Johan Sebastian Welhaven
En Haabets Fest
Tale i anledning av at kronprins, senere kong Carl 15, blir viet til prinsesse Louise av Holland.
Universitetet i Christiania, 19. juni 1850
Kilde: J. S. Welhaven: Samlede verker, Oslo 1990-1992, bd. 4, s. 197-202.

Ærede Forsamling!

Syvogtyve Aar ere henrundne siden vort Universitet, i Samklang med Folkets glade Stemning, feirede en Høitid som denne. Det var i Sandhed for de tvende Riger en Glædesfest, og dobbelt betydningsfuld for Norge, der til Thronarvingens Formæling knyttede et forynget Statslivs Forhaabninger. Folkets nedarvede Troskabs- og Hengivenhedsfølelse for sit Kongehuus oplivedes endmere ved Tanken om en Slægt af Kongebaarne, der født i Norden og opfostret i nordisk Aand og Skik, skulde optage Norges Billede blandt Livets tidlige Indtryk, skulde blomstre og voxe med den nye Stat og blive stedse mere fortrolig med dens Udvikling. Saaledes skuede Folket ind i en Fremtid, der lovede det Fornyelsen af et tabt Gode, hvorom det i mere end fire Aarhundreder havde fastholdt Erindringen. Kongeslægten skulde atter træde nær til Landets Børn, ikke blot ved det gjentagne Ophold i deres Midte, men tillige ved Sprogets Fællesskab og ved den frie gjensidige Henvendelse i Fædrenes Aand. Og naar vi fæste Blikket paa hin Forhaabningens Tid, som saa Mange i denne Kreds levende kunne mindes, maae vi vel især forestille os denne Egns Glæde, da Oskar besøgte Norge med sin Gemalinde. Begge vare i Ungdommens Blomstring og med det mildeste Udtryk af Lykke og Tilfredshed hilsede de vor Stad, der siden saa ofte med uforandret Hjertelag har bragt dem sin Hyldest. Ja, dyb og vederkvægende var hos Folket Følelsen af det unge Liv, som her fra Thronen traadte det imøde. En ny Verdensepoches Haab og Forjettelser havde for os ligesom fundet sin skjønneste Betegning i det ophøiede ungdommelige Par. Carl Johans Søn kom med Eugens Datter til sit Arverige, til et Rige, der for længst havde skrinlagt sin gamle Kongeæt, og fundet sin egen Fornyelse i den Frihedens Aand, af hvis Kampe og Idrætter de tvende Helte vare fremgangne, der nu bleve Stamfædre for den nye Æt, der skulde bestige Olafs Throne. Heri saae Folket et godt Forvarsel, og det var i Sandhed mere end et flygtigt Tankebillede. Denne Æt vilde, i en Tid som vor, ei kunne fornægte sin Oprindelse. Monarchiets gamle Fordomme og Udstyr med de kolde afsondrende Vedtægter overfor Borgernes Liv og Sæder, maatte træde tilbage for Virkningen af de friske, levende Minder, der dannede denne Kongestammes Historie og Æresarv. Saa frigjørende og lys var den Stemning, der modtog Fyrsreparret i Norge; det foryngede Folk bragte de haabefulde Tvende sin Velkomst i Følelsen af, at dette Møde ei blot var er Festoptrin, men at det ogsaa i sit indre Væsen var usedvanlig tiltalende og løfterigt.

Ingen vil undres over, at vi idag fremkalde denne Erindring; thi det er maaske den skjønneste Side ved den Høitid, vi nu feire, at vi med ublandet Tilfredshed kunne stille den i den Foregaaendes Lys. Der er ingen skuffet Forventning og ingen Klage over det Svundne, som nu ved en ny Udsigt skal fjernes eller glemmes. Istedetfor brammende Løfter og Forudsigelser til Dagens Pris, bringe vi det Vidnesbyrd, at ingen Mislyd indtrænger sig her mellem Før og Nu. Og hvor gjerne dvæle vi ved denne Tanke, som paa et Hvilepunkt i Tidens Kiv og Forvirring! Følelsen af de forenede Rigers Lykke og Vort elskede Fædrelands roligt voxende Kraft forbinder sig uvilkaarligt med den festlige Stemning og viser os atter det inderlige Forhold mellem Folket og Thronen. Vil da Nogen paa den Pagt, som i dag sluttes, anbringe vor gjærende Tids Maal og derefter tillægge Begivenheden en ringe Betydning, skal han dog prise dens Klarhed og erkjende Samstemningen her mellem Kongehuser og de frie Borgere.

Vi feire idag en Haabets Fest, der slutter sig til er Tidsrum, hvori Folkeforventningen rigt er bleven tilfredsstillet. Af denne Fylde udspirer igjen vort Haab, som derfor er os dobbelt dyrebart. Hvad Norge for syvogtyve Aar siden anskuede som de mest tiltalende Træk i Fremtidsblikket af Oskar og hans Huus, har den mellemliggende Tid virkeliggjort og udviklet. Saaledes vidner Almeenstemmen idag. Den skjuler Intet og besmykker Intet for Festens Skyd. Dens udsagn fører os, ved Begyndelsen af det nye Afsnit i vor unge Kongeslægts Historie, som en mild Forjettelse ud i den uvisse Fremtid.

Vi havde seet Oskars Huus velsignet med en sjelden Flor blandt Europas kronede Slægter. Medens saa mangen gammel, dybt rodfæstet Fyrstestamme viser tørre Grene og staaer vaklende i det rystede jordsmon, har denne Slægt, paa den trofaste Grund, udfoldet sig frisk og haabefuld. Med Velbehag hviler Folkets Blikke paa disse Kongebaarne. Uden Sky træder Normanden dem imøde. Han føler nu den samme ærlige lyst, hvormed vor Oldtids Mænd 1øftede en fager Kongesøn paa Skjoldet i Thingkredsen eller knæsatte ham i Høisædet. Dette Folk med det gamle Sindelag og den unge Stræben har seet sin Konge og Dronning færdes og dvæle her, milde, tilgjengelige, uden Bram, og med aabne Hjerter. Som en glad Hilsen fra vor kongelige Tærskel lyder i de fjerne Dale det Budskab, at Carl Johans Æt har faaet Norge kjær som sit andet Hjem, at den drages hid ved lykkelige Minder, ved Følelsen for Normænds trofaste Sind og landets vinkende Skjønhed. Og naar Folket samler disse velgjørende Indtryk i Opfatningen af sin Konges Væsen og Virken, da erkjender det allerede grandt, hvad Oskars Historie skal fremstille som Kjærnen i hans Forhold til dette hans vaarligt spirende rige: hans alvorlige, om en ægte Sjæleinteresse vidnende Omhu for landets Ære og Flor. Dette Udsagn er indholdsrigt, men det har ogsaa Sandhedens fulde Vægt; det betegner en Udøvelse af Myndigheden, der er gjennemtrængt af en god og nidkjær Borgers Aand. Saaledes faae de kongelige Handlinger et umiskjendeligt Præg af landsfaderlig vaagende og ordnende Omsorg. - Men naar vi stedse ere rede til at prise denne Aand i vor Konges Virken, ledes vi dog idag fornemmelig til at anskue dens Betydning og Indflydelse i den Kreds, der nærmest omgiver Thronen. Alt hvad vi vide om de unge Kongebaarnes Udvikling for Livet, om deres Sjælsdannelse i Forhold til Tidens Krav og til Menneskets uforanderlige Maal, det hele Billede, vi have dannet os af disse Haabefulde ved deres Fremtræden blandt Folket, overtyder os om, at hin Aand, der giver den stærkeste Forbindelse mellem Riget og Kongen, er bleven levende i hans Huus. Vi finde Charakteren i Oskars Kongesind, i hans Forhold til Undersaatterne, afpræget i hans Familieliv, og hvilken Betragtning kan idag være os kjærere end denne? Den viser os det lyse, naturlige Udgangspunkt for vore Forhaabninger ved den Pagt, som vi nu have for Øie; thi her er Skranken fjernet, der saa ofte har hindret er Folk fra at føle varm og uskrømtet Deeltagelse ved Kongehusets Høitider.

I det borgerlige liv see vi altid gode Varsler for et Ægteskab, der fra sin nærmeste Kreds modtager et Udstyr af ædle huslige Forbilleder, og vi følge da uvilkaarligt en Forestilling, der gjør sig gjældende i den store Samfundsorden, og griber vidt ud i alle dens væsentlige Anliggender. Skulde da denne Tanke være fremmed for Ægteskaber, der sluttes ved Thronen? Vi vide vistnok Alle hvad der i Almindelighed gjør en saadan Pagt forskjellig fra de Forbindelser, som i det borgerlige liv ansees for de skjønneste, og det er ikke mindre bekjendt hvormeget Hoffets Former afvige fra vore Begreber om et husligt Samlivs Anordning. Men dette hindrer os ei fra at prise det Fyrstehuus lykkeligt, der, uagtet alle Vanskeligheder, nyder Familielivet og udøver dets milde Dyder. Herskernes Hisrorie har lært os, hvor usigelig megen Fordærv det har medført, at de kronede Slægter saa hyppigt stillede sig udenfor den Lov, der fra den ringeste Undersaars Hjem udvikler sig gjennem Samfundet, for at give det Orden og Sammenhæng, og hvo tvivler om, at vi her nævne et af de Onder, hvis Giftstof bryder frem i Nutidens Kriser. Og dog, hvor sælsomme ere denne Gjærings Blandinger og sammenløbende Retninger. Vi finde Kampen mod Thronens Myndighed udsendt fra den vidtgribende Lære om Samfundets narurlige Ret og selvstændige Samholdskraft; og midt i denne Anstrængelse, midt i Folkeregjeringens Hovedleir, see vi en Iver, der opløser selve Grundvolden og Støttepunktet for den hele Bevægelse. Fra saa mange blandt dem, der med Jubel hilsede den nye Kraftyttring, hvor den tog sit Tilløb, høres nu det Nødraab, at Samholdet fortabes, at Staten bæver i sine Fuger. ]a, lad blot Familielivet miste sin Anseelse, lad det glemmes, at Staten har sit Grundlag og Moderskjød der, lad det blive en Bestræbelse hos Borgerne at søge et andet Slags Hegn for Folkets aandige og sædelige Udvikling, og lad saa Friheden fremdeles være Løsenet, da skal denne ene Forvildelse være tilstrækkelig til at ryste Samfundet dybt og standse dets Fremgang. Familielivet er helligt. Ethvert sundt Statsliv maa gjennemtrænges af denne Bevidsthed. I Civilisationens, i Frihedens, i alle gode Idrætters Navn, beskytter saaledes det ordnede Samfund den Favn, hvori dets Grundtanke levendegjøres, den Spiregrund, hvoraf Nationalcharakterens sande Kraft udfoldes.

Det frie norske Folk, der elsker sin Kongeslægt, fordi dens indre Forening saa smukt svarer til Statslivets Grundbillede, kan derfor i den uroligste Tid, da Thronens og Samfundets Bestaaen videnom er truet, med aabent og trofast Sindelag betragte Kongehusets Familiefest og feire den med det deeltagende Alvor, hvormed Nordboen pleier opfatte Ægteskabets Pagt og de Forenedes Samliv. Ved denne Fest, der angaaer det kongelige Hjems Lykke, er det derfor en nærliggende Tanke, at vort Norden fremfor noget andet Jordstrøg synes bestemt til at skatte og vidne om Familielivets Betydning. Vi høre saa ofte Syden lovprise for den rige Natur med de tusinde leterhvervede Nydelser, med den varme, klare Himmel, hvorunder Folkelivet hengaaer som i en Leg, sorgløst og let bevreget. Og vi tænke da mangengang med Mismod paa Nordens arme Jordsmon og lange Vintertid; men dette mørkladne Billede har en indre Lysside, der just viser de Goder, vi saa ofte sammenfatte i Udtrykket: en Arne. I Norden faaer Hjemmet Tid til at udvikle og befæste sin Indflydelse. Det indfredede, varmende og lysende Samlingssted for dem, der nærmest ere henviste til hverandre, er midt i den ublide Egns langvarige Strænghed og Mørke i sig selv saa rigt paa Midler til Menneskeforædling. Nordens alvorlige Aand stiller de store og de yndige Narurscener i rig Afvexling for vor Betragtning og henviser os dernæst med uimodstaaelig Magt til det indadvendte Liv, hvori alle Indtryk skal modnes og omdannes til udholdende Kræfter hos Folket. Enhver Dyd, som man især tillægger de nordiske Stammer, ethvert ærefuldt og tiltalende Træk i deres Udviklingshistorie, peger hen paa Familielivets forhøiede Betydning i Norden. Vor gamle Kultur, hvoraf vi fremdeles drage en rig aandelig Næring, de mange, selv i fornyede Former tydelige Vedtægter og Samfundsindstiftelser, der tilhøre Oldtidens udviklede sædelige Tilstande, disse uforgjængelige Frugter af et Samliv ved Arnen, som Landets Narurbeskaffenhed har dannet og opretholdt, vise endnu idag den dybe Grund i Nordboens Følelse for Familielivets Hellighed. Og naar vi nu, med fuld Fortrøstning til Sandhedens seirende Magt over alle skuffende Idebilleder og udsmykkede Vildfarelser, betragte Nutidens Angreb mod Samfundsordenen som en Ild, der skal udbrænde dens Onder, uden at kunne fortære dens Grund og Kjerne, tør vi vel til denne Overbevisning føie Glæden over, at vort Norden, ved den inderlige Tilegnelse af de Goder, der i vide Kredse miskjendes, har et Værn mod Gjæringens Farer og en naturlig Betryggelse for de Magters blivende Ligevægt, under hvis rolige Samvirken, vi hidtil have seet Landets Fremgang.

Et lykkeligt Familielivs Fred og Velsignelse er paa Thronarvingens Formælingsdag, det Gode vi fremfor Alt tilønske ham. Ingen skal agte det ringe, Ingen skal troe, at en Thrones Glands og Fortrin kan erstatte det, hvor det savnes. Vi have udtalt hvad tvende Riger vidne om, at dette Folkeønske er i den sandeste Forstaaelse med den Aand, der raader i Oskars Huus, med det Hjems Væsen, hvoraf nu et nyt Liv i Kjærlighed skal udgaae; men det er ikke mindre samstemmende med Folkets Forventninger til ham, der engang, om Gud vil, skal bære Kronen. Thi vel er et Folks Fordringer til den Styrendes Kraft og Idræt store og vidtgribende, anlagte efter et Maal, der gaaer vidt udover et Hjems Grændser, men der, i det snævrere Forbund, samles dog Kraften, stemmes dog Sindet, - der danner sig dog, ogsaa for den meest Ophøiede, det Livsbillede, som uformrækt virker ind paa hans Opfarning af det store Samfunds Krav og Forholde. Og se, Forædlingens Aand hæver efterhaanden de lavere Menneskekredse, indskrænker efterhaanden det humane Livs Afstande og bringer derved Folkeudviklingens Varme og Inderlighed nær til de Samfundshøider, der før stode koldt afsondrede og utilgjængelige. Allerede omgive de borgerlige Arner det kongelige Huus nærved, allerede ere dets Haller aabne for Folkets prøvende Blik; men aldrig skal denne Nærhed blive uden Velsignelse, saalænge Samfundets Grundtanke, Følelsen af det hjemlige Samlivs Hellighed, findes afpræget i de Ophøiedes Kreds og gjengivet i deres Sæder.

Derfor er vort festlige Ønske indholdsrigt og betydningsfuldt, som det er et naturligt Udtryk for vor Deeltagelse ved den Pagt, som idag knyttes. Vore Tanker dvæle gjerne ved det Billede, som Ønsket fremstiller, vore Forhaabninger for de Forenedes Fremtidsliv samle sig gjerne i denne Udsigt; thi hvor bevægeligt, hvor mangfoldigt og dog hvor hurtigt hensmeltet som i usikre Fjernheder, bliver ikke Haabets Skue, naar det vil omfatte alle de Forestillinger, der vækkes ved denne Fest, hvori tvende Riger forenes med Kongehuset i een Stemning. Om vi lægge Sjælens hele Kraft i denne Betragtning, om vi søge at udsmykke den med Træk af vore kjæreste og stolteste Drømme,den skal dog snart tabe Farve og Begrændsning og efterlade et svævende Tankestof, der atter kræver en Form, som Blikket kan beherske, og en saadan Form have vi nu givet vort Haab. Den tilhører allerede det kongelige Hjem, den taaler Nuets fulde Belysning og jo mere vi betragte den, desmere finde vi den belivet og tiltalende. For vore Tanker staaer Billedet af Nordboens ædleste Hjemliv; vi erindre hvilke Frugter det fra gammel Tid har baaret: det rolige Mandemod, det trofaste, udholdende Sind, den dybe Sands for Tilværelsens aandige Kræfter. Vi haabe med Tillid for Folket og for Thronen, at Intet af denne Arv skal tabes i de kommende Slægter, og naar vi i dette Haab tilønske Kongesønnen et saadant Hjemlivs Lykke, da er vor Stemning i Sandhed festlig, da gribes vore Sjæle af Dagens Alvor.

Og med dette Sind hilse vi den høibaarne Kvinde, vor Thronarvings Brud, der allerede er indsluttet i Folkets Bønner. Ogsaa hun har et ædelt Hjemlivs Indtryk at bevare og gjengive i den nye Kreds. Hun kom til Norden fra er Land, der aldrig var os fremmed og hvis Forbindelse med Norge har en uforanderlig Grundvold; hun kom fra et Folk, der er ligesaa berømmeligt ved sine Sæders kraftfulde Simpelhed og Renhed, som ved sin Histories Glands. Saaledes er hun smukt bebudet og indleder for det norske Folk, der snart vil modtage hende med trofaste Hjerter og med Hengivenhedens talende Blik.

Og nu mine Medborgere, hæver med mig en Bøn for de ophøiede Tvende, der idag vies i Ægteskabets Pagt!

Carl Ludvig Eugen, Norges og Sveriges Kronprinds, Wilhelmine Frederikke Alexandra Anne Louise af Holland - de være altid forenede i Kjærlighedens Samliv! Den almægtige Gud, Folkenes evige Overherre, Menneskelivets milde Styrer, give dem sin Aands Kraft og Beskjermelse. Ogsaa ved dem være hans Velsignelse fornyet over det ganske Kongehuus og over de forenede Riger!