Christian Frederik
Kongens Tale ved Storthingets Aabning
Kongens avskjedstale ved Storthingets Aabning
Christiania, 7. oktober 1814
Kilde: Kongens Tale ved Storthingets Aabning, den 7de October 1814, fremsagt ved Statsraadet. Christiania 1814.

Normænd! Henved fem Maaneder ere henrundne siden jeg i Eders Samfund modtog den Krone, Eders Tillid skjenkede mig, og som jeg, haabende paa Forsynets Bistand i vor retfærdige Sag, troede at kunne bære til Eders Held: det eneste Formaal for mine Bestræbelser.

Dengang omhylledes Fremtiden af en Taage, som de nyligen indtrufne vigtige politiske Begivenheder endnu ikke havde lettet. Uvist var det, om Europas mægtige Stater fremdeles vilde enes om at undertvinge et Folk, der kun fordrede samme Retigheder og den Frihed, de med saamegen Opofrelse havde tilkjæmpet andre Folkefærd, og skjønt man ikke kunde nægte sig selv, at Norge, hvis det strædedes i Kamp imod disse, eller blot i vedvarende Uvenskab med England, ikke vilde kunne udføre sit begyndte store Værk, var der dog indtil den Stund ingen grundet Anledning til at mistvivle om et mueligt heldigt Udfald, heller ei for mig, til, ved yttrede Betænkeligheder, at udbrede Mismod blandt Folket.

Uden Begring modtog jeg den Krones hvis Byrder jeg ingenlunde oversaae Bekymringen for Norges Fremtids Held, hvilket jeg endnu kun ufuldkomment formaaede at berede, var den tungeste blandt disse, og kunde ene lettes ved Bevidstheden, stedse at ville det Gode og derved at fortjene Folkets Kjærlighed.

Om end Skjæbnens Bud og mangehaande Vanheld sønderbryde mit Haab, saa skal denne Selvbevidsthed beroligende følge mig, og de Retstatens venlige Erindring være min Trøst.

Snart udviklede sig de Europæiske Magters Sindelag mod Norge. De med deres hertil ankomne Gesandtere vexlede Noter, som ere bekjendtgjorte og som skulle forelægges Storthinget, vise hines bestemte Villie: at see Norge forenet med Sverrig, samt hvorvidt jeg tillod mig, at give efter for deres Forestillinger, for, om mueligt, at forekomme den ulige Kamp, hvormed Norge truedes. Den Bekymring, at det Norske Folk, maaskee af Hengivenhed for mig, skulle udsættes for større Byrder og Plager, end uundgaaeligt nødvendigt var, saafemt Storthinget, efter moden Overveielse af Rigets Tilstand, vilde give Gesandternes Forestillinger Gehør, gjorde det Ønske levende hos mig, at see et Storthing forsamlet, der kunde drøfte disse vigtige Anliggender, og for hvilket jeg kunde nedlægge min oprigtige Erklæring: at jeg er villig til at opofre min personlige Stilling, for at afværge Rigets Ødelæggelse. Men Vilkaarene, under hvilke denne min Hensigt med en forlangt Vaabenstilstand ene kunde opnaaes, bare, efter Gesandternes seneste Erklæring: tvende Fæstningers Overgivelse til Svenske Tropper, og, fra min Side, en ubetinget Frasigelse af Kronen.

At indvilge dette unødtvungen, kunde jeg ei forsvare for Folket og for min Samvittighet, thi det krænkede Grundloven. Krigen blev uundgaaelig, dens Hændelser ere bekjendte, de ere Gjenstanden for ett Undersøgelse, hvis Resultater skulle vorde Nationen forelagte.

Enhver, der upartisk vil veie Fiendens Stridskrefter mod vore, vil indsee, at den Norske Armee snart nøvendigen maatte indskrænkes til Forsvarskrigen, og, med Forraad paa faa Uger, blev dens Stilling dobbelt afhængig af Fiendens Foretagender; det stod i hans Magt, enten at lade os uangrebne, da maatte Armeen omsider af sig selv have opløst sig, eller og med Overmagt at forcere Glommen, nordenfor Christiania, og tillige ved landsatte Tropper, at afskjære os fra vore Magaziner. Omgaaet havde Armeen da maattet bane sig en Vei til Fjeldene, men største Delen af den vilde uungaaeligen have været opofret.

Kyndige Krigere ville ikke kunne nægte, at jo denne Stilling bød, ikke letsindigen at afstaae de Tilbud om Vaabenstilstand, som gjordes; denne var for Øieblikket Armeens Redning, og som saadan maae, dens i sig selv haarde Betingelser betragtes. Den har standset Krigens Ulykker, den har bidraget til at bjerge Høstens rige Afgrøde, den har aabnet vore Havne for Handel og Tilførsel, den har gjort det mueligt for mig at sammenkalde et Storthing, paa det Rigets Tilstand modent kan drøftes.

Hvilket Emne kan tænkes vigtigere for Fæedrenelandsvennen, for den gode Landsfader, der stedse bør stræbe at afværge de Plager, som true, og at afhjælpe de Mangler og Gjenvordigheder, som hvile over Land og Folk?

Norges Tilstand altsaa kunne vi desværre ei nægte os at være et, efter syv Aars Krigs-Anstrængelser, ved næsten uafbrudt Savn af Udskibning og Tilførsel, svæktet Riges, hvis Hjælpekilder til Indbyggernes Underholdning, til Næringsveienes Drift, og til Armeens Forsyning herved maae besværliggjøres om ei aldeles standse. Med utrolige Anstrængelser ere de Forraad, som endnu haves, tilveiebragte; Landet er i Aar velsignet med en ypperlig Høst, og længere end sædvanligt vil Mangelen derved afværges, men sikkert Haab om blidere Udsigter for Fremtiden giver dette ei, saalange alle Tilførsels Kilder ere stoppede, og saalange vore, ved den Dansk-Norske Stats forvirrede Pengevæsen, dybt sjunkne Papiirspenge ei kunne tjene til Betalings-Middel udenlands.

Rigsforsamlingen paa Eidsvold udsatte Oprettelsen af en Bank, og den berammede Laaneindretning, som dermed skulle staae i Forbindelse, kunde ei heller, forinden næste Storthing, bringes i Virksomhed. Saaledes seer Staten sig berøvet alle Midler til Betaling af en stor Deel af de indførte Fødemidler, samt til at anskaffe flere Forraad; alle Statens Udgifter have hidtil maattet bestrides ved de af Rigsforsamlingen bevilgede fjorten Millioner (Rbdlr. N. V.), men hvis Krigen vedvarer, vil næste ordentlige Storthing blive nødsaget til at forøge Statsgjelden; thi Indtægter af Tolden, eller Skatter af de forarmede Indvaannere ere ei at regne paa. Et udenlansk Laan kunde have afbødet megen Forlegenhed, og samme burde vist have været Gjenstanden for Storthingets Opmærksomhed; men saalænge de udvortes politiske Forhold vedblive at være os imod, er saadant ei at opnaae.

Nogen directe eller indirecte Bistand af de større Europæiske Magter var, hvo nægter sig det, nødvendig til Norges Redning, og jeg byggede mit Haab paa Forventningen herom. Men deres bestemte Erklæringer tilintetgjorde dette Haab; døv mod alle Forestillinger viste det Engelske Ministerium Rigsforsamlingens Afsendte tilbage, og dets Blocade-System skjærpedes, ja udvidedes til Kysterne af Bergens og Trondhjems Stifter. Saaledes berøvet alt Haab om Understøttelse og Tilførsel, med dette Billede af Rigets Tilstand for Øine, burde jeg, det forekom mig at være en fuldkommen Pligt, selv ikke vægre mig at bringe Fædrelandets Frelse det høieste Offer, noget Menneske formaaer at frembære: Offeret af sin Lykke, af sin Tilfredshed. At jeg i Folkets Hænder skulde nedlægge den udøvende Magt, som jeg af Folket havde modtaget blev fordret som en ufravigelig Betingelse for Vaabenstilstanden.

Havde jeg, ledet af Ærgjerrighed, blot villet forsvare min Krone til det Yderste, da havde jeg fortsat Kampen, mindre bekymret om Norges Skjæbne, hvis det, efterat dets Stridskræfter vare udtømte, blev afhængigt af Seierherrens Vilkaar; jag havde maattet opofre Folket for min Skyld, uvis om, ved de mægtige Staters Mellemkomst omsider at see Striden endt til Fordeel for Norge; thi skulde dette Rige længe friste den Skjæbne, at stride med egne Kræfter, uden fremmed Bistand, da var dets Undergang lige vis.

Ved at ende Kampen førend man var aldeles overvunden, ved at byde Haanden til Forlig, da den Svenske Regjering antog Grundloven af 17de Maii som Basis for Foreningen, hvis Storthinget fandtes villig til samme; ved endeligen, saaledes som Nødvendigheden bød det, at forbinde mig til at nedlægge den udøvende Magt, opnaaedes, og kunde ene opnaaes, det som Menneskelighed og min Omhue for Folket gjorde mig saa saare ønskeligt: Landets Redning for Ødelæggelse. Jeg vilde ikkun bære Norges Krone til Folkets Held.

Saasnart jeg indsaae, at jeg, med den redeligste Villie, uagtet af Anspændelse af menneskelige Evner, formedelst vor egen Tilstand og faa Forsvarsmidler, og formedelst vore Forhold til fremmede Magter, ikke kunde føre det begyndte store Værk igjennem; saasnart jeg troede, at Folkets Lidelser, for min Skyld, forøgedes, da skyldte jeg Nationen, at fremstille Billedet af Rigets Tilstand for dens Øine, og ikke for at haandhæve min Stilling i Staten, at berede dens Vanheld i høiere Grad, end Skjæbnen ufravigeligen synes at have bestemt. De Saar, som syv Aars Krig har forvoldet, trænge til Lægedom, og ved Fredens Velsignelser ville de lykkeligere Dage, som jeg desværre ikke formaaede at berede dette herlige Land, kunne vindes.

Rigets Tilstand byder at høre og overveie de Forslag til Forening, som Sveriges Konge har forbeholdt sig umiddelbart at meddele Storthinget, og hvorved han har forpligtet sig til at fornye de Løfter, som han allerede har givet det Norske Folk.

Rigets udvalgte Mænd kunne nu med modent Overlæg, og uden andet Hensyn end Fødelandets Tarv, bedømme Rigets Stilling, og vælge, hvad der efter Omstændighederne kan tjene til dets Bedste.

Lader mit Minde leve iblandt Eder, Normænd! som en Vens, der vilde Eders Vel, der hidtil bevarede Landet fra Anarchiets Rædsler, der, nægtet al Bistand af andre Magter, savnede Midler til at føre det store Værk for Norges Uafhængighed igjennem, og som opofrede sin Tilfredshed og personlig lykkelige Stilling iblandt Eder, for ei at see Norge ødelagt, men derimod dets constitunelle Forfatning sikret, og herved, saavidt mueligt, dets Selvstændighed bevaret. Jeg havde sat min Hæder og min Glæde i at lyksaliggjøre det Norske Folk, nu vil jeg finde min Trøst i den Bevidsthed, at have virket, hvad jeg formaaede, til at lindre de Trængsler , der tungt hvile over det elskede Fædreneland.