Arne Ording
Hvorfor jeg er kommunist
Kristiania, 5. september 1921
Kilde: Mot Dag nr. 2, 1921, s. 19-23.

Det er næsten en selvfølge at studentene hver gang de diskuterer sin åndelige orientering, tar sitt utgangspunkt i forholdet til verdenskrigen. Og det er først og fremst verdenskrigens sidste år og freden i Versailles som har været avgjørende for vor generation. Krigens overveldende, gemene brutalitet gik os i blodet tilslut og vi blev sløve for den. Men da vi begyndte at forstå at dette forfærdelige at tusener av unge daglig døde på slagmarken, at det skedde likesom blindt og uten mening, uten at skape noget nyt og værdifuldt, da vågnet vi og det gamle ønske blev et levende krav i os: Dette måtte bli den sidste krig!

Og da vi herhjemme daglig kunde konstatere som et enkelt faktum, at mindreværdige elementer i folket slog sig op og levet høit på elendigheten derute, mens gode og hæderlige led nød, da trådte alt det skakke i vort eget lille samfund frem for os i en mægtig forstørret målestok og vi forstod at uretten var like så meningsløs og motbydelig herhjemme som ute i de store verdensmagter.

Selv de av os som før syntes det var noget lurvet og smålig ved al politik, vi som bare var optat med at ordne livet så underholdende og behagelig som mulig for os selv, vi begyndte at føle at vi ikke kunde stå utenfor her - det vågnet hos os en følelse av likefrem socialt ansvar. En vei ut av uføret måtte vi finde og det måtte være en ny vei, det var derfor en selvfølge at al tænkende ungdom måtte være radikal.

Til harmen over uretten og avskyen for den meningsløse brutalitet trådte så kvalmen over hykleriet. Jeg skal ikke her komme nærmere ind på hele den historie som betegnes ved navnene Wilson og Versailles. Vi husker det var en tid hvor vi ikke kunde åpne en avis uten at læse om kampen for frihet og retfærdig fred, mot despoti og vold. Også sat vi der igjen i en stemning som den Arnulf Øverland har tegnet:

Retten har seiret.

Et folk er sultet ut og slagtet ned

Nu har vi fred.

Disse træk hører sikkert til de mest værdifulde ved vor generation - mistro til frasen, til veltalerens store blankslitte ord sammen med en intens følelse av at det må lægges et helt nyt grundlag for menneskenes samliv. Men skal vi finde noe nyt uten at bli fanget i svindel og bluff, da må vi ha et reelt grundlag at bygge på. Et slikt økonomisk og filosofisk grundlag mener vi at ha fundet i kommunismen. De vigtigste kommunistiske idéer vil være kjendt for de fleste av Dem og jeg skal ikke trætte med nogen skematisk gjennemgåelse av dem. Jeg vil bare nævne hvorledes netop krigen stillet disse idéer i et klart lys for os.

Krigen hadde mange tilfældige årsaker naturligvis. Men intet er klarere end at de avgjørende motiver var først indrepolitiske - at avlede spændingen mellem klassene, dels rent økonomiske - at erobre nye markeder og råstofland på konkurrentenes bekostning. Like ubestridelig er det at det var den økonomiske overklasse sammen med de professionelle krigere, offiserene, som var drivkraften i krigen og drev den nationale følelse ut i en patologisk nationalisme. De store masser, de som gjorde krigen med sine hænder, de blev mer og mer uvillige eftersom myrderiet trak i langdrag og ødela betingelsene for deres økonomiske eksistens. Det spiret hos dem en følelse av at det mellem massene eksisterer et virkelig interessefællesskap tvers over løpegraver og pigtrådgjærder, de fattiges fællesskap mot de herrer som bekjæmper hinanden indbyrdes for økonomisk vindings skyld. Denne samfølelsen hænger nøie sammen med at massene begynder at forstå den enkle sandhet, at når krigen skyldes økonomisk kamp så kan de bare undgå den ved at slå sig sammen om at rykke ondet op med roten og lægge det økonomiske liv om fra blind konkurranse til planmæssig samarbeide.

Industriarbeiderne må gå i spissen her. De føler det økonomiske tryk mest knugende. Deres arbeids- og boligforhold bringer dem tættere sammen likesom de blir mest isolert fra de andre samfundslag. Derfor er klassefølelsen mest intens hos dem. De bor i regelen sammenpakket i store byer som overalt ligner hinanden og derfor er det i deres miljø en selvfølge at en grubearbeider fra Sachsen er nærmere i slekt med en grubearbeider i Flandern end med sin tyske arbeidsherre. Derfor må arbeiderklassen være primus motor i arbeidet for at binde de fattige masser i alle land sammen. Man håner ofte kommunistene for at de bygger netop arbeiderklassen som ligger så langt efter i kultur. Det lar sig jo heller ikke negte at middelstanden, småborgerne, råder over større intelligens, større kultur ialfald. Men det er like så sikkert at når imperialismen mister herredømmet over de kræfter den selv har sluppet løs, da er det bare arbeiderne som kan overta styringen. Småborgeren mangler under alle forhold storsyn og dristighet og mister fuldstændig balancen når en stor politisk og økonomisk krise bringer forvirring i hans små beregninger. Han står midt imellem overklassen og arbeiderne og er lykkelig, hvis han kan få sluttet sig til baktroppen i den seirende armé.

Arbeidernes stilling er klar netop fordi de under en slik situation ikke har noget at miste. Og da gjælder det andre dyder end de parlamentariske. Både den franske og den russiske revolution vidner høit om primitiv kraft og offervilje, utholdenhet og evne til spontan organisation hos arbeiderne.

Og det er liten grund til at tro at de ikke skal få bruk for slike egenskaper i fremtiden også. Den verden som er kommet så grundig ut av likevegt, blir nok ingen småborgerlig idyl i fremtiden. Avisenes telegrammer lærer os hver dag at den gamle verden intet har lært. Reaktionen brer sig overalt. Konkurance, overproduktion, imperialisme - det er de kjendte gamle veier som føre til krise og arbeidsløshet, til sult og krig. Og det vil ikke hjælpe om vi prøver å indbilde os Norge ligger utenfor verden. Vi var ikke utenfor verdenskrigen - vi fik spekulation og dyrtid med krach efterpå - og de store kriser i fremtiden vil ikke gå vor dør forbi.

Men arbeiderne knurrer alt. Selv om nøden ikke skulde vokse rent fysisk, vil det hver gang føles mer meningsløst, mindre menneskeværdig. Indtil den dag kommer som Henri Barbusse taler om: «de millioner slaver som er slynget mot hinanden i dyndets krig av forbrydelsen eller vildfarelsen hæver deres menneskeansigter, hvori der endelig engang spirer en vilje, og det er klart at den gamle verden vil bli forvandlet ved det forbund som de, hvis tal og nød er uendelig, en dag vil bygge mellem sig.» -

I enhver krise vil statsmagten være et redskap i overklassens hænder, og først når den er erobret, kan kommunistenes opbyggende arbeide begynde. Hovedlinjene i dette arbeide er kjendt av enhver som har sat sig en smule ind i socialisme - det gjælder at vende massenes åndelige kraft mot arbeidet på at hæve produksjonen og det gjælder på grundlag av den enkelte bedrift at bygge en fælles organisation for hele landets næringsliv som kan la det planmæssige samarbeide træ istedenfor den hensynsløse konkurance.

Og så tilslut når samfundet har fått makten over hele produktionen, må vi til grund for fordelingen av produktene lægge den enkle regel at enhver som ikke undrar sig det fælles arbeide, har rett til det han trænger for at leve. Dermed avskaffer vi ikke bare al social nød, vi tar også det første skridt bort fra selve pengekulturen og lægger grundstenen til den kultur som istedenfor jaget efter penger sætter arbeidets æresfølelse, til det samfund som ikke belønner den dyktige med materiel overflod, men med den ære at lede sine arbeidskammerater.

Jeg har ofte hørt folk påstå at kommunismens mål er rent materielt og derfor uten respekt for individet, den åndelige personlighet.

Nu er det jo for det første et faktum at det overalt paralelt med arbeidernes økonomiske og politiske fremmarsj går et oplysningsarbeide som danner grundlaget for en egen arbeiderkultur, en arbeiderkultur som vi endnu bare ser spirene til, men som vil skape en egen selvbevissthet, en egen stilfølelse med rot i arbeidernes særlige livsvilkår - mens man nu i deres stuer bare finder det nips som er gåt av mode i villakvarterene. Vi husker hvor stor værdi bøndernes reisning fik for vor nationale renæssance i forrige århundre, og vi har rett til at tro at arbeidernes frigjørelseskamp vil vise at der også «ligger guld i barrer som ei er myntet ut».

Dernæst tror jeg ikke at vor overklasses kulturelle motstandskraft er stort værdt. Vor tidligere overklasse, embedsstanden, var ofte meget snever, men den var allikevel bærer av en kultur som til en viss grad var værdifuld. Den overklassen vi har nu bygger sin stilling bare på penger. Vi kjenner den fra 2den etager og revyteatre, fra kinoer og fotballplasser. Den kan kanske ha enkelte ting forut for den gamle - det kan være noget bredt og festlig ved typen - men er den egentlig kulturbærende?

Men det er de «toneangivende». Det er dem alle småborgerne, de som sitter på kontor fra 9 til 4, stræver med at ligne. De virker alle hvad vi kanskje litt uretfærdig kalder «amerikanisert» - men det var jo om amerikanerne Knut Hamsun sa at de bare var muskelklumper og pengesækker.

Det er ikke en slik kultur som gir respekt for det særprægede og det personlige. Men om vi engang kom dit at det ikke var pengene som gav tonen, at det ikke var økonomisk tryk eller forskjel - at den ene ikke var optat med at være finere end den anden, - kanske var vi da kommet nærmere den vakre drøm at menneskene en gang skal si til hinanden: Du skal kaste uniformen og være fri. Du skal ikke ligne nogen anden, men prøve at realisere dig selv. Vilde da ikke livet folde sig rikere ut, bli mer værdt at leve og vilde ikke varmen og velviljen bli større mellem menneskene. For det er jo sandt som det så vakkert er sagt at det skulde være så uendelig meget mer at leve end bare at være til.

Nu hører jeg skeptikeren: Skal vi så vende tilbake til jorden igjen. Ja vel, dette er ikke mål som vi når imorgen eller iovermorgen. Men netop nu da striden om de taktiske linjer er så bitter blandt arbeiderne, gjælder det at selve idealet brænder i sindet så vi ikke forsumper.

Så marsjerer alle indvendingene op. Vi kan ikke komme ind på forholdet til de forskjellige politiske partiene. Jeg tror heller ikke når alt kommer til alt, at de kommer til at spille nogen avgjørende rolle i kampen om kommunismen. Politikken har hittil ståt i et alt for løst forhold til massenes liv til at de forskjellige partienes doktriner skulde sitte særlig fast. Men når kommunismens tanker nu blir spredt ut over landet og sænker sig ned i arbeideres og småkårsfolks sind, støter de på en seigere motstander: kristendommen og de forestillinger som knytter sig til den. Men jeg tror at også denne motstand kan knækkes.

De kristne venter at en stor vækkelse nu skal gå over vort folk og dr. Hallesby sa i Studentersamfundet at han håbet den vilde bli av like stor værdi for vor kultur som Hans Nielsen Hauges i forrige århundre. Men jeg tror ikke på nogen åndelig fornyelse hverken fra Calmeyergaten eller fra nogen av de andre bedehusene. De gamle skumle ord om arvesynd og evig fortabelse, den mørke mistro til menneskene, den evige frygt for ikke at isolere sig nok fra verden og vantroen - ingen freidig kampstemning, ingen varme - det hele gir en stemning av kulde og angst. Det er indimellem som det er selve helvedesrædselen som stirrer en imøte. Det er netop i motstand mot, i det at lukke sig til, at slike folk har sin styrke.

Nu er jo ikke dette alle de kristne. Men det er kristenfolket, kjernen og hovedmassen av de virkelig kristne i landet. Og hvis vi tar den anden retning, de såkaldte liberale, og ser bort fra enkelte værdifulde religiøse personligheter og tar bevægelsen som helhet, er det ikke over den noget tandløst og glatt, noget i dårlig forstand liberalt - likesom deres publikum, et tyndt lag av dannede academici, er folk som hverken er kolde eller varme. Bor det nogen positiv kraft i dem, er det over dem nogen korstogsstemning? Er det ikke i selve deres forhold til kristendommen noget relativt, mens enhver livsfrisk og erobrende religion kræver sin mand med hud og hår, absolut?

Vor overklasse og store lag av arbeiderne er alt avkristnet, og jeg tror vi kan si at kristendommen i vort folk er en vikende åndsmagt. Men like sikkert tror jeg at når den overalt stiller sig mot kommunismen, så sker det ut fra et rigtig instinkt. For tiltross for alle kompromisser som bare fører til kvaksalveri, er det inderst inde en uforsonlig motsætning i selve måten at se på mellem dem som må se dette liv som noget underordnet, en indvielse til det evige og dem som stiller det ukjendte i bakgrunden og lægger tyngdepunktet i livet her, mot Kristusbilledet sætter Faustidealet.

Men i den daglige kamp er det ikke de dypeste motsætninger som kommer frem. Når de kristne og mange med dem vender sig mot kommunismen, er det oftest midlene det gjælder. «Dere vil bruke vold,» sier de.

Da Friedrich Adeler, den østerrikske socialistlederen som skjøt sit lands førsteminister, stod for retten holdt han en tale til dommerne, hvor han stillet dette problem klart og pointert. Talen begynder slik:

«Vi har to store livsanskuelser som kjæmper med hinanden i verden. Den ene er kristendommens store lære - du skal ikke dræpe, den virkelige kristendom, ikke den som blir repræsentert av folk som skjender kristendommen, - men den virkelige kristendom som Tolstoi har forkyndt alt længe før krigen: vi skal ikke stå imot det onde, vi skal la os dræpe og aldrig lægge hånd på nogen hverken i krig eller revolution. Denne lære har optat mig meget i min ungdom og ligget mig meget nær. Efter den skal man være en virkelig kristen.

Men når man er kommet til den historiske erkjendelse at man allikevel ikke kan og bør være en virkelig kristen i den barbariske og umenneskelige tid vi gjennemlever, da gives det bare et konsekvent standpunkt. Når vi allikevel må dræpe og la os dræpe, da kan mordet ikke være noget privilegium for de herskende, da er også vi berettiget til voldsmidler. Hvis det er sandt at vi endnu ikke er kommet ind i det menneskeliges tidsalder, da vil vi i det mindste bare øve vold for at tjene menneskehetens idé.» -

Den tanke at det ene menneske skal øve vold mot det andet er mig motbydelig. Men det nytter ikke at stå i en slagtummel med korslagte armer og appellere til kristen barmhjertighet. Og de kristne selv bryter daglig den kristne moral, de opretholder fængsel, politi, ja endog militærmagt. Det er nødvendig, sier de. Ja vel, fra socialt synspunkt, men kristelig kan det da umulig være. Men kom så ikke og forlang at arbeiderne skal vende det høire kind til. Det er fysisk vold når arbeiderne sættes på gaten og sulter, og uten det er en revolution utænkelig. Det er en selvfølge at de i en slik situation har rett til at ta sig selv tilrette i det øieblik deres ansvarlige ledere ser at chansen er så stor at den er risikoen værd. Og hvis vi føler sandheten av digterens ord at det ikke bare er vor rett at leve livet solfyldt og rikt, «det er også vor stormende plikt», har vi ikke så allesammen en følelse av at det er likefrem uværdig at vende det andet kind til, at følge den moral som Kristus selv brøt da han med svepen jog kræmmerne ut av templet og kaldte farisæerne «I øgleunger».

Man fortæller om formanden i den ekstraordinære kommission i Rusland, han som organiserte terroren, at han i hele sit lange revolutionære liv hadde som princip altid at påta sig det ubehageligste arbeide blandt kammeratene. Da han sat som politisk fange i Warschau, påtok han sig at tømme latrinene for alle fangene. Slik bør enhver bruk av vold i kommunismens tjeneste betragtes. Et høist ubehagelig arbeide som indimellem kan være nødvendig selv om det river i næsen. -

Foruten alle de velvillige og faderlige råd som ungdommen har fåt høre i disse dager, høres også enkelte bekymrede røster. Vi får igjen høre alt hvad ungdommen mangler. Vi hører klager over at den mangler vilje og idealitet. Slike skrik efter vilje røber bare tomheten hos dem som skriker. Stil positive mål og det skal nok vise sig at det er vilje og idealitet nok til at kjæmpe sig frem mot dem. Kommunismen stiller Dem et slikt mål. Den kalder på arbeidskraft og offervilje. Den kalder på den religiøse ild, som er sluknet i Kristi kirke. Og det er en høi himmel over vor kamp. Det styrker og utvider sindet at tænke på at det overalt i verden er ungdom som gjennem svære vanskeligheter strir sig fremover mot vort ideal, vor fremtid.

Det er meget i os som står imot og det er gudbedre ikke mange av os som holder mål. Men allikevel - la os stille vort liv så høit at det ikke bare blir latterlig når vi nævner Maxim Gorkis stolte ord: Eders liv skal være et heltedigt!