Marcus J. Monrad
Folkefrihed og Folkeforening
Møte i Carl Johans-Forbundet
Frimurerlogen, Christiania, 8. mars 1858
Kilde: Skaaler og Foredrag i Carl Johans-Forbundet den 8. Marts 1858. Christiania 1858, s.3-22.

Naar jeg har vovet at modtage del ærefulde mig overdragne Hverv, med nogle Ord at indlede denne Fest, den første som dette Selskab feirer paa norsk Grund, da er det skeet under den Forudsætning, at Festens Alvor netop kunde have Rum for et Foredrag af den Art, som alene maaske ikke ganske overstiger min Evne, det er: ingen eg entlig Fesltale, ingen veltalende Tolkning af høie og skjønne Følelser, men kun en jevn Udvikling af en Tanke. Jeg tænkte mig nemlig, at hvis der er noget Samfund, der maa undgaae Beskyldningen for at ledes af sværmende Følelser eller skjønne Ord og derimod vise Besindighed og Ædruelighed, vise at det veed, hvad det gjør: da er det dette.

Paa den anden Side maatte det være passende ved en Fest som denne at ud vide Blikket over det Nærmestes snevre Kreds, over Nuets mangfoldige Smaaligheder, der skabe saa meget Mørke og forvirret Lidenskabelighed, det maatte være passende her snarere at dvæle ved de store Forholde, betragte den Begivenhed, der foresvæver vor Tanke, i det Almindeliges Lys, i den store Sammenhæng, hvorfra den føst henter sin rette Betydning.

Det er idag Carl Johans timelige Dødsdag. Men denne er efter en gammel og dybsindig Opfatning egentlig hans evige Fødselsdag. Vi feire ikke den døde Carl Johan, men den levende, ikke dett Forkrænkelige ved ham, ikke det enkelte, skrøbelige Menneske, men den udødelige Idee, hvis af Forsynet beskikkede Redskab han var, hint store Verk som for bestandig vil bevare hans Navn i Verdens Aarbøger, og hvad mere er, i tvende Folks levende taknemmelige Erindring.

Den Idee, der ligger i Norges og Sveriges Forening, skal jeg her stræbe at opfatte i dens høiere Sammenhæng, idet jeg skal søge at vise, at den, ikke alene for os af uberegnelig Vigtighed, selv fra et universalhistorisk Standpunkt er en betydningsfuld politisk Tanke og et væsentligt Civilisationens Fremskridt.

Skulde jeg imidlertid synes Dem at svæve altfor vidt du fra øjeblikkets Anledning, kanskee tilmed føre Dem ad tornefulde Stier og snarere at foredrage Dem et Capitel af Historiens Philosophie, end holde en populær Leilighedstale: saa haaber jeg, De ville holde min Katheder-Vane Noget tilgode. Overhoved gjentager jeg, at jeg netop, naar jeg blev hædret med Anmodning om her at fremtræde, deri maatte see et Vink om, at man ønskede en Betragtning; der ialfald streifer ind paa Videnskabens Enemerker, og jeg beklager med Hensyn dertil især, at knap Tid og ganske ueensartede Sysler have hindret mig i at give mine Tanker den grundige Udvikling og Gjennemførelse, som jeg kunde ønske.

Kaste vi et almindeligt Overblik over det christne, civiliserede Europa, saa finde i væsentlig tre forskjellige Samfunds-Systemer, svarende til de tre christelige Confessioner, som til de tre Hovedperioder i den christelige Civilisations Historie og nogenlunde til de tre Hovedstammer, hvoraf Europas Befolkning bestaaer.

Længst mod øst træffe vi Rusland - egentlig, med sin græske Kirke, en Forstening af den ældste christne Tid, der igjen i mange Henseender slutter sig til den antike.

Den gamle Verden var afsluttet i et Slags Universalmonarchie, det romerske Rige. Dette var væsentlig kun en Universalmagt, hvori al Individualitet var gaaen tilgrunde. Den individuelle, nationelle, confessionelle Forskjellighed var vel umiddelbart tilstede - Grækerne talte sit Sprog, Ægypterne dyrkede sine Guder, hvoraf begge Dele forresten ogsaa forplantedes til Rom - men uden anerkjendt væsentlig Betydning og Berettigelse. Alt Saadant var igrunden temmelig ligegyldige Ting. Der var kun een Magt og een Stat, og denne var Kilden til Alt, hvad der havde Noget at betyde. Selv den græske Videnskab og Kunst maatte jo tilsidst søge sin Existents som et Moment i den romerske Luxus.

I denne Tilstand forefandt Christendommen den Verden, hvori den indtraadte. Christendommen var nu væsentlig ikke et Rige af denne Verden og lagde ikke an paa umiddelbart at omstøde de ydre Samfundsforholde. Den gav, taalmodigt og ydmygt "Keiseren hvad Keiserens var" og lod sig nøie med i Stilhed at aabne en ny indre Verden, gjenføde Menneskeheden indenfra udad. Den sluttede sig i det Ydre til de bestaaende Forholde, og den christne Stat var udvortes en Fortsættelse af det gamle romerske Rige - i den Grad at selv den kirkelige Bestyrelse antog dettes Form og sammensmeltede dermed.

Men inderligt indeholder Christendommen Frihedens Spire; den frigjør baade Individet og Nationaliteten, idet den helligende gjennemtrænger dem. Seent eller tidlig maatte den derfor ogsaa gjennembryde den gamle Stivhed og skabe nye Samfundsformer.

Medens nu det romerske Rige i Vestens søndersprengtes og afløstes af germaniske Stammer, der saa at sige vare fra Raaheden af opdragne i Christendommen, reddede sig en Hest af det gamle Væsen henimod øst, hvor den alt mere og mere forstenede sig, og hvor den i sit Udspring stands ede christne Udvikling mere og mere antog Charakteren af et statskirkeligt Despotie. Ogsaa dette System toges i Arv af christne Barbarer, af Russerne, der væsentlig staae paa dette Standpunct den Dag idag. Det store russiske Rige er en udstrakt Masse, en leddeløs Klump, hvor ingen Modsetning, ingen indre Mangfoldighed er udpræget, hvor Kirke og Stat, hvor lovgivende, dømmende og udøvende Magt, hvor forskjellige Nationaliteter ere blandede sammen i een Røre. At Sammenhængen under denne altomfattende Eenhed alligevel er uden indre Fasthed, er let at fatte, idet de forskjellige Elementer her blot staae ligegyldige ved Siden af hinanden uden at binde hinanden dynamisk ved den indre Modsætnings Kraft, men blot sammenholdes af et ydre Baand og ved Massens Inertie, der vistnok kan være stor og just ikke giver efter for det første Stød, men dog vistnok engang imødeseer en nødvendig Opløsning. Det hele Samfunds-System er væsentlig et mechanisk.

I Syden og Vesten var imidlertid en Sondring og Modsætning indbrudt, der hovedsagelig har paatrykt Middelalderen, den romerske Katholicismus og den hertil nøie knyttede romanske Folkestamme sit Præg. Men denne Sondring er her endnu i mange Henseender abstract og overfladisk, blot sønderrivende, uden den levende Gjenforenings Tanke, og ikke alene Middelalderen, men den hele Samfundsorden, der endnu væsentlig slaaer paa Middelalderens Standpunct, viser sig derfor som en uafgjort og uforsonet Kamp mellem forskjellige Principer og Elementer. Saaledes er det kommet til en Adskillelse af Kirke og Stat, af geistlig og verdslig Magt, der eentlig stiller begge Dele som fiendtlige Eensidigheder ligeoverfor hin anden og fører til nødvendige Collisioner mellem et Hierarchie, der prætenderer at herske over Sjælene, og et verdsligt Feudal-Regimente der vil have al Magt over Legemerne. De skadelige Følger af disse Collisioner tilhører det ikke dette Sted at dvæle videre ved. Men derved, at overhoved det verdslige Element er uuskilt og kommen til en vis Gyldighed, faaer naturligviis ogsaa de naturlige, nationale Forskjelligheder nogen Betydning, og den romaniske Folkestamme frembyder ikke, som hiin østlige Befolkning, kun en eneste sammenmenget Folkemasse, men idetmindste tre store Nationer, Italien, Spanien, Frankrige. Men ogsaa denne Sondring er i politisk Henseende overfladisk, uden nogen indad fortsat Articulation og vakler derfor mellem hine compacte, leddeløse Enheder, som Spanien og Frankrige, og hin løse, usammenhængende Mangfoldighed, som Italien frembyder. Hermed staaer ogsaa i Forbindelse i det Politiske hin Vaklen mellem Despotie og Anarchie eller idetmindste Absolutismus og Republicanismus, som ofte især i Frankrige aabenbarer sig i de voldsomste Omveltninger, hvilke vistnok endnu i lang Tid ville fortsættes.

Kort sagt: det katholsk-romaniske Civilisations-System staaer væsentlig paa den dynamiske Spændings Standpunct, det har ikke naaet frem til fri og levende Organisation, der beroer paa inderlig Forening og Vexelvirkning af en Fleerhed af charakteristiske, klart udskilte individuelle Momenter.

Hvorledes nu den germaniske Stamme synes allerede af Naturen og sin mythiske Fortid som forudbestemt til at undfange og fostre denne store Idee, den historiske Civilisalions Fuldendelse, vilde det være for vidtløftigt her at efterspore. Heller ikke kunne vi her, hvor den religiøse Betragtning ligger os forholdsvis fjernere, dvæle længere ved, hvorledes denne Stammes historiske Mission først ved Reformationen fandt sit principielle Udtryk og sit virkelige historiske Begyndelsespunct. I Protestantismen ligger aabenbart Principet om Kirkens og Statens Eenhed trods dens Adskillelse, ligesom her den verdslige, naturlige Menneskelighed ikke som profan, absolut udelukkes fra Helligdommen og heller ikke tillades at opstille sig i raa, gudforladt Naturlighed som ligeberettiget Modstykke til en udelukkende hellig Stand og et hellig Liv, som det der f. Ex. i Geistlighedens Coelibat siger sig løst fra enhver Forbindelse med Menneskelivets naturlige Succession og dens Betingelser. Protestantismens Anskuelse er, at det naturlige Menneskeliv selv skal helliges, at Christendommen skal gjennemtrænge Verden.

Ved en saadan Grundanskuelse angaaende Menneskelivets almindeligste Opgave, kunde ogsaa først Betydningen af saavel den Enkeltes, som Folkenes Individualitet blive stillet i det rette Lys. Individet gaaer ikke her, som værdløst, under i det Almindelige, i Massen; det anerkjendes som berettiget og selvslændigt - dog ikke i umiddelbar Afsondring og isoleret Selvraadighed, men som organisk Led i det Almindelige, i ordnet Vexelvirkning med dette og med sideordnede Enkellheder. Saaledes har den protestantiske Germanisme først affødt Ideen om et Samfund, der bestaaer af Frie og Selvstændige, og hvor alle Samfundslivets Ideer og Magter ere klart udprægede og repræsenterede, men hvor alligevel en fast Eenhed behersker det Hele, fordi ogsaa den Enkelte saa at sige er gjenfødt i det Almindeliges Element, er fyldt og gjennemtrængt af det Heles Tanke og har sin Forudsætning og sit Maal ikke i sig selv, men i det Almindelige. Dette gjælder ikke blot den enkelte Stat og det enkelte Folk, men conseqvent ogsaa Folkenes indbyrdes Forhold, hvor mere og mere Tanken om en virkelig, væsentlig Eenhed maa gjøre sig gjældende, Folkeforeningens store Tanke, der stedse maa tænkes som Historiens Formaal, mod hvilket den isandhed fremadskridende Tid stedse stræber og ved hvis Opnaaelse Menneskeheden først isandhed bliver Menneskehed.

Det ligger imidlertid ogsaa i de menneskelige Kaars Natur, at dette Maal ikke hastigt eller paa een Gang, men kun efterhaanden og tilnærmelsesviis kan naaes. Den germaniske Stamme, hvem denne Idee fortrinsviis synes betroet, var fra Arilds Tid deelt i mange og forskjellige, ofte fiendtlige Grene, og selv den kirkelige Reformation, hvorved den saa at sige fik den hellige Indvielse til sit verdenshistoriske Kald, syntes umiddelbart at føre til en Søndersplittelse i en Fleerhed af Secter og Partier, der gjensidig forkjettrede hinanden. Saaledes maatte Protestantismen og idethele det nye Samfundsprincip i Begyndelsen væsentlig optræde som Modsætning og Negation til det før Bestaaende, som Sønderrivelse af den Eenhed, hvoraf Romanismen, under sin indre Sønderrevethed, dog havde bevaret et ydre Skin. Men dybt i det Indre, i Principet, ligger den høiere Eenheds Frø, som Romanismen mangler. Og vistnok har det lange Udsigter med et virkeligt almindeligt protestantisk Folkeforbund; men en fri Vexelvirkning er dog allerede her langt mere levende og isandhed gjensidig, end i de romaniske Lande, der lide deels under fiendtlig Adsplittelse, deels under Trykket af et Suprematie. Mere og mere skal det vel ogsaa føles som en "Synd imod Naturen" - for ikke at bruge det endnaa prægnantere Udtryk: Synd mod den hellige Aand - at Protestantiske Nationer bekrige hinanden. Og selv Folkeforeningens Tanke er dog overalt idetmindste enkeltviis, i mere eller mindre klar: Antydninger tilstede: i det til Frankrig nærmest grændsende britiske Rige i den roligste, compacteste Sammentrængtheds Form, i Tydskland endnu kjæmpende og vaklende mellem "det tydske Forbunds" løse Sammenkitning af Brudstykker og deels opbevarede Levninger deels kunstige Efterdannelser af de store Rigers Periode. Og netop vort skandinaviske Norden, med England paa den ene Side og Tydskland paa den anden, er det maaskee forbeholdt at finde og fremstille den rette Midte, en reen og klar Folkeforening, hvor det Heles Sammenhæng og de enkelte Folks Selvstændighed har naaet den rette Ligevegt eller rettere: gjensidige Gjennemtrængelse.

Imidlertid er det merkeligt, at den germaniske Stamme overhoved ikke synes at være kmmen til Bevidsthed om, eller til klar Realisation af den dybe Eenheds-Tendents, som ligger i dens Princip, uden under directe eller indirecte Indvirkning, Exempel eller tryk af de øvrige Systemer, der i oprindelig Umiddelbarhed eller i polemisk Skarphed fastholde Sammenslutningens Princip. Det britiske Folk har allerede i en tidligere Umiddelbarheds Periode, selv sterkt tilsat med fransk mod, faaet en Forening, der, som sagt, nærmer sig meest til den franske Centralisation, og hvor Gjensidigheden endnu er ufuldkommen, (skjønt dog maaskee større end den fra et fjernt Standpunct i Almindelighed seer ud til). Og i Tydskland ere aabenbart de store Riger i Øst og Syd, som paa en saare forvirret Maade ere sammenbragte med det vestlige Tydsklands løse Mangfoldighed af Smaastater, og som factisk holde Forbundet sammen, skjønt deres Modsætning paa samme Tid udgjør Forbundets Svaghed - disse store Riger ere aabenbart Udløbere deels af Romanismen, deels af Slavismen, ligesom de ogsaa udenfor Tydskland have romanske og slaviske Elementer. Men Tydskland fremstiller derfor ogsaa kun Forbundstanken i Kamp med Amalgamationen, idethele Nutiden i Kamp mod den forbigangne Tid. Ogsaa i vort Norden er Eenheds-Tanken, der i den norsk-svenske Forening har sin ferste Realisation, bleven undfanget under Forvikling med og Tryk fra baade Syden og Østen, og - saare merkeligt! var det en Franskmand og oprindelig en Udsending af det store franske Verdensherredømme, der blev det væsentlige Redskab til denne Tankes Virkeliggjørelse. Denne viser sig netop derved ikke som en tilfældig Særegenhed, men som et Resultat af den totale Verdens-Udvikling, hvortil alle de herskende Magter og Aander have maattet levere sit Bidrag.

Det romaniske Europa og især dets Bannerfører Frankrige, hvis sterke Sammenslutnings-Tendents efter hvad tidligere er forklaret, alligevel har Sondringens Aand i sig som en Modsætning, den aldrig har været i Stand til inderligt og grundigt at overvinde, og som derfor stedse er udsat for sterke Rystelser og Omslag fra den ene ttil den anden Yderlighed - dette Frankrige havde som bekjendt netop ved Aarhundredets Begyndelse gjennemgaaet en af de allervoldsomste Kriser. Opløsningens og den tøilesløse Uafhængigheds Aand havde naaet sit Maximum, ført Frankrige til Afgrundens Rand og truede med at drage hele Europa efter i sin ødelæggende Hvirvel. Imidlertid var det lykkedes Aarhundredets Helt at samle Nationens splittede Kræfter og føre den tilbage paa Ordenens og Sammenslutningens Bane - en Retning som nu netop ved Modsætningens Kraft forfulgtes med dobbelt Iver og Eensidighed. Medens saa. Medens saaledes i den indre Politik al Mangfoldighed og Bevægelse gik under i en altomfattende Absolutisme, udstrakte ogsaa det nye Keiserdømme udad sin Magt efterhaanden over den hele romaniske Verden og over en Deel af Tydskland med, ja dets Indflydelse sporedes lige til vort høie Nord. Saaledes var virkelig den hele romaniske Stamme samlet til et stort Verdensrige, ligeoverfor det slaviske, et nyt Rusland i Syd og Vest, der ligesom det østlige bestod af Folk med forskjellige Sprog og Sæder, men uden at deres Eiendommeligheder vare respecterede. Franske Institutioner indførtes overalt med det franske Overherredømme; den samme Forfatning skulde lyksaliggjøre alle Folk, og de Konger eller Storfyrster, som indsattes i Ialien, i Spanien, i det vestlige Tydskland vare igrunden dog kun franske Gouverneurer. Men idet denne franske Kolos i Art og Dimensioner, som i Grændser, nærmede sig den russiske, maatte den naturligviis støde fiendtlig sammen dermed. Under dette Sammenstød saa det nu ud, som den germaniske Aand med det deri liggende dybere Samfundsprincip skulde blive knust - eller ialfald maaskee for en ringe Deel redde sig i et isoleret Asyl hist paa Steenkulsøen, hvor den da med Opgivelse af al politisk Betydning maatte have slaaet sig utlelukkende paa Skibsfart og praktisk Mechanik. Men netop under hiint voldsomme Tryk fra begge Sider vaktes dens skjulte Kræfter, og navnligen er det hiint Tryk, vort skandinaviske Norden skylder sin Forening og dermed sin politiske Tilværelse. Under vaandefulde Krampetrækninger fødte den europæiske Civilisation sit yngste og skjønneste Barn, den faste, organiske Folkeforening med den dermed forbundne organiske Folkefrihed til Verden, en Skabning der fra dette engang vundne Midtpunct, hvor uanseelig dens ydre Vext endnu kan være, visselig er bestemt til efterhaanden at forplante sig og udbrede sin velsignelsesrige Indflydelse over idetmindste den hele protestantiske Verden.

Det nydannede franske Verdensrige kunde i Længden ei holde Stand mod det russiske. Thi hiint nye Rusland, som vi have kaldt det, var et kunstigt, en krampagtig Sammenknytning af forskjellige Kræfter, der igrunden havde en sterk Følelse af deres indbyrdes Modsætning; det maatte derfor nødvendig sprenges mod det oprindelige, egte Ruslands umiddelbare Naturkraft, mod denne modsætningsløse Eenhed, hvis seige skjønt saa at sige passive Sammenhæng desuden i dermed stemmende Naturforholde, i de øde Stepper og selv i Vinterens Magt har en saa kraftig Bistand. Den Magt, der i Modsætning hertil, kun bares af en af forbigaaende Forholde betinget Tidsstemning og en enkelt deraf fyldt Genialitet, maatte med denne gaae tilgrunde, og ved Napoleons Fald blev naturligviis af alle hans politiske Constructioner ikke Steen paa Steen tilbage.

Men selv den Overmagt, som nu tilsyneladende afgjorde Europas Skjebne, var ikke heldigere til at frembringe nogen politisk Skabning, der kunde siges isandhed at betegne et verdenshistorisk Fremskridt. Wiener-Congressen var væsentlig reactionær, og man har vist ikke gjort den Uret ved at bemerke, at den netop ved sin blinde Modstand mod Alt, hvad Napoleon havde grundet, uforvarende stillede sig selv paa samme Standpunct og vilde bestemme Staters Sammensætning og Adskillelse efter Folketal, Statsindtægler og lignende mathematiske Hensyn, uden at have mindste Øie for det organiske Princip i en virkelig Nationalilet. Den adskilte friskvæk, hvad Gud havde sammenføiet, og forbandt, hvad Gud havde adskilt; dens Verk blev derfor kun Menneskeverk, skrøbeligt forvirret Stykverk, der kun kunde have en Skygge af Bestaaen, fordi Folkene overhoved vare udmattede eller sløve nok til uden Modstand at lade Diplomaterne skalte og valte. Selv den tydsk-nationale "Erhebung", som man havde vidst at kalde tillive mod det franske Overherredømme, og som vel ogsaa havde sin Deel i dets Fald ligesom den fremdeles havde sin Ettervirkning i de herskende Anskuelser, var af en vis romantisk Natur; en sværmende Tilbagegang til Middelalderen, der altfor let lod sig drage ind under den russisk-østerrigske Absolutisme, hvilken desuden ogsaa i Kampen havde været dens vigtigste Bundsforvandt. Det egentlige Tydskland overvældedes of Østerrig og Preussen, af Romanisme og Slavisme, og blev, med al sin videnskabelige Overlegenhed, politisk ufrugtbart.

Dette Overblik over Europas hele Stilling vil først kaste det rette Lys paa den overordentlige Betydning af det, som paa hiin Tid foregik i vort Norden. Her i den overseede Afkrog af Europa, hos en udvortes svag og fattig Folkestamme, var det eneste Sted, hvor man vovede at sætte sig ud over de store Magters Dispositioner og hvor en politisk Nyskabning fremstod ikke alene uafhængigt af, men endog stik imod Magthavernes Tanke. Her grundlagdes af en fransk General et Dynastie, det eneste som frelstes for at dele de øvriges Skjebne, et Dynastie, der holder sig den Dag idag og forhaabentlig vil holde sig og blomstre gjennem en lang Række af Slegtfølger til Glæde og Velsignelse for de Riger, hvis Forening falder saa betydningsfuldt sammen med Dynastiets Grundlæggelse.

Man har ofte med en vis Forundring spurgt om Grunden, hvorfor det kunne lykkes Carl Johan - denne Nordens Ptolemæos, som en tydsk Historieskriver har kaldt ham - hvad der ikke lykkedes nogen af de Øvrige, der syntes at have indtaget lignende Stillinger. Man seer nok, at med Forklaringen om større personlige Egenskaber, større diplomatisk Takt i Almindelighed kommer man her ikke ud. Men Svaret er dog, efter min Mening, ganske simpelt: Fordi Carl Johan var den eneste af hine franske Styresmænd, der havde praktisk indseet Nationalitetens Berettigelse og Betydning, der, istedetfor at de Øvrige i sin franske Spredhed overalt kun følte sig som Franskmænd, besad Aands-Bøielighed nok til at gjere sig til Eet med det Folk, han var sat til at styre, til isandhed at blive Svensk blandt de Svenske, ligesom han senere ogsaa conseqvent vidste at blive Norsk blandt de Norske. Derfor, antage vi, har alene Carl Johans Verk faaet blivende Betydning, derfor er han bleven en ganske anden verdenshistorisk Personlighed, end alle hans, forresten sideordnede, Medbeilere, fordi hans Aand var Spirestedet for den store verdenshistoriske Tanke, der netop som den nye Skabning skulde fremgaae af Tidens Gjæring, Tanken om Nationalitetens virkelige Betydning og den dermed forbundne om den frie, organiske Folkeforening. At denne Tanke virkelig var Tidens store Opgave, bestyrkes derved, at ogsaa Napoleon, denne isandhed geniale Personification af Tidsaanden, under sin korte Samlingsfrist paa Elba synes at være kommen til samme Resultat, hvilket han de hundrede Dage ogsaa lod proclamere, men som det nu var for silde for ham at bringe til Virkelighed. Heller ikke stemmede det med Ideens Natur, at den saaledes paa eengang med Eclat, fra Verdensrigets Høide af, ved et doctrinært Magtbud skulde realiseres; den høie, isandhed guddommelige Idee fødes helst til Verden i en Vraa, skaber sig en snever, uanseelig Tilværelse og voxer en stille Vext, virker ved Exempel og Lære indenfra udad og udbreder i stedse videre Kredse sin Indflydelse ved Overbevisningernes uimodstaaelige Magt - medens Verdensrigerne ramle!

At have været Forsynets udseede Redskab og Bærer for denne Idee, er Carl Johans uforgjængelige Berømmelse. Han var Franskmand nok til at vurdere Sammenslutningens og de store Dimensioners Betydning, og nærmest som en Apostel for denne romaniske Tanke kom han til vort Norden. Men han forblev ikke udelukkende Franskmand - doctrinær Centralisator - han vidste at sætte sig ind i sit nye Fædreneland, respectere dets germaniske Eiendommelighed, dets Individualisme, og gjøre den til sin. Den første Virkning af denne hans Frigjørelse fra sin franske Eensidighed og den inderlige Optagelse af en ny Nationalitet, var at han drog sit Sverd for det nye Fædreneland endog imod det gamle - et Skridt, som en udelukkende fransk Patriotisme vistnok aldrig vil tilgive ham og hvis indre, moralske Gehalt det vistnok ikke tilkommer os, men ene Gud at dømme, men hvilket som politisk Handling og overhovedet saavidt upartiske menneskelige Øine kunne see, ligesaa vist maa billiges, som det ogsaa af Udfaldet blev retfærdiggjort. Men den videre og fuldkommen udviklede Virkning af hans Erkjendelse af Nationalitets-Principet, og det Skridt, hvorfor vi Nordmænd især velsigne hans Minde, var, at han, da Halvøens Forening var ham overdragen nærmest paa Grund af den Vegt, hiint hans Sverd havde lagt i Europas Vegtskaal, ikke haardnakket søgte at iverksætte denne paa den voldsomme - franske eller russiske - Maade, som de høie Herrer i sin Viisdom havde tænkt sig, men paa en Maade, der ligesaavel respecterede den norske Nationalitet, som han hidtil havde viist at han respecterede Sveriges, og saaledes istandbragte en Forening, den første Europa havde seet, af beslegtede, men klart og skarpt afgrændsede Folk, bygget paa Tanken om fuldkommen Ligeberettigelse og saaledes, under en tilsyneladende Løshed, i Aand og Sandhed langt sterkere, end noget Underordningsforhold nogensinde kunde gjøre den.

Hvor klart Carl Johan allerede fra Begyndelsen har fattet denne Tanke, sees især af den kgl. Proposition til Sveriges Riges Stænder angaaende Rigsacten, et Statsskrivt, hvori vi vel med fuld Grund væsentlig kjende Carl Johans Indflydelse, ja kanske endog tildeels hans egen Haand. Dette Actstykke giver et saa herligt Vidnesbyrd om klart Blik og redelig Vilje hos Foreningens Stifter, at det, hvis Tiden tillod det, visselig kunde fortjene ved en Leilighed som denne høitideligen at oplæses i sin Heelhed. Et lidet Brudstykke kan jeg dog ikke negte mig den Glæde at anføre. Efter at det norske Storthings Bestræbelser for ved Underhandlingerne med den svenske Regjerings Commissairer "at vaage over Folkets Frihed og Statens Ære" ere omtalte, heder det videre:

"Hans kgl. Majestæt burde lade denne Handlemaade vederfares Ret. Naar tvende Folk frvilligen underkaste sig samme Styrelse, bør enhver Anledning til Forskjel i Henseende til deres Forhold til den falleds Regent, med største Omhu ryddes afveien. I modsat Tilfælde vil Forbundet tidlig eller sildig vorde brudt, og enten, det ene Folk snart undertrykke det andet, eller og ved deres voldsomme Adskillelse lægges ny Sæd i Gemytterne til bittre og for Aarhundreder fjernende Uenigheder. Dersom disse af Erfaringen bekræftede Grundsætninger næsten altid have medført betænkelige Følger for dem, som vægrede sig ved at adlyde deres Krav, hvor høit fordredes ikke nu deres Anvendelse, da Spørgsmaal var om ei alene at stifte en skandinavisk Magt af tvende frie, længe fiendtlige Folk, men tillige at berede dem virksomme Midler til indbyrdes Tillid og oprigtigt Venskab. Til Opnaaelse af dette Formaal maatte, ved Bestemmelsen af de tvende Folks fælles Rettigheder, en fuldkommen Lighed imellem dem finde Sted, uden Hensyn til deres Folkemængde eller til Landenes Production. Ved Tilfælde af saa stor og almeen Vigtighed, som Udkaarelse af et nyt Kongehuus eller en Thronfølger, Anordning af Formyndere for en umyndig Konge, eller den udøvende Magts Forvaltning under en Konges Sygdom eller Fraværelse, have begge Folk ustridigen lige Ret til, med lige gjældende Stemmer at give sin Mening tilkjende, uden nogen Beregning af den statistiske eller geographiske Forskjel mellem Rigerne; Grunden til denne Stemmeret ligger ei i den relative Magt, men i den engang vedtagne særlige Styrelsesform og i den Virkning, som Beslutningen nødvendig maa have paa denne."

Hvor forskjelligt dette Sprog fra det forhen almindelige diplomatiske, hvormed Folkenes Forhold forhandledes! Hvor forskjellig denne Aand, med sin Agtelse for Stats-Individets absolute Ret, med sin Vilje at søge Foreningens Styrke i "indbyrdes Tillid og oprigtigt Venskab", fra den, der blot med Blikket heftet paa Landkartet og statistiske Tabeller over Folkemængde, Stridskræfter og økonomiske Hjelpekilder, vil afstikke Staternes Grændser og Rettigheder! Vi høre i denne Tale medrette en ny Tids Løsen; et betydningsfuldt Ord, som den germanisk protestantiske Aand udentvivl alt længst har havt gjemt i sit stille Sind, er her ikke alene blevet lydeligt, men blevet Daad.

Man har undertiden villet mene, at Carl Johan ikke saameget af sig selv, af egen Drivt, er gaaen ind paa en saadan Tanke, som snarere ledet, eller endog dreven af Forholdenes og Omstændighedernes Magt. Hvad heri kan være sandt, er i Virkeligheden allerede indrømmet. Thi jo større Betydning vi tillægge hans Verk, Norges og Sveriges Forening - ikke blot for de tvende Rigers eget Vedkommende, men som den organiske Begyndelse til en Articulation af det civiliserede Menneskesamfund, hvilken vi betragte som den hele nyere Tids Opgave - : desto sterkere maae vi være overbeviste om, at vi i hiint Verk see Forsynets Finger, og at det var forberedet, indtil Tidens Fylde kom, ikke alene af de nærmeste Omstændigheder, men igrunden af den hele verdenshistoriske Udvikling. Noget Saadant har den foregaaende Betragtning netop havt til Hensigt idetmindste at pege paa. Og navnligen bør det erkjendes, at det norske Folks egen Holdning, som i hiint svenske Statsskrivt omtales med saamegen Agtelse, har sin store Deel i Verket. Havde det norske Folk ikke givet sig Constitutionen af 17de Mai; havde det ikke, tvertimod den "europæiske Nødvendighed", i sin naive Selvfølelse, uden at veie sine materielle Kræfters Ringhed, høit og dyrt - vi kunne gjerne sige til Europas Forbauselse og maaskee under de store Magters Haansmiil - erklæret, at det ei ville lade sig handle med som en død Eiendom; havde Norge altsaa ikke viist sig som en virkelig Nation med skarpt udpræget national Bevidsthed: saa havde der vel været liden Opfordring for Carl Johan til at handle anderledes, end de store Magter udentvivl meente, da de syntes at give ham Hals og Haand over Norge. Lad det altsaa længe nok siges, at Carl Johan ikke handlede af sig selv. Men dette formindsker ikke hans Berømmelse, ligesaa lidt som det formindsker hine gjeve norske Mænds, at heller ikke de handlede af sig selv, men ganske vist under en høiere Ledelse. Thi hvad et Menneske gjør udelukkende af sig selv, er just ikke af det Gode. Og hvad kan siges høiere til et Menneskes Roes, end at han var et Redskab i Forsynets Haand til en vigtig Gjerning, som svarede til Tidens dybe Krav, at det blev ham forundt i rette Øieblik at gribe de rette Omstændigheders Vink og saaledes fuldbringe et Verk, som netop Verdenshistoriens Aand bekræfter som sit? Netop i at agte det objectivt Givne, i ikke med Magt at ville gjennemføre forud fattede Planer, bestaaer jo Carl Johans store Fortjeneste. Derfor velsigne vi hans Minde og indlade os ei paa at granske Hjerter og Nyrer. Hans Verk staaer for os i sin Heelhed stort og klart og velsignelsesrigt; vi annamme det med inderlig Tak og skulle ikke lade os forvilde, om ogsaa hans, som enhver Dødeligs Sjæl har været omtaaget af enkelte Skrøbeligheder. Thi jeg antager det: vi feire ikke den døde Carl Johan, men den levende!

Ja lad de Døde begrave deres Døde! Ogsaa Foreningen, som den er, har vistnok sin forkrænkelige Side, sine Skrøbeligheder. Just fordi Ideen var ny og var stor, kunde den ikke ret fattes, af dem, hvis Aandsretning endnu væsentlig hørte Fortiden til. Og længe har der blandt vore østlige Brødre været dem, der have været altfor østlige til at forstaae denne historiske Nyhed: denne Forening af forskjellige skarpt adskilte og fuldkommen ligeberettigede Folk. Men heller ikke dette skal forvilde os og allermindst frembringe nogen uvenlig Følelse mod Sverige. Thi hine Kortsynede forstaae ligesaa lidet Sveriges, som Norges sande Interesse. Det svenske Folk som Heelhed er for frisindet og oplyst til at miskjende eller ville skyde fra sig den ærefulde Mission, det af Forsynet har faaet, i Forening med et Broderfolk at være Bannerfører for et nyt, herligt politisk Princip, der vistnok er bestemt til at gjøre Epoche og føre Menneskehedens totale Udvikling et betydningsfuldt Skridt fremad. Sverige, det sande Sverige vilde ikke, om det kunde, bortbytte denne Nutids- og Fremtids-Rolle, mod at nedsænke sig i sin Fortid og i dennes Smag at danne et stort sammenæltet østligt Rige med Norge som sit Finland, for saaledes i alle Dele at rivalisere med sin endnu østligere Nabo. De klareste Udtalelser af dette sande Sveriges Mening samle sig nu, som før, om Carl Johan, og lyde fornemmelig til os fra det svenske Selskab, til hvilket nærværede norske danner en nøie forbunden Sidegreen med fælleds Navn og det fælleds Formaal, meer og meer at befæste og levendegjøre Foreningens sande Tanke i Forbindelse med dens Stifters betydningsfulde Minde. Og det er os en kvægende Forestilling at vide os i dette Øjeblik samlede i Aanden med en Skare ædle svenske Mænd, der dele vor taknemmelige Erindring, vor Tro og vort Haab, og naar vi mod dem udstrække trofaste, nordiske Broderhænder, saa vide vi, at heller ikke vi gjøre dette blot af og for os selv, men at her er i Sandhed noget Høiere tilstede: Norge og Sverige, der række hinanden Hænder over Heltekongens Grav, og hans forklarede Aand, der af en Myndighed høiere end hans velsignende lægger dem sammen! -