Jonas Rein
Norges Selvstændighed
Tale og bønn ved avleggelse av eden til Norges selvstedighet
Bergen, 11. mars 1814
Kilde: Jonas Rein: Indgangs-Tale ved Eedens Aflæggelse 1814. Bergen 1814.

Det er i dag bekjendt, at Danmarks Konge, Frederik den Sjette, som ogsaa var vor Konge, nød af Vold og Overmagt, har løst alle sine norske Undersaatter fra sin Troskabs-Eed til sig, ja, end mere, nød af samme Vold, at afstaae Norges Rige til Sverrig; ja, meest af Alt, nød til at formane os Nordmænd, godvillig at gaae over til svensk Regjering. Han kunde ikke andet den gode Konge, Voldsmænds blodige Sværd svævede ham over Hovedet. Men vi friebaarne Nordmænd - lade os ikke mageskifte som man bytter Fæ. Værer ikke som Heste og Mulæsler, siger David (Ps. 32), som ikke have Forstand, hvis Mund man maa tæmme med Tømme og Bidsel!

Vi ærlige Nordmænd skulle give os under Svenskens ustadige Regjering. Ak! der hviler Blodskyld over Sverrig! ikke over dig, svenske Bondemand! du er uskyldig, men over dem, som herske over dig. De have dræbt Konger; de lokkede en elsket Prinds fra os, og da han ei vilde være Forræder, saa - døde han. De have forjaget Konge. De have valgt til Kronprinds en oplært Menneskeslagter, som nu lader sig bruge som Hærfører mod sit eget Fædreland, med ham har Sverrigs Regjering nu udkommanderet over 25000 svenske Mand, fra Gaard, fra Hustru, fra Børn, at stride i fremmed Land for Frihed - maaske. Nei, for Penge. Og vi, uskyldige Nordmænd, skulle godvilligen overgive os til en saadan Regjering, over hvilken Blodhævnen raaber høit som Abels Blod: Din Broders Blods Røst raaber op til mig af Jorden, siger Gud til Cain.

Dog, Freds-Tractaten mellem Danmarks Konge og Svensken, 14de Jan: 1814, lover os gode Løfter - Erindrer du, Broder! hvad skrevet staaer (1ste Moseb. 3): Og Slangen var tredskere end alle vilde Dyr paa Marken og sagde til Qvinden, I skal ikke døe. Holdt Slangen hva han lovede maa jeg spørge?

Dog, Ormen kan skjule sin Braad, men ikke sit lumske Aasyn: Udi Fredstractatens 15de Art:, No 5, staaer saaledes skrevet: Alle Norges Fæstninger skulle besættes af svenske Tropper - Hvorfor maae da ei vore egne Soldater besætte vore Fæstninger, men Svenske? hvor blev der da af Norges unge Sønner, Landets rette Forsvar? O! I, mine Brødre! blive udcommanderede langt borte fra elsket Fædreland, henud i Tydskland, hvor nu mangen faver svensk Kriger falder for franske Kugler. Du skal bytte med ham, og der, der skal dit ærlige norske Blod flyde; der skal du bløde dig i hjel for dit Fædreland - maaske! O, nei! for fremmed Herskab, for fremmede Penge; du skal sælges som Fæ, sælges af en Slagterdrift.

Ja, Nordmand! du ærlige Nordmand! det kunde hænde, at du blev commanderet af svensk Regjering at stride mod din danske Broder, der kunde have lagt under samme Hjerte som du, ja, mod din egen Fader, som nu kan være dansk Undersaat. I det mindste maatte du dog stride med Dannerkongen Frederik den Gode, som var dog Norges Fader, saavidt som nogen Konge paa Jorden nu er sit Folkes Fader.

O! skulde dette skee, thi hvad kan ikke befrygtes af svensk Regjering, o! da vil det hede som skrevet staaer (Aab. 12): Vee dem som boe paa Jorden og Havet, thi Djevelen er nedstegen til eder, som haver en stor Vrede, fordi han veed han haver en liden Tid. Ja, saavidst der lever en retfærdig Gud, saavidst skal han have en liden Tid. Skeer end ikke dette, saa blir du dog visselig udcommanderet af Landet, thi Norges Marv maa udgraves af Norges Knogler; og da vil det hede om dig, Nordmand! som Norges Skjald siger om Norge: "Men under fremmed Luft han gremmer sig - og døer."

Da du nu visselig maa bære Krigens Byrder, hvad enten du godvillig, som ræd Slave, gaaer over til Svensken eller ei - bør du da ikke langt heller kjæmpe for Frihed, for Ære, for Hustru, for Børn, for Eiendom - Du, Nordmand! som skal bløde, vil du da ikke heller bløde dig i hjel for dit Fædreland, end for Voldsmand? Og vil du da ikke heller døe med Ære end leve med Skam?

Ja! jeg læser i enhver ærlig Nordmands gnistrende Øine hva der staaer i hans Hjerte: Jeg vil kjæmpe for Fædreland, min Fædrejord skal før drikke mit varme Blod før jeg sviger - saa raaber du, Landsmand!

Men hvo fører os an? Hvor er Bannern? siger du. - Du har Anfører, Broder! Lovet være Gud! du har ham. Han kom til os som hin Engel, fra Himmelen høit, han Norges Odelsmand, Norges odelsbaarne Regent Prinds Christian Frederik. Han vil føre dig an, han vil dele Liv og Død med dig. Han har Odelsret dertil - thi naar Fader maa vige Odelsgaard til en Fremmed - jeg løser, siger den Odelsbaarne. (Gud! al Jordens retfærdige Dommer, han hjælpe dig at løse! Du Odelsbaarne! Han fredlyse din Odelsarv, dit Aasæde!) Skulde du end lyse Pengemangel, for det første - der ere mine Arme, der er mit Hjerteblod, siger kraftfuld Nordmand; der er min sidste Skjærv, siger Enken; og hvad den ei forslaaer, o! der mit Suk til Gud; thi Enkers Sukke trænge op til Gud.

Men Brød! Brød! hvor kjøbe vi Brød, at disse kunne ædes maatte vel mange spørge. Svækker denne Tanke din Tro til Gud - dit Mod til Forsvar - din Kjærlighed til Fædreland - gak! Gak du lidet Troende til Svensken; men før du gaaer, betænk - Svensken er ikke Enken i Sarepta, hvor Melet i Krukken ikke savnedes. Betænk om svenske Rige har mere Brød at give dig end Norge det har. - Skal Sverrig forsyne Norge med Brød, da maa først svenske Stene blive Brød.

Udi 434 Ar var Norges Klipper foreenede med Danmarks Sletter - Klipperne gave Staal mod Voldsmand - Sletterne gave Armene Kraft at føre Staalet - der er gammelt Ægteskab, der avledes ægte Børn, der er hævdet og odlet Broderskab. Udi saa mange Aar, som Aaret har Dage, det er i dette Aar 365 Aar, regjerede den oldenborgske Stamme Norge og Danmark faderligen. Nordmand, Nordmand! for 365 Aar siden, var din Farfaders Farfaders Oldefaders Oldefars Fader med at vælge og hylde, og sværge første Troskabs-Eed til første Konge af denne Stamme: Chr.1ste. De svore ærligen de Mænd, de holdt hvad de svoere, thi de frygtede Gud, derfor ærede og lydde de Kongerne. De forplantede ærlig Nordmands Eed paa deres Børn; Gud og Kongen tro indsuede Barnet ved Modersmelk, og denne Melk randt fra Moders Hjerte, og saadan Modersmelk har du og suet, Bondemand! thi din Moder var norsk Danneqvinde.

Saa staae vi Nordmænd idag i Herrens Tempel, vi staae for Guds Ansigt! vi kunne ikke træde ind i vore Gudshuse uden at gaae over vore Oldefædres Støv. Lader os ikke som Drænge trampe paa Heltenes Grave, sagde engang ærlig Nordmand Nordal Brun. Dette Støv du træder paa, Broder! raaber op til dig, i Dag, af Graven, paa gammeltnorsk: Bodn! Fram Normand, fram Fædrelands Mand til Berserkergang mod Voldsmænd! saa skal dit Barnebarn synge om dig som du synger om os: Kom Fienden, flux de droge frem. Og Mod og Styrke drog med dem. De slods, bare Seier hjem. Og Seier Helten kronte.

Ja! jeg synes at høre i Dag vore Oldefædres salige Aander raabe ned af Himmelen til os: Vi her oppe i vor Faders Huus, vi, som ere komne af den store Trængsel, som skrevet staaer (Aab. 7), vi synge nu Saligheds Sange, som alle Himle give Gjenlyd af, denne Sang: Strider, Børn! Som vi strede, og da skulle I engang siunge med os: Amen, Velsignelse, og Ære, og Visdom, og Taksigelse, og Pris, og Magt, og Styrke være vor Gud i al Evighed.

Men her taler til os en vigtigere, høiere Stemme: Pligtens, Ærens og Frihedens hellige Stemme, og dette er Guds Røst; thi hvem bød Pligt og Ære og Frihed uden Gud. Er da Israel en Slave, hvorfor er han bleven til Rov, spørger Gud selv Propheten Jer. (2, 14). Har ikke Gud selv dyrt nok ved sin egen Søn kjøbt os af Satans Slaverie, at vi skulle blive Fribaarne. Derfor Paulus: Drager ikke i fremmed Aag! (2. Cor. 6.)

Som vor Tro er vor helligste Eiendom til Himlen, saa er vor borgerlige Frihed og Ære paa Jorden. Forsvar dit Liv, din Eiendom! overgiv ikke dine umyndige Børn til Slavelænker! Det er Guds Røst i vort Hjerte. Derfor opfordrer jeg eder i Dag at aflægge denne Eed: At forsvare med Liv og Blod Norges Selvstændighed.

Læreren bør foregaae sin Menighed med godt Exempel. Jeg aflægger da først denne Eed.

Maatte Nogen tænke: du er Guds Ords Lærer, det er ikke dit Kald at gaae i Krig, du vover ikke saa meget som jeg, der kan komme at staae for Kugler og Sverd.

Ja, Broder! jeg torde vove ligesaa meget som du. Jeg vover Embede, ja Liv. Man døer ogsaa for Sandhed. Thi dersom det skeer, det Gud forbyde! at vort Norge erobres med Magt, da vil Voldsmand sige til mig: Du stemplede din Menighed at forsvare Norge - Du ugjød Blod - Du skal døe - Ja jeg døer gladelig.

Min velsignede Menighed! eet beder jeg dig, for den Kjærlighed, der er mellem os, skeer det, det Gud afværge! forbarm dig over min Enke og mine faderløse Børn! drag Omsorg for dem! O! saa døer jeg gladelig, thi jeg døer for Pligt, for Ære, for Frihed. Guds Stemme taler i mit Hjerte i Dag, at jeg burde gjøre hvad jeg nu gjør.

Jeg oprækker nu min Haand til Himlen, Gud række nu sin Haand til mig!

Jeg sværger at hævde Norges Selvstændighed og at vove Liv og Blod for det elskede Fædreland, saa sandt hjælpe mig Gud og hans hellige Ord!

*

Lader os alle bede!

Fader i Himlene! See forbarmende ned til dit betrængte Folk paa Jorden! hør vor Bøn paa Nødens dag for Jesu Skyld! For Jesu Skyld straf os ikke efter vore Synder og giv os ikke i vore Fienders Haand! Mod dig have vi syndet; men ikke mod dem, som nu med Ødelæggelser overraske vor Kongeborg. Lad dem beskjæmmes, ja fortæres, som ere vore Modstandere! Lad dem iføres Forhaanelse og Skjændsel, som søge vor Ulykke; saa fornye vi det dyre Løfte her for dit Ansigt, at vi, frelste af vore Fienders Haand, ville tjene dig i Hellighed og Retfærdighed alle vore Livs Dage!

Udbred din beskjærmende Faderhaand over Landsfaderen, vor allernaadigste Konge, Kong Christian den Syvende, som altid elskede Fred og fremmede Ret! Han forlade sig paa dine Vingers Skygge indtil Ulykken er gaaen over! Bortkast ham ikke i Alderdommen og forlad ham ikke, naar hans Kraft forgaaer! Frels dog hans Rede, som Rovfugle ville synderrive, og giv ikke vilde Dyr din Turteldues Sjel!

Du gav, o Gud! Kongen en Søn, Tronen en Støtte, Rigerne en Skydsengel, hans Kongelige Høihed Kronprinds Frederik. Udsluk ikke dette store Lys for Ham og os! Tronarvingen gav du, o Lysenes Fader! mit i Fred utrættelig Lyst til Mandoms Daad til Rigernes Vel, og du seer bedst, hvorledes han nu anstrænger sin hele Sjel, for at værne mod vore Farer. Beskjærm denne Dyrebare selv imod al Fare! styrk hans Heltemod med din Kraft! leed hans Visdom med din Haand, og gjør ham sejersalig, saa vist som han vil hver Mands Frelse og Fred!

Hans Maria være den Velsignede blant Qvinderne, Hendes Kongelige Højhed Krinprindsessen! Du seer hvor højt disse dyrebare To elske hinanden som det lykkeligste Ægtepar i vore Riger og Lande, lyksaliggjør, o Gud! dette Baand med al huslig Glæde, og gjør det ærværdigt endog ved Ælde! Slaa en uigjennemtrængelig Vognborg trint omkring dem, at ingen Røverhaand maa række frem til disse Rigets Klenodier!

Prindser og Prindsesser og Alt hvad som hører til vort kjære Kongehus være indsluttet i Guds faderlige Varetægts hulde Arme! Det staae som Huset, bygd paa Klippen, til Trods for stormende Orcaner.

Giv de højeste og nærmeste Raadsherrer Raads og Visdoms Aand, at de maatte vorde det store Kald værdige at gaae en saa landsfaderlig Regjering tilhaande med Raad og Daad! Styrk vore Krigere baade til Lands og Vands! Død og Fordervelse gaae frem for deres Vaaben imod dem, der forstyrre den Fred, som vi elske! Besjæl dem og os alle med Standhaftighed, med Lyst og Kraft, med Mod og Mandom til at føre Herreskjold imod Niddingsværk, at vi kunne staae som vore Klipper!

O, du Almægtige, hos hvilken er ingen Forhindring at hjælpe ved mange, eller ved faa, kron dem med Sejer, der stride imod Overmagt for Konge og Land, for Huus og Hjem, for Qvinder og Børn, og det som er mest af Alt, for en retfærdig Sag! Vi have endnu ikke modstaaet indtil Blodet; men kommer Raden til os, da giv os at staae vore danske Brødre mandelig bie! Giv os da Raade til for Jesu Skyld først at befale vore Sjele i din Haand, saa gaae vi djærvelig frem, og den Qvinde skal ikke beskjæmme os, som sagde, da hun vovede Liv for sit Folk: Omkommer jeg da, saa maa jeg omkomme!

Dog - vor egen Magt er intet værd. Du er ene, o Gud! al vor Tilflugt og Styrke! Vi forhaanes af overmodige Fiender; men du er den, som bruger Magt med din Arm og adspreder de Hofmodige i deres Hjertes Tanke. Vi overvældes af den Stærkere; men du er den, som drager de Mægtige af Stolene og ophøjer de Ringe. Dig være anbefalet vor Konge og hans Søn, vore Lande og Stæder, vort Folk og vore Huse, vort Liv og vor Sjel!

Herre! du vejer vor Kraft, du seer vor Fare, straf os ikke efter Fortjeneste! bortvend ikke dit Ansig fra vor Nød! Tilgiv os for Jesu Skyld, hvad vi under den mangeaarige Fred have syndet imod dig og dit Ord, og lad det blive Frugten af den Refselse, hvormed du truer, at den Ugudelige forlader sin Vej, og den som gjør ilde, sine Tanker og omvender sig til Herren, at han maa forbarme sig, og til vor Gud; thi han er meget rund til at forlade.

Ja, forlad os, milde Fader! forbarme dig over os, giv os Frelse og Fred! Gjør os snart igjen glade i dit Bedehus, saa ville vi her sige Gud og Faderen Tak for alle Ting i vor Herres Jesu Navn!

Ammen.