Ulrik Frederik Bøyesen
Norges Troskab er urokkelig
Tale ved avleggelse av eden til Norges selvstendighet
Lærdal, 18. mars 1814
Kilde: Taler paa den anordnede høitidelige Bededag, holdne i Leirdals Hovedkirke, den 18de Marts 1814, at Ulrik Frederik Bøyesen. Christiania 1814.

Medborgere!

Aldrig har jeg i en alvorligere, i en høitideligere Stund fremstaaet midt iblandt mine Landsmænd. Aldrig have vi nogensinde i en for Fædrenelandet vigtigere, høitideligere Anledning mødt til sammen i Herrens Tempel. Ja, den Sag, som har samlet os her i dag, er saa eneste i sit Slags, at Historien neppe viser os noget lignende Exempel. Det gjælder intet Mindre, end om vi skal være et frit, selvstændigt Folk, eller om vi skal begive os under et fremmed Slaverie. Medens krigen udbredte sine Rædsler over hele Europa, hørte vi ikkuns dens Drøn langt borte, ligesom fjerne Tordenskrald, omendskjønt vi, formedelst en herskesyg Naboes grusomme Politik, maatte deltage i dens Trængsler; maaskee ligesaa meget som de Lande selv, der hærjedes af Krigens Flammer. Hensigten af de Trængsler, som paaførtes et fredeligt, roligt og uskyldigt Folk, kjende vi, den nemlig, at splitte det Broderbaand, som igjennem flere Aarhundreder hadde forenet os med den Dabske Stat. Men end stod, staaer, og skal med Guds Hjælp staae, som hidindtil, ubetvunget af fremmed Voldsmand. Norges Troskab var urokkelig. Fra denne Kant var altsaa Intet at vinde. Imidlertid vexler Krigslykken imellem de store Magter. De forenede fiendtlige Hærskarer, anførte af en Udlænding, som Sverrig havde kaaret til sin Thrones Arving, stormede ind over de Danske Grændser. To Fæstninger faldt i Fiendernes Hænder, og -- ak! -- det ærværdige Baand brast! Danmarks Konge, kæmpende mod en overlegen Magt, overgav sit troe Norske Folk til Sverrigs Konge. Saa lyder Hans aabne Brev:

(Kong Frederik den Sjettes aabne Brev oplæstes).

Saa vidt lykkedes det da Sverrig ved Vold og List. Men, saalænge Norge ei overgiver sig selv -- og det vil aldrig skee -- det raade Gud for! -- aldenstund der ere Nordmænd i Norge -- saalænge skal vort gamle, ærværdige og stolte Navn ikke udslettes af Tidens Aarbøger. En ny Morgenrøde, skjøndt nu indhyllet i Taage og stormfulde Uveirsskyer, opstaaer for vort elskede Fædreneland. Snart skal disse Skyer -- det haabe vi til Gud -- adspredes, og herligere end før, mere skinnende, selvstændigt skal Norges Navn glimre i Historiens Minder. Vore Forfædres hæderlige Ihukommelse vinker os, deres ægte Sønner, at træde i deres ærværdige Spor. Os sømmer det, os paaligger det nu, at bryde det skjændige Aag, som truer den Norske Løves Manke, og til sidste Blodsdraabe at forsvare vor Ære og Selvstændighed. Dertil gav Gud Nordmanden Mod i Brystet og Kraft i Arm og Sener. De øvrige Fornødenheder vil et algodt Forsyn ikke ladet det Folk mangle, som strider af Pligt og for Ære. Ja, hvormeget ere vi ikke blevne berettigede til dette Haab, ved at overveie Forsynets Beskjærmelser i de Trængsler, vi allerede have overstaaet, og end mere, naar vi betænke den hartad underfulde Beskikkelse, hvormed vor Stats Ror nu kan lægges i en retmæssig Styrers Hænder. Lovet være Gud! vi have ham midt iblandt os, Norges ædle, odelsbaarne Drot, Rigets fødte Arving! Sendt af Gud til at være Norges Skytsengel besteg Han, trods Havets Farer, trods fiendtlige Speideres Krydsen, sin Odelsjord til en Tid, da Hans Nærværelse hos os var saa vigtig, og er nu bleven end mere uskatteerlig.

O Glimt af Haab, som sendtes fra det Høie!

Sødt qvæger du det længselfulde Øie,

Som stirred´ blindt ud i den skumle Nat.

Mig syntes Alt, at Taagen spredtes,

Og Liv og Mod og Lyst udbredtes,

Da Christian tog Roret fat.

Om Ham! om Ham, Brødre, lader os samle os som kraftfulde Mænd. Vor Sag er ogsaa Hans Sag, og han vil ei forlade os. Saa lyde Hans trøstefulde Ord:

(Prinds-Regentens aabne Brev og Kundgjørelse oplæstes).

Ja «uovervindeligt er det Folk, som frygter Gud og føler varmt for Fædrenelandet.» Og det er den Pagt, vi nu ville indgaae. At leve og døe for det elskede Fædreneland, det er den Pagt, vi nu alle ville indgaae for Guds, den Alvidende Aasyn. Hellig Ærefrygt for Ham, den Evige, den Retfærdige opfylde Alles Sjel og Hjerter!

Og nu tilspørger jeg da Eder, Landsmænd! Brødre!

«Sværge I, at hævde Norges Selvstændighed og at vove Liv og Blod for det elskede Fædreneland?»

«Det sværge vi, saa sandt hjælpe os Gud og hans hellige Ord!»

Du hørte det, Alvidende!

Som gransker, dømmer Hjerterne.

Vi bede dig i Jesu Navn:

Hjælp os at fremme Landets Gavn,

Troe med vor Pligt, troe mod Dit Ord,

Troe mod den høie Eed, vi svor!