Jacob Aall
Bergværkerne og den frie Besiddelses-Ret
Debatt om utkast til lov om bergverkene
Stortinget, 17. juni 1827
Kilde: Storthingsforhandlinger for Aaret 1827, s. 444-450.

Efterat Lov-Committeen i sit Udkast til en Lov for Bergverkerne i §§. 1-9 har foreslaaet saadanne Bestemmelser, som give Grundeierne den Raadighed over de Rigdomme, der findes under Jorden, som ved flere ældgamle Love var dem berøvet, og udelukt alle Uvedkommende fra Adgang til at opsøge Malm paa Eierens Grund mod hans Villie, har den i den 10de §. I Lov-Udkastet søgt at sikkre de nærværende Grubeeiere en ubehindret og for Fremtiden betryggende Brug af de Malmfeldt, hvoraf de hidtil have været i uforstyrret Besiddelse til deres Verkers Drift. Den har søgt at forene Agtelse for Eiendomsretten med et forsigtigt Hensyn til de bestaaende Virksomheders Tarv, og den har tilvisse ved denne Fremgangsmaade handlet i Grundlovens Aand, og efter dens Bogstav, der med tydelige Ord hegner om begge disse Rettigheder.

Udkastet har derfor i den 10de §. ikke alene sikkret Verkerne Brugen af de Gruber, som de for Tiden holde under Drift, men og Ret til dem, som de have, overeensstemmende med de gjældende Anordninger, holdt under Frist, og saaledes snart holdt i Drift, snart efter Omstændighederne og Verkets Fornødenheder ladet hvile i et eller flere Aar. Enhver, som er bekjendt med de Norske Verkers Organisation, veed, at locale Omstændigheder gjøre det deels umuligt, deels vanskeligt, at drive disse Gruber bergmæssigen hele Aaret igjennem. De mangle stundom det til Maskinernes Drift fornødne Vand, eller de ere til visse Aarets Tider fyldte med giftige Dunster, som hindre Bearbeidelsen, eller og er det Qvantum, som af en enkelt Malmsort behøves, stundom saa ringe, skjønt for en fordeelagtig Drift uundværligt, at det vilde være til stor og unyttig Omkostning desformedelst at vedligeholde en stadig Drift. Der gives neppe noget Verk i Norge, som jo har Exempler at fremvise paa en saadan afbrudt, og til sine Tider i flere Aar indstillet Drift af enkelte Gruber. Paa Næs-Verk finder den uafladelig Sted, og de paa Storthinget værende Verkseiere ville uden Tvivl kunne afgive det samme Vidnesbyrd.

Det er iligemaade en bekjendt Erfaring, at Malme af forskjellige chymiske Bestanddele, og med Hensyn til Sammenblanding bestaaende af flere Jordarter, give den fordeelagtigste og hensigtsmæssigste Smeltning. Saaledes udbringes med det samme Qvantum Kull en større Mængde Jern, og Verkseieren er i Stand til at give sit Product, med de mindst mulige Bekostninger, den Fuldkommenhed, som befordrer dets Afsætning. Nogle Malmarter give gode Støbevarer, andre ere meer skikkede til at frembringe et godt Stangjern, og begge Dele ere vigtige i et Land, hvor Handelskunder vexelviis kræve begge Dele. Nogle Malmarter benyttes kun som Befordringsmidler for strængt flydende, men rige Malme, der uden hiin Tilsætning neppe kunne vorde benyttede. For en Verkseier derfor, som vil kunne smelte med Fordeel, er det nødvendigt at stille en Række af flere Malme ved Siden af hinanden, efter et større og mindre Forhold. Saaledes paasættes i dette Øieblik paa Marsovnen paa Næs 7 forskjellige Malme i et Forhold af 1/3 til 1/20 af den hele Paasætning.

Hertil kommer, at Landets Metalverker, efter den Organisation, som de i Følge en gammel Lovgivning have faaet, ere Eiendomme af betydelig Omfang, hvis Tilværelse ikke er beregnet for Tiden alene; men som og strække deres Forhaabninger til en fjærn Fremtid. De Gruber, som de have under Drift, ere en Basis for deres Tilværelse for Tiden, de Skjærper, som de have opdaget, og tildeels endnu ei med alvorlig Haand berørt, udgjøre deres Haab for Fremtiden, naar de nu i Drift værende Gruber skulde gaae saa stærkt i Dybet, at Bearbeidelsen blev vanskelig, og til et fordeelagtigt Udbytte alt for bekostelig, eller og Gruben selv, formedelst Omstændigheder, som i Naturens Gang ere uberegnelige, aldeles udgaae. Ogsaa det sidste Tilfælde har fundet Sted ved Næs-Verk, og enhver fornuftig Verkseier lader det ikke mangle paa undersøgende Arbeider ved Siden af dem, der nødvendigen foretages til at vedligeholde Verkets Drift, paa det deslige Uheld ikke skulde bringe den hele Maskine i Uorden, og omsider foranledige dens Undergang.

Saaledes vover jeg frimodigen at paastaae, at Metalverkerne, dersom deres Tilværelse ikke skulde vorde alt for usikker, maae fremdeles forblive i Besiddelse af de Gruber, som de nu have under Drift - hvad enten denne er stadig eller periodisk - og tillige af et passende Antal af de Skjærper og Gruber, som de hidtil have holdt under Frist. Jeg formaaer ikke at indsee, hvorledes det kan paastaaes, at derved tilføies Grundeieren nogen uvedbørlig Skade, eller som ikke er hjemlet i vor nærværende Lovgivning. Overalt, hvor Grubeeieren færdes, maa han fuldeligen betale den Skade han gjør. Ingen Plads udtages til hans Malm, Graabjerg, Maskinerier, Kjørvei o. s. v., uden han maa betale en Erstatning, som i de allerfleste Tilfælde er større end den tilføiede Skade. Intet Material leveres til Gruben, ingen Kjørsel gjøres fra samme efter Tvang, men efter frivillig Accord, og jeg har aldrig hørt nogen Utilfredshed hos vedkommende Grundeier der, hvor en Grubedrift er sat i Gang.

Ved denne Lov er sat en Grændse for alle Tvangsforsøg paa at gjøre Opdagelse, og at benytte det Opdagede paa anden Mands Grund. Kun de Opdagelser, som af Andre i ældre Loves Medhold ere gjorte, ere herefter som hidtil uden for Grundeierens umiddelbare Benyttelse; kun de Gruber, som ved andres ofte store Omkostninger ere gjorte til en nødvendig Basis for en vigtig Virksomhed, tilhøre ham ikke meer. Medens Grundeieren paa den ene Side erholder en i Aarhundreder savnet frie Besiddelses-Ret med Hensyn til den langt betydeligere Deel af hans Eiendom, forbliver han kun i sin forrige Stilling med Hensyn til de Gruber, der tilhøre Verkerne, som en nødvendig Betingelse for deres Tilværelse. Hvorimod Verkseierne, dersom dem berøves de Gruber, der ei holdes i bestandig Drift eller ligge under Frist, tabe tilligemed den frie Adgang til Opdagelse af Metaller paa fremmed Eiendom, hvoraf de hidtil lovmedholdigen vare i Besiddelse, ogsaa Brug og Nytte af de Eiendomme, som de have opdaget og med Bekostninger og under Lovens Skjold gjort sig nyttige, og som til deres Virksomheds Vedligeholdelse ere dem uundværlige.

Det indvendes, at en Frist, som udløber efter Aar og Dag, har aldrig indeholdt en saa fuldkommen Besiddelsesret, som den bestandige Drift; men Striden er dog tilvisse meer om Ord end om Tingen selv, al den Stund der aldrig gives noget Exempel paa, at en Frist har været nægtet, og denne Frist snarere har kunnet betragtes som en Afgift til Bergbetjente end nogen indskrænket Besiddelsesret. Imidlertid kan der, for at forebygge paaankede Misbrug, fastsættes et vist Antal Gruber og Skjærper, som ethvert Verk paa fremmed Grund maatte være i Besiddelse af.

Man henviser Grubeeierne til Accord med Grundeieren selv, men foruden den Uvished, som dermed er forbunden, blive de ikke de eneste Liebhabere dertil. Flere kunde ved Siden af dem indfinde sig, som deels kunde tilegne sig Eiendomme, hvortil de nuværende Belæggere ene troede at have Ret, deels opdrive Prisen paa Eiendomme, som disse havde opdaget og forædlet. De opførte Maskiner, den gjorte Bebygning, de øvrige anvendte Omkostninger kom dem tilgode, som Intet dertil havde bidraget, og den ved Konsten tilføiede Priisforhøielse faldt i uvedkommende Hænder.

Af disse Aarsager troer jeg, at Verkerne fremdeles bør forblive i fri Besiddelse af de Gruber, som de nu have i Drift paa anden Mands Grund, og af et bestemt Antal af dem, som de holde under Frist, hvilket Antal maaskee kunde indskrænkes til 15, da det er mere end rimeligt, at det halve Antal af disse Skjærper aldrig ville vorde ophøiede til brydværdige Gruber.

Af disse Grunde troer jeg, at Lovcommitteens Forslag i Udkastets 10de §. bør følges.