Søren Georg Abel
Hvo der tilgiver, ham skal tilgives
Det første overordentlige storting
Christiania, 20. oktober 1814
Kilde: . A. Øverland: Illustreret Norges Historie. Tolvte Bind. Kristiania 1897, s. 388-389.

Elskede Brødre, Norges hæderlige udmerkede Mænd! I, som her er forsamlede i den store Hensigt at raadslaa over det forladte, det ængstede Fædrenelands Tarv og Held i kommende Dage, I, paa hvis følgerige Raadslutninger de vordende Slægter ikke mindre end de nu levende vil fæste høitidelig Opmerksomhed, tillader en Borger, der fik det samme hæderlige Hverv, det samme store Ansvar som I, at opløfte sin Stemme i Eders ærværdige Forsamling, i dette Fædrenelandets helligste Anliggende! hører mig her med Opmerksomhed og dømmer siden mine Ord med Rolighed, da har I opfyldt alt, hvad jeg i denne Stund har at udbede mig af Eder som Brødre og Landets Venner.

Norges Throne er ledig. Saa var den for 9 Maaneder siden, da Sjette Frederik nødtes at frasige sig den. Den fra sin aldrig svegne Troflabs-Ed løsgivne Nation erkjendte sig da som fri, og under Følelsen af denne sin naturlige Frihed gav den sig selv en Konstitution og valgte sig en Konge, hvilke begge i Fremtiden skulde have grundfæstet og betrygget dens Held. Disse glade Forhaabninger skuffedes, og Norges Throne blev derfor atter, hvad den nylig var, ledig.

Konstitutionen, dette helligste Pant paa vor nationale Tilværelse, byder os nu, ifølge dens 48de §, at udvælge en Konge, medmindre det her forsamlede Storthing ikke erkjender den Afsigelses-Akt for gyldig, som nyligen Kong Kristian Frederik har nedlagt i dets Hænder. Er eller bliver dette ikke Tilfældet, da har vi ved Valget af en ny Regent nærmest at henvende vor Opmerksomhed paa vore udenlandske Forhold.

Ser vi med rolige ublændede Øine Fædrenelandets Stilling fra denne Side, da er unegtelig Sverige det Rige, der ved denne Leilighed først fremstiller sig for vore Betragtninger. Til dette Riges militære og - som jeg haaber, vi alle har Mod nok at tilstaa - øieblikkelige Indflydelse, er det ingenlunde min Mening, at Norges tapre Sønner skulde tage Hensyn, naar der spørges om, hvad vi har at gjøre, for at opnaa Fremtids Held. Jeg antager det kuns for afgjort, at de fleste af Norges retsindige, tænkende Mænd har erkjendt baade Muligheden og Nytten af en hæderlig Forening med Naboriget, endog lenge før Sverdet sidste Gang droges, maaske til liden Ære for begge. Fra denne Forudsetning gaar jeg ud; feiler jeg heri, da er mine Ord ligesaa overflødige, som mine Begreber vil synes falske om vor nutidige sande Tarv.

Vi er, Gud være lovet, endnu et frit og nafhængigt Folk, og som saadant bør det os i alle Maader at handle. Sverige har derfor ingen Ret til at vente, at vi skulde antage dets Grund-Principer for en mulig Forening; det er os, der skulde forelægge dette Rige de Betingelser under hvilke frie Nordmænd vil kalde Svenske deres Brødre. Vi erkjender ingenlunde de Svenskes Overherredømme, uagtet Kieler-Traktaten har tilforsikret dem dette, og Konventionen til Moss synes at bestyrke denne Formening; derfor skal vi selv med roligt og modent Overlæg, som et frit Folk bestemme de Grundsætninger og Betingelser, hvorpaa Foreningen imellem Norge og Sverige bør hvile, dersom Norges Mænd for Tiden finder den gavnlig for Landet.

Naar vi i disse Bestemmelser har taget det tilbørlige Hensyn til vor nationale Ære, vor Frihed og vore Borgerrettigheder; naar vi deri har sørget for, at enhver mulig Undertrykkelse paa nogensomhelst Maade vorder umulig for hvilkensomhelst Regent: da lader os være de første, der rækker det svenske Folk en oprigtig Broderhaand; da lader os, som en fri Nation, tilbyde Karl den 13de det Scepter, som hidtil ikke blev hans Lod at føre! Lader os glemme alt, hvad der er skeet, og mindes, at hvo der tilgiver, ham skal tilgives!

Vorder da den Konstitution, den ingen er mere berettiget til at fastsætte end de Lands Borgere, der skal adlyde samme, forkastet af en da umiskjendelig herskesyg Regent, da er endnu Norges fulde Kraft tilbage, med den kan vi seire, med den kan vi dø, og i begge Tilfælde kan vi ved den gjenvinde vor Ære. Vorder den antaget af en Fyrste, som derved alene kan give os et usvigeligt Bevis paa Kjærlighed og Tillid, da skal Sjæls-Tilfredshed, Kongernes sjeldne Lod, vorde ham til Del, da skal Troskab og Hengivenhed mod retmæssig Drot vedblive at udmerke Norges Sønner, da skal vi samtlige kunne bede af Hjertet: Gud bevare Kongen og Fædrenelandet!!