Dr. F. Lochman
Naturforskningen og Materialismens Aand
Christiania, 2. september 1874
Kilde: Tale ved Immatrikuleringen den 2den September 1874 af Prof. Lochmann

Vort Universitet høitideligholder idag sin Stiftelse. Det modtager den Ungdom, der nu er erklæret moden til de akademiske Studier; til enhver af disse unge knytter sig Slægts og Venners Haab og Ønsker. De vil nu her ved Universitetet, hvortil de kommer med hele Ungdommens Idealitet, sidde under vore Lærerstole og høre, hvad vi vil kunne byde dem af det, som Videnskaben gjennem Slægterne har samlet. Om nogle Aar ville de igjen forlade os og strømme over dette Land til dets mest afsidesliggende Egne. De vil virke hver i sin Kreds til at bygge dets Fremtid; hvad de har faaet af Lærdomme, Tanker og Aandsretning, vil da enhver for sig stille sprede mere og mere ud, og saaledes vil Universitetet for Landets Intelligens og Videnskaben være ligesom Hjertet, der suger det ungdomsfriske Livsblod til sig for atter at føre det ud over Landet til Held og Velsignelse. Men just dette, at de ved Universitetet faar dette stærke Præg af vore Tanker, Følelser og Meninger, giver vort Arbeide det saa tunge Ansvar.

Til denne Fest, den eneste almindelige Universitetsfest, der samler os alle, pleier Universitetet at knytte Emner, der i Regelen er af almindelig Art og væsentlig af de saakaldte Aandsvidenskabers Gruppe. Mine Kollegaer, der har vist mig den Ære og Tillid iaar at overdrage mig dette Hverv, har troet at et Emne af mere naturvidenskabelig Art maaske ikke vilde være uden Interesse.

Naturvidenskabernes i vor Tid næsten overvældende Fremskridt behøver jeg kun at antyde; det er noget, som overalt møder os. I Virkeligheden er ogsaa nogle af de Kjendsgjerninger og Fordele Naturvidenskaberne har bragt os under deres rastløse Arbeide, stærkt fremtrædende i det daglige Liv. Jeg vil kun minde om Dampens og Elektricitetens Anvendelse. Enkelte af disse Fremskridt aabner os et vidt Syn. Spektralanalysen viser os saaledes de fjerneste Himmellegemers Sammensætning. Geologien har aabnet os en lang og fjern Fortid af Jordens Historie. Vort Kjendskab til Plante- og Dyreformer er overordentlig beriget i de sidste 20 Aar, og talrige Kjendsgjerninger er paa alle Omraader af Naturvidenskaben indsamlede. Paa samme Tid, som vor Kundskab om Detaljerne er forøget, er der tillige kommen større Enhed og Sammenhæng i de forskjellige Grene af Naturvidenskaben. Tanker, der lade os se Enhed i Mangfoldigheden af Fænomenerne ere komne frem og have paa en Gang kastet et klart Lys over og forbundet hidtil adskilte Grupper af Kjendsgjerninger. Læren om Naturkræfternes Enhed, Identiteten af mekanisk Kraft, Varme, Lys, Elektrisitet, Galvanisme og maaske de molekulære Kræfter tilhøre vor Tid. Endnu lever den Mand, der først forenede disse, som man før troede adskilte, Naturkræfter. Ogsaa paa det organiske Livs Omraade træde disse Tanker om Enhed og Sammenhæng mere frem. Tanken om ensartede Typer for det organiske Livs Udvikling er, om end tidligere dunkelt anet, først i vor Tid kommet frem og har lagt Grunden til Udviklingslæren. Der kommer stadig nye Dicipliner frem. De forskjellige Grene af Naturvidenskaben nærme sig hinanden og smelte sammen, Chemi, Fysik og Astronomi ere forbundne ved spektral Analyse; en Botaniker maa i vor Tid kjende Zoologi, Geologi og Climatologi; den inderlige Forbindelse, gjensidige Paavirkning og dybe Afhængighed af Dyre- og Planteverdenen med Jordbund og Klima tilhøre den nyeste Forskning.

Ogsaa paa Aandsvidenskaberne, de historiske og filosofiske tidligere strengt afsondrede Gebeter af den menneskelige Viden er Naturvidenskaben trængt ind med sin Methode og sin Forsknings Aand, snart hjelpende og understøttende, snart erobrende. Den moderne Sprogforskning kan ikke undvære Fysiologien. Tungens, Tændernes og Læbernes Forhold ved Frembringelsen af de forskjellige Lyd og navnlig Sprogtonen fordrer Kjendskab til disse Organers Bygning og Funktion. Sprogforskningen har optaget Paleontologiens Principer, man undersøger Ordene i de gamle Lag af Sprogene, og gjenfinder hos dem de samme Forandringer, der minde om de organiske Formers Udvikling. I Arkeologi, denne nye Videnskab om Menneskernes dunkle Fortid, mødes og samles hidtil strengt adskilte Videnskaber, som Historie, Sprogforskning, Geologie og Naturvidenskab, idet de understøtte og hjælpe hinanden til at løse denne Videnskabs Gaader.

Der vilde være noget tiltrækkende i at fortsætte denne Skildring, men det var ikke det, jeg her vilde. Hvad der laa mig paa Hjertet var ikke at vise vor Tids Naturvidenskab i korte og svage Træk, saavidt jeg formaaede det, at vise deres store Fremskridt og alt, hvad vi har dem at takke for, det rige Haab, de giver os for Fremtiden, og saa lade Dem gaa herfra, de ældre i glad Bevidsthed om den Fremtidstid, hvori vi leve, og de yngre fulde af Iver for at slutte sig til dette Naturvidenskabens seirrige Tog; men, hvad jeg vilde minde om, var, at disse Naturvidenskaber er traadt udenfor sin Grænse, at de er kommet ind paa en Mark, hvor de ikke høre hjemme. Dersom vi følger Naturvidenskaberne i deres nærværende Udvikling - og vore Tanker søger da naturligt derhen, hvor ganske vist den moderne Videnskab staar i rigest og kraftigst Vext - til Tyskland, faa vi at se, at der i den Maade, hvorpaa de optræder i Forhold til Filosofien og til Aandsvidenskaben, er noget, der, ialfald for nordiske Forskere, er lidet tiltalende. Der er fra Naturforskningen udgaaet en Materialismens Aand. Den findes ikke alende hos enkelte Forskere og Forfattere, men den er et gjennemgaaende Træk i den tyske Naturforskning; den vil intet erkjende uden fysiske og kemiske Kræfter og Celler. Det er, som om Naturforskeren er bleven svindel, ligesom om han i Overmod har naaet, med en Erobrers Hensynsløshed ikke vil erkjende, at han er inde paa fremmed Omraade. Der har i Naturvidenskaben udviklet sig en eiendommelig Lære, den saakaldte Darwinisme, der kun er Udtryk for den samme Materialisme. Den tror at finde i hele Naturen en Udvikling, men ikke en Udvikling efter en stor, ufattelig, vis Plan, men kun Tilfældighedens og Vilkaarlighedens. Der er visselig meget faa Naturforskere nu, som tror paa Sjelens Udødelighed; der kunde nævnes flere fremragende Navne, som aabent bekjender dette. En saadan Tro hører efter deres Opfatning til et tilbagelagt Standpunkt. De indrømmer, der er meget, som endnu ikke er forklaret, men dette anser de kun for en provisorisk Tilstand; Videnskaben vil trænge seirende frem, og tilsidst vil det hele ligge fuldstændig klart. Tanken opfattes kun som en naturlig Hjernens Funktion; den kan væsentlig tilskrives Fosforet; Hjernerne vil ved den naturlige Selection kunne blive rigere paa Fosfor, saa vil man kunne tænke mere og skarpere, og saa vil Problemerne paa denne Maade blive løst! Man vil maatte tro, at dette er Overdrivelser, men det er desværre ikke saa. Jeg tror, de Udtryk, jeg har brugt, ere korrekte.

I nøieste Forbindelse med denne Naturvidenskabens Aand - maaske jeg misbruger Ordet - staar vor Tids Positivisme. Det er Mathematik, Fysik, Statistik anvendt paa det menneskelige Livs Forhold og Aandsvidenskabs Omraade. Der er ingen Gud, men store Naturlove. Menneskeheden er som en Strøm hvori den enkelte villjeløs rives med og føres, hvor Strømmen gaar. Last og Dyd ere Produkter ligesom Vitriol og Sukker. Vitriolet er uskyldigt, det kan ikke for, at det er ætsende; Sukkeret bør ikke roses, fordi det er sødt. Forbrydelser, Selvmord og Sindssygdom optræder som Udtryk for store Naturlove, man maa beklage den Procent af Menneskerne, der uundgaaelig i disse Loves Medfør begaar Forbrydelser. Selv Aandslivet, Religionen og Moralen bestemmes af Klima og Jordbund. Menneskeheden er nu naaet til et saadant Udviklingstrin, at den ser disse nye store Love. Religionen betegner i det hele et lavere Trin af aandelig Udvikling. Selv den kristne Religion holder Mennesket i en Tilstand af Ydmyghed, binder dets Tanke, og hindrer Aandens frie Udvikling, men nu er en ny Tid kommen for den frie Menneskehed, og Lyset bryder frem paa alle Kanter. Omtrent saa taler de, som med stor Fuldendthed i Formen med stor Styrke og glimrende Lærdom holder den nye Lære frem. Der er et, som jeg tror, heldigt Tegn, og det er, at disse Retninger kan siges kun sparsomt og i Antydninger at være traadt frem hos os. Det er ganske vist saa, at for den opmærksomme Iagttager af Aandslivets Udvikling, og de sociale og politiske Forhold, kan det ikke være skjult, at Noget af dette dog er kommet frem, tildels i vor Dagbladspresse, og muligens naar det lidt høiere op i Samfundet. Jeg vil kun antyde, at de Formildelser i Straffelovgivningen, som vedtoges paa sidste Storthing, maaske - om end ubevist - dog som Baggrund turde have disse positivistiske Meninger. Sikkert er det imidlertid, at vort Land i mærkelig Grad har været fri for disse, som jeg maa kalde ulykkelige Retninger i Aandslivet og Videnskaben. Hvis vi ser til vore Nabolande, stiller Billedet sig ikke saa lyst. Jeg vil nævne Sverige, hvor den Boströmske Filosofi har virket til at udbrede Rationalismens Lære, Foragt for den hellige Skrift og dens Lærdomme i meget vide Kredse af den mere intelligente Del af det svenske Samfund; og jeg tror, at ogsaa i Danmark er denne Retning mere fremtrædende, skjønt Universitetet nu værger sig mod den. Denne Retnings intime, nødvendige Forbindelse med yderste Venstre i Politiken kan visselig ikke undgaa nogen Iagttager. Det er et Spørgsmaal, som nu kommer frem, og det vil jeg knytte til hvad jeg først talte om, det store Ansvar, vi har som Lærere - hvorledes vil disse Forhold stille sig i Fremtiden? Er ikke dette, som nu saa stærkt fremtræder i den tyske Literatur et Udtryk for en stor aandelig Strømning, noget uundgaaeligt, noget for at bruge et Udtryk fra min egen Kreds - svarer det ikke til de store Sygdomme, der optræder og udbreder sig? Ligger det ikke i Atmosferen? De store Aandsepidemier minder om visse legemlige Sygdomme; der har været Tider, da man ansaa dem for uundgaaelige, vi kjendte ikke deres Aarsager og troede, de kom til forskjellige Tider i Medfør af visse Love eller ialfald paa en Maade, som var fuldkommen ukjendt. Det Fremskridt, Lægevidenskaben har gjort, har lært, at det ikke er saa. Man ved nu, at de udgaar fra bestemte Smittestoffe, og at de føres om og spredes ved Individer. Naar vi overføre dette paa Aandens Omraade, staar vi foran Grundtrækkene af en Hygiene, hvis nærmeste Formaal er at forebygge Aandslivets og Literaturens Infektion. Overalt maa vi kjæmpe imod disse Retninger, indenfor Murene om saa skal være, men helst udenfor.

Jeg vil oprigtigt sige - skjønt jeg ved nok, at mine Ytringer vil blive stærkt misbilligede - at Universitetet bør holde disse Retninger af den moderne Videnskab borte fra sine Lærestole. Den akademiske Ungdom er, som jeg tror, ikke ganske moden til at dømme om disse Ting; denne Evne erhverves først senere i Livet og ofte gjennem Vildfarelser. Ungdommen er som blødt Vox, som vi kan give, hvilket Præg vi vil. Jeg vil minde om den mærkelige Kjendsgjærning, som Enhver, der har iagttaget Studierne ved Universitetet har seet, og det er, det være sagt, - til Ære og Hæder for dette Fakultet - den Ensartethed, der udmærker Universitetets theologiske Studerende. Trods deres ydre individuelle Forskjellighed, saa er der i den Aand, den gode og kraftige Aand, de har faaet af Universitetets høiagtede Lærere, givet dem et ensartet aandeligt Præg, som maa vække vor Forundring. Det bliver maaske misbilliget som en Hindring for Individualismens fri Udvikling, men jeg tror ikke det; jeg mener, at det rene Præg, dette Fakultet har givet sine Elever, er en Ære for vort Land. Hvorledes Præget skulde være, om maaske lidt anderledes, kan der være afvigende Meninger om; men Præget er skarpt og rent, Mynterne fuldvægtige og Metallet ædelt. Under de Kampe, der ligger foran os, vil der maaske komme den Tid, da en enstemmig Taknemlighedsfølelse hos Nationen vil vidne i samme Retning.

Men, heder det, er der nogen Betænkelighed ved at lade disse Positivister og Materialister fra Lærestolen udtale og forsvare sine Meninger? Ere de ikke pletfrie og endog udmærkede Mennesker? Det forholder sig ganske vist saaledes. Men jeg tror, at de støttes af den kristelige Jordbund, om jeg tør bruge dette Udtryk, eller Atmosfære, hvori de leve. Konsekvenserne af deres Livsopfatning maa efterhaanden blive en Livsretning eller en Retning i Handling. Man kan ikke være Darwinist, uden at ens hele aandelige Væsen langsomt men sikkert forandres, den begavede og dygtige Mand slaar sine Medbeilere til Jorden, han handler i Kraft af den store Naturlov om Selektionen. Et Liv uden Tro paa Udødelighed, uden Tanke om Dom eller Ansvar, faar et ganske andet Maal og Indhold, og et Samfund, hvori disse Lærdomme udbredes ligetil de dybeste Lag, maa gaa under, selv om det paa sin Overflade har den moderne Kulturs blendende Præg.

Den Kamp, som nu føres i vor Tid, og i Forhold til hvilken alle politiske Kampe kun er af ringe Betydning, er Kampen mellem Positivismen og Materialismen, eller om man saa vil, den moderne Videnskab paa den ene Side, og den kristelige Religion paa den anden Side; denne Kamp er den dybeste og sidste Grund til næsten alle Kampe og al Strid i vort Samfund, og maa udkjempes i hvert enkelt Menneskes Sind, i Videnskaben og i Literaturen. De Lærdomme, som vi anse for vildledende og urigtige skulle ikke undertrykkes i Literaturen; men de skulle ikke føres frem for Ungdommen med en Universitetstlærers Autoritet og blive legitime. Naar vi handle i denne Aand er det i Overensstemmelse med vort Folks religiøse Grundtone, og jeg tror, det langt overveiende Antal af vort Folk vil billige dette; men fremforalt tror jeg, vi ved denne Leilighed handle, som Ret og Pligt byder. Det gaar ikke an, at i et af Universitetets Auditorier fortolkes den hellige Skrift, og i et andet høres der et veltalende og formfuldendt Foredrag, hvori der er er en fin Spot over den kristelige Religion, der tilhører et tilbagelagt Standpunkt af Udvikling, og i det høieste nu passer for Almuen, theologiske Kandidater og Pietister. Heri ligger en Halvhed og en Usandhed. Denne Institution kan ligesom Individet ikke uden Skade bære denne Dobbelthed eller Uklarhed; Universitetet maa i de høieste og vigtigste Ting løfte et Mærke, og have et bestemt Præg, og dette Præg maa være det samme, som dybest og stærkest betegner det enkelte Menneske. Det Præg Universitetet har havt i to Slægtfølger, den fremadskridende Forskning i alle Retninger af Menneskehedens Viden, men paa Kristendommens Grund. Det er dette, som har gjort, at Naturvidenskaben, trods den blomstrende Tilstand, hvori den har været hos os, aldrig er trængt ind paa Omraader, der ligge for høit for den, og at den skarpsindige og omfattende historiske og filosofiske Forskning har havt det samme Præg. Det er dette, som har bevaret, og vil bevare vor Ungdom og vort Samfund for de største Farer.

Men ligger der dog ikke bag alt dette en Frygt for Positivismen og Materialismen? tror vi ikke, at den vil overvælde os, naar den kommer fram paa Katetret? har Sandheden da ikke en indre Magt, der tilslut lader den seire uden vor Hjelp? I det hele og store forholder det sig ganske vist saaledes, Sandheden kommer til Slutningen til sin Ret og spreder alle Vildfarelser; men hele Slægter kunne gaa tilgrunde under denne Kamp, og vi bære Ansvaret for hver enkelt af vore Disciple.

Jeg vil forsøge at kaste et Blik paa, hvorledes denne Kamp egentlig staar, og hvilken Udsigt, der er til at overvinde vor Tids Materialisme; der gaar store og dybe Strømninger i Aandens og Tankens Verden, og vi iagttage kun, hvad der sker paa Overfladen, men jeg vil minde om nogle Tegn, som vise, at der indenfor Naturvidenskaberne optræder en Skepsis, der er ligesom hist og her Tegn til en begyndende Reaktion. Den Tvivl og skarpe Kritik, som hidtil har været anvendt i Filosofien og imod den hellige Skrift, begynder at komme frem i Naturvidenskaben. Der har maaske ogsaa i Naturvidenskaben været altfor stor Tro paa Autoriteten. Jeg vil ønske, at vor Tids Naturforskere kjendte Pastels lille Afhandling om Autoritet i Videnskaben og i Religionen. Jeg skal fremhæve et Par Træk, der vise, at indenfor den rene Naturforskning, en saadan Skepsis kommer frem.

Den berømte Fysiolog du Bois Raimond holdt ved Naturforskermødet i Leipzig 1873 et Foredrag, der vakte den største Opmærksomhed; det handlede om Grænserne for den naturvidenskabelige Erkjendelse; disse søgte han at stille meget snevre og fremforalt absolut i Modsætning til den Retning af Naturvidenskaben, der ingen Grænser vil erkjende, der tror, at vi er istand til med vort svage og blendede Syn at erobre de store Sandheder. Jeg læste nylig en Afhandling i et af de Tidsskrifter, hvor den moderate Positivisme føres frem, skrevet med Talent og i et fuldendt Sprog. Den handlede om Striden mellem den moderne Videnskab og den kristelige Religion, og man kunde høre ligesom en Seierstone gjennem den Afhandling. Men den sluttede paa en ganske mærkelig Maade. Det heder: Kampen er uundgaaelig; af denne Kamp er alt i vor Tid afhængig. Et Kompromis er ligesaa umuligt som mellem Panseret og Projektilet. Projektilet maa gjennembryde Panseret; men - lægger Forfatteren til, og der kommer ligesom en stille Tvivl op i hans Sind - det er jo muligt, at Projektilet falder magtesløst ned fra Panseret.

De Resultater Naturvidenskaben bringer os, pleier vi at betegne som sikre; man taler om vore Sansers ubedragelige Vidnesbyrd, man tillægger dem fuld og ubetinget Troværdighed. Mange Kjendsgjerninger fra det daglige Liv vise Sansernes Upaalidelighed. Naar vi holde paa en Jernbanestation og et andet Træn kommer forbi os, tror vi, at vort Træn gaar eller rettere sagt, se vi, at det gaar, og det andet staar stille. Vi kunne ikke skjelne Lyden af den fjerne Fos fra Blodet, der suse for vort Øre. Det er af Fysiologerne paavist, at der ved alt, hvad vi opfatte med Synets Sans, findes Urigtigheder, der ere eiendommelige for hvert Individ. Altsaa ved de Iagttagelser, vi gjøre med vore Sanser, kan der være Grund til sterk Tvivl; men vi pleie dog at anse vore Slutninger som ubetinget rigtige, og dens Resultater som uimodsigelige. En af den moderne Naturvidenskabs første Mænd, Liebig, har, et Par Aar, før han døde, holdt en Festtale, hvor han gav et Overblik over Naturvidenskabernes Fremskridt; deri forekom mærkelige Ytringer. Han paaviste, hvorledes de naturvidenskabelige Sandheder ikke ere definitive og afsluttede, men hvorledes de efterhaanden udvides og fuldkommengjøres. Tilsyneladende klare Slutninger kunne indeholde store Vildfarelser. Han minder om det Sted hos Aristoteles, hvor der omtales, at nogle lærte, at Stjernerne svævede frit, men, sagde han, enhver Ting, der ikke er fæstet til noget - altsaaa Stjernerne Sfærerne, som de gamle mente - maatte dog falde ned. Nu vilde jo ethvert Barn smile, om man talte saa, og dog er i Aartusinder Erfaringerne fra det daglige Liv gaaet i samme Retning. Mangen Slutning, vi gjør i Naturvidenskaberne, er maaske ikke korrektere, end hin var.

Vi kan ogsaa fra et andet Synspunkt begrunde en Skepsis i naturvidenskabelig Retning, og det er fra Naturvidenskabens Historie. Vi behøver kun at gaa tilbage 1 a 200 Aar, og overalt vil vi træffe paa Vildfarelser, som nu bringer os til at smile. Man antog Ting, som var saa besynderlige, at vi nu neppe kan tro, at indsigtsfulde og dygtige Videnskabsmænd nogensinde kan have hyldet Meninger af den Art. Skulde der da være nogen Grund til at antage, at den nuværende Naturvidenskab er mere definitiv? Uagtet de store Fremskridt og Erobringer, Naturvidenskaberne har gjort, er der uendelig meget, som staar tilbage, og der tør være meget tvivlsomt og urigtigt i de Sætninger, der nu opstilles som Axiomer.

Endelig vil jeg anføre det sidste, og som jeg tror, stærkeste Argument, som kan reises mod den naturvidenskabelige Forsknings Trængen imod paa fremmed Omraade; det er, at hele den moderne Naturvidenskab i Grunden intet har forklaret, men kun bragt os flere og flere Gaader, den har beriget med Kjendsgjerninger, men naar Talen er om Forstaaelse og Forklaring af disse, saa staar man ligesaa uvidende som nogensinde tidligere; jo flere Kjendsgjerninger en Naturforsker har samlet, desto større er Antallet af uløste Problemer, og deri ligger just Videnskabernes Begrændsning. Vi kan give denne Begrændsning hvilken Betegnelse vi vil, maaske som Kant har sagt: Begrænsning med Kategorier. Sikkert er det, at der er uigjennemtrængelige Mure, hvorimod man altid støder. Vi kan tage de mindste Gjenstande i Naturen: et Sandkorn, som en almindelige Iagttager gaar ligegyldig forbi. Naar Fysikeren sænker Lyset ned i det lille Krystalfragment, bøies og spredes Straalerne i farvede Ringe og Kredse. Molekylernes Ordning og Sammenhæng og Krystallisationsfænomenet ere ligesaa vidunderlige som uforklarlige, og dette Sandkorn kan fortælle os en hel lang Historie; har det i sin Tid været flydende ved Ilden, eller er det afsat af Vandet der i lange Tidsrum er sivet gjennem Klippespalterne? Hvorledes er saa Krystallen knust, og ad hvilke Veie har saa Vandet og Isen ført det med sig? Kemi, Fysik og Geologi anstrænge sig forgjæves for at løse disse Spørgsmaal. Et lidet Stykke af et Blad gaar enhver anden ligegyldig forbi; men naar Naturforskeren ser paa det med bevæbnet Øie, forsvinde den ensartede grønne Farve, han ser et fint Netverk af regelmæssige Celler, og indeni hver Celle en Masse, der fremvise eiendommelige endnu ikke forklarede Bevægelser, han ser smaa Kugler, som, naar Sollyset falder paa dem, begynder at arbeide og danner de Stoffe, hvoraf Planten bestaar. Jo skarpere de Instrumenter bliver, hvormed vi undersøger, desto flere og større blive Gaaderne. Fra dette Standpunkt som Skepsis i Naturvidenskaben tror jeg Kampen maa føres, men den maa føres i Ydmyghed, i Erkjendelsen af de snevre Grændser, der er sat for al menneskelig Viden. Jeg haaber, at ingen af de Unge vil opfatte mine Ord, som om jeg vilde sætte en Grænse for den naturvidenskabelige Forskning eller afskrække fra dens Studium. Det kunde jeg ikke gjøre. Jeg har saa at sige maattet tale mod min egen Sag. Men jeg undervurderer ikke Naturvidenskabernes Studium, jeg sætter det saa høit som nogen. Jeg vil blot minde om, hvorledes de binde sine Dyrkere. En Mand kan under alle Forhold i Verden blive sløvet og kan glemme sine kjæreste Interesser, men den, der engang har bundet sit Sind og sine Tanker til Naturvidenskabens Studium, glemmer det aldrig; det giver en stedsevarende Ungdom. De, som arbeider med dem føler dog stadig Modstanden, man arbeider ligesom i et fiendligt Land; vi har altid en Følelse af vor egen Ufuldkommenhed og manglende Viden. Men undertiden faar Naturforskeren denne Følelse af Naturens store Harmoni; vi staa altid ligeoverfor og nærved noget uendeligt stort og mægtigt. Man staar ligesom overfor Gud i Naturen; jo mere vi læse i denne Naturens Bog, desto klarere og mere tindrende blive Bogstaverne og desto dybere dens Indhold; men de største og for Mennesket megtigste vigtigste Sandheder naaes ikke ad denne Vei, det ligger høiere og udenfor al Naturforskning. Det vilde, tror jeg, være urigtig, om ikke dette blev fremholdt af selve Naturvidenskabens Dyrkere. Jeg vil ligeoverfor de unge Mænd, for hvis Udvikling vi nu bærer Ansvar, naar de kommer frem og aflægger det Løfte, hvorved de optages i den akademiske Stand, minde om, at dette er det andet Løfte, de aflægger, at dette Løfte ikke er større eller høiere; men at Troskab mod det tidligere og første kan forenes med videnskabelige Fremskridt, med andre Ord, jeg haaber, at Ungdommen vil bevare den Aand, der er gaaet igjennem vort Universitet fra dets Anlæg og gjennem disse mange Aar, det har virket til Ære og Held for vort Fædreneland.