maa gjensee ham og hinanden med Glæde!

Andægtige med mine inderligste ønsker om Guds bedste Velsignelser over Eder Alle hilsede Tilhørere!

Vi see os i nærværende Stund samlede her efter Opfordring af vor nye Konge, hvis i denne Henseende udstedte Kundgjørelse, som sikkerligen sinder Gjenklang i hver Nordmands Hjerte, lyder som følger:

"Vi Oscar, af Guds Naade Konge til Norge og Sverrige, de Gothers og Venders. Med uforandret Kjærlighed og Troskab belønnede det trofaste Norske Folk Vor Høistsalige Herr Fader Hans Majestæt Kong Carl Johans utrættelige Omsorg for dets Hæder og Lykke. Denne Kjærlighed, som har fulgt Ham i Døden og som ved Hans Bortgang saa lydeligt og oprigtigt har udtalt sig over det hele Land, har inderligen rørt Vort Hjerte og skjænket Os Trøst i vor dybe Sorg. Hædret for Sine Storværk, høiagtet for sine Dyder og udmærkede Egenskaber, elsket for Sit ædle Hjerte og Sin Menneskekjærlighed, skal Carl Johan velsignet leve i Folkets Minde, og Hans Navn

længe taknæmmeligt nævnes blandt Norges Fjelde. Snart skal dog det kolde Muld bedække det Hjerte, som slog saa varmt for Norges Frihed, Hæder og Held. Normands Kjærlighed og Sorg vil i Tanken følge den ædle Hedengangne til Hans sidste Hvilested, og veemodigt dvæle ved den Grav, som indeslutter det forgjængelige Støv af en elsket Fader og Velgjører. Naar Vi derfor opfordre Vore troe Norske Undersaattere til med Os at nedbede Himlens vedvarende Velsignelse over Norges Rige, og takke Ham, der lod Carl Johan saa længe aande og virke for os, ere Vi overbeviiste om at imødegaae et kjært og almindeligt Ønske. Vi have derfor naadigst befalet, at Gudstjeneste og Sørgetale skal afholdes, i Stæderne den 26. April næstkommende, den Dag, da Hans Majestæt Høistsalig Kong Carl Johans jordiske Levninger skulle ledsages til deres sidste Hvilested, samt i de Kjøbsteder, hvorhen Meddelelse herom ikke betimelig kan fremkomme, saavelsom paa Landet, paa den Dag, vedkommende Biskopper efter ethvert Steds Forholde, maatte finde meest passende. Vi forblive Norges Riges Indvaanere med al Kongelig Naade og Yndest velbevaagne. Givet paa Stockholms Slot den 6te April 1844".

Det er da ingen Glædesfest, der samler os i Dag i Guds Huus og Helligdom, men en Sørgehøitid, da vor gamle faderlige Konge paa denne Dag, og maaskee netop i denne Stund, udbæres af den Borg, hvor Han henved 34 Aar var til Huse, og hvor Han med Manddoms Kraft, selv i en høi Alderdoms Dage, stadigen tænkte paa og virkede for 2 Rigers Held.

Skjønt fjernede fra dette Sorgens Optrin føre vore Tanker os dog, ligesom af sig selv, hen til Hans Liigfølge, hvor vore Blikke strax hefte sig paa hans af Sorg nedbøiede Søn med sin hulde Gemalinde og deres Kongelige Børn, ledsagede af flere af Naborigets ødleste Mænd og Qvinder, i Forening med nogle af Norgcs Sønner og Døttre, omgivne eller fulgte af en uoverseelig Skare, som under Sukke og Taarer skue hen paa det Gjemme, som indeslutter den hedenfarne Elskedes jordiske Levninger. Snart synes vi at see disse under varme Velsignelser nedsættes i det Tempel, hvis Hvelvinger bøie sig over flere af Broderrigets høit begavede Styrere, blandt disse den udødelige Gustav Adolph, dette Mønster baade for Konger og Mennesker i Alt hvad der er stort og ædelt, samt den Fyrste, som i nogle Aar var Norges Hæder og Prydelse - som en utimelig Død rev bort i hans feireste Manddom, men hvis Hæderskrands ingen Død vil kunne røve, hvilke her faae en værdig Sidemand i den sidst Hensovede; thi han var elskelig som Fyrste, uforglemmelig som Menneske; uplettet Fuldkommenhed blev ingen Dødeligs Lod paa denne Side Graven.

Født af borgerlige Forældre i den samme Bye, som gav Frankrige een af dets ypperste Konger, hengav han sig i sin tidlige Alder til Krigerstanden, hvori han efterhaanden ved Talenter og Kjækhed steg fra det simpleste til et af de høieste Trin i hans Fædreneland, hvis Hæder han vældigen udvidede, og ved Siden af denne sin egen, ikke blot ved sine Krigsbedrifter, men ved den Skaansel og Humanitet som Udmærkede hans Seiersløb og gjorde ham kjær endog for de Overvundne. Dette lysende Træk i hans Caracteer, forenet med hans Heltedaad, var ufeilbar ogsaa det, som igjennem overveiende Stemmer gav ham Adgang til Sveriges Throne, hvilket vi bør nævne som en af Forsynets store Velgjerninger, da han, som Følge deraf, nogle

Aar sildigere, efterat have for en vigtig Deel bidraget til at dæmpe den skrækkelige Flamme, hvormed en graadig umættelig Herskesyge havde i flere Aar overfaret den størstc Deel af det lidende Europa, ogsaa saae sig erkjendt som Arving til Norges Rige, i hvilken Henseende vi Ældre, naar vi tænke tilbage paa den Ulyst, hvormed de fleeste af os imødesaae det gamle Baands Opløsning, siden, hvor tung end Skilsmissen faldt os, ofte have havt Anledning til at udbryde med Joseph: Gud tænkte det til det Bedre!

I fulde 26 Aar styrede han vort Norge som dets Konge, og hvordan styrede han? Som den ømmeste meest trofaste Fader: - med faderlig Omhue vaagede han over dets Værdighed og Roelighed, med faderlig Omhue fredede han om dets Virksomhed; med en oplyst Faders Redebonhed fremmede han Oplysningens og Kundskabs Udbredelse; med en Faders hele Hjertelav søgte han at qvæge de Lidende, understøtte de Trængende, ikke for Øieblikket men for Varighed, ikke med Knap, men med gavmild Haand, gjennem rige Legater, læggende i Et og Alt for Dagen, at han satte sin største Hæder og Glæde i at være sit Folks Fader og Velgjører, og at dets Kjærlighed var hans Løn.

Kunne vi da, naar vi hensætte os i Dagens Optrin, og staaende nu, saa at sige, ved Bredden af hans Grav; kunne vi, ved at gjenkalde os vort Tab, hvis Værd sønlig Kjærlighed ingenlunde har overdrevet, thi Sandhedens vældige Stemme skal længe forkynde og ombære hans Færd, som vel fortjent til at nævnes, og ofte at nævnes med Ophøielse; - kunne vi, siger jeg, tænke os dækket af Muld det hulde Hjerte, som længe flog saa varmt for Norges Frihed, Hæder og Held, uden at dvæle med Taknemmelighed og Veemod ved den Grav, som modtager det, uden at gjennemtrænges af Sorgens inderste Følelser!

Men lyser da intet Haab for os under dette tunge Savn? - intet Glimt af Haab i dette Sorgens Mørke? - Er da vor elskte Fader ogVelgjører os forevig unddraget? - Skulle vi aldrig mere skue det klare frit omseende Øie, de blide oplivende Træk, som saa ofte udbredde Fryd omkring sig? - skulle vi aldrig mere høre den hulde Stemme, som saa ofte tilsagde Trøst og Bistand, indbydende til Hengivenhed og Tillid?

Jo: priset være det kjærlige Forsyn! vi have et stort, et qvægende Haab!

Det er med stadigt Henblik herpaa jeg ved Guds Bistand vil søge at lette vor fælleds Sorg, da jeg vil fæste Eders Opmærksomhed paa det i denne Henseende udkaarne Bibelsted hos Apostelen Petrus, i hans Iste Brevs, 1 Cap. 3die Vers: Lovet være Gud og vor Herres Jesu Christi Fader, som efter sin store Barmhjertighed haver gjenfødt os til et levende Haab, formedelst Jesu Opstandelse fra de Døde!

Det er fra disse Ord jeg her gaaer ud, for efter bedste Evne, til vor Trøst og Beroligelse, at søge at omhandle:

Det faste Haab om Gjensyn og Gjensamling hisset, som den bedste Trøst under det tunge Slag, som i denne Tid har rammet os.

Din Godhed skjænke mig o Fader i Himlen! dertil Kraft og Styrke, at denne Sorgens Samling maa ende som en Trøstens Samling! - og Du kjære Menighed! bed Gud med mig, at jeg maa tale værdigen det store Haab, som er os Alle baade Høie og Lave, baade Gamle og Unge dyrebart og vigtigt!

Af alle de Lindringsmidler, som kunne rækkes det lidende Menneske til Trøst og Husvalelse under Skilsmissens tunge Sorg, kan Intet være os mere velkomment, Intet mere styrkende, end Vished i det Haab, som bebuder os Gjensyn og Gjensamling med vore Velgjørere og Elskede hisset.

Tag denne bort, hvad Trøst er da tilbage for den eensomme tilbagestaaende Ægtefælle, som med blødende Hjerte seer sin trofaste Ledsager eller ømme Ledsagerinde revet fra sin Side?

Tag denne bort! hvad Trøst for Fader- og Moderhjertet, naar de see sine Dages Yndling, en haabefuld Søn eller Datter nedsænkes i Gravens Skjød?

Tag denne bort, hvad Lindring for det forgrædte Barn, som helder sig med Længselens hede Taarer over den i Døden henblegnede Faders eller Moders Aasyn?

Tag denne bort! hvad Trøst i Dag ved den bedste Konges Grav? hvad uden forøget Sorg og Mismod?

Men takket være Allgodheds Gud, som bød al Mistvivl svinde lig Taagens mørke Dunster for Solens spredende Straaler, da Hans uendelige Bannhjertighed gav os i sit himmelske Ord et sikkert, et aldrig svigende Haab for den store os alle tiltalende Sandhed, at vi skilles for at samles, og for at samles til det Bedre; Hans Almagt er os Borgen for at han kan opfylde det; hans Godhed betrygger os at han vil opfylde det.

Allerede vore Tankeevner, vore ønsker og vore Attraaer aabne os Ahnelse herom. Folelsen af og Omtanken om vore Evner tilsige os klarligen, at de nødvendigen maae henhøre til en ædlere Deel end vort Legeme, og altsaa unddraget sammes Opløning, ligesom og at de umuligen kunne være os givne for at hendøe i Gravens Nat; men at en høiere Udvikling og Forædling , som ikke her opnaaes , maa forestaae dem hisset.

Vore Ønsker og Attraaer understotte denne Slutning; - hvo stod nogensinde sorgnedbøiet ved en elsket Hedenfarens Grav, uden at ønske at gjensee ham eller hende? - svar Du! som har elsket, hvis Hjerte endnu bløder under Savnet! er dette Ønske dig nyt, eller fremmed? men hvo har nedlagt dette Ønske i din Barm uden den Almægtige og Algode? - skulde han da ville afbryde eller oprykke en Plante, som han selv med den kjerligste Haand har plantet?

De Begreber som møde os selv hos de meest vankundige Folkeslag om en fortsat Tilværelse, synes ikke at kunne være byggede paa en Slump, men udgaaede fra Sandhedens evige Ophav; dog lad Haabet fra disse Kanter endvære mindre fuldstændigt, snart hæves det over al Tvivl ved den hellige Skrifts ærværdige Udsagn.

Frygter ikke for den, som ihjelslaaer Legemet, men ei kan ihjelslaae Sjælen! saa lyde de os ligefra vor Barndom bekjendte Ord af Sandhedens store Lærer; end flere Udtrykke forene sig hermed baade af Ham og Hans Apostle, og Hans ærefulde Udgang af Graven sætter Stemplet paa det Hele.

Det var derfor en passende Fremgangsmaade af Apostelen Petrus at begynde Dagens udkaarede Ord med en Lovsang og at anvende Læren om Jesu Opstandelse, som et Grundlag, for ved dette lysende Haab at styrke sine Troesforvandte mod Livets Sorger, og opmuntre dem til en Vandel, stemmende med det store, dem aabnede Haab.

Dette Haab er ikke en løs Gisning, eller uvis Formodning, men klarligen udhævet baade i de 4 Evangelisters med Sandhedens synlige Præg betegnede Udsagn om Jesu Opstandelse og Apostlernes paafølgende Varme for hans Læres Udbredelse, hvilket noksom forkynder den fuldstændigste Vished i deres Sag, og at den Grundvold var fast som de byggede paa, nemlig deres Lærers Opstandelse; - følgeligen hele Menneskehedens høie Bestemmelse derved høitidelig erklæret og lagt for Dagen, hvilket Frelserens bekjendte Lignelse om den rige Mand og Lazarus, samt hans trossende Ord paa Korset til den angergivne Synder allerede klarligen havde angivet.

Gjensyn og Gjensamling forestaaer da alle menneskelige Slægter, som have levet og vandret paa Jorden.

Mig synes at jeg seer de trofaste Ægtefælde, de ømme omhyggelige Forældre, de kjærlige Sønner og Døttre, med Glædes og Henrykkelses Taarer at ile hinanden imøde, med Priis til al Godheds Gud, som igjen har samlet dem, for aldrig mere at skilles, og med Taknemmeligheds varme Udbrud indbyrdes for hvert et Kjærligheds og Ømheds Træk, hvormed de fordum her i Livet forsødede hinanden deres Dage.

Mig synes at jeg seer den faderlige omhyggelige Regent, som hædrede sig selv ved at hædre og agte de ham betroede, hilset med Jubel af det Folk, som han her paa Jorden søgte at gjøre lykkeligt, omgivet med Lykønskninger og Velsignelser af de mange Sørgende, han trøstede, de mange Lidende han qvægede, gjennemtrængt af Lov og Priis til den Gud, som gav ham Leilighed og Evner til at gjøre vel, og disse taknemmelige Hjerter til at paaskjønne hans Velgjerninger.

Ja elskte faderlige Konge! hvis blide Billede i dette Øieblik staaer levende for mig; Du har modtaget mangt et fortjent Taknemmeligheds Udbrud herneden baade for din offentlige og private Færd; - mangt et Takoffer er opsendt til Himlen over dig saavel fra høiere som lavere Kredse, og Armodens dunkle Vraaer; - mange Velsignelser baade fjern og nær omgive Din Hengang i Dag, end flere vente dig hisset, hvor Du allerede er glædet med den største, den Alt overgaaende, af Verdens Frelser, hvis Lære og Exempel Du hædrede, og hvis Opoffrelses Mindesmærker jeg har seet Dig nyde med Taknemmeligheds hede Taarer.

Med Bifald har Du hørt Dig hilset af Ham som en benaadet Synder; - med Bifald for den Hjelp, Du her var saa villig til at yde den lidende Mennestehed, hvilken Han selv i sit Ord ligefrem har erklæret at ville ansee som viist Ham selv; - med kjærlig Indbydelse derhos at indtræde i det, over alle Jordens Riger ophøiede Rige, der har været alle Gode, Gud hengivne, beredt før Verdens Grundvold blev lagt, som en Naadesløn af Barmhjertighedens milde Fader.

Denne Løn er ikke som Jordens kort og ustadig, nei! den gaaer igjennem hele Evighedens umaalelige Række. Nye Kundskaber i den Eviges Alt omfattende Huusholdning; nye Stigen i Kraft og Fasthed; nye Glæder uden Nag og Bebreidelser; varig Omgang med vore fordums Elskede og Jordens ædleste Mennesker, der virkede, kjæmpede og leed for deres Brødres Held og Undertryktes Forsvar, frem for alle den Ædleste af alle Ædle, Menneskeslægtens evige Lærer, Frelser og Velgjorer, skal der forhøie vort Gjensyn og Samling.

Hvo erkjender da ikke Apostelens Ret og vor med ham til at udbryde i Lov og Priis for det givne Haab?

Hvilken Trøstens Bane ligger ikke i dette Haab udbredt for Menneskets Børn, hvilke nu kunne udbryde med Paulus: Død hvor er din Braad, Grav hvor er din Seier! Gud være Tak, som giver os Seier formedelst vor Herre Jesum Christum! hvilken betryggende Udsigt til at hæve sig over Skilsmissens tunge Sorger!

Det var dette ophøiede Haab, som fordum styrkede Apostlerne til med Varme og Fasthed trods alle Fiender, Forfølgelser og Farer at røgte deres ophøiede Ærinde, thi de vidste paa hvem de troede og hvad de kjæmpede for; - det var dette ophøiede Haab, som lod en Stephanus udraabe midt under hans voldsomme Mishandling og dødende Slag: see jeg seer Himlene aabnede og Menneskets Søn staaende hos Guds høire Haand! - Dette Haab har ufeilbar ofte styrket mange af Menneskets Børn paa deres farefulde Vei; - Krigeren for Exempel under Slagets Tummel paa den blodige Valplads; - Søemanden i Kamp med Elementerne paa det fraadende Hav; - den Fortrængte i Kamp med Mangel og Gjenvordigheder; den Nedbøiede, Forladte, ved Bredden af den Grav, som modtog hans kjæreste Skat, og endelig den Døende paa det sidste Leie, hvortil jeg meer end engang med glad Beundring har været Vidne; - og dette Haab var ufeilbar den bedste Pude, hvorpaa vor elskte Konge, under Troe til sin Forsoner, støttede sit døende Hoved.

Held Ham, Hans Haab er opfyldt, Hans Strid er udstridt, Hans sidste Kamp er ogsaa vundet; - Hans udfriede Aand vandrer nu forklaret i Beskuelsens Egne, hvor al Fordums Dunkelhed er gaaet over til Klarhed. Farvel da elskte uforglemmelige Konge! velsignet være Dit Navn og Dit Minde, for hvert et Trin iblandt os, for hvert et Bidrag til vort Velvære! for hvert et Suk Du standsede, for hver en Taare Du aftørrede! - Himlens reneste Glæder gjennemstrømme nu Din forklarede Aand til overveiende Gjengjeld.

Men idet vi med vor Textes Ord prise og takke Gud for den Aarsag, vi have til at fryde os baade paa den Ædle Hedengangnes og vore egne Vegne, opstaae ved Siden deraf den faste Beslutning hos os, at søge at vandre saa, at vi maatte kunne gjensee baade Ham og hinanden med Glæde!

Med hvilke Gjensyns eller Gjensamlings Glæder vil Ægtefællen hisset kunne møde sin Ægtefælle, hvis Dage han eller hun forgiftede eller forbittrede? - hvorledes vanartige Børn de Forældre, over hvis gamle Dage de udslyngede Bedrøvelse, og bragte dem med Kummer til Graven? - hvorledes unaturlige Forældre de Børn, som de lod opvoxe i Vankundighed og Laster og foregik med de meest oprørende Exempler? -

Med hvilke Gjensyns eller Gjensamlings Glæder vil Mennesket kunne møde dem, hvis Gang han her i Livet, istedetfor at lette den, besværliggjorde ved falske eller overdrevne Beskyldninger, som Avind, Hevn, eller nederdrægtig Attraae efter egen Vinding paa Andres Bekostning indgav ham, som nu ikke længer lade sig skjule; - thi ved Gjensynet hisset bortfalder hver en Maske og hver en Forstillelse.

Hvorledes vil Undersaatten eller Borgeren bestaae for Regenten, hvis Værd han med Flid søgte at nedsætte, og hvis Banes Torne han forøgede, thi Kongerne vandre langtfra stedse paa Roser.

Lader os derfor omhyggeligen og ofte agte paa hvad det os forestaaende Gjensyn betyder, samt hvad det vil medføre!

Vore Pligter, derom bede vi inderligen Gud om Kraft og Bistand! være os stedse hellige som Ægtefælle, som Forældre, som Børn, kortsagt i hvilken Stand eller Stilling vi besinde os baade som Mennesker og Borgere.

Jeg nævnede Borgere; naar vi overskue de sidste 30 Aar, vor ønskelige borgerlige Forfatning, vore Rettigheders faste Overholdelse, som det sømmer sig et frit selvstændigt Folk, der kun erkjender Lovenes Bud, ukjendt med Despotismens vilde Magtsprog, og dens egenmægtige udsuende Paalæg; naar vi føie hertil den Lykke, at vor gamle elskte Konge afløses af en Ham lignende, med sjeldne Gaver udstyret Søn, hvis rige Udvikling og Uddannelse ogsaa høre til den Forklaredes store Velgjerninger, hvorfor baade vi og vore kommende Slægter skulle velsigne Ham, da Alt forkynder, at Han vil vandre i sin Faders lyse Spor, og som det egner sig den faste Mand, sit Valgsprog troe: hylde Ret og Sandhed; bør da ikke dette blive os en forøget Opfordring til paa vore Fædres Viis at offre ham urokkelig Trostab og Hengivenhed?

Dette Løfte, det meest passende ved den Grav, ved hvis Bredder vi staae i nærværende Stund, være Alles vores eenstemmige Løfte, dets Overholdelse enhver af os hellig og høitidelig, da styrke vi vor nye Konge under Hans høie byrdefulde Kald, da lønne vi Hans Møier og Opoffrelser, da hædre vi Hans forklarede Faders Minde og da skulle vi med en god Samvittigheds Glæder see dem begge igjen i en bedre Verden efter denne, og der mere fuldkommen frembære dem vore Hjerters fortjente Taksigelser, velsignede igjen af dem for det troe hengivne Sindelav, hvormed vi lettede deres Foretagender og Bestrebelser.

Algode Gud giv hertil for Jesu Skyld Din Velsignelse! og lad denne Troskabs Grundsætning usvækket gaae i Arv til vore Efterkommere lige indtil Dagenes Ende!

Vort Fædreneland algode Gud! og det med samme forenede Rige være fremdeles Din himmelske Varetægt anbefalet!

Velsign den Konge, som dit Forsyn har kaldet til at indtage sin hedenfarne Faders Sted, ledsag Ham med Din guddommelige Naade til at vandre efter Dine Bud, til at vorde en Fader for sine Folk, en sand Velsignelse baade for sig selv og dem.

Omring Hans dyrebare Dronning med Din beskyttende Miskundhed, hun være længe Kongehusets Prydelse og Folkets Fryd!

Din høie Trøst, Dit guddommelige Ords Trøst over Hendes Majestæt vor søgende Enkedronning! Vished om Gjensyn og Gjensamling mildne Hendes dybe Sorg og lette Hendes tunge Gang i Alderdommens Dage!

Dit Forsyns Øie over de Kongelige Prindser og den kongelige Prindsesse, de svare til deres høie Forældres og begge Rigernes Ønsker!

Din Bistand over Kongens Raad, og enhver Indbygger i de forenede Riger, saavel Borger som Embedsmand, til med stadig Lyst at søge at virke for fælleds Vel, for saaledes at kunne mødes igjen med Glæde og uden Bebreidelse!!!