Christian Sørenssen
Omstændighederne er ublide
Det første overordentlige Storthing
Christiania, 20. oktober 1814
Kilde: O. A. Øverland: Illustreret Norges Historie. Tolvte Bind, s. 414-415.

Den svenske Regjerings Forslag med Hensyn til Foreningen vil ingen kunne negte at være betegnede med Humanitet. Men kan den tilsigtede Forening bestaa med den Ed, vi har høitideligen aflagt? Spaar den Norges Sønner og Døtre grundet, vedvarende Held? Og er vi forvissede om, at dens Antagelse vil ingen indvortes Urolighed skabe os? Sæt, at Splid opstaar i denne Anledning imellem vore gamle Fjelde; sæt, at indbyrdes Orden ophører i flere af vort Fødelands Egne, set at Borgere opløfter Arm mod Borgere; kan vi da uden Gysen vorde Tilskuere af, eller høre os deslige Optrin forkyndte?

Norges Folk maa nødvendigen i det Hele, efter alt, hvad der er foregaaet, erkjendes utilbøieligt til denne Forening, og, skulde indvortes Kamp heraf vorde Følgen, da langt heller udvortes Krig, hvor frygtelig denne end kunde blive!

Vi ser os imidlertid forladte af vor Styrer; vi kjender nu vore Resourcer som svage, vore Fienders Hjelpemidler, idetmindste for Øieblikket, langt flere, støttede tilmed af nogle af Europas mægtigste Stater, medens vi staar forladte af alle, havende alle saa godt som imod os; hvad spaar da Krigens Fornyelse uden spildte Blodstrømme, forgjæves offrede Sukke og Taarer?

Denne Tingenes Stilling og Udsigter synes altsaa efter den Kundstab, vi her har indhentet, om vi end forlod vort Hjem med langt andre Formeninger, hvilket vistnok var Tilfældet med de fleste iblandt os, at gjøre det forsvarligt, saavel mod vort Fædreneland som vore Kommittenter og os selv, at tiltræde Foreningen, da vor Tiltro blandt dem, hvis Tillid har kaldet os hid, maa nødvendigen lade dem antage de Grunde, vi har maattet give efter for, naar vi efter vor Tilbagekomst med Sandhedens simple Farver fremlegger dem disse.

Og hvor nødig end hver retskaffen Nordmand, hvis Fædrelands Uafhængighed var hans kjæreste politiske Ønske, rækker Haanden til denne Forening, saa, da Omstændighederne desværre! er ublide, da Europas nu for Tiden bydende Magtsprog negter os at være et Folk for os selv, den første, den helligste Ret, hvis Forkastelse engang for et høiere Tribunal vil vorde paakjendt, saa i Guds og Menneskelighedens Navn Forening! saafremt ellers den svenske Regjering tilstaar de til Forandring anmerkede Punkter; thi skulde nogen Artikel vorde usikker eller uhæderlig, da tusinde Gange heller, jo før jo bedre, bedække vort Fædrenelands Jord med vore Lig, end underskrive dets Skjendsel og dets Plager! Priset være Gud, vi lever dog ei for dette Liv alene!