Peter Thams Buschmann
Kongeriget Norges gamle frygtelige Løve er vaagnet
Eedens Aflæggelse af Ulfsteens og Hareids Menighed i Bergens Stift
Hareids Anner-Kirke, Hareid, 25. mars 1814
Kilde: Tale, holdet for Eedens Aflæggelse af Ulfsteens og Hareids Menighed i Bergens Stift, fra Alteret i Hareids Anner-Kirke, paa den af Regentskabets i Kongeriget Norge befalede Bededag. Egseth 1814.

Elskede Menighed!

Den Planet vi kalde vor Jord, henrunden i Alverdens store Rum blandt sine Liige: de større og mindre Kloder, hvis grændseløse Mangfoldighed ikkun den Alvidendes Øie formaaer at overskue og ved Tal bestemme. Den omveltes, og der bliver Dag og Nat: den farer tillige forbi paa sin Vei, og der bliver Vaar og Høst, Sommer og Vinter; den og al Himmelens hær blive inden de afmaalte Baner, og Allverdens Skjønhed og Orden vedbliver. Den tænkende Skabning maa taus og ærefryktsfuld tilbede den Almagt og Viisdom, som skapte, opholder og styrer Verdens umaalelige Bygning. --

Men fæster, du Dødelige! din Opmærksomhed paa de mangfoldige Skabninger, som denne vaar Jord paa sine Overflade ombærer i Verdens store Rum; paa de mange Afvexlinger, som blandt sisse Tid efter anden foregaar blandt dens mange Millioner Mennesker; du haver ikke mindre Aarsag her at beundre og tilbede. Her ere Aarsager og Virkninger paa den Besynderligste Maade forbundne, forbunde saaledes at ingen menneskelig Forstand kan forud beregne og bestemme dem. De i Menneskers Øine ubetydeligste Tilfælde frembringe ofte de største, utænkte og vidtudstrakte Virkninger. Menneskers Tanker, Lidenskaber, Ønsker og Kræfter ere i en stedsevarende Virksomhed, løbe idelig i Strid med hinanden; den Ene arbeider paa at nedbryde hvad den Anden vil opbygge. --

Saaledes handler Menneske mod Menneske, Folk mod Folk. Ingen af dem seer forud hvad som skjee vil, de fatter en Tanke, en Beslutning, Egenkiærligeden forleder at hænge ved den, det ofte Skuffende Haab styrker at vedblive den, Udfaldet oversteg undertiden Menneskers Haab og Forventning, men ligesaa ofte ønskede Mennesket ved Enden at kunne gjentage Begyndelsen, for, efter sin Meening at kunne handle rigtigere. Heraf Trætte og Strid, Krig og Kamp mellem Mennesker og Stater. Saa fra Verdens Begyndelse, saa formodentlig til dens Ende. --

Hva var nu for Mennesket naturligere at formode, end at Menneskeslægten saaledes maatte nedbryde sig selv, og denne Klode blive os i den egentligste Forstand: en Jammerdal; og dog see vi, at i det vor Klode ruller hen i uforstyrret Bane i Verdensrummet uden at støde an, den da fra Tid til Tid, fra Aartusinde til Aartusinnde, fra Begyndelsen indtil nu, og indtil dens Ende har og vil bære talløse lykkelige Mennesker og Slægter. Hvo maa ikke her Erkiende og tilbede Almagtens skjulte Faderhaand, som ei alene styrer Alverdens Millioner Kloder i det grædseløse Rum, men ogsaa de frie Væseners Handlinger saaledes, at uagtet tilsyneladende Uorden og Forvirring, dog Orden, Skjønhed og Pragt bliver ved, og Menneskeslægten ikke ophører, men formeres, og stedse bliver ved at gaae frem til Fuldkommenhed og Lyksalighed.

Saaledes forholder det sig og med den Dag og den Begivenhed, som nu samler oss her i et helligt og høitideligt Øiemeed. Hvo av os kunde for en Tid siden tænke dem, men de ere dog føiede ind i Kjæden af den senere Alders Begivenheder.

Allerede for 40 Aar siden, gav Frankrigs Monark en av de største Anledninger til de siden i Europa indtrufne rædselsfulde Optrin. I Krigen med England oppustede denne Monark i de af England haardt truffede Engelske Provindser i Amerika Aand til Opstand, og for at Svække sin Fiendes Styrke, understøttede dem til at afkaste det Engelske haarde Aag og oprette en Friestat, som endnu blomstrer. Her lærte de franske Krigsmænd at faae Smag på Friheds Grundsætninger hvilke siden under Freden og under ugunstig indvortes Forfatning i Forbindelse med tiltagende Religions Spotterie og Foragt, omsider, for Tre og Tyve Aar siden, udbrød i fuldeste Vanvittighed og Raserie. Man afsatte og henrettede Kongen og den Kongelige Familie.

Ei alene Ytring af, men endog blot Mistanke om sundere Mening end den der da hærskende, var Livs Fortabelse. Der feilede heller ikke at jo ogsaa lidenskabelig Partiskhed bragte mange uskyldige Offere til Retterstederne. I Tusindetal henrettedes Mennesker, og Frankrigs Grund rygede allevegne af Fransk Borgerblod.

Man forbød at erkiende og troe en Gud, og gjorde saaledes hvad man kunde, til at støde ogsaa Verdens Herre fra Thronen; og hans aabenbarede Love, den hellige Skrift, blev i høitidelig Procession bragt til Graven. Oplysningens, Frihedens og Lighedens hellige Navne bleve mistydede og i høieste Maade tagne forfængelig.

I det man talede meest om at hævde Menneskers Rettigheder, blev ingen Rettighed mere hellig, og blot Ret og Uret syntes at blive liige. Dette Fornufts og Friheds Raserie udbredede sig som en giftig Pestsmitte over hele Europa: Fyrster troede sig ikke sikre paa deres Thorner, og selv i vort Norden bleve mange svimlede og berusede af Oplysningens og Frihedens skjønne Navne.

Frankrig skulde maaskee ved indbyrdes Mord blevet øde for Mennesker, dersom ikke Krig med udvortes Fiender, som paa den Tid var et sandt velgjørende Gode for Frankrig, havde noget adspredet de vanvittige Griller.

I disse, baade for Frankrig og Menneskeheden velgjørende Kampe, fremstod en Mand af overordentlig Talent, en Sjeldenhed, som Seculer ikke formaaer at frembringe, en Helt blandt Heltene, jeg mener Frankriges store Napoleon, hvilken, om han ikke i alle Henseender kan fremstilles som Dydsmønster, dog fortjener at kaldes stor fremfor de fleste, som blandt de Dødelige i Verdens Aarbøger kaldes Store. Hans Skjæbne blive hvordan den vil, den blive mod Enden sig selv saa uliig, som nogen Dødeliges var, igjennom mange mange Aarhundreder vil han være et Beviis paa hvorledes Gud i Nødens Tid veed at skabe den lidende Menneskehed Hjelpere selv blandt de Dødelige, og med hvor høi Kraft han kan begave de Menneskers Sjele, som han udkaarede til Redskaber for sine vise Hensigters Udførelse.

Denne store, skjønt unge Mand fremstod under Anarchiers Rædsler i Spidsen af Frankriges Hære, og under hans Anførelse gik Død og Seier foran de Franske Vaaben. Han blev elsket, han blev stor i Folkets og Hærens Øine; men ogsaa i samme Grad frygtelig for den af ond Samvittighed plagede Franske Regjering, den man kaldte National Konvent.

Man ønskede og haabede denne Tappre dog engang død i mange blodige Kampe, det skjede ikke; man vilde bragt ham paa Retterstedet, men torde ikke; man sendte ham med en Hær til Afrikas Kyst, til Ægypten, at stride med Tyrker, Araber, Mamelukker, i hvilken Hensigt begriber man ikke, naar det ikke skulde være denne: at skille Frankrig ved denne store men for hiin vanvittige Regjering frygtelige Mand.

I flere Aar bevarede ogsaa her Forsynet ham under mange Farer til Hensigter som endog ikke ved ham vare udførte.

Uanmodet af Regjeringen, men desmere anmodet af Frankrigs sande Venner, vendte han tilbage til Frankrig, omstøbte Regjeringsformen, aabnede igjen Templerne for Guds-Tilbederen, gav en ilde forstaaet Friheds Raserie et dødeligt Stød, skaffede Frankrig igjen indvortes Orden, Roe og Sikkerhed, og Retterstederne rygede ikke længer af uskyldigt Blod. Fra Frankrig udgik Tænkemaadens pestfulde Smitte til andre Europæ Lande; Frankrigs store Napoleon blev Legedom derimod. Efterhaanden begyndte den formastelige frække Religionsspotters Røst at døves, og der synes (tillader at jeg bruger saa hellige ord i denne Mening) at man i Europa allerede haver udsovet Oplysningens og Frihedens støiende Ruus.

Men Europæ mægtigste Potentater vilde ikke opgive deres uretfærdige Paastand, at ville krænke det Franske Folks saa naturlige Ret selv at vælge og ordne deres Regjeringsform. Det smertede deres Stolthed, at see sig selv og deres Undersaattere at være et Intet mod Frankrigs store Mænd. Stolende med hiine paa deres mange Tusinde og paa deres Vogne og Ryttere, fornyede de ofte Striden, og glemte, at der blandt dem selv, ja, blandt deres store Monarchiers mangfoldige Millioner Undersaattere ikke var et eneste Hoved som Napoleons hoved.

Men ligesaa ofte drev han de mægtigste Hære ligesom Vinden bortdriver den tykke Skye så den ikke sees mere. Det var for ham ikkun otte Dages Værk, at tilintetgjøre Hære af nogle hundrede Tusinde Stridbare. Efter faa Dages Kamp betraadde hans Hær hvergang de mægtigste Fyrsters Residentstæder; hvergang tilføiede han sine Fiender nye Skam, nye Tab, og hans Daad haver neppe sin Lige i hele Menneskeslægtens Historie.

Under al denne Krigens Bulder og anselige Elendigheder, som hjemsøgte alle Europæ Riger og Lande, var Nordens Tvillingrige det eneste som i en lang Række af Aar, under 7de Christians og vor elskede 6te Frederiks Styrelse nød uavbrudt Fredens Lyksalighet, dog ikke uden mange Trudsler, og var længe en Fristad for mange fortvivlende Flyktinge fra Sydens ulykkelige Egne.

Men et troløst og stændigt Overfald ødelagde paa grusom Maade Tvillingrigets Hovedstad, berøvede det sit sikreste Værn: sin Flaade; dets Styrke blev adsplittet, Freden forsvandt og der var ikke mere Tryghed og Sikkerhed i Rigernes egen Styrke. Nu sluttede Kongen Forbund med Ruslands mægtige Keiser, og med Frankrigs store Napoleon, og man skulle troet Staten frelst, og dens lidte Forurettelser at blive hevnede.

Vel nød Rigerne enslags Sikkerhed paa Landet, men udarmedes aldeles under denne forunderligste af alle Krige vi førte. Hvo skulle nu troet, at en Davidsytrede Erfarenhed skulle i saa høi Grad blive Tvillingsrigets Erfarenhed: at almindelige Mennesker ere Forfængelighed, at de Store ere Løgn, at de enten ikke kunde eller ikke vilde hjælpe?

Nye Tildragelser indvævedes i Tingenes Kjæder for at frembringe hvad som siden skeede, og fremstille os Menneskers Usselhed i en forhadt Stiftelse. Napoleons Hær var trængt ind i Rusland, dette uhyre store Rige, som udgjør næsten den 5te eller 6te Deel af vor Jords tørre Land; dets Hær var slagen af Napoleon, og vovede ikke at see dens Aasyn.

Jordens mægtigste Monarch var enten for stolt at ingaae en billig Fred med Napoleon, eller saa svag at han lod sig lede af andre Mørkhedens Væsener til en ganske uhørt Gjerning: at sætte Moschow i Brand; denne Rigets gamle Residens, Europæ største Stad, Samlingssted for Rigets største Familier, Opholdssted for 400 Tusinde Mennesker, et Gjemme for Rigets betydeligste Kostbarheder. En Gjerning, som øvet af Ruslands Fiende, ville blevet ham til fortjent Afskye og Skjændsel opregnet i Verdens Aarbøger! Saa stort et Offer bringes nu Lidenskaber, for at berøve Napoleons seierrige Hær mod Ruslands haarde Vinter; saa uimodsigelige Beviis gav man de nærværende og tilkommende Slægter: at man erkjendte, at hverken Ruslands Keiser eller hans Høvdinge havde Hoved at bruge Ruslands uhyre Magt imod Napolens ulige mindre Stats-Styrke.

Denne for alle Mennesker uventede og umenneskelige Handling, nødde Napoleons i Kampen uovervindelige Hær at bukke under for Naturens mægtige Kræfter og Elementer. Ved Tid og Kulde, ved Iis og Sne, ved Mangel og Nøgenhed, ved Forfølgelse og Fangenskap, kom neppe den halve Deel af denne Skjønne Hær ud over Ruslands Grændser, og var paa Flugten berøvet sine Hjelpemidler. -- Saa med all Mennerskets Storhed! Naar den har naaet sin Højde begynder den at dale!

Som hvislende Slange i sin Hule lurer paa sit Rov saa fremtrængte nu af Mørket allehaande Helvedes Kunstgreb, dem vore Fædre kaldte Niddingsværk; de øvedes nu uden Sky, og hverken de større eller mindre Mægtige, saavelsom de Smaae, skammede sig ved dem.

Troløshed, Forræderie, List og Rænker øvedes i Mangfoldighed, og hvad man ikke formaaede i ærlig Tvekamp med Vaabens Magt, ja endog med uhyre Overmagt, det vilde man udrette ved disse Mørkhedens afskyelige Vaaben. Indgangne hellige Forbund, ja selv det der endog, som grundede sig paa Svogerskab og Faders saa naturlige Kjerlighed og Ømhed for elsket Datter, galdt ikke mer.

Man skammede sig ikke ved at forføre og lade sig føre Avindskjold mod eget Fødeland. Dette Alt var Europæ mægtigste Fyrsters og Stores Heltedaad imod Frankrig i næstafvigte Aar. Her var en glimrende Scene, hvori Sverrig fandt en sig værdig Rolle at spille med. Det var førhen for Sverrig et skjønt Skuespil at see Kjøbenhavn i Brand, det triumpherede ved at see vor Flaade i vore Fienders Hænder at seile til England.

Jeg vil forbigaae her at nævne den af det Norske og Svenske Folk saa høyt elskede Prinds Christian, den man under Løfte om Sverrigs Krone lokkede fra Norge til Sverrig, men ved Forgift skienkede ham en Grav istæden for en Krone. Vi maatte naturligvis gyse ved Tanken om det menneskelige Hiertes Budskap, dersom vi alle troe Rygter som sagde: at selv Sverrigs Regjering, selv Sverrigs Konge fra først af havde lagt Plan til denne afskyelige Handling. Men hvad kan ikke unskyldes, ja retfærdiggjøres ved Politiken?

Denne sig over Sædelærens og Retfærdighedens Bud hævende fiine Kunst, kaldte en Fransk Prinds til Sverrig at være der Kronprinds, i Haab derved at vinde Napoleons Gunst og derved sikre sine Hensigter.

Denne Prinds prøvede at erholde den Franske Keisers Samtykke: at Norge skulde afstaaes til Sverrig, og han brugte hertil de for Frankrig meest smigrende Bevæggrunde. Men høie Sjele seer med Foragt ned til Nedrigheder. Frankrigs store Helt tænkte for ædelt at han skulle svigte sin Allierede: Tvillingrigers Konge; han afviiste dette uværdige Forslag. Nu blev Sverrig nødt til i Stilhed og Skjul dækket af Fredens Maske at spille Troløshed mot Tvillingriget. -- Men neppe syntes Krigslysten at begynde forrige Aar at smile mindre blidt til Frankrigs store Napoleon, førend Sverrig aabenbar begjerede de største Magters Samtykke, og (hvo skulde troet det?) erholdt det ogsaa: at Kongeriget Norge skulde afstaaes til Sverrig. Selv Ruslands mægtige Keiser, som ved Tvillingrigets skændige Overfald lovede dets Konge: ei at nedlægge Sverdet, førend Tvillingrigets Forurettelser vare hevnede, selv han gav sit Samtykke til denne lige saa ublue som uretfærdige Plan. --

Et mageløst Uaar, som syntes at true Norge i høieste Grad med Hungersnød, ansaae Sverrig som et lykkeligt Middel til at fremme sin Plan; det gjorde derfor hvad det kunde, for ved Hunger og dens Skrekkelige Følgesvende, enten at friste Norges Indvaanere til Frafald fra Tvillingrigets Krone, og lokke dem at underkaste sig Sverrigs, eller saaledes ved Hunger at udmatte og afkræfte dem, at de ikke kunde hæve gamle tunge Sværd imot Voldsmænd.

Formaaede nu ikke Hunger, heller ikke søde og lokkende Ord, at rokke Nordmænds gamle Troskab og Hengivenhed for Konge og Fædreneland, saa skulde Danmark med ulige Overmagt tvinges til at afstaae Norge til Sverrig. Dette skeede; og Kong Fredrik den Siettes aabne Brev desangaaende giver os herom den fuldeste Vished; det lyder saaledes:

Her blev Kong Frederich den 6tes aabne Brev af 18de Januar 1814 og Høisammes Afkjedsskrivelse til det Norske Folk af samme Dato oplæste, hvorpaa Talen saaledes blev fortsat:

Saa aldeles utænkt, Elskelige! har de sidste 40 Aars Begivenheder, Menneskers Lidenskaber og Hensigter udviklet deres Gang. Saaledes søger Sverrigs Kronprinds at befæste sin tilkommende Throne, at udvide sitt forventende Rige, ved at føre Vaaben mod sit eget Fødeland, ved den skjendigste Trosløshed mod Frankrigs store Keiser, som ophøiede ham i Fyrstestand og aabnede ham Veien til Sverrigs Krone; ved forenede mægtige Fyrsters uretfærdige Voldsomhed mot Tvillingriget, ved de nedrigste og umenneskeligste Kunstgreb.

Det smerter, i høieste Maade smerter det Kongen, det Danske og Norske Folk, at see en paa 5te Aarhundrede varende lykkelig Forening mellem Rigerne paa en for Konge og Folk saa fornærmende, saa skjændig Maade opløst.

Men midt under vor brændende Harme og de mørkeste Udsigter, øiner vi i Haabet det behageligste Syn; tryllende Toner fryde vort Øre og midt i vor Sorg møde vi i Dag i dette Herrens Tempel mere glade end bedrøvede.

Vore gamle ærlige, tapre Forfædres Daad er endu ikke, efter mange Aarhundreder, glemt paa Jorden; endnu opbevares i Verdens Aarbøger og paa mosbegroet Steen, i vårt eget og fjerne Lande, Mindesmærker af deres Heltedaad hvis Erindring vil erobre Verdens Varighed. Endnu erindres det at man i de ældre christelige Menigheder i Europa blandt flere Folk i deres Litanie sang og bad: a furore Normannorum libera nos! Det er: Fra Normannernes Vrede frie oss, kjere Herre Gud!

I flere fremmede Lande siger man i denne Tid, i Anledning af hvad der er vederfaret vort Fædreneland: Sønner af saadanne Fædre kan ikke underkaste sig Sverrig, de kan ikke taale og tie til saadanne krænkende Forurettelser, de kan ikke bære saa vanærende Lænker. -- Ja selv Sverrig indseer og føler dette; thi dette er ders Betingelse i Fredstractaten med Danmark: at Pommern og Rügen først da skal overleveres til Kongen av Danmark, naar Norges Festninger ere blevne besatte med Svensk Krigsmagt, og som en Følge deraf: Nationen tillige berøvet sit Forsvar og sine Vaaben.

Men hvad vilde det hjelpe oss, at vi nedstammede fra saa høi en Byrd, som den, vore ædle og tappre Fædre gav os, dersom ikke deres Aand ogsaa hvilede paa os? Deres Bedrivter ville ellers være oss ikkun til Bebreydelse og Skiendsel, og Fædres Afkom være Fædres Vanære og Gremmelse. Nei! Brødre! dette er det behagelige Syn, de tryllende Toner, som glæder og fryder enhver Kongeriget Norges ærlige Ven: paa Fjeld og Dal og Strand, fra Lindesnæs til Nordkap, fra Statshuk til Kjølens Fjelde, paa Land og paa Hav, fremstod ufremæsket ikkun een Mening, een Beslutning, eet Sprog, det er dette: vi vil ikke underskaste os Sverrigs Regjering, vi vil ikke bære saa vanærende Lænker, som de List, Troløshed, Vold og Uretferdighed vil paatvinge os! Aldrig bukkede Nordmænd under for fremmed Aag, aldrig fandt Norges Fiender roligt Lye inden Norges Grændser, dette skal heller ikke skjee nu!

Tænkende Fader udholder ikke ved Synet af den i sin Vugge uskyldig smilende Søn den Tanke: Du skal maaske engang paa Svensk Viis, under Svensk Fane, for fremmed Gud stride i fremmed Land, og her opgive din Aande som den, hvis Liv gjaldt intet!

Vi seer med Vished forud, at Norges Foreening med Sverrig vil foraarsage bestandig Misfornøielse, blive en bestandig Sæd til bitter Krænkelse for enhver ærekiær Norges Søn, som veed hva Nordmænd engang vare og hvad de fremdeles kan og bør være; at Graderne og Maaden hvorpaa Rigets gamle ærværdige og hellige Rettigheder vil blive krænkede, bliver mangfoldige, at fremmede Magthavere ville tære Landets Fedme, at uhørte Sukke og beeklager vil udstønnes fra Strand til Fjæld, at et Folk, som hidindtil var ligesaa uvant at bære, som det følte Kraft og Kald til at bortfierne fremmed Aag; at Utaalmod og Forbitrelse tidlig eller sildig vil udbryde i fortvivlet Opstand og Blodsudgydelse. Bedst derfor strax med fortjent Harme og Foragt at tillintetgjøre saadan Forening, og at qvæle i Fødselen det stinkende Foster, som den afskyelige mangenævnede Moder: Avind, Herskesyge, List, Underfundighed, Troløshed, Uretfærdighet, Grusomhed og Vold staaer ferdig at føde, at ikke ulykkelig Efterslægt skal bande den nærværende som ved Uvirksomhed og Feighed tillod Norges Frihed og gamle Hæder at krænkes.

Det er Høies og Laves, Gamles og Unges eenstemmige Sprog: aldrig formaaede Fiendehaand at rane Norges Krone og paasætte den sit Hoved; det bør ikke, det skal heller ikke skee nu, saafremt den Allmægtige Haand ikke mindre nu end før er mægtig at lægge Kraft i Nordmænds Arm, og lader Seier følge deres Sverd! Kan vi ikke forhindre, at Vold adskiller elsket Konge og elsket Folk, og overhugger det Broderbaand som knyttede Danmarks og Norges Sønner til hinanden: Norges Krone vil vi redde med vort Sverd og vort Blod, at den ikke første Gang skal besmittes af Voldsmands Haand, ikke vanæres ved at paasættes fremmed Hoved; vi vil da overrække den vor elskede Prinds Christian Frederik, denne dens Odelsbaarnes Hoved skal den pryde!

Dette ere de tryllende Toner, det Nordmænd hædrende og oplivende Sprog, som i de senere Uger gjenlød og gjenlyder fra Fjeld til Fjeld, som er kommen til vor naadigste Prindses Øren, dette har bevæget ham at fyldestgjøre Normænds Ønsker, derfor tiltaler han os og det ganske Norske Folk saaledes:

Her blev Regentens aabne Brev af 19de Februar d.A, og Høisammes Kundgjørelse af samme Dato oplæste hvorpaa Talen saaledes blev fortsat:

Den Tordenskye, som nu i mere end 20 år har buldret over Europas Horisont, hvis Lyn har slaaet flere Hundrede Tusinde Mennesker til Jorden, afpresset Veeklager og Taarer uden Tal, frembragt Enker og Faderløse i Mangfoldighed, og anrettet Ødeleggelse uden Maade, den synes nu at udbrede sig over vor Himmel, og truer mellem vore Fjelde at udstøde det sidste Skrald. Kongeriget Norges gamle frygtelige Løve er vaagnet, synes opvaagnet til Vrede; den fremkaldes nu høitidelig fra sine Gjemsler efter lang hvile, at dens meget beundrende Billede paa Fjeld og i Dal, paa Strand og paa Hav skal vaje over kæmpende Normænds Hoveder, og minde dem om deres Pligt: som værdige Sønner af ædle og berømte Fædre, at være i Heltedaad og Kraft, i Ædelmod og Ærlighed, i Strid, i Fare, i Død, blandt Jordens Folk, hvad den vældige, uforfærdede, trofaste og høimodige Løve er blandt Dyrene.

Det er farligt Arbeide at paalægge Løven Lænker, de Lænker maatte være stærke hun ikke skulle bryde. Men ligesaa farligt Arbeide maa og bør og vil der blive at paalægge Normænd, som strider under hendes Billede, Lænker, og stærke maatte disse Lænker være naar de ikke for Utaalmod og Vrede engang maatte briste, saafremt Nationen ikke nu er ganske andet enn den var før.

For at knytte det Norske Broderbaand end stærkere, for desmere at befæste Fædrenelandskjerlighed, Eendrægtighed og indbyrdes Tillid, opfordres vi nu ved det helligste af alle Løvter, ved Eeedens hellige Forpligtelser, at forbinde os til at bevise og forsvare vor Norges Selvstændighed, og at vove Liv og Blod for dette vort elskede Fædreneland. Ingen iblandt oss aflægger denne Eed, jeg veed det, ingen aflægger den av blot Lydighed mot Regentens Opfordring, men af eget Hjertes Tilbøielighed med Redebonhed og Villighed. Som en behagelig og ønsket Leilighed, at følge sin indvortes Aands Drift og Lyst som Normand, vil denne Opfordring ansees af enhver blandt os.

Med Glæde haver jeg alt længe siden af mange i denne elskede Menighed sporet Udbrud af denne Norske Fædrenelands Aand, bør derfor ikke tvivle at jo denne Aand ogsaa nu besiæler enhver blandt os.

Overtalelse til at aflægge Eedens hellige Pagt er altsaa overflødig, den ville fornærme Eder.

Mere nødvendigt anseer jeg det at gjøre Eder opmærksomme paa det meget Betydende, hvortil Eedens Forpligtelse forbinder os, at vi ikke tankeløse og uden Overlæg skulle sværge, at ikke Eedens hensigt og Nytte skulle være spildt, og Menneskers Samvittighed bebyrdes med ny Brøde. --

Betænker Brødre! det er ikke Børneleeg hvortil Norges Sønner i denne Tid ved Eed forpligte sig. Sverigs Hær er næsten dobbelt saa stor som Norges; skjøndt liden mot andre mægtige Staters Hære, haver den dog længe været i Besidelse af Hæder og Agtelse for Tapperhed og Mod fremfor langt større Hære i Europa. Det er at formode, at Sverrigs Kronprinds vil staae i Spidsen for denne hær som dens Befalende; en Mand hvis Krigs Talenter ere uddannede iblandt den store Napoleons strid og seiervante Krigere; blandt dem glimrede hans Talenter til Krigen; ved Heltens Fortienester ophøyedes han der i Fyrstestand. Det er ikke Drængeværk Nordmænd her forpligter sig til; Norges Fiender afviises ikke med Ord: Norges Selvstændighed hævdes ikke ved Trudsler. Hertil utfordres Daad, mandig heltemodig Daad, Løvemod i mandigt Hjerte; det vil koste Blod at fordrive de Lænker, som bydes os, til den Mørkhedens Bolig, hvor de bleve smedede. Her Kræves een Aand, mandig, uforfærdet Fædrelandsaand; uegennyttig Aand, som opofrer alt, ja Livet selv for Fædrenelandet.

Der udkrævdes Standhaftiged at utholde Møie, Besværligheder og Farer; Taalmodighed udfordres at bære de med Krigen forbundne Lidelser af allehaande Slags. Det er ei alene paa blodig Kampplads hvor Befalendes Raab, Stidsmænds Støten, Vaabens Brag, Saaredes Jammerskrig, Kanoners Torden slingre i Luften, ryster Jorden, og hvor Krudets Ild gjennem Støv og Røg lyner Død; det er ei blot her, at Norsk Mod nu sandsynlig vil prøves.

Det er ei blot her, hvor falden Stridsmand vaander sig i sit eget Blod, at Menneskets Lidelser ere stegne til det høieste, og hvor Taalmodigheden skal lyse i himmelsk Glands. Paa mange Maader, i forskjellige Grader vil maaske vort Mod, vor Standhaftighed, vor Troskab og Hengivenhed for Norge og Norske Brødre prøves. Maaske andre endnu mægtigere Fristelser, maaske Sinds Bekymringer, Hjertets Kummer og Saar, langt smerteligere end hine Lidelser og Døden selv skal ramme en og anden af os i denne truende Fædrenelandets Kamp.

Dette Alt maa dog ikke afskrække os fra vort ædle Forsæt ved Eedens hellige Forpligtelser at opofre os selv, vort Gods, vor Rolighed, vort Liv til vort elskede Norges Redning. Nei, Brødre! forferdes ikke! Vi veed i dette som i alt andet ikke hvad som skjee skal; men dette veed vi: det er Rætfærdighedens Sag vi vil hævde; de Rettigheder Gud gav os saavelsom andre Jordens Folk, dem ville vi forsvare; Norges Frihed og Sælvstændighed ville vi forsvare mod Voldsmænd som vil berøve os dem. Igjennem Bevidsheden om vor retfærdige Sag, vil Gud den Almægtige tilvinke os sit naadige Velbehag, naar vi herudi blive ham og vor Eed troe, og han vil gaaae foran for os med Styrke og Seier.

Skal Kampens Vei end blive tung at vandre paa, skal end hvert trin derpaa udfordre Mod, Kraft, Anstrægelse og Blod, saa vider dog: jo haardere Kampen var, jo skjønnere bliver Seierspalmen. Forsager ikke, Brødre, Naar Herren vil beskytte retfærdig Sag, haver han Midler uden Ende at frelse et Folk som er hans Frelse værd. Paa den samme Grund hvor han fordum lod fremstaae Tambeskielvere og Tordenskjolder, paa den samme Norges haarde stenige Grund formaaer han endnu at lade fremstaae Mænd af Aand og uovervindelig Mod, som i Spidsen for sine Norske Brødre kan værne om Norges Rettighed og Sikkerhed, og bekrandse Nordmænds Navn med nye og uvisnelig Hæder.

Men, Brødre, forlanger ikke at Herren skal gjøre Under til vor Redning! I dette vigtige Værk, som i alt andet, maae vi opfylde fra vores Side de Forpligtelser, de saa naturlige Betingelser, uden hvilke vi aldri rolige kan henstille vort Fædrenelands Sag i Almagtens Haand, og trøstelig haabe at naae Seierens Hæder og Fredens Velsignelser. Hvo der ikke saaer, hvor kan han vente at høste?

Nei, Brødre! planter, befæster ei alene ægte varm Fædrenelandskjerlighed i Eders Barm, men forskjønner, helliger denne første Borgerdyd ved Christendommens hellige Grundsetninger! Altid var Norges Grund og dens klippefulde Kyst en ypperlig Plante, Skjold for mandigt Mod, hærdet Kraft, og sand Hengivenhed for Fædrenelandet. Den være det fremdeles ogsaa nu! Vel yder dine Fjelde dig, Kystboer, ikke Sydlandets Druesaft og velsmagende Frugter; vel synes dig de bragende Brændinger hist ude ofte at være Dødens Værksteder, blandt hvilke du skal søge dit Ophold; Dødens kulde sporedes maaske i dit Inderste, naar nu ved at nedglide i Bølgens Dal syntes at nedfare til Afgrunden, eller naar du hævedes op på dens Ryg, for at gjennembryde dens fraadende Top, og var færdig at opsluges og synke.

Du prøvede ofte Besværligheder, og maatte ei sjelden med en Peder bekiende: vi arbeidede den gandske Nat og fik intet. Men i det du saaledes erfarede, at Menneskers Liv her på Jorden ofte er Vei igjennem Møie og Fare, saa erfarede du ligesaa ofte, at det er Vei igjennem Glæde og Fryd. Mange Velsignelser nedflød til dig fra disse Fjelde, til Klæde, Føde, Glæde, ofte saae du den Morgensoel, som forgyldte Fjeldenes Toppe langt borte fra dig, at udbrede Majestætisk Pragt rundt omkring dig over det skinnende Hav, og med en glad Sjel gleed du hen over de blide Bølger til elsket Land, beladet rigeligt med havets Velsignelser, som rundelig erstattede dig, hvad dit Norge ikke havde i sit eget Skjød. Du føler da, at Naturens Skaber ikke haver forglemt vort Norge, vor Kyst mere end andre Lande, og hans Godhed og Herlighed er utbredet over al Jorden.

Saaledes udrustet med en i Fare hærdet Sjæl og i Besværlighed styrket Kraft, vil du ikke ombytte Norge og de Glæder det byder dig, med Sydens mildere Egne og Riælnere Levemaade. Men skal denne for Nordmænds Hjerte saa naturlige Plante for Fædrenelandskjerlighed ikke qvæles eller bære ufudkomne Frugter, saa udrydder det Ukrud som vil qvæle den. Egennytte, lav Vindesyge, Prangeraand være forjagede af ethvert det Hjerte, som vil tilegne sig det høie Navn: Fædrenelandets ægte Ven, ærlig Nordmand. Ingen leve, virke for sig selv alene! alle leve, virke for det Norske Brodersamfund, for dets Hæder og Lykke! Dets Hæder og Lykke være alle Nordmænds Hæder og Lykke. Ethvert Offer det fordrer, ja Livet selv, lad det ydes villigen! Det er ikkun rætmessig Gjengjeld til det Samfund, hvori vi fik vor Tilværelse, hvori vi nød og vil nyde alle Alderes Glæder.

Vi fordre ogsaa saadant Offer af Dig, Du som er vant med roligt Hjerte gjennem brusende Bølger at see Himmel og Soel. Det bør være let for Dig, gjennem Krigens Besværligheder og Farer med oplivende Haab at øine ønsket Frugt, og stræbe fremad til Fredens lystelige Havn.

Dog! dette være ikke enkelt Mands Daad alene, det gandske Samfunds Lemmer være forenede til dette Øiemed, alle som Lemmer paa det samme Stats-Legeme.

Intet bør adsplitte den Eendrægtighed, hvormed vi alle med forenet Kraft bør virke til eet og det samme Maal: intet bevæge den ene til at arbeide den anden imod. Kan intet formaae Uvenner at række hinanden Broderhaand som Pant paa forsonede Hjerter, i Norges Sag maae dog all privat Fornærmelse og Bitterhed være glemt, i dette ømme Anliggende maae dog Uvenner være Venner, ellers vil det skjee: at et Rige som bliver ueens med sig selv bliver øde.

Jo mere Mand med Mand, Kraft med Kraft, ved Eendrægtighed og ædelt Fædrenelandssind ere knyttede til hinanden, til desstørre Vælde vil ogsaa Rigets Kraft stige, og Fiendens Magt nu som før ikke formaae at berøve vort Norge dets dyrebareste Klenodie: dets Frihed og Selvstændighed. --

Men denne Fædrenelandskjerlighed, denne Eendrægtighed, som skaber urokkeligt Mod, utrættelig Kraft, og skal vække den faste Beslutning hos os: at bringe Norge de dyreste Offer, de bør ei alene pryde os nu, naar vi begynde dette vigtige Værk, til vores og Efterslægtens Hæder og Savn; de maa blive bestandige, de maa aldrig aftage, men tvertimod ved hver mødende Vanskelighed vinde i Styrke og tiltage i forskønnet Glands. Norges Sønner som boe mellem disse Fielde, bør ikke besmitte sig ved et blødagtigt og vaklende Væsen, ikke være tilfreds med en god Villie uden Kraft og Stadighed at utføre den.

Nei! Skal Enden være som Begyndelsen, ja skal Enden ikke være mindre, men endog overgaae Begyndelsen af dette Værk; Standhaftighed i Beslutning og Daad, urokkeligt Mod, uttrættelig Kraft maa da fremlyse af Klippens Søn som hans eiendommelige Arv. Som disse Fieldes blaae Tinder stode urokkelige fra Tid til Tid, og bar Uveirets og Stormvindens kolde Skyer paa deres stærke Skuldre for, som en Hær, at værne for omliggende Dale og Grænde i Norges haarde Klima; saa stode Fædrene urokkelig, uforferdede, standhaftige indtil Døden, naar det galdt at værne for Norges Frihed, Selvstændighed og Hæder. Saa bør vi som Sønner av saadanne Fædre ogsaa handle, saafremt vi vil tage Deel i deres Hæder, og bære deres Navn; saa bør vi, saa vil vi ogsaa handle under det Uveir som truer vort Norge, under den Kamp som synes at bydes os.

Lader oss derfor som Brødre, som Normand med freidigt Mot og i Tillid til Seierens Gud her i Dag gjøre det første Skridt til denne Rætfærdighedens og Ærens sandsynlig forestaaende Kamp! Lader oss gjøre dette med ærligt nordiske Hjerte, med mandigt Forsæt, og med en Aand, hvorved de i deres Gravhøie omkring os hvilende Norges gamle Forsvarere, som forskaffede de Nordmænds Navn udødelig Hæder, kan fryde sig ved: at Nors gamle Rige er gaaet i Arv til Sønner, som ikke beskiæmme ædle Fædres høie Navn. Men for alle Ting lader oss gjøre dette Skridt med et Sind, med en Beslutning, med en Aand som behager ham, der er Hjerternes Randsager og Tankernes Dommer!

Enhver efter vore Love til Eeds Aflæggelse qvalifiserede Mand i denne Forsamling ville derfor nu aflægge den af Nordmænd i denne Tid krævede hellige eed. Enhver saadan blandt os ville derfor nu med opløftede Fingre, paa dette Spørgsmaal; Sværge I at hævde Norges Selvstændighed, og at vove Liv og Blod for det elskede Fædreneland? svare tillige med mig: Det sværge vi, saa sandt hjelpe os Gud og hans hellige Ord!

Tænker, ønsker, beder i Ederes Hjerte denne Sang til den Høieste:

For dig, som skuer fiern og nær,
Alvidende! vi stande her,
det frie Norges Sønner.
Du hørte Eedens høie Ord,
Du saae vort Hierte da vi svoer,
Du straffer og du lønner.
Styrk Du hver Mand,
til at stride, virke lide,
Ufortrøden,
Dig og Norge troe til Døden.

Da jeg havde afsiunget dette Vers, ble sidste Strophe tre Gange gjentaget af Menigheden, hvorpaa handlingen sluttedes med dette Ønske:

Den almægtige høre vor Bøn. Amen! Amen!

[Derpaa begyndte Sangen for Prædiken]