Johan Sverdrup
Statsraadernes Adgang til Thinget
"Statsrådsaken" (1)
Stortinget, 6. mai 1851
Kilde: Johan Sverdrup: Taler holdte i Storthinget 1851-1881. København 1882, s. 15-19.

Da jeg igaar, Hr. Præsident, forlangte Ordet, havde ingen Taler udhævet Betænkelighederne ved at gaa med paa Pluralitetens Indstilling og det fordelagtige ved at gaa md paa Gaarders Forslag; da dette senere er skeet as flere Talere, hvis Mening jeg deler, kan jeg væsentlig henholde mig til dem. Da jeg imidlertid har Ordet, skal jeg dvæle et par Minutter ved nogle Punkter, som ikke hidtil forekomme mig tillbørlig fremhævede.

Man har udhævet, at Grundlovsforandringen vilde tilveiebringe en fornuftig Majoritetsregjering; man mener formodentlig, at Folket gjennem sine Repræsentanter skal udøve en overveiende Indflydelse paa Bestemmelsen af Statsøiemedet, at man saaledes skulde rette sig efter den med Bestemthed udtalte Folkevilje. Det Samme havde upaatvivlelig ogsaa Koncipisterne villet, det fremgaar klart af de Principer, som erklæredes at skulle lægges til Grund for Grundlovens Udarbeidelse. (Taleren citerede her de 3 første af disse foreløbig vedtagne Principer og søgte ved en Henvisning til enkelte Bestemmelser navnlig i Grundlovens §§ 5, 75, 79 og 86 at paavise, hvorledes Grundlovens Koncipister havde søgt at gjennemføre denne Tanke). Det kan ikke betvivles, at de jo vilde have optaget det heromhandlede Element i Statsstyrelsen, hvis de havde fundet det tjenligt; i den Konstitution, de især havde for Øie, den franske af 1791, havde man en Bestemmelse saavel om, at Ministrene kunde være tilstede ved den lovgivende Forsamlings Forhandlinger, som det suspensive Veto, men Koncipisterne udelode det første og optoge det suspensive Veto og hermed maa de naturligvis have havt en bestemt Mening; de have ikke fundet den første Bestemmelse hensigtsmæssig efter den politiske Myndighed, som de efter deres Kjendskab til Folket kunde tillægge det. I denne Anskuelse af Koncipisternes Tendenser bestyrkes vi ved en Indstilling fra Konstitutionskommitteen i 1824 i Anledning af et Forslag om, at Statsraaderne ved en Reglementsbestemmelse skulde stedes Adgang til Thinget. Ved at behandle dette Forslag siger Konstitutionskommitteen, der bestod af 3 Eidsvoldsmænd og Sorenskriver Knudsen samt Krogh, at den ikke dristede sig til at besvare Spørgsmaalet bekræftende derhen, at dette Falsens Forslag skulde være overensstemmende med Grudlovens Aand; thi ved at opstille det suspensive Veto og Rigsret havde Koncipisterne vist, at man vilde gaa en betænksommere Gang. Havde det ikke været Tilfældet, havde de maattet se sig om efter andre Midler, hvorved Folkeviljen kunde gjennemføres.

Og hvorfor? Fordi man ikke fandt folket modent til at nyde en fuldstændig parliamentarisk Styrelse. Har jeg Ret i min Forudsætning, at Grundloven planmæssig er indrettet saaledes, at parliamentarisk Styrelse er udelukket, tror jeg ikke, man med en Repræsentant kan sige, at dette forslag er en S1utsten paa den gamle Bygning, men en Grundsten til en ny Bygning det er et nyt livskraftigt Element man ved denne Forandring lægger ind i Grundloven, hvilket ikke vil undlade at føre til hine Konsekvenser, og jeg tror ikke, de skulle være saa vanskelige at paavise.

Naar Statsraaderne komme med indd, ville de i Grunden være tilstede og deltage i Debatterne som kongevalgte Medlemmer; denne Omstændighed vil indføre et Mistillidens Element, deres Indflydelse paa Debatten vil ikke være, som den burde være; thi man vilde bestandig have for Øie, at de ikke ere Folkets Mænd. Heraf vil igjen Følgen være, at man vil bestræbe sig for at faa dem ind som valgte Medlemmer; at dette er det naturlige Forhold, naar de skulle være tilstede, det viser ogsaa den Erfaring, man henter fra andre Lande. Thi, hvor Ministrene ere tilstedede Adgang til Nationalforsamlingen, kunne de vælges, - vistnok er der Forfatninger, hvor de kunne komme ind uden at vælges; men Regelen er dog, at de vælges.

Ved at behandle Landets Anliggender vil man ogsaa føle Nødvendigheden af at skaffe den størst mulige Dygtighed ind i Forsamlingen, og Følgen vil være, at de, som nu ikke have Stemmeret, ville gjøre den bestemteste Paastand paa at faa den, for at de dygtigste Repræsentanter kunne blive stillede ligeoverfor Regjeringen, hvis Dvgtiged ikke vil blive liden. Ligesom Folkets Trang til at faa dygtige Repræsentanter ligeoverfor Regjeringens Indflydelse vil føre til Forandringer i vore offentlige Forhold, saaledes er det klart, at en parliamentarisk Regjerings Indførelse hos os vil i mange Henseender indføre et andet Statsliv, end det, som nu har fundet Sted, og dette vil ogsaa medføre flere Forandringer i Grundloven, da dens nærværende Bestemmelser i flere Henseender ikke kunne for enes med den tilsigtede Forandring.

Saaledes, hvis nu Statsraaderne skulde komme ind i Storthinget ifølge en Fundamentallov og ikke ifølge Gaarders Reglementsforslag, saa havde Regjeringen den fordel ligeoverfor Storthinget, at medens Regjeringen kan opløse Storthinget, naar de tre Maaneder er forbi, kan Storthinget ingen saadan Indflydelse øve paa Regjeringen; Storthinget staar paa Feldtfod, naar de tre Maaneder ere omme, men Regjeringen staar fast. Det er ikke min Mening at ville bestride Principets Rigtighed. Jeg tror, at naar en Nation er politisk myndig, saa er det fullkommen rigtigt, at man har en parliamentarisk Regjering. Men jeg mener, at naar vi fravige det System, hvorunder vi hidtil have befundet os vel, saa maa dette ikke ske ved Flikværk. Man maa ikke binde sig til enkelte Bestemmelser, før man har fundet det endelige Hele. Saaledes tror jeg, at denne Bestemmelse maa staa i Forbindelse med gjennemgribende Forandringer i vort hele Valgsystem og i flere andre af Grundlovens specielle Bestemmelser.

Jeg for min Del ialfald drister mig ikke til at stemme for en Grundlovsforandring, førend man kan se, hvorhen den vil føre, og jeg tror, at man med et saa godt sammensat Værk som Grundloven skal være forsigtig, før man bandt sig ved en Forandring, hvorom man ikke ved, hvorhen den vil føre. Det har forundret mig, at Forsvarerne af dette Forslag ere de, som sige, at man skal holde paa det Bestaaende i det allerlængste, og jeg paastaar, at de, som stemme for denne Grundlovsforandring, de aabne en Vei for Forandringer i Grundloven i det almindelige, havde jeg nær sagt, de ville gjøre vor Statsforfatning til en ganske anden, end den nu er i sit System.

Det er disse Betænkeligheder ved siden af de af flere Talere anførte, som gjør, at jeg ikke kan stemme for Kommitteens Pluralitets Indstilling, uagtet jeg er enig i Principet.

Imidlertid, da man hører, at en Stærk Opinion i Landet har udtalt sig for Bestemmelsen om, at Statsraaderne skulle deltage i Thingets Forhandlinger, saa vil jeg, uagtet jeg ikke kan stemme for Kommitteens Pluralitets Indstilling, dog gaa saa langt som at stemme for Gaarders Forslag. Derved er man ikke bunden. Dersom man finder, at Statsraadernes Deltagelse i Thingets Forhandlinger ikke leder til det gode, saa kan man udelukke dem.

Man har sagt, at Statsraaderne ikke ville benytte denne Adgang; det kan jeg dog ikke tro. De dygtigste Mænd, som vor konstitutionelle Historie formaar at opvise, have erklæret, at dette var en meget antagelig Udvei til at faa Statsraaderne ind i Thinget, og jeg skulde tro, at man bør gjøre nogen Forskjel paa den Forstand, hvori en Statsraad er Medlem af Thinget, og hvori en Storthingsmand er Medlem af Thinget, saafremt Statsraaden ikke bliver valgt til Repræsentant. Overhovedet er det virkelig Statsraadernes Mening, at de ønske at befordre Fædrelandets Vel ved at deltage i Storthingets Forhandlinger, saa skulde jeg ogsaa tro, at de ville komme her tilstede, om der blev aabnet dem Adgang dertil.

Forandringen er heller ikke paatrængende nødvendig; jeg kan ikke være enig i, at den er det. Skulde man her tale om, hvad der er paatrængende nødvendigt, saa maatte det vistnok være noget meget mere end, hvad der er foreslaaet af Kommitteens Pluralitet. En Taler, jeg tror Hr. Møinichen, har anført, at Regjeringen ikke bliver tilstrækkelig forsvaret i Thinget. Dersom Regjeringen handler som den bør, saa tænker jeg ikke, den behøver mere Forsvar, end den faar her i Thinget. Jeg tænker, at Regjeringen bliver ganske godt forsvaret. Hr. Møinichen har endvidere bemærket, at de, som tale Regjeringens Sag her, ikke blive hørte med megen Velvilje. Men jeg kan trøste Hr. Amtmanden med, at de blive hørte med saa meget mere Velvilje paa andre Steder, hvor Ordet har en ganske forbausende Virkning.

Hr. Motzfeldt har sagt, at Storthinget burde give et lysende Exempel paa Forsoning. Jeg maa tilstaa, jeg kan ikke her følge Hr. Sorenskriverens Tankegang. Tror han virkelig, at Statsraadernes Deltagelse i Thingets Forhandlinger vilde føre til Forsoning? Nei, det vilde føre til en langt hæftigere Kamp. Thi da vilde det Principspørgsmaal blive sat paa Spidsen: hvad skal være det prædominerende Element her, enten Storthinget eller Kongemagten? Man kan se hen til andre Lande, der finder man Kamp og Strid i Forsamlingerne. Jeg tror, at Mistillidsvota og Adresser og alt det, som kaldes Strid, der hører til Dagens Orden. Jeg skal i saa Henseende tillade mig at paavise et Exempel fra den allernyeste Tid. Da Præsident Bonaparte i Frankrige havde valgt et ikke parliamentarisk Ministerium, saa foreslog Sainte Beuve et Mistillidsvotum, og havde dette Forslag gaaet igjennem, saa havde dette Ministerium maattet passere ud den samme Dag, det kom ind.

Forøvrigt skal jeg henholde mig til, hvad Hr. Ueland og Hr. Lerche have anført, og stemmer for Gaarders Forslag.

(Den kongelige Proposition forkastedes med 97 mod 8 Stemmer og Kommitteindstillingen med 52 mod 53 Stemmer, medens Gaarders Forslag bifaldtes med 76 mod 29 Stemmer. Beslutningen blev nægtet Sanktion.)