Fredrik Julius Bech
Fredens og Foreningens varige og velgjørende Frugter
Vor Frelsers Kirke, Christiania, 13. november 1814
Kilde: Tale i Anledning af den ved Foreningen af Norge og Sverrig tilbagevendte Fred. Trykt hos C. Grøndahl. Christiania 1814.

Indgangs-Bøn.

Priset og tibedet være dit Navn, Fredens Gud og forbarmede Fader! at Du so dit Folk med Naade og Miskundhed i hu, og atter nedsendte Fredens Velsignelser til os! Du er Gud og Fader i Stormens frygtelige Brag, som ved Solens blide Skin: Fader, naar Du tugter ved Modgang og Lidelser; Fader, naar Du aabner din milde Haand, for at mætte os med dit Gode. O, at vi baade i Sorgens Timer og i Glædens Dage maatte ret forstaae dine vise og velgjørende Hensigter!

Maatte vi værdigen paaskjønne Fredens Velgjerning Du skjenkede os; ei alene med Mund og Hjerte derfor prise dit hellige Navn, men i Gjerning og Sandhed anvende dens Frugter til dit Velbehag, til Bedste for os selv og det Samfund, Du bød os at leve og virke for! ja velsign os med den Viisdom, at vi give Dig, hvad dit er; at vi frygte Dig, og ære Kongen, og lyde dine Bud med tillidsfuld Hengivenhed under dine faderlige Beslutninger over os! Velsign og dertil de Betragtninger , vi i denne Stund anstille; velsign og hør os, Du vor Fader i Himlene.

---

Text: Matth. 22.

Giver Keiseren det, Keiserens er, og Gud det, 
 Guds er!

Saaledes var Jesu Svar i vor Dags Evangelium til de fristende Pharifæer, som spurgte ham: «er det Ret at give Keiseren Skat?» Paa hans Opfordring fremviste de Skatte-Mynten, som bar Keiserens Billede og Overskrift. Denne vidnede imod dem, at de selv erkjendte ham for deres Overherre, og vare ham skatskyldige. Saasnart som I derfor, vil Jesu sige, troe at ære Gud, og give ham, hvad hans er, maae I ogsaa yde Keiseren, hvad I ere ham pligtige. Det Ene kan ikke skee uden det Andet; I kunne ikke give Gud, hvad Guds er, med mindre I give Keiseren, hvad Keiserens er. --

Christne! hvor vigtig er denne Paamindelse ogsaa for os! Altid vigtig, men aldrig kunne vi mere levende føle dens Vigtighed, end ved Tanken om hvad der i visse Tider er hændet vor Fædreneland, især i dette mærkværdige Aar, fra dets Begyndelse af, indtil denne Dag. Efter en Række af store og høist betydende Omskiftelser er det kommet dertil, at vi frydeligen kunne feire den tilbagevendte Fred, i Haabet om, at høste Fremtidens veldædige Frugter af den. Fred have vi, og den i Forening med det nye Broderfolk, der rækkede os, ligesom vi det, Venskabs trofaste Haand ved den Pagt, vi oprettede, da vi udkaarede og erkjendte Sverrigs Konge for Norges Konge.

Ikke kunne vi fristende spørge: hvad er Pligt og Ret for os i denne Forbindelse? Som Christne vide vi, at det, at frygte Gud og ære Kongen, bør ethvert Menneske gjøre. Og aldrig faldt det Nordisk Folk tungt, at dyrke deres Gud og at elske deres Konge. Men pligtmæssigt kan det være, at minde sig herom, og glædeligt at komme det i hu. -- Lader os da -- i disse tilbagekomne Fredens Dage, som hiin Forening fremkaldte, og som Gud af Naade befæste til de sildigste Tider! -- lader os spørge og besvare os selv:

Hvad skylde vi Gud for Freden? Hvad  
skylde vi Kongen?

Giver Gud det, Guds er, saa var Jesu Formaning. Gud skjenkede os Freden: hvad bør det os at give ham igjen? Ja, hvad kunne vi give ham? Er ikke Jorden hans, og al den Fylde? Komme ikke alle gode og fuldkomne Gaver ned til os fra ham? Hvorfra tage vi den Gjengjeld, vi derfor ville bringe ham? Dog skulle vi give ham hvad hans er, han, som selv giver Liv og Aande, og Alt til Alle. Men vel os, der er kun eet Offer, han kræver, det er: Hjertets Offer, Hjertets glade, oprigtige og taknemmelige Lydighed. Dette er Tak: Offeret, vi Alle bør og kunne frembære paa den Høiestes Alter, idet vi erkjende Fredens Velgjerninger, som Han skjenkede os.

I Modgang er det, vi lære at paaskjønne Medgang, i Krigens Ulykker Fredens Velsignelser. Alle vide vi, hvad Krigen fører med sig. Følte end Nogle af vore Brødre især dens haarde Slag, og laae tungt under Byrden af dens mangehaande Plager og Elendigheder: den rammede dog det ganske Land og Folk. Vel kan Krigen, som andre timelige Onder, have, og har havt, gavnlig velgjørende Virkninger, idet den ofte vækkede af Søvn og Dvale til Fornuft og viis Eftertanke, omskabte Ladhed til Flid, Ødselhed til Sparsomhed, og kaldte flere i den misbrugte Fred bortflygtede Dyder tilbage. Det indtraf ofte, hvad David bekjendte: Herre! det var godt for mig, at jeg blev ydmyget; thi indtil Tid foer jeg vild. Endskjønt det ogsaa ofte indtraf, hvad en Prophet siger: Herre! Du slog dem, men de følte ikke Smerte deraf (til Forbedring).

Men udbredte og ødelæggende ere dog altid Krigens Følger. Hvilken ulykkelig Indflydelse have de paa det Hele og paa hver enkelt Green! Saamange nyttige Haandteringer, saamange gavnlige Indretninger bleve standsede, lammede, tilintetgjorte. Selv Oplysnings og ædel Kundskabs Udbredelse blev opholdt og hindret. Ofte fordervedes et Folks Charakteer og Sæder, og moralske Sygdomme anstak med frygtelig Smitte den hidtil bevarede Uskyld og rene Tænkemaade. Vi forbigaae at nævne de mange Suk og Taarer, Krigen udpressede af sørgende Ægtefæller, hjælpeløse Oldinge, uopdragne Børn, Venner og Brødre, over Tabet af Mænd, Sønner, Fædre, Venner, Brødre. Som et mindre Onde bemærkes, hvad den offentlige og private Formue lider, ikke for Øieblikket alene, men den tilføies saa dybe Saar, at de neppe lade sig helbrede i den fjernere Fremtid. Vel foer Krigens Stormvinde med Hast, og ikkun over nogle af vort Lands Egne, men efterlode alt for kjendelige Spor af deres Ødeleggelse, som, fortsat, i lang Tid, havde været af uberegnelig sørgelige Følger.

Disse Storme bød Fredens Gud at tie og lægge sig, og de mørke Skyer droge hastigen bort af Norges Himmel. De tuende Folk, som stode rustede til Kamp, gave hinanden Venskabs og Enigheds Haandslag, og vandre nu tilhobe som Brødre, beredte til at hævde og forsvare den fælleds Frihed, at fremme og befordre hinandens Lykke. Trygge boe vi nu i vore Huse, og leve med vore Familier, trygge opstaae vi, og lægge os til Hvile, trygge arbeide vi for os selv og det Samfund, vi leve i, trygge dyrke og tilbede den Gud, som bød Fredens Velsignelser indtage Krigens Skuepladse. Hvilken Forandring, hvilken Omskiftelse af Skjæbne! hvilken Aarsag har Enhver af os til at opløfte Hjertets Taknemmelighed til den Høieste, og i Glæde at udbryde: min Sjel lov Herren, og Alt hvad i mig er, priis hans hellige Navn. Glem ikke Fredens upaaskjønnelige Gode! Dog ikke denne Tak, ikke Hjertets Følelser og Mundens Lovsang alene skulle vi frembære. Ville vi retteligen give Gud det, Guds er, da maae vi vise det i Gjerning og Sandhed, og lade vor Taknemmelighed see i den værdige Anvendelse af Fredens Velsignelser.

Nylig stod en talrig Hær af Landets kjække Sønner rede til Kamp og Feide. Freden bød dem vende tilbage til Hjemmet og Arnestederne. Hvad er nu deres Kald, hvad er deres Pligt? Hvortil bør hine kraftfulde Arme, nys væbnede til Forsvar, værdigen anvendes? Lader os spørge saamange forsømte Haandteringer, ildedyrkede Næringsgrene som fordre deres forøgede og stadige Virksomhed. Behøves det nu mindre, at de ere besjelede af Lyst og Iver for fredelig Konst og Vindskibelighed, end de før var besjelede af Mod og Manddom? Kræver ikke Fædrenelandets Bedste, dets indvortes Velmagt og Styrke, ligesaameget deres Kraft og Velvillie, som Krigens Farer deres Uforsagthed paa Ærens Bane.

Saamange Hindringer lage iveien for Oplysning og Kundskab. Den velgjørende Fred har aabnet os Adgang til at bortrydde dem.

Hvad, om nu de samme Klager, som hidtil hørtes, fremdeles vedbleve, at det var Mangel paa Understøtttelse og Hjælpekilder, hvorfor Oplysningens vældige Anstalter ei kunde holdes tilbørligen i Veiret: mon vi da retteligen paaskjønnede Freden? Nei, ikkun da takke vi værdigen Gud for den, naar Enhver efter sin Evne vil bidrage til, at Forstand og Kundskab og Sandhed hædres og udbredes; naar Alle have eet Sind for Menneskehæder, for Borgersamfundets Forædling, for sand Cultur og Oplysning.

Fred og Overflod parrede sig gjerne under gunstige Omstændigheder til sammen. O, at Freden ei maatte opføde os til Misbrug af dens Frugter, ei fremavle og underholde Letsind og sandselig Trældom; men at Viisdom og Christelig Mandighed maatte modstaae med Kjækhed Overdaads og Pragtsyges Tyrannie; at Overmaalet af de timelige Goder maatte bruges og skjenkes alene til vigtige og værdige Hensigter!

Hvor Mange glemte i Fredens Dage Gud og hans hellige Lære, vendte Tanken bort fra det Høie og Himmelske, og bandt Hjertene ganske til Jorden! O, at den Forstand maatte regjere os under Fredens Nydelse, at Gud og hans Dyrkelse blev os fremfor Alt hellig og dyrebar.

Med saadan Tænkemaade, med saadant Forhold bragte vi Fredens Giver et værdigt og ham behageligt Tak-Offer; derved adløde vi Jesu Formaning: giver Gud, hvad Guds er.

Men ikkun naar vi gjøre dette, kunne vi opfylde den anden dermed forenede og uadskillelige Formaning: giver Keiseren det, Keiserens er. En god Borger og en god Christen kunne aldrig tænkes adskilte. Den, der ikke ærer Gud, han ærer ei heller det Samfund, han skal leve i og virke for; ligesaalidet som den kan retteligen dyrke Gud, der ikke er gjennemtrængt af Iver og ædel Følelse for Medborgere og Fædreneland. Derfor sammenføiede Jesus i Dagens Evangelium begge Formaninger med hinanden: giver Keiseren det, Keiserens er, og Gud det, Guds er.

Freden kom med Norges og Sverrigs Forening derved, at vi hyldede Sverrigs Konge til Norges Konge. Vi kjende vore Forpligtelser, vi vide, hvad vi skylde Ham; Jordens Konger ere den Høiestes Sendebud, de ere Folkets Fædre og Forsvarere, Retfærdighedens Haandhævere. Deres Fordring paa Undersaatters Ærefrygt, Lydighed og Hengivenhed kommer fra Gud; det er hans Lære, de udgive, naar de byde Folket at ære og frygte Kongernes Konge, naar de ville, at Folket skal lyde Sandhedens og Sædelighedens Bud. Vil Kongen Landets Vel, vil Han ikkun, hvad der befordrer dets Hæder og Lykke; vil Han ikkun derfor, at vi med indbyrdes Kraft og Hjælpsomhed skulle trofaste og enige arbeide for dette Maal: o, da give vi Ham, hvad Hans er, da gjøre vi Hans Hensigter til vore, Hans Villie til vor Villie! Saaledes betale vi, hvad vi ere Ham skyldige, saaledes vise vi Ham den den Ærbødighed og Lydighed, han fordrer af os, og da nyde vi Fredens Frugter, Gud til Velbehag, os selv til Velsignelse.

Held os, om vor Tak til Gud paa denne Dag er ledsaget af saa alvorlige Forsætter, om vi herefter i de kommende Dage redeligen betale den Høieste vore Løfter paa Fredens Dag!

Haabet have vi og velgrundet Forventning om Fredens Varighed. Den Pagt, vi sluttede med vort nye Broderfolk, ilede vi ikke med at indgaae. Tværtimod, lig den Sørgende over tabte Venner, der skyer Verdens Samquem, og søger sin Trøst i Eensomhed, indtil nye Forbindelser efterhaanden mildne Sorgen, og forlige ham med Verden, unddroge vi os ligesom fra Omgang med andre Stater, og vilde kun leve med og for os selv. Længe modstode vi alle Overtalelser til at indtræde i andet Forhold. Først efter Kamp og Modstand nærmede vi os det nye Samfund. Med den største Betænksomhed, efter alvorlig, langsomt Overlæg, toge vi den endelige Beslutning, og med frit Valg gikk ind i det Forbund, der nu har bragt os Fred. Tør vi da ikke, efter en saadan Fremgangsmaade, haabe Varigheden af det tilsigtede Gode?

I os selv have vi en Borgen for vor Frihed og Uafhængighed; thi den opbyggede vi paa Landets Grundlov, som er og skal være uforkrænkelig. Vi staae ikke alene, men i Forening med et Nabofolk, som uden misundeligt Øie vil skue vor Fremstigen i Lykke, Velstand og Cultur; ja, som selv vil medvirke dertil, fordi dets egen Frihed og Lykke og Uafhængighed er forbunden med vor, fordi vor Interesse er dets Interesse.

Den Konge vi udkaarede, har Intet fordret, og Intet villet fordre, uden det, som kunde bestaae med vor Selvstændighed. Selv bød han os at slaae en fast Vognborg om vor Constitution, den han lovede og har svoret at ville hævde og forsvare.

I vor Midte staaer Han, den store Fyrste, Europas laurbærkrandsede Held, som nu ved Kongens Side, og engang paa Thronen, vil søge sin Hæder og Glæde i at regjere over et frit Folk, og være og vorde Scandinaviens uovervindelige Forsvarer. -- Thi hvad kunde Han, denne ophøiede Fyrste, ønske og fordre? Han, som ved Sine i fremmed Land til Folkefrihed udførte store Bedrifter lagde sin Tænkemaade for Dagen; Han, som Selv erklærede for os baade i Ord og Gjerning Sin Villie om Frihed og Selvstændighed?

Dog det er ei alene efter jordiske og menneskelige Beregninger, vi haabe Varigheden af den indgangne Fred og Forening. Ikke letsindigen, men for Guds Ansigt, og med Tanken stadigen henvendt paa Norges Bedste, indgik vi Broder-Pagten med Nabofolket, og erkjendte dets Konge for vor Konge. Vel ere Forsynets Veie for os urandsagelige, dets Domme ikke altid vore Domme, og Fremtiden er skjult for os. Men efter Samvittighed og den bedste Overbeviisning handlede vi af Troe paa Guds Villie, og med det faste Haab, at han vil faderligen velsigne, hvad vi redeligen besluttede. Vort Haab byggede vi derfor paa en Grundvold, som staaer urokket midt i Verdens Ustadighed, og i alle de Omvexlinger, de menneskelige Ting og Foretagender ere underkastede: vi byggede det paa ham, der ene har Magt over Menneskenes Riger, og giver dem til hvem han vil. Med ydmyg Underkastelse i hans alvise Beslutninger tør vi derfor see frimodigen ud i Fremtiden, og tillidsfulde haabe at nyde Fredens og Foreningens varige og velgjørende Frugter.

Ubrødeligt være det Ord, vi gav, uopløselig den Pagt, vi indgik! Held og Velsignelse lyse Enhver af redeligt Hjerte over den: og Nordens forenede Folk skulle med Troe paa Gud være og forblive frie og lykkelige i trofast og velvilligt Samfund!

Gud! hør denne Bøn, og see med Naade og Velbehag ned paa det Forbund og den Fred, vi for dit Ansigt have oprettet! Knyt Kongens og Folkets Hjerte til din Lydighed! lad dem deri søge din Velsignelse, og vente Bestandigheden i det Gode, vi have tilbedet os af din Faderkjærlighed!