Johan Sebastian Welhaven
Det store Haab for Rigernes Fælleslykke
Festen til Fædrenes Minde
Det norske Studentersamfund, Christiania, 13. januar 1861
Kilde: J. S. Welhaven: Samlede verker, Oslo 1990-1992, bd. 4, s. 428-429.

Ethvert Folk, som er istand til å betragte sin Utviklingsgang, vil blandt alle sine Minder fremhæve den Epoke, der paa en gjennemgribende maade aabenbarede hvad der skjult laa i Folkets Væsen, hvad der tilfredsstillede dets indre Livskrav. Ja Endringen om et saadant Vendepunkt bliver siden ligesom Hjerteslaget i Ætten, og af det Opnaaede fremstaar et stadigt Maal for Folkets Stræben.  
I Norge er der ingen Tvivl om hvilken Epoke, der for os har en saadan Betydning; men til det Afgjørende deri hører Foreningen og Forsoningen med Sveriges Broderfolk. Saaledes var vort Frihedsværk opfattet af klartseende og høisindede Normænd, og saaledes blev det virkeliggjortog befæstet. Medens vi derfir leve i denne Erindring og søge mere og mere at udvikle dens Indhold, henvendes uvilkaarligt vort Sind med Deltagelse til Frænderne hinsides Fjeldet, og trods alle misvisende Tegn, fornemme vi at dette Sind styrkes og forhøies med Folkets stigende Selvbevidsthed. 
Det maa ikke vække Forundring om vort ædle svenske Broderfolk ei saaledes hendrages til os; dets Nationalfølelse lever i en Mindekreds, som ei er vor. Men hvis det, ligesom vi, fremhævede Foreningen som et Lyspunkt, som en frelsende Hovedbegivenhed i sin Historie, da vilde det bedre fatte, at en Forstemning i dette Forhold kan føles gjennem vort Land som en dybtgaaende Smerte, da vilde neppe nogen brav Svensk miskjende Normænds Hjertelag for den besvorne Pagt.  
Dog - ogsaa vi dvæle ved Sveriges store Minder og prise dem høit. Der er i dem en Aand, som indgyder Tillid. Hvis det kan siges, at Sveriges Historie er dets Kongers, da vide vi og, at enhver af hine kronede Mænd, der prises i Eftermælet, havde sit rette Styrkebelte i den Forvisning, at han til det Yderste kunde stole paa Folkets Troskab, Høisind og Mandhaftighed. Vi ære disse Dyder, og vi frygte dem ei. Naar Kongen paakalder dem i Foreningens Navn, til dens Fremme og Beskjermelse, da slutte vi os til ham og dele hans Fortrøstning. Det gjælder da, at vi selv med Alvor og Retvished øve vor egen Forbundspligt. Ja, maatte vi altid findes værdige til at nære det store Haab for Rigernes Fælleslykke, det Haab, at ogsaa Sveriges Folk engang, i ren Samklang med Norges, skal indtegne Foreningsaaret som et Fornyelsens Gyldenaar i sine Annaler.  
Vor Festaftens Tanke har lagt disse Ord paa mine Læber; det syntes mig passende at udtale dem ved Mindernes Fest i Ungdommens, i de Haabefuldes Kreds. Til Eders Livsbane, I stræbende Ynglinge, betror den ældre Slægt den Idræt at virke for en lysere Fremtid i den samme gode Aand, hvormed vi nu løfte Bægeret for det svenske Broderfolk og for Rigernes Forbundspagt.