Johan Sebastian Welhaven
Seir og Held for Danmarks retfærdige sag!
Tale ved en fest i Rosenborg Have ved avslutningen av et Studentertog til Lund og København.
13. juni 1862
Kilde: J. S. Welhaven: Samlede verker, Oslo 1990-1992, bd. 4, s. 431-432.

De Broderskabets Hilsener, som vexles mellem Nordens Folk, betegne en Fylde af alvorlige Tanker, og ved en Fest, som denne, maa det især erkjendes af den Enkelte, som føler sin Afmagt, idet han skal med faa Ord udtale det Omfattende og Betydningsfulde. Jeg skal besvare den danske Hilsen til mit Fædreland og dets Universitet, og jeg fører nærmest Ordet for Norges akademiske Ungdom, der i Sandhed er Landets Blomst, og som her har stillet sine Vidner; men til dem slutter sig i Tanken Fædres og Forfædres Skare i fjernere og fjernere Rækker, der gjennem Aarhundreders Samliv bevarede et trofast Sind mod de Danske. Dette Sind aabenbarer sig ogsaa i de store Fællesminder og Fællesgoder, hvis indre Væsen vedbliver at forene de tvende Folk; og derfor er disse Unge her, derfor vidne de med Glæde, at de har modtaget Kjærlighed til Danmark i Arv fra Fædrene.

Men dette Vidnesbyrd er dem ikke nok. Ogsaa til os henvendes det danske Spørgsmaal, der nu gaaer mellem Landene; og det lyder til os med en anden Betoning end den kolde, afmaalte, der tilhører Politiken. Nordens Grændseland mod Syd, Danmarks Kamp for Slesvig - disse Udtryk for et uberegnelig stort Anliggende bevæge os inderligt, og i dem samler sig nu Alt, hvad der knytter os til det danske Folk.

Fra Tydsklands Riger og Folkefærd lyder fremdeles det høie Feltraab «Schleswig-Holstein!» Idelig gjentaget, er det bleven en Almenstemme af bedøvende Klang. Ved Sammenkomster, der ligne vor, opflammer Raabet Ungdommen, og Stemningen faaer de høie Farver af Nationalfølelse, ædel Fortørnelse, udfordrende Mod. - Velan! Danmark skal ogsaa høre et andet Raab, høre sit eget Løsen gjenlyde fra Frændefolkene. Og dette er sandelig Mere end blot Raab imod Raab. Thi hvad er det for en Magt, som indtrænger sig opløsende i hin tydske Begeistring, og viser dens Nationalfølelse, Fortørnelse og Mod som en skuffende Dunst? Det er Sandhedens Magt i den Sætning, at Slesvig er dansk Land! - Fra den europæiske Politiks mægtige Organer slynges nu dette Ord med kold Forhaanelse mod Tydskland, men vi udtale det varmt og med hjertegreben Røst; vi, som have vort Blod i den danske Sag; ikke alene det levende Blod, som her banker os imøde, men ogsaa Landsmænds Blod, som Valpladsenes Jord har drukket: Ungdoms og Manddoms Blod, uforglemmeligt i Norden!

Dog, jeg vil hente fra mit Hjem et andet Vidnesbyrd end de Manges lydelige Raab. Thi ogsaa her, hvor denne Røst er dyb og sand, staaer det jo for Tanken, at den kan bruse mægtigt op af det flygtigste Aandsveir, forvildende og bedaarende. Lad mig da fremstille et Taushedens Vidne, et Tegn af Stilheden. Det er en Erindring fra Eders nye Kamptid; det minder Eder om Slagdagen ved Slesvig. Til Norges Hovedstad kom paa en Theateraften det gribende Budskab. Skuespilhuset var fuldt; Rygtet gikk hviskende om blandt de Forsamlede. Derefter kom Tausheden: thi Scenen forblev lukket og tom, og Huset blev forladt; men de Bortdragende medbragte til deres Arner de stille Gjæster, som jeg vel tør kalde Landesorg og Hjertesorg.

Er ikke dette en ægte og gribende Stemnings Billede? Det betegner den dybe Grund, hvoraf de sande Almenrøster opstige som Folkesindets nærmeste Udtryk. Uforandret hviler denne Stemning for Danmark i det norske Folks Indre, og den vil befæstes og næres med Folkelivets Væxt. Lad den være taus i roligere Tider - den er derfor ikke mindre stærk og sand; thi, husker det, ogsaa i det Stille har den givet sig Vidnesbyrd. - Men dette er en Glædesstund, og vi er her for at bryde Stilheden. Som ud af vort Fædrelands Hjerte raabe vi: Held for det danske Broderfolk! Seir og Held for Danmarks retfærdige Sag!