Carl Johan
Enighed og Orden
Oppløsning av det overordentlige storting
Stortinget, 26. november 1814
Kilde: Storthings-Efterretninger 1814-1833, 1ste Bind, s. 199-200.

(«Kronprindsen holdt i Kongens Navn følgende Tale paa Fransk, som Prinds Oscar derpaa oplæste paa Norsk»)

Gode Herrer og norske Mænd, Præsident og samtlige Medlemmer af Norges Riges Storthing!

I have mødt Kongens Hensigter, ved at fastsætte den Grundlov, hvorved det norske Folks Frihed skal for Fremtiden bevares. Omendskjønt Eders Ønsker, formedelst en hastig Overgang fra Evevælden til en lovbunden Regjeringsform, stundom har baaret Præg af Bekymringer, maa dog Anledningen dertil alene søges i Mindet om forbigangne Tider og Forhold. Hos Eder var en retmæssig Iver for at forsvare Folkets Rettigheder; hos Kongen en alvorlig Beslutning at erkjende dem, grundet saavel paa Hans egen Tilbøielighed, som paa det svenske Folks frie Statsforfatning.

De Folkeslag, som med Opmærksomhed have fulgt Eders Overveielser, skulle i deres Gang og i det Udfald, de have havt, erkjende, saavel at eders Konges Løfter ere hellige, som at han agter den nationale Frihed. De skulle indsee, at hans Majestæts Visdom har fjernet fra Eder baade Anarchiets Farer og Forvildelser og Despotismens egenmægtige Bud.

Tidfredse med en tiltagende Forbedring i vor Handel og vort Agerbrug, skulle vi ei eftertragte den vanskelige Ære, at optage i Verdens Aarbøger nogen anden Plads end den, der tilkommer et lyksaligt Folk. Men, hvis Freden alene er vort Øiemed, bør vi ei heller forglemme, at det sikkreste Middel dertil beroer paa vor egen Kraft. Den Pligt, at forsvare Fædrenelandet, som er Krigsmandens ædleste Bestemmelse, giver ham en retmæssig Fordring paa hans Medborgeres Agtelse; - den er og hans dyrebareste Belønning for de Besværligheder, han gaaer imøde. Vant med at styre et frit Folk, har Kongen med levende Tilfredshed erkjendt de Rettigheder, Grundloven giver den agtværdige Classe af Landmænd, hvis Arbeide ernærer Staten og hvis Arm værner om Fødelandet.

Gode Herre og norske Mænd!

Da eders Forhandlinger nu ere tilendebragte, giver jeg Eder, i Kongens Navn, tilkjende, at han med den Magt, Grundloven tillægger Ham, nu opløser dette overordentlige Storthing. I vende nu tilbage til Eders fredelige Boliger, lykkelige ved Eders Samvittigheds Vidnesbyrd, at I have medvirket til Fædrenelandets Selvstændighed og til at befæste Eders Medborgeres Frihed; - erindre Eder da stedse, at Enighed og Orden udgjøre en Stats Styrke, og at dens Lyksalighed og Varighed kræver Alles Lydighed for Lovens hellige Bud. En Fyrstes første Pligt er, at bevare Loven hellig, - denne høiere Magt over Konger og Folk. Aldrig have Nordens ældgamle nationer skjænket det Tilnavn, den Gode, til Mildhed uden Kraft.

Viser Eder som en værdig Afkom af disse agtværdige Forfædre. Beholder, som de, Fædrelandets Vel til Maal for alle eders Bestræbelser; lærer, som de, Eders Børn, at den sikkreste Borgen for deres Rettigheder er, troligen at opfylde indgangne Pligter. Begynder atter de Forretninger, som I forlode, for at svare til den almindelige Tillid.

Frygt for Gud er den eneste Frygt, et frit Folk bør have. Gid den blive Eders Veileder, - og Loven for Eders Gjerninger. Lyksalighed skal da fæste sin Bolig hos os, og Scandinaviens Frihed skal staae urokkelig som dens Fjelde. Gid Forsynet vaage over Kongen, og beskytte hans tvende Riger; og gid det stedse beholde Eder, gode Herrer og norske Mænd! i sin høie og hellige Varetægt.