Ludvig Meyer
Tranmælbevegelsen (utdrag)
Solidaritetsmarkering for streiken ved Loray Mill, Gastonia, USA.
Oslo, 10. september 1929
Kilde: Ludvig Meyer: Kommunisme. Oslo 1930, s. 237-242.

La os benytte anledningen til å se os lit omkring ute og hjæmme.

Det er ikke mulig å forråde sine dårlige sider værre end borgerskapet gjorde ved Verdenskrigen. Socialismen hadde allerede dengang rundt omkring i landene sin halv hundre års historie. Dens tid skulde da være kommet til å overta styret. Arbeiderne hadde allerede vist veien i Rusland.

De borgerlige statsmæn anså det også som en selvfølge at tiden måtte være kommet til en samfundsomvæltning. Hverken Lloyd George eller præsident Wilson var istand til å bevare likevækten. De grep begge til panikartede foranstaltninger.

Vi skal imidlertid se bort fra Amerika og fra England. De står hver især under sine egne utviklingslove. Amerika ved sin rigdom, ved sin samfundsmæssige færskhet og fordi det ennu ikke er nasjonalt sammensveiset. England omvændt ved ælden av sine tradisjoner, ved sit verdensherredømme og ved respektabiliteten av dets parlamentarisme. Engelskmænnene holler ikke systemer og lægger ingen langtrækkende planer. Deres arbeiderorganisasjoner fornækter kommunismen for å samle stæmmer til parlamentsvalget. Men dette hindrer ikke at de i morgen kan være rede til en revolusjonær omvæltning. 

Tyskerne derimot er det beste exempel på forhollenes normale forløp, i alle fall i den Germanske del av Europa. Tyskland hadde det mest manstærke, det mest regelbundet organiserte socialdemokrati. Såvidt jeg erindrer talte det i 1912 ved Riksdagsvalget 4 millioner stæmmer. Det var en så vældig tilvækst at borgerskapet blev opskræmt og det hadde visselig sin del i den nervøsitet som førte til Verdenskrigen.

Hvorfor væltet ikke det Tyske socialdemokrati efter Verdenskrigen det borgerlige styre og reiste et andet? Hvorfor bygget det ikke et nyt og arbeiderstyret samfund?

Der var store vanskeligheter. Versailles-freden og de seirende makters overgrep. Sandt nok! Det hadde fordret en desto større spænstigihet. Til gjengjæl vilde en iderik og virksom arbeiderbevegelse ha kunnet påregne støtte fra arbeiderne, særskilt i England. Mer end noget andet var det de Engelske arbeidere som i 1919 reddet den Russiske revolusjon mot de alliertes rnilitærangrep.

Hvad var årsaken til at det Tyske socialdemokrati ikke grep til? Mange av os er blit stående i dyp beundring foran Edvard Munchs billede, Det døende barn. At selve sjælens uhåndgripelige sitren så umiddelbart har kunnet flyttes over på et stykke lærret! La os tænke os at en småklasselærerinne tar barna med op i Nasjonalgalleriet, stiller dem foran Munchs maleri og sier: Tegn det!

Akkurat sa meget som barnas blyantstreker vilde ligne Munchs geniale billede, - akkurat like meget hadde det socialdemokratiske program å gjøre med Karl Marx' epokegjørende påvisninger av samfundsutviklingen. En genial idé var laget om til barneføde. Jo mere troskyldig, jo mere letfattelig. Jo bedre gjorde det tjenesten sålænge det bare skulde tjene som trosartikler under arbeidernes vækkelse og samling til angrep på det borgerlige samfund.

Det hele var letvindt og greit som en A-B-C. Det var bare å «expropriere expropriantene». Akkurat som det blev forsøkt i Kykkelsrudsaken. Det skulde antagelig ha kostet halvhundre milioner i ny gjæl og vilde ligget som en tyngsel over byen for lange tider. Men det skulde ha reddet spekulanterne, som vilde ha fåt en ren gave på minst en halv snes millioner.

Den socialdemokratiske A-B-C var aldeles ubrukelig da det gjaldt å anvænne trosartiklerne på livets praktiske virkelighet og mangfoldighet. Der blev straks efter Versaillesfreden gjort et forsøk av den socialdemokratiske arbeidsminister Wissel. Men ikke engang Socialdemokraterne selv kunde yde det sin tilslutning. Der blev nedsat en stor kommisjon, hvori der sat adskillige av Tysklands mest fræmragende finansielle og industrielle kræfter foruten repræsentanter for arbeiderorganisasjonerne. Denne kommisjon fræmla et omhyggelig utarbeidet forslag til socialisering av hele kulindustrien. Der har ikke senere rørt sig en finger for å gjennemføre det.

Borgerskapet hadde gjennem Verdenskrigen åpenbart hele sin usseldom. Men det Tyske socialdemokrati hadde gjort det ikke mindre. Det hadde mistet ære og selvtillit og blev for alle tider demoralisert. Det hadde intet av den spænstighet som måtte til for a fornye sine ideér og bringe dem i overensstæmmelse med livets praktiske krav.

Det samme gjæller de skandinaviske forgreninger, de socialdemokratiske partier i Danmark og Sverige. Den eneste politikker som har holdt noget mål er Vøino Tanner, som i et par år og intil høsten 1927 var chef for en socialdemokratisk regjering i Finland. Han hadde inøvet virkelighetssans gjennem et i usædvanlig grad fræmgangsrikt kooperativt arbeide.

Her i Norge hadde vi i begyndelsen av 1928 for en ukes tid den Hornsrudske arbeiderregjering. Den var fuldkommen idéløs. Den hadde ikke engang en arbeidsplan for den nærmeste måned. Det eneste den har kunnet danne grundlaget for er opdiktninger og bondefangeri.

Den har naglet Joh. Ludv. Mowinckel til regjeringssadlen. Det venstreøk han rider er svinsottig og har længe livnæret sig ved urensligheter. Det Storting han manøvrerer er det udugeligste, mest inbildske og samvittigihetsløse av alle parlamenter. Mowinckel har allikevel kunnet tøile forhollene som han selv vilde. Men så har han også en ridepisk som smæller. ven blev bragt ham i foræring av Tranmæl og Hornsrud i forening.

De socialdemokratiske partier i Tyskland, Danmark og Sverige har hverken kunnet rive ned synderlig meget av det gamle eller bygge op noget nyt. Tranmælpartiet derimot er tilstrækkelig ruinerende både i stat, kommune og bedrifter. Men det er ute av stand til å lægge nogensomhelst plan for et nyt samfund. Det ligger som en håpløs tyngsel over alt liv i landet.

Efter utviklingens love skulde man tro Tranmælbevægelsen allerede hadde ført enten til et borgerlig diktatur eller også til en almindelig samfundsruin. Forskjellige smakebiter av fascisme har vi jo allerede. Mowinckels mindretalstyre er allerede et godt stykke på vei. Wilhelmsens Panamarederi peker ennu langt længer. I Rusland vilde han uten videre være sat op ad en mur og skudt. I Norge har derimot socialdemokratiets idéløshet ydet den moralske rygg der beskytter en man som Wilhelmsen mot å bli behandlet som samfundsutskud. Beskatningen kunde og skulde visselig gå langt længere end den gjør. Men den blir det rene flåeri når den som nu ikke står i nogen idés tjeneste.

Den gang da Tranmæl begeistret både ældre og de unge oppe i Trondhjem var han i alle fall en man som gik like på. Nu hæniger han selv fast i alle de taktiske konster han har måttet inlate sig på for a få revolusjonære arbeidere i sæk med socialdemokratiet. En åpen natur har Martin Tranmæl aldrig været. Han er det i alle fall ikke. Det er ikke mulig å arbeide sammen med ham for den som vil noget og har bevart respekten for sig selv.

Men Edv. Bull? De arbeider da sammen! Er han bare streber og lykkejæger? Der er ingen grund til å tro det. Edv. Bull er en meget behagelig selskapsman, kultivert og fornuftig, belæst og underholdende. Han blev socialist oppe i Studentersamfundet under kammeratskapet med Kyrre Grep. Han har også bevart sin hele ungdommelighet fra den tid. Hans anlæg ligger ikke for politik og han er ute av stand til å ta noget praktisk sikte. Der er nok av ræsonnementer men de har ingen personlig vækt.

Under omgangen med Tranmæl mystificeres man ustanselig. Vet aldrig hvor man har ham. Vet snart heller ikke hvor man selv står.

Formannen i fagforeningsbevægelsen, Halvard Olsen er en helt anden natur. Han er åpen, loyal og sympatisk. Men han er makelig og konservativ. Han synes arbeiderne får være fornøiet når de andethvert år kan lægge nogen brødsmuler til hvad de allerede har. Men han vet også, at dette ikke kan tilfredsstille deres drømme og længsler. Derfor henviser han dem til den politiske arena. Hans favorit er Scheflo med sine underhollende, men værre end verdiløse parlamentariske krumspring.

For sin egen del er Halvard Olsen for reel til å ta interesse i den slags konster. Men hvis arbeiderne ikke vil være fornuftige og slå sig til tåls med hans konservatisme? Hvis de ikke kan holle styr på sine drømme og længsler? Da vet han ikke bedre rå end å sænne dem til Aamodts Cirkus Norbeck og Hagenbecks stortings-forestillinger.

Dette skjer efter de beste fonbilleder. Folket skal stilles tilfreds med brødsmuler og kommers. Som det blev forsøkt allerede i Roms forfaldstid.

En så håpløs tyngsel som Trnmælbevægelsen vilde ha måtte føre til almindelig ruin, hvis ikke kapitalismen hadde utvist en vidunderlig selvopholdelsesdrift. Der synes likefræm å være en overflod av kræfter i landet. Storbritanien har en snes ganger så mange mennesker som vi. Norge er allikevel langt rikeligere forsynt med banditteri. Borgerskapet herhjæmme har ikke alene sin selvopholdelsesdrift i beholl. Det har også kræfter til overs til å kime sine egne dødsklokker. Redningen kan ikke være langt unda.