Søren Tybring
Tidsomstændighederne byder Foreningen
Det første overordentlige Storting
Christiania, 20. oktober 1814
Kilde: A. O. Øverland. Illustreret Norges Historie. Tolvte Bind. Kristiania 1897, s. 378-379.

Med den dybeste Kummer har jeg og sikkerlig flere Tusinde af Norges redelige Mænd erfaret, at vor elskværdige Kristian Fredrik trækker sin Haand tilbage fra det nysgrebne Statsror for at lette Norges Forening med Sverige. Jeg vilde være uværdig den Tillid, mine Medborgere, af hvilke jeg hidsendtes, have ydet mig, jeg vilde handle aldeles imod min personlige Overbevisning, naar jeg ikke med den Simpelhed og Sandhed, der egner Nordmanden og den vigtige Sag, her omhandles, fremsatte de Grunde, paa hvilke jeg bygger den Formening, at en saadan Forening aldeles ikke kan være ønskelig. Skulde Foreningen mellem Norge og Sverige vorde til Held for begge Riger, saa maatte der herske en større Overensstemmelse imellem begge Nationer, end Historiens Aarbøger og den daglige Erfaring viser, at der gjør. Jeg kjender saameget til den svenske Nation i det hele, at jeg tror, enhver tænkende Mand ikke kan andet end skjænke den uskrømtet Agtelse, og i mange Henseender Beundring! Jeg kjender enkelte Svenste, baade høie og lave, hvilkes Venskab jeg agter for min Heder; og, uagtet alt dette, kan jeg dog paa ingen Maade forestille mig, at en Forening imellem Norge og Sverige vilde være at ønske!

Som infødt Nordmand forbyder Beskedenhed mig at tale om Nordmandens uaftvistelige Verd - et Verd, de Svenske selv erkjender; thi hvortil ellers de store Anstrengelser, hvortil ellers den mulige Blodsudgydelse for at komme i Besiddelse af os? Imidlertid har Nordmend om Svenske og Svenske om Nordmend saa at sige med Modersmelken indsuget Begreber, der langtfra ikke afføder den Tillid og Hengivenhed, der burde være den usavnelige Grundvold for en fast og lykkelig Forening. Ikke svare man mig, at disse Begreber er idel Fordomme! Lad saa være - endskjønt der sikkerlig findes mange, saare mange, saavel i Sverige som i Norge, der ikke saa ligefrem vil tro det! Kjender vi Mennesket, saa ved vi og, hvor saare lang Tid, der udfordres, for at udrydde indgroede Fordomme, og hvilken Ømhed, Varsomhed og Flid man maa anvende paa dette vanskelige Arbeide! Da vi, forenede med Danmark, sluttede den sidste Fred med Sverige, havde ogsaa jeg den søde Drøm, at Arbeidet skulde lykkes; men ligefra faa Maaneder efter Freden og indtil nærværende Stund har Tildragelsernes Gang smerteligen vaagnet mig af min Drøm. Det hvasseste og mest ødeleggende af alle Sverd - Hungerens - trak Sverige imod Norge, og hvad Under, om Norge ræddes for den Favn, hvori Norges elskede og evig uforglemmelige Kristian August indviedes til Døden?

Vistnok havde Norges Forening med Danmark sin store Ulempe for Norge! Foreningsbaandet brast, og jeg tilstaar aabenhjertigen, at jeg ønsker, det aldrig mere maatte knyttes! Dog, mildt var det danske Scepter - den danske Adel trykkede os ikke - vore Skatter og Tyngder var ikke sværere, end vi godt kunde bære dem - Fyrstens Erobringssyge forøgede ikke vore Enkers og Faderløses Antal - og Danmark kornrige Sletter gjorde, at vi med glad Hjerte og kraftfuld Haand kunde fremlokke Velstand af Norges malmrige Fjelde!

Mange af de her forsamlede Mænd har, ligesom jeg, i kortere eller i længere Tid opholdt sig i Danmark; og jeg trøstigen spørger dem: blev vi ikke - naar vi selv fortjente det - behandlede med udmerket Agtelse og forekommende Godhed af vore dengang værende danske Brødre?

Hvad kan vi nu i disse Henseender vente os af Sverige? Historien viser os mangen stor og kjæk Konge paa den svenske Throne! Men - jeg spørger hver redelig svensk Mand, om ikke disse samme Kongers Udvidelsesplaner og Begjærlighed efter Heltenavn og Helteros har bragt megen Kvide over det brave svenske Folk og udtømt mange af Landets rigeste Hjelpekilder?

Hvad den gjæve ophøiede Fyrste angaar, der ved sin i Europa lysende Heltedaad er kommen den svenske Throne nærmest, saa synes det, efter mit Omdømme af hans hidtil brugte Fremgangsmaade, klart, at hine Karlers og Gustavers Krigeraand er ham egen, og at han foretrækker den blodbestænkte Laurbærkrans for Fredens velsignede Oliegren.

Maaske har intet Land, efter sin Størrelse, en talrigere og mægtigere Adel end Sverige. Blev Norge forenet med Sverige - hvor lettelig kunde da den svenske Adel faa en hidtil ukjendt og derfor dobbelt modbydelig Indflydelse paa Norge?

Det var rimeligt, at vi som lige Brødre maatte bære lige Byrder! Og - hvor langt sværere vilde da ikke Norges Byrder blive efter Foreningen med Sverige, end de forhen var? Norge og Sverige har - saavidt jeg kan skjønne - de samme Indtægtskilder og den samme Trang! Siger nu ikke den sunde Fornuft, at to saadanne Riger, især naar de er saa fattige som Norge og Sverige, aldrig kan vorde lykkelige ved at forenes. Med Korn og andre Fødemidler kan hverken Norge hjælpe Sverige eller Sverige Norge; og hvor let kan ikke Sverige, efter Foreningen med Norge, indvikles i Krig med Danmark, Preussen og Rusland, hvorfra vi almindelig faar vore Fornødenheder - og hvad vil da Følgen blive? Fælles Elendighed og den frugtesløse Beklagelse: Vi kan ei sige til Norges Stene: «Bliver Brød!»

Er det da min Attraa at se Krigens Rædsler atter at udbrede sig over mit dyrebare Fødeland? Ønsker jeg da, at fortvivlende Enkers og forladte Faderløses vilde Skrig fra de brændende Ruiner skal gyseligen lyde for mit Øre? Nei! Tidsomstændighederne byder Foreningen med Sverige; - jeg vil denne Forening, blot at den norske Nations hidtil uplettede Ære ikke krænkes! Lader os blot ikke handle saa, at vore Efterkommere skal nævne os med haanende Ynk, som Svaglinge, der kun saa paa Øieblikkets Fordel og gav Slip paa alt, hvad der burde være Nordmanden dyrebart og helligt! Svensken maa ikke foreskrive os, men det tilkommer os at foreskrive ham Foreningsvilkaarene! Har vi gjort dette efter Billighed, med Frimodighed og Kraft, og han da ei vil antage dem - da heller slaa til sidste Mand end med frivillig Usselhed at underkaste os! Og falder vi da i Striden - Velan! vi falder da for den gode Sag, som frie Mænd; og vore Børn og Børnebørn skal da stanse ved vor Grav, minde vor Daad og velsigne vort Minde!