Jacob Hersleb Sodemann
Et Blik ind i Fremtiden
Unionsforhandlingene med Sverige
Stortinget, 20. oktober 1814
Kilde: Storthings-Efterretninger 1814-1833, bd. 1, s. 152-153.

Den Forbitrelse, der paa nærværende Tid brænder i Nordmandens Hjerte mod de Svenske, grundet paa et maaske uudsletteligt Nationalhad og forøget ved det skjændige Udhungrings-System, for hvilket mange af vore Landsmænd ere blevne Offre, synes at ville bortstøde ethvert Forslag til Forening med Sverige under een Konge.

Vel kjender jeg Nordmænd, for hvilke Liv og Formue er kostbarere end Fædrelandets Frihed og Ære; men jeg kjender og dem, der ansee Intet for kostbart for dette store Formaal. I Norges Dale boer en stærk og kraftfuld, endnu af Overdaads Smitte uangreben Slægt, gammel af Sind og gammel af Sæder. Hvad vil den sige, naar den hører, at gamle Norge, førend ethvert Tilbud forsøgtes, uopløseligen bandtes til Sverige og dets Konge? Bedrager jeg mig ikke, vil Blodet koge i dem ved dette skrækkelige Budskab, og hvo beregner Følgerne af daleboernes Harme?

Et Oprør, svarer man, af en udiciplineret Hob uden Anfører er let at dæmpe. Uden Anfører? nei, da kjende vi ikke den norske Kriger ret, naar vi for Alvor kunne troe, at en Opstandshær, der havde svoret at døe for Norges Frihed og Ære, skulde mangle Anfører. Tusinde vilde fremstille sig, naar de øinede mindste Mulighed at bryde Norges paatvungne Lænker. De vilde spotte Farer og haane Døden. Da blussede Oprørs-Luen i Norges Dale; til at dæmpe den vilde egne Kræfter være afmægtige; svenske bevæbnede Skarer rykke nu ind i Landet, for at straffe Oprørerne, men denne Straf vilde ramme Norges bedste Sønner. Maaske vilde det lykkes at dæmpe Opstanden; men Ilden vilde ulme under Asken, og netop derfor vilde svenske Soldater holde Landet besat. Nu er da Norge en erobret Provinds, underkastet vilkaarlig Behandling. Hvem gruer ikke for saadan mulig Tingenes Vending?

For den alvidende Gud besværger jeg Nationens Repræsentanter at tage mine Ord i alvorlig Overveielse. Vender jeg mit Blik til Fremtiden, da synes jeg at kunne forutsee, at enhver anden end en fast og uopløselig militair Forening mellem begge Riger vil vorde af kort Varighed. Sæt endog, at Nationen, bedøvet af det første tunge Slag, der rammede den, for Øieblikket qvalte sin Harmes Udbrud, kunne vi deraf drage den Slutning, at Nordmanden kunde glemme, at han engang havde svoret en fri Constitution under sin egen Konge, og derved aabnet sig de skjønneste Udsigter til Frihed og Lykke? Løven er ikke død, fordi den sover.

Det svenske Folk, at Naturen uroligt og krigersk, vil aldrig kunne glemme Tabet af Finland, og dets øvrige gamle tabte Provindser, og derfor benytte en given Leilighed, naar Russland er i Krig med en anden mægtig Magt. Russland paa sin Side vil da neppe glemme at ægge Norge til at gjenvinde dets Frihed. Et Tusinde Russer, landsatte i en af de Egne, hvor Frihedsluen blusser klarest, vilde være nok til at vække Mindet om fordums Dage, da Vold og Hunger tvang Norge til at opgive sin Ret. Skarevis vilde Dalesønnerne strømme til for at udfrie Fædrelandet. Atter nye Udsigter til Borgerkrig. Sverige vil anstrænge sine Kræfter for at straffe de saakaldte Oprørere. Lykkes det, da vente skjændselsfulde Lænker Nordmanden i flere Aarhundreder. Forrige Aars politiske Omveltninger synes at opklare dette mit Blik ind i Fremtiden.